Alle indlæg af Desirée Anastasia Pi Risum

Tak

Det sker sommetider, at der lyder et stille tak oppe ved alterskranken, når brødet og vinen bliver delt ud og modtaget. Ligesom ”tak for mad”.
Vinen og brødet, Ånden og livet. Tak for det daglige brød.
Taknemmeligheden får ofte ord og rum i kirken. Hver gang vi kommer med vores barn for at lade det døbe og for at sige tak, fordi det blev til og findes. Når vi kommer for at sige farvel til vores elskede og sorgen synger så højt at intet andet i denne verden kan høres, så kommer vi for at lade kærlighedshistorien om det menneske fortælle. Lade det blive fortalt hvor meget de betyder for os og har præget vores liv, og udtrykke en tak for alt det vi fik lov at dele sammen.
Og når vi kommer hånd i hånd for at fortælle hinanden og verden at vi elsker hinanden, at kærligheden altid skal være det største imellem os, så er det med en dyb taknemmelighed over at man har fået lov at møde sin hjertes udkårne.
Livet er fyldt med undere, der kalder på tak.

I september fejrede vi høstgudstjeneste i Tårnby Kirke. Det strømmede ganske vist ikke ind med afgrøder fra markerne, æblehøst fra præstens have eller grøntsager fra de lokale køkkenhaver.
Sådan var det ellers før i tiden – alle kom til kirken med en del af årets korn, frugt og grønt, alt det som naturen rigt have skænket. Og så sagde man tak – for livet, for maden, tak for alt det som vi ikke kan frembringe udelukkende ved egen indsats.

I høstfejringen blev det meget tydeligt, at vi mennesker ikke kun grunder i os selv. Vi er forbundet med både Gud, mennesker og naturen, som er omkring os. Som sagt, der var ingen afgrøder, der blev båret frem til alteret. Der var dog næstformandens hjemmedyrkede tomater til kirkefrokosten. Men selvom vi ikke længere kommer med årets høst, så giver det god mening at komme ind i kirken med det vi så har. Alt det vi er og bærer på kan vi altid komme til Gud med. Kirken er et bedehus. Og i bøn kan vi komme både med det, som er svært og ubærligt, det som vi skal have hjælp til, og det vi længes efter og håber på. Men også en takkebøn for det vi allerede har.

I bibelen er der fortællingen om ti syge, der blev helbredt. Der var kun den én, der kom tilbage og sagde tak. Hvem ved, måske de andre bare var så glade at de rent glemte at sige tak. Livet går bare og man glemmer helt hvordan det kom til en. Pointen er bare: vi skal netop huske dét at sige tak. Tak til en god ven, der er stillede op igen. Til far, der lappede cyklen. Til kollegaen, der tog en for holdet. Til kassedamen, der tålmodigt bakser med varerne fredag eftermiddag i Netto henne på torvet. Til naboen, der kom ind med avisen. Til ægtefællen for endnu en dag sammen. Tak for en plads i toget. Det hænder ofte at vi glemmer at sige tak. Men det gør en verden til forskel at vi forstår og husker at det hele ikke kommer af os selv.

Tak. I det lille ord spejles det store liv.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

Svaret er ikke inde i dig selv

Jeg holder meget at sommerens lyse nætter, og derfor er det lidt særligt, at de ord du nu skal læse peger hen på december-mørkets kulde. Så langt som vi kan komme fra duftende hyldeblomster, nye kartofler fra haven og isvafler på Kastrup havn.
Men så igen. Jeg elsker også vinteren.
Børn bliver ofte spurgt ”hvad skal du være, når du bliver stor?”
Det regner vi med at det lille barn bliver, og når han eller hun så er blevet stor af vækst, så skal det også gerne blive til noget.
Men det kan komme til at lyde som om det ikke nok, at barnet bare er den, det er. Det skal ligesom blive til noget og helst også til noget stort, der rager op over middelmådigheden.
Det er bare sådan, at forventningerne til vores børn – og unge mennesker – kan blive så store, at enten revner barnet at stolthed og selvindbilskhed. Eller måske slås revner indeni, i sjælen og sindet, fordi det ikke kan leve op til de voksnes forventninger om storhed og forventningen om at de skal udrette noget stort her i verden.
Selvom jeg er voksen, kan jeg også genkende følelsen. At jeg burde udrette noget stort og leve op til en masse forventninger fra mig selv og fra omverden.
Vi har det svært ved at være små. Når vi bliver spurgt om hvem vi er, så vil vi helst svare med noget, der får os til at fremstå betydningsfulde og vigtige.

Jeg skal blive mindre
Der er en skikkelse i bibelen, som svarede på netop det spørgsmål: hvem er du?
Ved midsommer holder vi Sankt Hans aften, som er fejringen af Johannes Døbers fødselsdag. Præcis et halvt år før Jesu fødselsdag til jul. Et sted i bibelen bliver Johannes spurgt ”hvem er du?” Johannes kunne have svaret, at han var den, der fik folk til at omvende sig og lade sig døbe. En stor skikkelse. Han var nemlig ikke så lidt betydningsfuld. Men det var ikke sådan han svarede på spørgsmålet om hvem han var.
Han havde fanget et eller andet, Johannes – noget helt centralt. Mens Johannes var lillebitte, vidste han at der var en, der var større end ham selv.
På gamle malerier kan man se hvordan hans mor Elisabeth og hendes kusine Maria står med deres gravide maver, og indeni ligger de to små drenge, og Johannes peger hen på Jesus.
På spørgsmålet om hvem Johannes er, så fandt han ikke svaret indeni i sig selv. Han gjorde noget helt andet: Han pegede væk fra sig selv. Han sagde, ”jeg er bare den, der råber i ørkenen. Der skal komme en, som er langt større end mig. Han som er lyset, der skinner i mørket.”
Og så kom Han, der var større end Johannes. Og Johannes trådte til side, for hans tid var omme. Han havde gjort det han skulle, som ethvert menneske efter ham burde gøre: han så væk fra sig selv hen på Kristus. Han trådte til side for at Kristus kunne få hovedrollen.
Det drejer det sig stadigvæk om, også for os.
I kristendommen kommer det ikke an på, hvordan vi opfatter os selv, eller hvordan andre mennesker tænker om os. Men på, hvordan Gud ser os.
I forhold til Gud kan vi altid være små, og behøver ikke at udrette noget stort for at have værdi eller en identitet. Faktisk er det vores primære opgave: at være som børnene, for de har fattet noget. De kan se ind i en virkelighed vi har lidt svært ved med voksne rationelle øjne. De ser Gudsriget. Og det er derhen, der bliver peget midt i den lyse midsommerens liv: Der bliver peget hen på det lys, som kom til verden julenat.

Johannes sagde: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Johannesevangeliet 3,30).

God sommer!
Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

Hjertets nullermænd


Foråret er endelig hos os med sit fine lys og spirende liv allevegne. Også solstrålerne,
der kravler ind af de beskidte vinterruder og afslører støv og nullermænd i alle
afskygninger. Og som så mange andre har jeg været inspireret af den store
oprydningstrend. Metoden er simpel, ifølge det japanske oprydningsfænomen
Marie Kondo: Fokuser ikke på, hvad der skal smides ud, men hvad der skal beholdes.
Alt hvad du ejer skal gennemgås – lige fra skuffen med sokker til flyttekasserne du
lykkeligt har fortrængt og gemt væk i kælderen eller garagen. Tanken er at hvis en
genstand vækker glæde, så beholdes den. Og resten sendes ud i verden efter at
være blevet takket for sin indsats. Jeg kan ret godt lide det med at det takkes. Det
har resulteret i en del ture til den lokale Mødrehjælpen og genbrugsbutik. Når jeg
åbner skabene nu, så er lidt mere luft og det er virkelig rart at tingene har fået en
plads. Der er kommet orden.

Men hvorfra kommer oprydningstrangen? Trangen til at skabe orden i kaos er ældgammel. Det er faktisk lige præcis der vi begynder i Biblen, med Gud der rydder op i kaos. Himlen foroven og havet forenden, landet her og vandet der. Lys til at
skille nat fra dag. Alting får sin plads.
Eksperter har påstået at denne verdensomspændende oprydningstrang i høj grad
hænger sammen med en følelse, som mange af os kender: At verden er så
overvældende og kompleks at det kan føles som om vi er omgivet af kaos.
Det ydre kaos – bekymringen for klimaet og klodens fremtid. Vores børns fremtid.
Bevidstheden om krige og ufred, som vi hører om i nyhederne dagligt.

Eller det indre kaos – det, som holder os vågne om natten, mens vi vender og drejer os, til lyset rammer igen. Når ulykken rammer os eller nogen vi elsker. Når relationer går i stykker. Når vi mister noget godt, måske helbredet. Eller modet. Eller håbet.

Kender vi følelsen af at miste kontrollen og overblikket over verden?

Ja? Så er det tid til at rydde op! For hvis man ikke kan tæmme det ydre kaos, så kan man få ro og balance af at rydde op i det nære – sit eget rod og sine ting. Det giver en lillebitte følelse af kontrol over kaosmagterne, når man står og ser på bestikket, der ligger velordnet og ryddet i skuffen, og tøjet, der ligger pænt foldet og stablet i
skabet. Men uanset hvor meget vi rydder ud og hvor nydeligt vi folder tøjet, så kan vi ikke kontrollere kaos. Vi kan ikke styre verden ved at inddele den i kategorier. Vi kan ikke putte mennesker i kasser og sige ”sådan en er du”, værsgo, på plads. Ikke uden at vi gør både verden og mennesker til mindre end de er. ”Alting har en plads”
virker måske fint når det kommer til køkkengrej og værktøj og lego, men den fulde kontrol over verdens gang må vi leve med at vi aldrig kan vinde.
Jeg ved da også, at uanset hvor meget jeg pudser vinduerne nu, så kommer skidtet igen. Hvis jeg skynder mig at pudse vinduerne igen – for tænk nu hvis andre også så alt det skidt, som forårssolen skinner på og opdager at jeg ikke har styr på verden! – ja, så glemmer jeg helt at glædes over lyset og varmen.
Så lad os pudse vinduerne, velvidende at det kaster lys os nullermændene i
hjørnerne af stuen. Og i hjørnerne af os selv. Luk lyset ind, selvom vi ved, at når vi
lukker op for lyset, så afsløres vi. Afsløres som det, der ikke kun er pænt. Den skyld, der ikke må ses. Det vi ikke fik gjort. Smerten vi ikke vil vise. Det håb vi ikke tør dele.
Hjertets nullermænd, som en klog veninde af mine kaldte det.

Forårslyset gør noget ved os og gør noget ved verden. Det kommer til os og giver os ny energi. Får os til glemme at vinteren var kold og mørk, og viser os hvor
vidunderlig en verden vi også lever i. Kalder os ud af vores hi og kalder nyt liv frem.
Meget lig lyset vi skal høre om i påsken, som vi bevæger os frem mod her i april.
Endelig vælter lyset ud – jeg lukker det ind.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum