Alle indlæg af Desirée Anastasia Pi Risum

Nytår: En ny begyndelse

Der findes øjeblikke i livet, hvor vi på en ganske særlig måde indbydes til at starte forfra. Nytår er sådan et øjeblik. Et privilegeret øjeblik, hvor vi fornemmer det hemmelighedsfulde, der sker, når et gammelt år afsluttes og et nyt begynder. 

Lidt ligesom den bevægelse, der går fra død til opstandelse. ”Se, jeg gør alting nyt!”, siger Gud. For den kristne betyder nytåret derfor også mere end at tilønske hinanden et Godt Nytår! Det er også at bevæge sig ind i det nye år i tro på og et håb om, at Gud holder fremtiden. 

Vi kan have en masse forventninger til os selv og hvad skal ske i den nærmeste fremtid, og drømme for det kommende årti. Derfor holder mange af at lave nytårsfortsæt. De skal holde os til opfyldelsen af voresmål for den nye tid. Eksempelvis målet om at blive færdig med carporten, tabe de ekstra kilo på sidebenet, starte til yoga, huske at tjekke Aula bare en gang i mellem, eller stoppe med at tjekke arbejdsmails om aftenen. 

Det er ingen hemmelighed, at jeg har det rimelig sløjt med nytårsfortsæt på egne vegne. Det er efterhånden mange år siden jeg lavede dem og endnu længere siden, at jeg overholdt et eneste. 

At lægge året over i Guds hænder er derfor ikke bare det, der fordres af mig som troende menneske. For mig er det en decideret aflastning af risikoen for endnu en gang ikke at kunne leve op til egne krav og forventninger. Og en øvelse i at stole på at Gud er med mig og os.

Når det er sagt, så blev jeg udfordret på min vrangvillighed mod de der nytårsfortsæt i år. 

En af mine venner skrev 20 gode råd til 2020. Alt for mange gode råd, det var min første tanke. Men der var et par gode opfordringer imellem. 

Og nytårsdag sidst på eftermiddagen sad jeg på kirkebænken i Vor Frue Kirke, hvor jeg blev mindet om at bede mit Fadervor dagligt. Det glemmer jeg sjældent, men det var godt at høre. 

Der var alligevel noget over det med at blive udfordret på noget andet end de klassiske nytårsfortsæt. 

Jeg vil derfor lade et par tanker drysse ud her mellem linjerne i Tårnbybladet, opfordringer, som jeg selv vil lade mig tiltale og udfordre af i det kommende år og årti. 1. Gå i kirke. Er du troende, tvivlende, søgende, hvad end dit hjerte er fyldt af, så kom hen i kirken. Er du åben, nysgerrig og opmærksom, vil du ikke gå uforandret derfra. Gudstjenesten er en øvelse i at se på verden med Guds øjne.2. Bed for dig selv og andre. Brug hver dag nogle minutter på at finde ro gennem stille bøn og meditation. Ikke for siden at være mere effektiv, men for at få det rette perspektiv på livet: at livet er helligt. Når samfundet siger dig, at du skal præstere mere, så lyt til det, der i grunden handler om at præstere mindre.3. Når frygten for verdens gang og angsten for alt det, der fylder i nyhederne overmander dig, så hold fast i, at det ikke er dig, der frelser verden. Det er Guds projekt. Gud forsoner sig med sit skaberværk, og vi er blevet givet et håb om at Gud også har hånd om vores jordklode. Flyt blikket fra det angstfulde og hen på de mennesker og den verden, der omgiver dig. Dér kan du forandre livet og bære håbet frem. 

I al sin enkelhed, stol på at Gud giver dig nye muligheder og viser nye veje. Det er stort og smukt, at intet i livet behøver at være stereotypt og en gentagelse af gamle mønstre. Dit liv kan blive fornyet, og fornys uophørligt om og om igen. Ikke fordi de ydre omstændigheder forandrer sig, for du forbliverformentlig i de samme ydre livsbetingelser, med samme ægtefælle, i samme land, på samme folkeregisteradressemåske. Det er ikke de ydre omstændigheder, der er afgørende, men måden vi reagerer på dem, hvordan vi forholder os til vores omgivelser. 

At Gud lader dig begynde på et nyt år, er en opfordring til fornyelse – at du tager imod livet og det, som Gud vil dig, på en ny måde. Du skal ikke være en anden end den du er, men vov at lade noget nyt blive vigtigt. 

Déri er noget af det hemmelighedsfulde – at det vi håber på kan blive virkeligt, og at håbets virkelighed altid overgår vores forstand.

Godt nytår fra Tårnby Kirke.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

Tak

Det sker sommetider, at der lyder et stille tak oppe ved alterskranken, når brødet og vinen bliver delt ud og modtaget. Ligesom ”tak for mad”.
Vinen og brødet, Ånden og livet. Tak for det daglige brød.
Taknemmeligheden får ofte ord og rum i kirken. Hver gang vi kommer med vores barn for at lade det døbe og for at sige tak, fordi det blev til og findes. Når vi kommer for at sige farvel til vores elskede og sorgen synger så højt at intet andet i denne verden kan høres, så kommer vi for at lade kærlighedshistorien om det menneske fortælle. Lade det blive fortalt hvor meget de betyder for os og har præget vores liv, og udtrykke en tak for alt det vi fik lov at dele sammen.
Og når vi kommer hånd i hånd for at fortælle hinanden og verden at vi elsker hinanden, at kærligheden altid skal være det største imellem os, så er det med en dyb taknemmelighed over at man har fået lov at møde sin hjertes udkårne.
Livet er fyldt med undere, der kalder på tak.

I september fejrede vi høstgudstjeneste i Tårnby Kirke. Det strømmede ganske vist ikke ind med afgrøder fra markerne, æblehøst fra præstens have eller grøntsager fra de lokale køkkenhaver.
Sådan var det ellers før i tiden – alle kom til kirken med en del af årets korn, frugt og grønt, alt det som naturen rigt have skænket. Og så sagde man tak – for livet, for maden, tak for alt det som vi ikke kan frembringe udelukkende ved egen indsats.

I høstfejringen blev det meget tydeligt, at vi mennesker ikke kun grunder i os selv. Vi er forbundet med både Gud, mennesker og naturen, som er omkring os. Som sagt, der var ingen afgrøder, der blev båret frem til alteret. Der var dog næstformandens hjemmedyrkede tomater til kirkefrokosten. Men selvom vi ikke længere kommer med årets høst, så giver det god mening at komme ind i kirken med det vi så har. Alt det vi er og bærer på kan vi altid komme til Gud med. Kirken er et bedehus. Og i bøn kan vi komme både med det, som er svært og ubærligt, det som vi skal have hjælp til, og det vi længes efter og håber på. Men også en takkebøn for det vi allerede har.

I bibelen er der fortællingen om ti syge, der blev helbredt. Der var kun den én, der kom tilbage og sagde tak. Hvem ved, måske de andre bare var så glade at de rent glemte at sige tak. Livet går bare og man glemmer helt hvordan det kom til en. Pointen er bare: vi skal netop huske dét at sige tak. Tak til en god ven, der er stillede op igen. Til far, der lappede cyklen. Til kollegaen, der tog en for holdet. Til kassedamen, der tålmodigt bakser med varerne fredag eftermiddag i Netto henne på torvet. Til naboen, der kom ind med avisen. Til ægtefællen for endnu en dag sammen. Tak for en plads i toget. Det hænder ofte at vi glemmer at sige tak. Men det gør en verden til forskel at vi forstår og husker at det hele ikke kommer af os selv.

Tak. I det lille ord spejles det store liv.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

Svaret er ikke inde i dig selv

Jeg holder meget at sommerens lyse nætter, og derfor er det lidt særligt, at de ord du nu skal læse peger hen på december-mørkets kulde. Så langt som vi kan komme fra duftende hyldeblomster, nye kartofler fra haven og isvafler på Kastrup havn.
Men så igen. Jeg elsker også vinteren.
Børn bliver ofte spurgt ”hvad skal du være, når du bliver stor?”
Det regner vi med at det lille barn bliver, og når han eller hun så er blevet stor af vækst, så skal det også gerne blive til noget.
Men det kan komme til at lyde som om det ikke nok, at barnet bare er den, det er. Det skal ligesom blive til noget og helst også til noget stort, der rager op over middelmådigheden.
Det er bare sådan, at forventningerne til vores børn – og unge mennesker – kan blive så store, at enten revner barnet at stolthed og selvindbilskhed. Eller måske slås revner indeni, i sjælen og sindet, fordi det ikke kan leve op til de voksnes forventninger om storhed og forventningen om at de skal udrette noget stort her i verden.
Selvom jeg er voksen, kan jeg også genkende følelsen. At jeg burde udrette noget stort og leve op til en masse forventninger fra mig selv og fra omverden.
Vi har det svært ved at være små. Når vi bliver spurgt om hvem vi er, så vil vi helst svare med noget, der får os til at fremstå betydningsfulde og vigtige.

Jeg skal blive mindre
Der er en skikkelse i bibelen, som svarede på netop det spørgsmål: hvem er du?
Ved midsommer holder vi Sankt Hans aften, som er fejringen af Johannes Døbers fødselsdag. Præcis et halvt år før Jesu fødselsdag til jul. Et sted i bibelen bliver Johannes spurgt ”hvem er du?” Johannes kunne have svaret, at han var den, der fik folk til at omvende sig og lade sig døbe. En stor skikkelse. Han var nemlig ikke så lidt betydningsfuld. Men det var ikke sådan han svarede på spørgsmålet om hvem han var.
Han havde fanget et eller andet, Johannes – noget helt centralt. Mens Johannes var lillebitte, vidste han at der var en, der var større end ham selv.
På gamle malerier kan man se hvordan hans mor Elisabeth og hendes kusine Maria står med deres gravide maver, og indeni ligger de to små drenge, og Johannes peger hen på Jesus.
På spørgsmålet om hvem Johannes er, så fandt han ikke svaret indeni i sig selv. Han gjorde noget helt andet: Han pegede væk fra sig selv. Han sagde, ”jeg er bare den, der råber i ørkenen. Der skal komme en, som er langt større end mig. Han som er lyset, der skinner i mørket.”
Og så kom Han, der var større end Johannes. Og Johannes trådte til side, for hans tid var omme. Han havde gjort det han skulle, som ethvert menneske efter ham burde gøre: han så væk fra sig selv hen på Kristus. Han trådte til side for at Kristus kunne få hovedrollen.
Det drejer det sig stadigvæk om, også for os.
I kristendommen kommer det ikke an på, hvordan vi opfatter os selv, eller hvordan andre mennesker tænker om os. Men på, hvordan Gud ser os.
I forhold til Gud kan vi altid være små, og behøver ikke at udrette noget stort for at have værdi eller en identitet. Faktisk er det vores primære opgave: at være som børnene, for de har fattet noget. De kan se ind i en virkelighed vi har lidt svært ved med voksne rationelle øjne. De ser Gudsriget. Og det er derhen, der bliver peget midt i den lyse midsommerens liv: Der bliver peget hen på det lys, som kom til verden julenat.

Johannes sagde: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Johannesevangeliet 3,30).

God sommer!
Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum