Tak

Det sker sommetider, at der lyder et stille tak oppe ved alterskranken, når brødet og vinen bliver delt ud og modtaget. Ligesom ”tak for mad”.
Vinen og brødet, Ånden og livet. Tak for det daglige brød.
Taknemmeligheden får ofte ord og rum i kirken. Hver gang vi kommer med vores barn for at lade det døbe og for at sige tak, fordi det blev til og findes. Når vi kommer for at sige farvel til vores elskede og sorgen synger så højt at intet andet i denne verden kan høres, så kommer vi for at lade kærlighedshistorien om det menneske fortælle. Lade det blive fortalt hvor meget de betyder for os og har præget vores liv, og udtrykke en tak for alt det vi fik lov at dele sammen.
Og når vi kommer hånd i hånd for at fortælle hinanden og verden at vi elsker hinanden, at kærligheden altid skal være det største imellem os, så er det med en dyb taknemmelighed over at man har fået lov at møde sin hjertes udkårne.
Livet er fyldt med undere, der kalder på tak.

I september fejrede vi høstgudstjeneste i Tårnby Kirke. Det strømmede ganske vist ikke ind med afgrøder fra markerne, æblehøst fra præstens have eller grøntsager fra de lokale køkkenhaver.
Sådan var det ellers før i tiden – alle kom til kirken med en del af årets korn, frugt og grønt, alt det som naturen rigt have skænket. Og så sagde man tak – for livet, for maden, tak for alt det som vi ikke kan frembringe udelukkende ved egen indsats.

I høstfejringen blev det meget tydeligt, at vi mennesker ikke kun grunder i os selv. Vi er forbundet med både Gud, mennesker og naturen, som er omkring os. Som sagt, der var ingen afgrøder, der blev båret frem til alteret. Der var dog næstformandens hjemmedyrkede tomater til kirkefrokosten. Men selvom vi ikke længere kommer med årets høst, så giver det god mening at komme ind i kirken med det vi så har. Alt det vi er og bærer på kan vi altid komme til Gud med. Kirken er et bedehus. Og i bøn kan vi komme både med det, som er svært og ubærligt, det som vi skal have hjælp til, og det vi længes efter og håber på. Men også en takkebøn for det vi allerede har.

I bibelen er der fortællingen om ti syge, der blev helbredt. Der var kun den én, der kom tilbage og sagde tak. Hvem ved, måske de andre bare var så glade at de rent glemte at sige tak. Livet går bare og man glemmer helt hvordan det kom til en. Pointen er bare: vi skal netop huske dét at sige tak. Tak til en god ven, der er stillede op igen. Til far, der lappede cyklen. Til kollegaen, der tog en for holdet. Til kassedamen, der tålmodigt bakser med varerne fredag eftermiddag i Netto henne på torvet. Til naboen, der kom ind med avisen. Til ægtefællen for endnu en dag sammen. Tak for en plads i toget. Det hænder ofte at vi glemmer at sige tak. Men det gør en verden til forskel at vi forstår og husker at det hele ikke kommer af os selv.

Tak. I det lille ord spejles det store liv.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

Kirken er et bedehus

Det er en af de smukkeste ting, at give til et andet menneske. Kristendom er at gøre noget for en anden. Men for at kunne give og gøre skal man først modtage. Det er en af de smukkeste ting, at kunne tage imod. Ingen kan give noget, hvis ikke der er en anden til at modtage. Man kan sige, at det at give i al sin gode gerning, også er en måde at fastholde sig selv på. Når man giver, bestyrker man sin kontrol. Den der giver står med tingen, kan selv vælge hvor meget man giver og hvornår. Det er noget modsat at modtage. Her får man pludselig en ting man ikke har indflydelse på. Det er nemmere at gøre end at modtage, såvel som det er lettere at tale end at lytte. Fordi i det første er du i kontrol, i det andet overladt til en anden og derfor udenfor kontrol. Verden bliver et bedre sted, hvis alle giver mere end de modtager. Det er der nok noget rigtigt i. Men i vores smukke forsøg på at give mere end vi modtager, bliver vi virkelig dårlige til at modtage. Det er som om at alt hvad vi er, hænges op på det vi gør. Det kan godt være, at der er nogen som ikke laver et hak, men de fleste af os har meget travlt med at gøre og lave en masse og prøve at give. Vi har fået et produktionsbatteri indopereret. Der er blevet sat en regnetavle fast i frontallappen. Set herfra har vi en eksistentiel angst, en indre uro, som vi prøver at gøre træt ved at gøre en masse. At være aktiv er det største plusord. Fint nok at være aktiv, man kan også nemt blive for inaktiv, men det ville virkelig også være godt for dig ikke hele tiden desperat at være i gang afløst af at slappe af. Alt det bedste i dit liv er noget du har modtaget. Ved du ikke det? Dit liv. Dine forældre. Hvis du har søskende. Dine venner. Da du blev forelsket. Da en anden gav dig kærligheden. Et smil. En berøring. En gave. Havet. Solen. Månen. Og dine børn, hvis du har. Intet af det har du gjort eller skabt eller givet. Det er alt sammen noget, du har fået. Og oplever du nogle gange en følelse af mening eller lykke eller salighed eller hvad man nu skal kalde den følelse, du ved, jeg taler om, så er det fordi, at det, du blev givet, var du i stand til at modtage. At gå i kirken er at modtage noget. Det er ikke at gøre noget. Drop aktivismen for en time. Tag blot imod. Se hvad der sker. Se hvor vinden tager dig hen. Det er også derfor, at kirken aldrig må blive så aktivistisk, at man glemmer, at det er et sted, hvor den handlende altid er Gud. Der må godt være liv i kirken, og der må godt være aktiviteter, men mere end noget andet skal der også være fred og ro, så lidt aktivitet, at man ikke bliver distraheret. Et sted hvor verden udenfor forsvinder, og alt det du kan og gør er lige meget. Så du kan være modtagelig for det største der kan gives dig, og grunden til at der findes en kirke, Guds Nåde. Kirken er et bedehus, siger Jesus et sted. At bede er netop at stille sig sådan, at man er klar til at tage imod. Når man beder, beder man ikke om noget, man selv kan. Det er der jo ingen grund til at bede om. Det kan man jo bare gøre. Når man beder, beder man om noget som ligger udenfor ens kontrol og magt. Man åbner sig for det som er større end en. Jeg har også på en frisøndag været i træningscenteret. Det var fint at få rørt sig. Men det stak nu alligevel lidt, at der var så mange flere end i kirken. Jeg har også været en tur i Silvan. Dér fandt jeg menigheden nede ved grilludstyret. Og i det der planteland længere ude på Englandsvej, kunne jeg ikke engang få en parkeringsplads en søndag morgen. Det er ikke fordi, vi ikke har tid, vi vælger bare at være i gang og lave noget, men dermed bliver vi også dårligere og dårligere til at kunne modtage noget. Gad vide om det også er derfor, at vi ikke er så mange i kirke, for det at skulle sidde stille en time uden at lave noget og uden at det handler om dig, er langt vanskeligere end at udbygge garagen. At lytte og være åben for noget andet end det du kom med, at stille sig til rådighed for muligheden af noget nyt, det er den smukkeste egenskab. Det er her, du vokser og smelter sammen med verden, her kan du høre sangen og blive forelsket. Må vi øve os på at blive bedre til bare at tage imod. Så kom som du er forandret. See you.

Karsten M. Hansen

Plys og Grisling i kirke

Det var søndag morgen i Hundredemeter skoven. Uglen læste, Kængu havde taget Kængubarnet i bad, Ninka Ninus havde travlt med at vande sine gulerødder, Tigerdyret var på spring, for det er det, Tigerdyr er bedst til, og Æslet havde nok i sine egne triste tanker.
”Hvad skal vi lave, Plys?” spurgte Grislingen.
”Vi kunne jo gå i kirke” sagde Plys.
”Der kommer vist ikke så mange”, sagde Grislingen.
”Men hvis vi kommer, så er der jo os”, svarede Plys.
Så gik de af sted.
Da de kom derhen, var der nu alligevel en del mennesker, og der var også et lille barn, der skulle døbes.
Grisling sagde lidt bekymret: ”Bare præsten nu ikke skælder ud, det er der vist
nogen, der gør.”
”Det skal nok gå”, sagde Plys.
Og det gjorde det. Det gik faktisk ret godt!
Præsten talte om, at alle mennesker var gode nok for Gud.
Og det lille barn græd ikke ret meget, selv om hun fik vand i håret. (Det brød Grislingen sig i hvert fald ikke om).
De fik også en kiks og lidt vin, men Plys var nu skuffet over, at der ikke var honning til kiksen.
”Men ellers var det da meget godt”, sagde Plys.
”Ja”, sagde Grisling, ”Det er bare trist, at der ikke er så mange babyer, der bliver døbt længere, det har jeg hørt Uglen sige, og den er jo så klog”.
”Ja”, sagde Plys, ”det forstår jeg ikke”.
”Godt nok er jeg en bjørn med en meget lille forstand, men det er da rart at høre, at man er god nok, som man er”.
”Det er bare svært at tro på”, sagde Grisling.
”Nåe, det ved jeg nu ikke”, sagde Plys. ”Og Uglen siger også, at der er flere, der tidligere har meldt sig ud, der melder sig ind igen, så måske går det slet ikke så skidt!
Der var i hvert fald mange i dag. Men de skulle nu overveje det med honningen”.
”Måske skulle vi tage de andre med en anden gang”, foreslog Grisling. ”F.eks. Æslet, den kunne måske bliver lidt mere glad, og så er vi også sikre på, der kommer nogen”, sagde Grislingen.
”God idé”, sagde Plys.

Ida Nielsen

taarnbykirke@mail.dk