Alle indlæg af Andreas Woller

Farvel og tak

Da jeg bliver 70 år i denne måned, kræver loven, at jeg går på pension ved udgangen af måneden. Derfor er det anledning til at sige farvel efter 33 år som kirkebogsførende sognepræst i Tårnby.

Det er vedmodigt at skulle stoppe som præst efter næsten 41 års tjeneste. Jeg vil derfor sige menighedsrådet og personalet stor tak for godt sammenarbejde gennem de mange år. Jeg skal desværre fraflytte præstegården efter min pension, idet jeg har bopælspligt, men også fraflytningspligt, men ingen genhusningspligt.

Jeg føler også, at jeg vil sende en hilsen til alle de famili-er, der har fået foretaget kirkelige handlinger af mig og til alle dem, der trofast har deltaget i de arrangementer, som jeg har stået for.

Når man slutter knap 41 års tjeneste i Folkekirken, kan det være relevant at se tilbage på de mange år. Jeg blev klassisk sproglig student fra Rønde Kursus i 1963 og teologisk kandidat fra Københavns Universitet i 1973. Ordineret i Københavns Domkirke den 10.maj 1973, indsat som residerende kapellan ved Korsvejskirken den 13.maj 1973, samme år og dag, hvor kirken blev indviet og Korsvejens sogn var nu et nyt sogn i Københavns Stift. Senere har jeg været sognepræst i Verninge pastorat på Fyn og senere igen dansk præst for den danske menighed i Rendsborg i Sydslesvig. 1.april 1981 blev jeg indsat som kirkebogsførende sognepræst her i Tårnby.

Om det er lykkedes for mig at forkynde evangeliet til tro, det, som jeg følte, var et kald, da jeg i 1960 besluttede, at jeg ville være præst, vil jeg overlade til Vor Herre at afgøre. Jeg håber blot, at min person ikke har været anledning til, at nogen vendte kirken ryggen.
Så vil jeg slutte med at ønske Guds velsignelse over Tårnby Sogn og håb om, at menighedsrådet finder den rette afløser for mig. Endnu engang farvel og tak.

Andreas Woller

Jul!

Som en stadig tilbagevendende fest er julen nok den højtid, der engagerer de fleste mennesker. Selvom kirken har 3 store højtider, er det som om, at mange glemmer de 2 og det til trods for, at de hænger sammen. Uden jul ingen påske – uden påske ingen pinse – uden pinse ingen kristen kirke.

Man kan undres over, at kun den første af kirkens store fester har fundet grobund hos så mange mennesker, medens følgefesterne ikke har fået den sammen tilslutning, selvom de begge er basis for, at der findes en kristen kirke overalt på jorden.

Det kan måske hænge sammen med, at den verdslige del af samfundet har fundet ud af kommercielt at udnytte julen ved at opfordrer til at købe nisser, pynte med granguirlander, give mange gaver m.m. Ind imellem fristes der ligeledes med kirkelige symboler som engle, julekrybber m.m.

Det må ikke opfattes, som om jeg er modstander af at pynte til jul og ikke kan lide nisser og julepynt, men meget af det hører bare ikke hjemme i kirkelige sammenhænge.

Der er dog forsøgt også at gøre påsken kommerciel ved at knytte til ved verdslige traditioner, som f.eks. påskeharer, påskeæg, og ved at spise lam, som er at indføje en kirkelig tradition i al påskefestivitassen.

En tidligere biskop har forsøgt at markere pinsen ved at udnævne en fisk til at være pinsens fisk, som man så spiser til pinse. Ikke en tradition, som har haft den største succes.

Det er nu adventstid. Med en adventskrans med fire lys – et lys pr. søndag – forbereder vi os på julen. Uden tanken for, at det er Kristi fødselsdag, vi forbereder os på at fejre. Det er en smuk og god tradition. Lad os beholde alle de gode juletraditioner, men lad os ikke glemme, hvorfor vi fejrer jul.

Lad ikke gaveræset og de store økonomiske krav, juletraditionerne stiller til os, dræbe den gode tradition, at julen er hjerternes fest, hvilket betyder, at vi i juletid giver os tid til at være der for hinanden – noget, vi skulle dyrke hele året og ikke kun i julen. Uden at lade økonomien bestemme.

Glædelig Jul!

Andreas Woller

Kalenderen viser, at det snart er efterår

Den 22.september holder kirken Høstgudstjeneste. Det betyder, at vi snart begynder på efteråret. Vi har haft den varmeste sommer i mands minde og nu kan vi så håbe på ”Indian sommer” i september, selvom haverne i den grad mangler vand.
Det er som om, at de fleste regnbyger går uden om Amager.
Lidt regn vil få træer og blomster til endnu et stykke tid at bevare den friske grønne farve. Men derefter kommer så efterårets farvepragt, hvor træernes blade viser et sand farveflor til glæde for mange.

Ja, på en eller anden måde er det næsten den smukkeste årstid – farvemæssigt.
Ligesom kalenderen snart viser efterår og senere vinter, sådan kan et menneskeliv også deles op. Når man – som jeg – kan se tilbage på mere end 40 års præstegerning, deraf de godt 32 her i Tårnby sogn, kan det ikke undgås, at man føler sig i sit livs efterår, vel sær fordi man i marts næste år fylder 70 og så forlanges det, at man går på pension med udgangen af den måned, hvor man fylder 70.
Det kan ikke undgås, at man synes, at det er lidt uretfærdigt, at man – som kun gælder få tjenestemænd – skal gå på pension, når ens dåbsattest viser, at man er 70 år. Og det gælder uanset ens helbred.

Nu skal denne artikel ikke være en ”jammerkommode”, thi det kan også have sin fordel, at man er åndsfrisk og derfor bliver bedre i stand til at dyrke de interesser, som man har forsømt lidt i sin præstetid, fordi arbejdet dér altid kom i første række.
Som det for mange ikke længere er tilfældet, har jeg altid betragtet præstegerningen som et kald. Der betyder, at man hele sit liv skal forkynde Kristus som opstanden og vor eneste vej til frelse. Om det er lykkedes for mig, er dybest set en sag mellem Gud og undertegnede, men det er min bøn, at det er lykkes for mig.

Læserne ønskes et velsignet efterår, hvor man nyder naturens farvepragt.

Andreas Woller