Kirken er et bedehus

Det er en af de smukkeste ting, at give til et andet menneske. Kristendom er at gøre noget for en anden. Men for at kunne give og gøre skal man først modtage. Det er en af de smukkeste ting, at kunne tage imod. Ingen kan give noget, hvis ikke der er en anden til at modtage. Man kan sige, at det at give i al sin gode gerning, også er en måde at fastholde sig selv på. Når man giver, bestyrker man sin kontrol. Den der giver står med tingen, kan selv vælge hvor meget man giver og hvornår. Det er noget modsat at modtage. Her får man pludselig en ting man ikke har indflydelse på. Det er nemmere at gøre end at modtage, såvel som det er lettere at tale end at lytte. Fordi i det første er du i kontrol, i det andet overladt til en anden og derfor udenfor kontrol. Verden bliver et bedre sted, hvis alle giver mere end de modtager. Det er der nok noget rigtigt i. Men i vores smukke forsøg på at give mere end vi modtager, bliver vi virkelig dårlige til at modtage. Det er som om at alt hvad vi er, hænges op på det vi gør. Det kan godt være, at der er nogen som ikke laver et hak, men de fleste af os har meget travlt med at gøre og lave en masse og prøve at give. Vi har fået et produktionsbatteri indopereret. Der er blevet sat en regnetavle fast i frontallappen. Set herfra har vi en eksistentiel angst, en indre uro, som vi prøver at gøre træt ved at gøre en masse. At være aktiv er det største plusord. Fint nok at være aktiv, man kan også nemt blive for inaktiv, men det ville virkelig også være godt for dig ikke hele tiden desperat at være i gang afløst af at slappe af. Alt det bedste i dit liv er noget du har modtaget. Ved du ikke det? Dit liv. Dine forældre. Hvis du har søskende. Dine venner. Da du blev forelsket. Da en anden gav dig kærligheden. Et smil. En berøring. En gave. Havet. Solen. Månen. Og dine børn, hvis du har. Intet af det har du gjort eller skabt eller givet. Det er alt sammen noget, du har fået. Og oplever du nogle gange en følelse af mening eller lykke eller salighed eller hvad man nu skal kalde den følelse, du ved, jeg taler om, så er det fordi, at det, du blev givet, var du i stand til at modtage. At gå i kirken er at modtage noget. Det er ikke at gøre noget. Drop aktivismen for en time. Tag blot imod. Se hvad der sker. Se hvor vinden tager dig hen. Det er også derfor, at kirken aldrig må blive så aktivistisk, at man glemmer, at det er et sted, hvor den handlende altid er Gud. Der må godt være liv i kirken, og der må godt være aktiviteter, men mere end noget andet skal der også være fred og ro, så lidt aktivitet, at man ikke bliver distraheret. Et sted hvor verden udenfor forsvinder, og alt det du kan og gør er lige meget. Så du kan være modtagelig for det største der kan gives dig, og grunden til at der findes en kirke, Guds Nåde. Kirken er et bedehus, siger Jesus et sted. At bede er netop at stille sig sådan, at man er klar til at tage imod. Når man beder, beder man ikke om noget, man selv kan. Det er der jo ingen grund til at bede om. Det kan man jo bare gøre. Når man beder, beder man om noget som ligger udenfor ens kontrol og magt. Man åbner sig for det som er større end en. Jeg har også på en frisøndag været i træningscenteret. Det var fint at få rørt sig. Men det stak nu alligevel lidt, at der var så mange flere end i kirken. Jeg har også været en tur i Silvan. Dér fandt jeg menigheden nede ved grilludstyret. Og i det der planteland længere ude på Englandsvej, kunne jeg ikke engang få en parkeringsplads en søndag morgen. Det er ikke fordi, vi ikke har tid, vi vælger bare at være i gang og lave noget, men dermed bliver vi også dårligere og dårligere til at kunne modtage noget. Gad vide om det også er derfor, at vi ikke er så mange i kirke, for det at skulle sidde stille en time uden at lave noget og uden at det handler om dig, er langt vanskeligere end at udbygge garagen. At lytte og være åben for noget andet end det du kom med, at stille sig til rådighed for muligheden af noget nyt, det er den smukkeste egenskab. Det er her, du vokser og smelter sammen med verden, her kan du høre sangen og blive forelsket. Må vi øve os på at blive bedre til bare at tage imod. Så kom som du er forandret. See you.

Karsten M. Hansen

Plys og Grisling i kirke

Det var søndag morgen i Hundredemeter skoven. Uglen læste, Kængu havde taget Kængubarnet i bad, Ninka Ninus havde travlt med at vande sine gulerødder, Tigerdyret var på spring, for det er det, Tigerdyr er bedst til, og Æslet havde nok i sine egne triste tanker.
”Hvad skal vi lave, Plys?” spurgte Grislingen.
”Vi kunne jo gå i kirke” sagde Plys.
”Der kommer vist ikke så mange”, sagde Grislingen.
”Men hvis vi kommer, så er der jo os”, svarede Plys.
Så gik de af sted.
Da de kom derhen, var der nu alligevel en del mennesker, og der var også et lille barn, der skulle døbes.
Grisling sagde lidt bekymret: ”Bare præsten nu ikke skælder ud, det er der vist
nogen, der gør.”
”Det skal nok gå”, sagde Plys.
Og det gjorde det. Det gik faktisk ret godt!
Præsten talte om, at alle mennesker var gode nok for Gud.
Og det lille barn græd ikke ret meget, selv om hun fik vand i håret. (Det brød Grislingen sig i hvert fald ikke om).
De fik også en kiks og lidt vin, men Plys var nu skuffet over, at der ikke var honning til kiksen.
”Men ellers var det da meget godt”, sagde Plys.
”Ja”, sagde Grisling, ”Det er bare trist, at der ikke er så mange babyer, der bliver døbt længere, det har jeg hørt Uglen sige, og den er jo så klog”.
”Ja”, sagde Plys, ”det forstår jeg ikke”.
”Godt nok er jeg en bjørn med en meget lille forstand, men det er da rart at høre, at man er god nok, som man er”.
”Det er bare svært at tro på”, sagde Grisling.
”Nåe, det ved jeg nu ikke”, sagde Plys. ”Og Uglen siger også, at der er flere, der tidligere har meldt sig ud, der melder sig ind igen, så måske går det slet ikke så skidt!
Der var i hvert fald mange i dag. Men de skulle nu overveje det med honningen”.
”Måske skulle vi tage de andre med en anden gang”, foreslog Grisling. ”F.eks. Æslet, den kunne måske bliver lidt mere glad, og så er vi også sikre på, der kommer nogen”, sagde Grislingen.
”God idé”, sagde Plys.

Ida Nielsen

Svaret er ikke inde i dig selv

Jeg holder meget at sommerens lyse nætter, og derfor er det lidt særligt, at de ord du nu skal læse peger hen på december-mørkets kulde. Så langt som vi kan komme fra duftende hyldeblomster, nye kartofler fra haven og isvafler på Kastrup havn.
Men så igen. Jeg elsker også vinteren.
Børn bliver ofte spurgt ”hvad skal du være, når du bliver stor?”
Det regner vi med at det lille barn bliver, og når han eller hun så er blevet stor af vækst, så skal det også gerne blive til noget.
Men det kan komme til at lyde som om det ikke nok, at barnet bare er den, det er. Det skal ligesom blive til noget og helst også til noget stort, der rager op over middelmådigheden.
Det er bare sådan, at forventningerne til vores børn – og unge mennesker – kan blive så store, at enten revner barnet at stolthed og selvindbilskhed. Eller måske slås revner indeni, i sjælen og sindet, fordi det ikke kan leve op til de voksnes forventninger om storhed og forventningen om at de skal udrette noget stort her i verden.
Selvom jeg er voksen, kan jeg også genkende følelsen. At jeg burde udrette noget stort og leve op til en masse forventninger fra mig selv og fra omverden.
Vi har det svært ved at være små. Når vi bliver spurgt om hvem vi er, så vil vi helst svare med noget, der får os til at fremstå betydningsfulde og vigtige.

Jeg skal blive mindre
Der er en skikkelse i bibelen, som svarede på netop det spørgsmål: hvem er du?
Ved midsommer holder vi Sankt Hans aften, som er fejringen af Johannes Døbers fødselsdag. Præcis et halvt år før Jesu fødselsdag til jul. Et sted i bibelen bliver Johannes spurgt ”hvem er du?” Johannes kunne have svaret, at han var den, der fik folk til at omvende sig og lade sig døbe. En stor skikkelse. Han var nemlig ikke så lidt betydningsfuld. Men det var ikke sådan han svarede på spørgsmålet om hvem han var.
Han havde fanget et eller andet, Johannes – noget helt centralt. Mens Johannes var lillebitte, vidste han at der var en, der var større end ham selv.
På gamle malerier kan man se hvordan hans mor Elisabeth og hendes kusine Maria står med deres gravide maver, og indeni ligger de to små drenge, og Johannes peger hen på Jesus.
På spørgsmålet om hvem Johannes er, så fandt han ikke svaret indeni i sig selv. Han gjorde noget helt andet: Han pegede væk fra sig selv. Han sagde, ”jeg er bare den, der råber i ørkenen. Der skal komme en, som er langt større end mig. Han som er lyset, der skinner i mørket.”
Og så kom Han, der var større end Johannes. Og Johannes trådte til side, for hans tid var omme. Han havde gjort det han skulle, som ethvert menneske efter ham burde gøre: han så væk fra sig selv hen på Kristus. Han trådte til side for at Kristus kunne få hovedrollen.
Det drejer det sig stadigvæk om, også for os.
I kristendommen kommer det ikke an på, hvordan vi opfatter os selv, eller hvordan andre mennesker tænker om os. Men på, hvordan Gud ser os.
I forhold til Gud kan vi altid være små, og behøver ikke at udrette noget stort for at have værdi eller en identitet. Faktisk er det vores primære opgave: at være som børnene, for de har fattet noget. De kan se ind i en virkelighed vi har lidt svært ved med voksne rationelle øjne. De ser Gudsriget. Og det er derhen, der bliver peget midt i den lyse midsommerens liv: Der bliver peget hen på det lys, som kom til verden julenat.

Johannes sagde: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Johannesevangeliet 3,30).

God sommer!
Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

taarnbykirke@mail.dk