Til kirkebladet

I en avis blev jeg engang spurgt om hvilket råd, jeg gerne ville have givet mig selv, da jeg var yngre. Det er et af de der temmelig sentimentale spørgsmål, som man egentlig ikke gider at svare på, men jeg svarede, det skal nok gå. Det var en spagt svar, det ved jeg, jeg ville også gerne have svaret med et Pascalcitat eller nogle visdomsord fra min farfar, men sandheden var, at jeg gerne ville have hørt nogen sige, at det nok skal gå, for det brugte jeg dengang meget lang tid på at tænke på, at det ville det ikke.
Nu ved jeg, at det nok skal gå, jeg ved bare ikke hvorhen. Slet ikke i disse tider.

Normalt bliver spaltepladsen her brugt på noget mere lokalt og hyggeligt og opbyggeligt, og det er også hensigten med vores kirkeside, at den skal viderebringe noget info, men det ville være lige lovligt kontrafaktisk at skrive om den snarlige konfirmandgudstjeneste med Annettes udemærkede chokoladekage (med kokoskrymmel på toppen), når nu så meget er sket siden sidst.

Jeg har fulgt med i alt fra Paris til Krudttønden og Krystalgade, meget er følt og sagt og skrevet, og meget har været klogt og tankevækkende, der har været ord fra ministre, borgmestre, sangere, malere, sociologer, venner, antropologer, eksperter og naboer, men der har været et næsten totalt fravær af kristne ord. Der blev sunget sange af en englænder med sin kone i sengen i New York, af en kurder på svensk og af en kulturradikals gode modstand imod nazismen. Det virkede til at virke for mange, men det havde nu også været på sin plads, om der var en som havde fået plads til at hive sin bibel frem og læse lidt op.
Jeg plejer ellers at synes, det er bedst folkekirkens præster ikke kæmper sig hen over hinanden for at komme med vores syn på alverden og slet ikke politisk, hvor vi har en tendens til at være rimelig unuancerede men ganske naive. Kristendom er politisk dårligt stillet, fordi den i sit væsen er et opgør med det politiske.
Bibelen behøver ikke ligge på Christiansborg. Kristendom er ikke et politisk program. Den er heller ikke en religion. Den er en tro.

I disse dage fylder kirken dog for lidt. Vi er et kristent land. Langt de fleste af os er medlemmer af folkekirken og når vi plejer at mødes i krisetider er det ofte i kirken. Det havde været godt med nogle kristne ord. Ikke fordi de nu kan ændre det hele, slet ikke, men fordi en religion ofte bliver misfortolket og misbrugt til mord, som kristendommen også historisk set har været forfærdelig til, behøver man ikke at være så bange for at tale om religion, at man ikke længere kan finde trøst i sin egen tro. Der er mere end længe brug for at den medtagne bibel blev slået op det sted, hvor der står, at næstekærlighed er at elske sin Gud og elske sin næste.
Og så skulle der have været en kort fortolkning som pegede på, at Gud bliver nævnt først, ikke fordi han er den vigtigste og mennesket først kommer i anden række, men fordi man kun kan elske Gud ved at elske sin næste. Gud er næsten.

Hemingway var ikke særlig begejstret for kristendommens overhumaniserede postulat og Nietzsche kaldte det overhumaniserede det degenerede dehumane, men bag alle de værdier vi taler rettelig om, og som vi også tændte fakler for, ligger der forhåbentlig stadig det som Løgstrup kaldte for kristendommens radikale tiltale, ingen af os skal bare elske dem vi i forvejen elsker, men også dem som nogle sagde var vores fjender.

Det er ikke løsningen, og alt er på ingen måde sagt, men i deres mangel på nuance og i deres krav om universalitet, nogle ord, vi stadig har brug for at høre, mens vi prøver at finde en vej at gå. Det skal nok gå, det er jeg sikker på, bare Gud vil gå noget af vejen med os.

Karsten Møller Hansen