Altid elsket, aldrig glemt

Jo længere hen på efteråret vi er jo tættere kommer vi på allehelgen, som er en særlig dag, hvor vi i
kirken mindes dem vi har mistet i årets løb. Dagene bliver kortere, og alt imens vi tænder lys på
gravene, og fastholder at ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, som der står et sted i biblen.

I efterårsferien drog jeg til det fynske med min familie. Det var akkurat som en efterårsferie gerne
må være. Vi skar orange græskarhoveder, og gik på æblerov i svigermors have. Vi sejlede ud i
bugten med fiskestænger og orme, samlede sten på stranden, gik ture langs de stejle skrænter og
blev blæst igennem. Det var virkelig skønt. Samtidig var der en følelse jeg ikke kunne ryste af mig.
Eller ville ryste af. Følelsen af savn. Og tristhed. For siden træerne stod grønne og lysende har jeg
mistet en jeg elsker højt.

Det mest vidunderlige ved efteråret – udover at man kan have uldne striktrøjer og lange
halstørklæder på hver dag – er naturens forvandling. Men selvom efteråret er smuk i alle sine
farver, og berigende med høsten, så bærer den også et vist vemod i sig. For de skønne orange og
gule blade, de vil snart falde af. Grenene vil snart kaste det sidste liv af sig, og stå nøgne med
budskabet om, at nu venter kulde, mørke og død. Det hele lukker ned og står bart i landskabet.
Ingen formildende blomster, der titter op. Ingen afgrøde. Ingen frugt eller bær. Selv fuglene har
forladt os.

Det lille vemod, som efteråret efterlader i os, vækker også genklang i vor egen eksistens, fordi den
kalder på det store vemod. Det store vemod over at også vores eget liv har en udløbsdato. At også vi
skal kaste det sidste liv af os, når vi udånder. Sådan skyller vemodigheden indover vore små røde
hybenhjerter. Og når vi så allerede har mærket tomheden og længslen ved tabet af et elsket
menneske, så runger den endnu højere: Sorgen over alt det smukke, som vi en dag skal miste.

Vi er her ganske vist endnu – men den, som for os var selve livet, er her ikke mere.
Nu går vi på kirkegården og sætter lys, lægger blomster og fortæller dem vi savner, at de mangler
her hos os.
Og det bliver ikke anderledes – de bliver ved med at mangle. Det minder savnet os om. Men med
tiden mindes vi også om taknemmeligheden over alt det smukke vi fik lov at dele sammen.

Nu skal vi snart holde allehelgen i kirken, hvor vi samles for at mindes dem vi har mistet.
Når vi samles til allehelgensgudstjeneste handler det dybest set om taknemmelighed. En dyb
taknemmelighed over livet og de mennesker, som vi blev givet at dele det med.
Og så skal vi mindes om det håb, som bærer os igennem både sorg og savn. Håbet om, at vi ikke
mister hinanden for altid.

Ligeså vel som vi har del i det forgængelige, så har vi del i det evige.
Træet står nøgent, når de sidste blade har sluppet deres tag. Og når kastanjerne er faldet til jorden,
så vi kan samle dem. Men træet selv dør ikke. Det står stærkt, klar til foråret, og med rødderne dybt
plantet i den livgivende jord vi selv kom af. Og en dag skal opstå af.
Må efteråret fylde os med håb og livsmod.

Sogne- og sygehuspræst Desirée Risum