Alle indlæg af Desirée Anastasia Pi Risum

Påsken på kirkens hjemmeside

Den stille uge
Den uge vi går ind i nu kaldes for Den stille uge og tæller dagene fra palmesøndag til påskemorgen.
Det er en uge med tid til eftertænksomhed og stilhed. En tid, hvor vi øver os i at tage imod, og hvor vi vender os mod det guddommelige.
De sidste uger har været mere end usædvanligt stille over vort land og hele verden. Det er som om hele universet er blevet stille. Måske har du taget imod den stilhed med taknemmelighed, måske var det en kærkommen mulighed for at stoppe op. Måske førte karantænens stilhed bekymringer og udfordringer med sig, som har givet dig mere uro og ængstelse end godt er. Hverdagen er med ét blevet forandret.
Og nu venter helligdagene, der heller ikke ligner sig selv. For mange er ugen op til påske en tid, hvor familie og venner mødes til sammenkomster og påskefrokoster. Det er dage uden arbejde,
med tid til nærvær og ro i selskab med vores nærmeste. I år bliver anderledes. Vi kan ikke mødes som vi plejer. Heller ikke i kirken.
I kirken vil påsken være anderledes stille uden dens gudstjenester:
Som denne Palmesøndag, hvor vi forbereder os på stilheden, der leder os mod påskens mysterium.
Eller Skærtorsdag, hvor vi plejer at samles og fejre nadvermåltidet med påskelam, og ihukomme Jesu sidste nadver med sine disciple.
Og Langfredag, som med sin knugende sorg og håbløshed, da Jesus korsfæstes og dør, minder os om vort eget livs langfredagsmørke. Alteret ryddes og lysene slukkes.
Eller ved vores største fejring Påskemorgen, hvor solen atter står op og forkynder os at mørket for altid må fly, fordi Kristus er opstanden. Håbet om evigt liv og påskens smukke salmer fylder hjertet, lungerne og kirkerummet.
Og når vi samles 2. påskedag skal det høres, at påskens håb er med os hver dag.
Her på kirkens hjemmeside vil der i hver af påskens dage lægges lidt ord op, og der vil være forslag til en salme man kan synge. Ugen bevæger sig frem mod påskesøndag, hvor man kan gå en tur forbi kirkegården og hente et blomsterløg som hilsen og billede på at livet – ligesom påskeblomsten – gennembryder den mørke jord. De små blomster, der skal vokse frem i din altan, på en grav eller hjemme i din have vil blive sat i kasser rundt om kirkens mure fra søndag kl.10.00.
Vi skal ses igen. Og vi glæder os til at se jer alle sammen. Kirken står også til den tid. Heldigvis begrænser Gud sig ikke til de gamle mursten og kirkebænke. Gud er med os – både i liv og død og i denne tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for håb for morgendagen.
Det guddommelige er i selve livet du er blevet givet, så gør dit hjem og dit hjerte til det sted, hvor bøn, ro og eftertænksomhed kan finde en plads.
Hold gudstjeneste derhjemme, på en gåtur i skoven, alene eller med andre. Gud kommer til dig.
Påsken venter os.

Palmesøndag
Palmesøndag fejrer vi Jesu indtog i Jerusalem, da han modtages som konge og Herre med palmegrene og Hosianna-råb. Hosianna betyder ”frels dog” og er en bøn om hjælp. Da folkeskarerne råbte Hosianna var det som en hyldest til Jesus og et udtryk for det håb han bragte
dem. Et håb om frelse.
Dagens salme er skrevet af Kingo, og bruges ofte i Tårnby kirke som nadversalme. I dag kan den lyde som bøn:

Skriv dig, Jesus, på mit hjerte,
du min konge og min Gud!
at ej lyst, ej heller smerte
dig formår at slette ud!
Denne indskrift på mig sæt:
Jesus udaf Nazaret,
den korsfæsted, er min ære
og min salighed skal være!

Melodien kan høres på http://www.dendanskesalmebogonline.dk ,
salme 208 i Den Danske Salmebog

Sognepræst, Desirée Risum

Håb for morgendagen

Vi er tomme for ord, kirkerne er tomme, hylderne med gær er tomme, Kastrup Lufthavns bagagebånd er tomt. Jeg er tom for ord som jeg sidder her og skal skrive næste måneds kirkeblad. Det skulle helt sikkert ikke have handlet om coronavirus, hvis du havde spurgt
mig for to uger siden.
Den rungende tomhed, du måske også oplever, står mål med de sidste ugers udvikling i vores land, i Europa, over hele verden. Jo mere tid der går, jo mere tomt bliver det.
Gaderne, fodboldbanerne og Torvet har aldrig været så affolket. Man tager sig selv i at mangle ord for tingenes tilstand. Måske fordi der allerede har været så uendeligt mange ord – nyhedsmediernes konstante strøm af ord, der varsler, advarer, inddæmmer, opfordrer.
Det er ikke svært at lade sig overrumple af de mange skrækscenarier og frygten for hvad der kommer til at ske. Og så bliver man tavs. Ordene slipper op, selvom hylderne fyldes
med dagligvarer og vi forsikres om at supermarkedets lagre bugner.

Vi har oplevet det før. Ikke sådan her. Men vores verden har før oplevet at blive truet på sin eksistens. Jo flere år, der lægges til årstallet på sygesikringskortet, jo flere af sådanne øjeblikke i historien man kan mindes at have været vidne til det. De der nedfaldspunkter, som vores børn og børnebørn en dag vil spørge til: ”Hvordan var det dengang Danmark lukkede ned og man ikke kunne gå i skole eller ikke måtte få besøg af sine venner og familie?” Det at verden har oplevet det før tager ikke alvoren fra dette særlige øjeblik i verdenshistorien, i din livshistorie.

Jeg tror tomhed har været der før og har meldt sig før, når verden blev truet. Tomheden har vist sig i skikkelse af en afmagt, som en tavshed, et skrig eller som uvished og manglende håb for morgendagen.
Jeg tænker sommetider på Tranströmers ord i et af hans digte:
Og det tomme vender sit ansigt mod os og hvisker
”Jeg er ikke tom, jeg er åben”.
Tomheden er ikke et absolut, men en åbning for at lade noget nyt komme til. Så dér hvor der vi selv kommer til kort, der hvor ordene er sluppet op, der hvor landet ligger tomt hen, dér kan noget nyt opstå. Noget, som vi ikke selv kunne fylde ind eller skabe. For er det ikke sådan det altid viser sig? At livet kommer igen. Kærligheden opstår også selvom hjertet var knust. Mennesker forsones trods konflikter og brud. Anemoner gror frem af vinterhiet og babyer bliver født hver eneste dag. Jeg tænker sådan set at mirakler hele tiden opstår, for at sige det kristent. Og det er helt uden vores indvirkning. Livet sker.

Det er også de ord jeg gerne vil have lov at dele, når nu de andre ord lader vente på sig:
Hold fast i håbet. Livet kommer igen. Gud er med os.
Påsken er på vej. Snart skal påskens budskab nå os, om at livet sejrer over døden og at
lyset overvinder mørket. Påskeliljerne vil bryde frem med deres gule livshoveder og både
kirken, sportshallen og Travbaneparken vil snart blive fyldt igen med mennesker, som
holder i hånd og møder hinanden med et kram og kys på kinden. Fordi livet altid vender
tilbage.
Det er påskens budskab. Graven var tom og livet opstod på ny.

Så, ven, hør det her – og fyld dig med håbet, om at det er rigtigt: verden går ikke under i dag. Heller ikke i morgen. Livet kommer altid igen. Verden som vi kender den er brast sammen før, men livet har altid vist sig at sejre. Og det kommer det også til nu.

Plant et løg og fejr påskens håb
Påskens fejringer i kirken bliver nok ikke som de plejer i år. Måske er døren stadig låst, når påskesolen står op. Men livet vandrer gennem både kirkemure og stuer og op gennem den sorte muld. Påskens budskab om at livet opstår på ny finder andre veje for at nå os.
Vil du være med til at markere påsken og alt det gode, der kommer os i møde, så kig forbi Tårnby Kirkegård påskemorgen.
Søndag d.12. april fra kl.10.00 sætter vi nogle kasser med blomsterløg frem nær
kirkedøren (med forbehold for ændring i myndighedernes anbefaling.)
Du er velkommen til at hente et blomsterløg og plante det på din elskedes grav, hjemme i
haven eller i altankassen.
Lige så stille bryder livet frem gennem mørket.

På kirkens vegne Desirée Risum

Nytår: En ny begyndelse

Der findes øjeblikke i livet, hvor vi på en ganske særlig måde indbydes til at starte forfra. Nytår er sådan et øjeblik. Et privilegeret øjeblik, hvor vi fornemmer det hemmelighedsfulde, der sker, når et gammelt år afsluttes og et nyt begynder. 

Lidt ligesom den bevægelse, der går fra død til opstandelse. ”Se, jeg gør alting nyt!”, siger Gud. For den kristne betyder nytåret derfor også mere end at tilønske hinanden et Godt Nytår! Det er også at bevæge sig ind i det nye år i tro på og et håb om, at Gud holder fremtiden. 

Vi kan have en masse forventninger til os selv og hvad skal ske i den nærmeste fremtid, og drømme for det kommende årti. Derfor holder mange af at lave nytårsfortsæt. De skal holde os til opfyldelsen af voresmål for den nye tid. Eksempelvis målet om at blive færdig med carporten, tabe de ekstra kilo på sidebenet, starte til yoga, huske at tjekke Aula bare en gang i mellem, eller stoppe med at tjekke arbejdsmails om aftenen. 

Det er ingen hemmelighed, at jeg har det rimelig sløjt med nytårsfortsæt på egne vegne. Det er efterhånden mange år siden jeg lavede dem og endnu længere siden, at jeg overholdt et eneste. 

At lægge året over i Guds hænder er derfor ikke bare det, der fordres af mig som troende menneske. For mig er det en decideret aflastning af risikoen for endnu en gang ikke at kunne leve op til egne krav og forventninger. Og en øvelse i at stole på at Gud er med mig og os.

Når det er sagt, så blev jeg udfordret på min vrangvillighed mod de der nytårsfortsæt i år. 

En af mine venner skrev 20 gode råd til 2020. Alt for mange gode råd, det var min første tanke. Men der var et par gode opfordringer imellem. 

Og nytårsdag sidst på eftermiddagen sad jeg på kirkebænken i Vor Frue Kirke, hvor jeg blev mindet om at bede mit Fadervor dagligt. Det glemmer jeg sjældent, men det var godt at høre. 

Der var alligevel noget over det med at blive udfordret på noget andet end de klassiske nytårsfortsæt. 

Jeg vil derfor lade et par tanker drysse ud her mellem linjerne i Tårnbybladet, opfordringer, som jeg selv vil lade mig tiltale og udfordre af i det kommende år og årti. 1. Gå i kirke. Er du troende, tvivlende, søgende, hvad end dit hjerte er fyldt af, så kom hen i kirken. Er du åben, nysgerrig og opmærksom, vil du ikke gå uforandret derfra. Gudstjenesten er en øvelse i at se på verden med Guds øjne.2. Bed for dig selv og andre. Brug hver dag nogle minutter på at finde ro gennem stille bøn og meditation. Ikke for siden at være mere effektiv, men for at få det rette perspektiv på livet: at livet er helligt. Når samfundet siger dig, at du skal præstere mere, så lyt til det, der i grunden handler om at præstere mindre.3. Når frygten for verdens gang og angsten for alt det, der fylder i nyhederne overmander dig, så hold fast i, at det ikke er dig, der frelser verden. Det er Guds projekt. Gud forsoner sig med sit skaberværk, og vi er blevet givet et håb om at Gud også har hånd om vores jordklode. Flyt blikket fra det angstfulde og hen på de mennesker og den verden, der omgiver dig. Dér kan du forandre livet og bære håbet frem. 

I al sin enkelhed, stol på at Gud giver dig nye muligheder og viser nye veje. Det er stort og smukt, at intet i livet behøver at være stereotypt og en gentagelse af gamle mønstre. Dit liv kan blive fornyet, og fornys uophørligt om og om igen. Ikke fordi de ydre omstændigheder forandrer sig, for du forbliverformentlig i de samme ydre livsbetingelser, med samme ægtefælle, i samme land, på samme folkeregisteradressemåske. Det er ikke de ydre omstændigheder, der er afgørende, men måden vi reagerer på dem, hvordan vi forholder os til vores omgivelser. 

At Gud lader dig begynde på et nyt år, er en opfordring til fornyelse – at du tager imod livet og det, som Gud vil dig, på en ny måde. Du skal ikke være en anden end den du er, men vov at lade noget nyt blive vigtigt. 

Déri er noget af det hemmelighedsfulde – at det vi håber på kan blive virkeligt, og at håbets virkelighed altid overgår vores forstand.

Godt nytår fra Tårnby Kirke.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum