Året er skiftet. Nu skriver vi 2015 i stedet for 2014

Udklip Som med megen anden forandring, så tager det gerne lidt tid før det giver sig selv at skrive det nye årstal, uden at tænke sig om. Lidt ligesom med alderen – det flyver ikke nødvendigvis ud af munden på en, hvor gammel man er. Man skal lige tænke sig om – hvor langt er man egentlig nået med årene… Man skal ligesom finde sig selv i det nye.

Sådan kan det også være, når man står over for et nyt kalenderår. Hvad skal man stille op med det?
Hvor skal man stille sig i livet?
Hvor er man nået til?

For mange af os kan et nytår indikere en tid, og en ny mulighed for at hanke op i sig selv og rette sig ind på den kurs, man har lagt for sig selv. Om det er med ambitionen om et nyt job, mere tid med børnene eller fem kilo mindre på vægten, så er nytåret en anledning til at ”få gjort noget ved det”.

For nogen af os er nytåret også en tid til at se på det forgangne år, og gøre status over hvad livet bragte os. Og hvad vi selv gav. Og det tilbageblik gøres ikke altid med lige så stor begejstring, som med synet fremad mod det kommende. For i mødet med sin egen historie og fortid, så skal man også tage imod sig selv.

Nytåret er nemlig ikke blot en frisk start eller en ny begyndelse. Det er også en mulighed for at standse op, og reflektere over og forsone sig med det, der allerede er en del af ens historie. Den historie som blev påbegyndt eller fortsat i 2014. Både de glædelige og smertelige historier: Fortællingen om et nyt familiemedlem, og nye bekendtskaber. Sandheden om den sygdom man fik konstateret og slås med. Historien om de rejser og minder man fik med i 2014. Og måske også sporene af sorg og smerte over dem, vi ikke har med os ind i det kommende år.

Alt sammen skal med. Hvor let eller tungt det end måtte være. På den måde er nytåret en mulighed for at pakke bagagen om, så der kan blive plads til nye oplevelser og erfaringer. Nye historier. Og en mulighed for at tænke over hvordan man bærer de gamle med sig.

I kirken bærer vi på en ældgammel historie. Det er som om den sidder i selve stenene. De levende sten i hvert fald. Det er historien om Gud, der elsker menneskene, og sender sin egen søn for at fortælle os det. Den historie fortælles over ethvert lille barns liv, når vi bærer dem til dåben. Og over ethvert levet liv, når vi skal herfra. Den historie, tror jeg, er sandheden om vores liv: At der er en Gud, der vil os, og som elsker ethvert menneske. Det lyder måske banalt. Men det betyder dybest set, at der altid er en Far, Gud, som vi kan komme til med al vores bagage. Alle historierne, sorgerne, glæderne, håbet og frygten. Og når det er for tungt at bære på, så kan vi lægge det over i Guds hænder. Jeg er ikke så god til det med nytårsfortsæt.

Jeg er ikke så god til at holde dem. Men sidste år på dette tidspunkt satte jeg mig for at få en fast stilling, og at være mere modig. Og måske også noget med at deltage i et motionsløb. Jeg løb ingen vegne, og jeg minder stadig mig selv om at være mere modig. Men jeg fik jeg mig et job, som jeg er rigtig glad og taknemmelig for. Så har jeg nemlig fortsat mulighed for at fortælle verdens bedste historie! Og dermed glæder jeg mig til at påbegynde et nyt kalenderår, som sogne-og sygehuspræst i Tårnby Kirke.

Glædeligt nytår!

Desireé Risom