Alle indlæg af Desirée Anastasia Pi Risum

Svaret er ikke inde i dig selv

Jeg holder meget at sommerens lyse nætter, og derfor er det lidt særligt, at de ord du nu skal læse peger hen på december-mørkets kulde. Så langt som vi kan komme fra duftende hyldeblomster, nye kartofler fra haven og isvafler på Kastrup havn.
Men så igen. Jeg elsker også vinteren.
Børn bliver ofte spurgt ”hvad skal du være, når du bliver stor?”
Det regner vi med at det lille barn bliver, og når han eller hun så er blevet stor af vækst, så skal det også gerne blive til noget.
Men det kan komme til at lyde som om det ikke nok, at barnet bare er den, det er. Det skal ligesom blive til noget og helst også til noget stort, der rager op over middelmådigheden.
Det er bare sådan, at forventningerne til vores børn – og unge mennesker – kan blive så store, at enten revner barnet at stolthed og selvindbilskhed. Eller måske slås revner indeni, i sjælen og sindet, fordi det ikke kan leve op til de voksnes forventninger om storhed og forventningen om at de skal udrette noget stort her i verden.
Selvom jeg er voksen, kan jeg også genkende følelsen. At jeg burde udrette noget stort og leve op til en masse forventninger fra mig selv og fra omverden.
Vi har det svært ved at være små. Når vi bliver spurgt om hvem vi er, så vil vi helst svare med noget, der får os til at fremstå betydningsfulde og vigtige.

Jeg skal blive mindre
Der er en skikkelse i bibelen, som svarede på netop det spørgsmål: hvem er du?
Ved midsommer holder vi Sankt Hans aften, som er fejringen af Johannes Døbers fødselsdag. Præcis et halvt år før Jesu fødselsdag til jul. Et sted i bibelen bliver Johannes spurgt ”hvem er du?” Johannes kunne have svaret, at han var den, der fik folk til at omvende sig og lade sig døbe. En stor skikkelse. Han var nemlig ikke så lidt betydningsfuld. Men det var ikke sådan han svarede på spørgsmålet om hvem han var.
Han havde fanget et eller andet, Johannes – noget helt centralt. Mens Johannes var lillebitte, vidste han at der var en, der var større end ham selv.
På gamle malerier kan man se hvordan hans mor Elisabeth og hendes kusine Maria står med deres gravide maver, og indeni ligger de to små drenge, og Johannes peger hen på Jesus.
På spørgsmålet om hvem Johannes er, så fandt han ikke svaret indeni i sig selv. Han gjorde noget helt andet: Han pegede væk fra sig selv. Han sagde, ”jeg er bare den, der råber i ørkenen. Der skal komme en, som er langt større end mig. Han som er lyset, der skinner i mørket.”
Og så kom Han, der var større end Johannes. Og Johannes trådte til side, for hans tid var omme. Han havde gjort det han skulle, som ethvert menneske efter ham burde gøre: han så væk fra sig selv hen på Kristus. Han trådte til side for at Kristus kunne få hovedrollen.
Det drejer det sig stadigvæk om, også for os.
I kristendommen kommer det ikke an på, hvordan vi opfatter os selv, eller hvordan andre mennesker tænker om os. Men på, hvordan Gud ser os.
I forhold til Gud kan vi altid være små, og behøver ikke at udrette noget stort for at have værdi eller en identitet. Faktisk er det vores primære opgave: at være som børnene, for de har fattet noget. De kan se ind i en virkelighed vi har lidt svært ved med voksne rationelle øjne. De ser Gudsriget. Og det er derhen, der bliver peget midt i den lyse midsommerens liv: Der bliver peget hen på det lys, som kom til verden julenat.

Johannes sagde: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Johannesevangeliet 3,30).

God sommer!
Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

Hjertets nullermænd


Foråret er endelig hos os med sit fine lys og spirende liv allevegne. Også solstrålerne,
der kravler ind af de beskidte vinterruder og afslører støv og nullermænd i alle
afskygninger. Og som så mange andre har jeg været inspireret af den store
oprydningstrend. Metoden er simpel, ifølge det japanske oprydningsfænomen
Marie Kondo: Fokuser ikke på, hvad der skal smides ud, men hvad der skal beholdes.
Alt hvad du ejer skal gennemgås – lige fra skuffen med sokker til flyttekasserne du
lykkeligt har fortrængt og gemt væk i kælderen eller garagen. Tanken er at hvis en
genstand vækker glæde, så beholdes den. Og resten sendes ud i verden efter at
være blevet takket for sin indsats. Jeg kan ret godt lide det med at det takkes. Det
har resulteret i en del ture til den lokale Mødrehjælpen og genbrugsbutik. Når jeg
åbner skabene nu, så er lidt mere luft og det er virkelig rart at tingene har fået en
plads. Der er kommet orden.

Men hvorfra kommer oprydningstrangen? Trangen til at skabe orden i kaos er ældgammel. Det er faktisk lige præcis der vi begynder i Biblen, med Gud der rydder op i kaos. Himlen foroven og havet forenden, landet her og vandet der. Lys til at
skille nat fra dag. Alting får sin plads.
Eksperter har påstået at denne verdensomspændende oprydningstrang i høj grad
hænger sammen med en følelse, som mange af os kender: At verden er så
overvældende og kompleks at det kan føles som om vi er omgivet af kaos.
Det ydre kaos – bekymringen for klimaet og klodens fremtid. Vores børns fremtid.
Bevidstheden om krige og ufred, som vi hører om i nyhederne dagligt.

Eller det indre kaos – det, som holder os vågne om natten, mens vi vender og drejer os, til lyset rammer igen. Når ulykken rammer os eller nogen vi elsker. Når relationer går i stykker. Når vi mister noget godt, måske helbredet. Eller modet. Eller håbet.

Kender vi følelsen af at miste kontrollen og overblikket over verden?

Ja? Så er det tid til at rydde op! For hvis man ikke kan tæmme det ydre kaos, så kan man få ro og balance af at rydde op i det nære – sit eget rod og sine ting. Det giver en lillebitte følelse af kontrol over kaosmagterne, når man står og ser på bestikket, der ligger velordnet og ryddet i skuffen, og tøjet, der ligger pænt foldet og stablet i
skabet. Men uanset hvor meget vi rydder ud og hvor nydeligt vi folder tøjet, så kan vi ikke kontrollere kaos. Vi kan ikke styre verden ved at inddele den i kategorier. Vi kan ikke putte mennesker i kasser og sige ”sådan en er du”, værsgo, på plads. Ikke uden at vi gør både verden og mennesker til mindre end de er. ”Alting har en plads”
virker måske fint når det kommer til køkkengrej og værktøj og lego, men den fulde kontrol over verdens gang må vi leve med at vi aldrig kan vinde.
Jeg ved da også, at uanset hvor meget jeg pudser vinduerne nu, så kommer skidtet igen. Hvis jeg skynder mig at pudse vinduerne igen – for tænk nu hvis andre også så alt det skidt, som forårssolen skinner på og opdager at jeg ikke har styr på verden! – ja, så glemmer jeg helt at glædes over lyset og varmen.
Så lad os pudse vinduerne, velvidende at det kaster lys os nullermændene i
hjørnerne af stuen. Og i hjørnerne af os selv. Luk lyset ind, selvom vi ved, at når vi
lukker op for lyset, så afsløres vi. Afsløres som det, der ikke kun er pænt. Den skyld, der ikke må ses. Det vi ikke fik gjort. Smerten vi ikke vil vise. Det håb vi ikke tør dele.
Hjertets nullermænd, som en klog veninde af mine kaldte det.

Forårslyset gør noget ved os og gør noget ved verden. Det kommer til os og giver os ny energi. Får os til glemme at vinteren var kold og mørk, og viser os hvor
vidunderlig en verden vi også lever i. Kalder os ud af vores hi og kalder nyt liv frem.
Meget lig lyset vi skal høre om i påsken, som vi bevæger os frem mod her i april.
Endelig vælter lyset ud – jeg lukker det ind.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

Barnet der aldrig voksede op

At vente som et lille barn
Børn er verdensmestre i forventningens glæde. Min søn er lige fyldt år, og nedtællingen til hans
fødselsdag varede ikke bare dage, men uger. Han tænkte på hvordan dagen mon ville være, og
hvordan det ville være at blive et år ældre. Han spekulerede på om hans venner glædede sig ligeså
meget til at komme med i trampolinparken, som han selv. Og han glædede sig naturligvis til at
åbne gaverne. Han ventede og glædede sig, og da dagen endelig kom, så havde forventningen om
hans fødselsdag allerede bragt ham en masse godt.
I december venter og venter vi på en anden fødselsdag, som børn og barnlige sjæle over hele
jorden glæder sig til. Juleaften er som bekendt Jesu fødselsdag. I ugerne frem til juleaften
markeres ventetiden med adventslys, der tændes ét for ét. For hvert lys, der brænder, bliver
forventningen større og stærkere. Vi voksne glæder os også, i glimt som børn!

Barnet, der aldrig voksede op
Astrid Lindgren fyldte også år i november. Med sine fortællinger om Emil, Pippi og Brødrene
Løvehjerte er hun kendt for at forstå børn bedre end nogen anden. Hendes historier inviterer os
ind i børnenes rige.
Hun skrev om Pippi, der vendte alting på hovedet, og ikke var bange for at revse de voksne og alle
deres regler og logik. Pippi gav os krummelurpiller, så vi aldrig behøver at blive ”stur”, men kan
forblive barnlige og fyldt med fantasi. Børn har ganske vist ikke magt og position i verden og er
afhængige af voksne. Men den tillid, som børn møder mennesker og livet med, giver adgang til
Pippis paradis. I historien om juletræsplyndringen er det børnene, der inviteres ind til julefest og
får gaver.
Emil er drengen, der ud af sit hjertes godhed vil glæde sin næste, men det ender næsten altid med
at blive en skarnstreg. Det synes de voksne i hvert fald. Som dengang, da Emil inviterer alle
fattiglemmerne til julegilde, tænder lys og dækker op til det store gæstebud med sin mors julemad
fra forrådskammeret. De sultne mættes, og ingen sidder alene og isoleret, og det er som om Guds
rige selv bryder frem. Og hvor Guds rige er, har ondskab ikke hjemme.
Til trods for at Emils mor har kladdehæfter, der især er fyldt med optegnelser over hans
ugerninger, så erklærer hun om Emil: ”Vi elsker ham præcis, som han er”. Emil er barnet, som
elskes betingelsesløst, uanset hvad han får rodet sig ud i.
Astrid Lindgren skrev også om Brødrene Løvehjerte. Trods død og sygdom og skræmmende Tengil-
soldater fandt de altid hinanden og kæmpede sammen mod de mørke kræfter. For uanset hvor
bange og lille man er her i verden, så er man sommetider nødt til at gøre noget. ”Ellers er man
bare en lille skid”, som Jonathan siger til sin lillebror. Selv et lille barn kan gøre en verden til
forskel.

Julebarn
Lindgrens børn minder os voksne om noget. De minder os om livet, om fantasien, om
kærligheden. Der er ikke langt fra universet, hvor børnene er er størst, til historierne i bibelen.
Særligt fortællingen om julenat. Den nat, da himlen bøjede sig ned over jorden, og Gud lod et
himmelsk lys føde på den natmørke jord. Det er fortællingen om et lille barn, der bragte håb og
budskab om fred. Guds søn.

I julen fejrer vi Jesusbarnet i krybben. På en måde er Jesusbarnet det barn, som aldrig er vokset
op.
Jesus blev ganske vist voksen, for resten af året hører vi i kirken om hans liv, og det han talte om.
Men som Emil, Pippi, Tvebak og Jonathan Løvehjerte – så ér og bliver Jesus den, som lærer os
allermest om livet og kærligheden. Og om Gud. Jesus var den, som viste os, at det er børnene, der
er størst i Guds rige.
Jesus lærte os en ny måde at stave til Gud på: V-O-R F-A-R. For ingen er voksne, når det kommer til
Gud. Overfor Gud er vi alle hans børn.
Jesus inviterede altid alle med til måltid, og delte uforbeholdent af sit liv og sine ord. Ord, som
åbner øjnene for en anden virkelighed end den vi umiddelbart kan se. En virkelighed, som et barn
tør drømme den. Han kaldte det Guds rige.
Derfor kom Gud til os i det lille barn julenat. For at være hos os, for at vise os hvem han selv er. For
at fortælle os om hvad Guds rige handler om. At Guds rige er der, hvor himmel og jord mødes.
Guds rige er der, hvor kærlighed råder. Det er livet sammen med andre. Det er det menneske, du
sidder ved siden af på kirkebænken juleaften, eller som står foran dig i køen til indpakning af
gaverne i Magasin. Guds rige er mellem os.
I den forstand er det jul hver dag. Hver dag er Gud hos os. Men her i adventstiden glæder jeg mig
stadig til – og venter på – at igen i år høre det fortalt under kirkens hvælvinger juleaften.

Glædelig advent.

Desirée Risum