Åbent

Det er længe siden. Da vi forsvandt ind i vores hjem, blev kirkedøren også lukket.
Ikke fordi Gud lukkede sig inde. Han findes ikke kun i kirken. Så Gud lukkede sig ikke inde. Det var mere sådan, at dér hvor vi kan mødes og høre Guds ord, var vi bange for, at vi også kunne blive smittet. Nu ser det bedre ud. Vi har taget alle vores forholdsregler. Og vi skal nok
tage hensyn til jer. Kirken er åben igen.
Og gudstjenesten kan begynde.
Alt godt. Sådan da. Fremtiden starter. Og på et eller andet tidspunkt ses vi i den.
Kom. Men inden du kommer så hold lige fast i et par overvejelser. Følg lige med i nogle tanker, som ikke kun angår dig, som kan komme i kirke, og os som åbner kirken for dig. Følg lige med her:
Hvis man blev syg, vil man kalde på en læge. Mister man sit job, vil et nyt job være det bedste, man kan få. Er man træt, vil man sove. Er man sulten, vil man spise. Det mest nødvendige for at leve, er det vigtigste at have. Det jordiske før det åndelige, vil jeg sige. Selvom Jesus siger det modsatte. Men hvor har han ret, når han siger, at uden ånd er mennesket
ikke menneske.
At have ånd vil sige, at kunne forholde sig til noget som ikke er en selv. Ånd er at sætte sammen, det som ikke hører sammen. Som to mennesker. Kærlighed er ånd. Kunst er ånd. For i kunsten bliver du sat sammen med noget uden for dig selv. Man ser på et maleri. Det har intet med én selv at gøre. Man kender ikke den, der har malet det, og ved ikke
hvorfor det blev malet sådan. Men i det ser man noget, som man ikke kan se ved at se på sig selv. Man bevæger sig ind i noget, som ikke er én selv.
Jeg vil sige, at det først er her, vi bliver en del af hinanden.
Samfundssind og fællesskab og omsorg for hinanden kan ikke dikteres politisk ovenfra. Der kan sættes nogle rammer.
Der kan skrives noget ned. Og forhandles en portion penge. Men det skal komme fra den enkelte og det kan kun komme til den enkelte fra den anden. At være sammen med andre i noget, man ikke kun selv har skabt, er kultur. At opdage, at den anden deler noget med dig, der samtidig peger ud over dig, og hen imod noget uforståeligt større, er kunst. At tro
på, at vi alle har del i det, som er endnu større end det hele, er religion.
Jeg kan huske min farfar fortælle om dengang, han efter en lang uge som
murer i Sønderjylland søndag aften nogle gange havde råd til en tur i
biografen. Han glædede sig hele ugen, og han kunne huske alle de film, han havde set. Gid han havde set nogle flere. Det var tiderne ikke til dengang for en murer. Men det burde de være nu. For helt grundlæggende er kultur, kunst og religion noget meget mere end noget,
man kan vælge til hen på aftenen – det er en del af det, du er, og det du er, er du hele dagen og hele ugen.
Alt det kultur man nogensinde har oplevet sidder i én. Det kan godt være, at man ikke kan huske så meget af det.
Dengang børnehaven tog én med på Nationalmuseet. Filmen man så, kan
man ikke huske titlen på. Bogen man læste, kan man ikke engang huske,
man har læst. Og prædiken i kirken …….hvad sagde præsten? Jeg har sunget Altid Frejdig over 1000 gange vil jeg tro.
En hemmelighed; jeg kan den stadig ikke. Men det hele sidder alligevel i
én. Det tror jeg. Alt det man har været omgivet af, og gik ind i, sidder i én,
det er en del af én, og det er med til at bestemme, hvordan man ser verden. Så når man står op om morgenen, er det med kunst og kultur i sig, og når man går ud af døren, tager man også sin kultur med sig. Det kan godt være ens arbejde ikke ligefrem kalder kulturen frem i én, men man har den med. Man har også altid sin tro med. Den kan man ikke
hænge i våbenhuset. Den er dig.
Der har ikke været meget kultur og kunst og kirke de sidste 8 uger. Det tror jeg, vi har mærket, og savnet. Men jeg sidder med et klart indtryk af, at kultur og kunst og kirke bliver betragtet som en lørdag aften i byen, man godt kan undvære, eller en søndag morgen, hvor man ikke havde noget at lave. Som en luksusting man kan læse om i et flot magasin. Eller når det handler om kirke, kun kan finde noget om i Kristeligt Dagblad. Jeg er helt med på, at de helt basale ting i livet skal være der; et sted at
bo, tryghed, et arbejde, sundhed, familieforhåbentligt. Det skal være der først.
Der er ikke meget ved at sidde i teatret, hvis man er syg eller gå til koncert, hvis man er i tvivl, om man har et arbejde næste dag. Der er heller ikke noget ved at gå i kirke, hvis man er bange for at blive smittet i den. Selvfølgelig kan man overleve uden kultur, kunst og kirkegang.
Man kan bare ikke være det menneske,man er.
At være menneske er at kunne spørge, hvad et menneske er. Dyr er dyr.
Mennesker spørger, hvad et menneske er. Kultur, kunst og religion er stederne, hvor man kan stille det spørgsmål – og prøve at fange noget der minder om et svar. Har vi ikke de steder, har vi ingen steder at stille spørgsmålene og så kan man spørge, hvor meget menneske, vi er.
Det her er min påstand; vi mennesker deler en længsel, en længsel imod eller efter det uendelige. Jeg vil kalde det Gud. En længsel efter at mærke at man er helt og fuldstændigt del af alt det der findes.
En fred. En samhørighed. Mens vi lever.
Kunst, meget kultur og religion deler det samme; de er forsøg på at udtrykke eller nærme sig det afsindigt gådefulde i os, omkring os og over os. Hvis den her længsel ikke får næring, ikke får lov til at udfolde sig, så dør den langsomt hen. Og så forsvinder fornemmelsen af, at vi hører
sammen.
Fjern kulturministeriet og der vil stadig være kultur. Der vil altid være kultur. Den er der før dig. Lukkede kirken for altid, vil der stadig være kristen tro.
Længslen efter Gud vil vi altid have i os. Men spørgsmålet er, hvor meget der er af den. Bliver der mindre og mindre af den, snævrer den sig ind? Eller får den lov at mødes et sted og blive delt med andre? Bliver den hele tiden ny og levende i os? Kan vi mødes i kirken og stille de spørgsmål, vi har i os? Nu kan vi igen.
Du er så velkommen. See you.

Karsten M. Hansen