Alle indlæg af Desirée Anastasia Pi Risum

Opstandelsen er også her

Forleden faldt jeg over denne nyere påskesalme skrevet af Iben Krogsdal i 2011. Den handler om, at opstandelsen er midt i livet.

Opstandelsen er lige her
Du står
ved siden af det menneske der planter
et frø på vintergraven iført vanter

Opstandelsen er lige her
Du er
den store ånde bagved vores planer
der blæser liv i mere, end vi aner

Opstandelsen er lige her
Du går
med mennesker der smiler lidt generte
til en, der pludslig kigger op og ser det

Opstandelsen er lige her
Du går
med sagte skridt hos dem, der bærer andre
og alt til trods blir ved og ved at vandre

Opstandelsen er lige her
Du ser
vi ligger angstgrå i de værste stunder
du lægger dine stærke arme under

Opstandelsen er lige her
Du sker
når mennesker, der vakler tæt med sorgen,
igen kan se og smile: sikken morgen!

Opstandelsen er lige her
Du er
din himmel, når den blæser gennem sjæle
som mærker dig og endelig kan knæle

Opstandelsen er lige her
Du er
når vi kan give alt det liv tilbage
som nogen tog fra os på onde dage

Påsken er min yndlingstid på året. Herfra vælter lyset ud over resten mit liv, så jeg tør gå videre, selvom det føles mørkt i og omkring mig. Påsken rummer nemlig både skærtorsdags glæde og vemod, langfredags stilhed og mørke og påskemorgens sol og evige liv. Hver for sig får dagene lov at stå i sig selv. Og vores liv rummer hver af dem.

Opstandelsen er både påskemorgen engang, men opstandelsen er også her. I dag.
Opstandelsen er lige her.

Som præst får jeg lov at være vidne til nogle af de opstandelsesglimt i menneskers liv.

Som når opstandelsen er ude på kirkegården, hvor en mor i februar satte de knapt spirende blomsterløg i jorden på sin søns grav. Han døde alt for ung. Hun trodsede blæst og sneen, der uventet væltede ned fra himlen netop den formiddag, da hun stod dér i kulden. Hun var nødt til at stå der. Hun var nødt til at tage derud den dag. Og mange andre dage. Og den dag plantede hun frø. Med en skrøbelig, men livgivende tro på at frøet en dag vil spire op igennem den mørke jord og give nyt liv. Hun gjorde det med håbet om, at livet ikke blot slutter ved graven, men at der er mere. En opstand mod døden.

Opstandelsen er i foråret, hvor to menneskers blikke møder hinanden. Den ene smiler genert til den anden, den anden løfter blikket og ser det. Der sker noget. Noget ordløst, der måske får mange ord siden. For et øjeblik står tiden stille, og så bliver den fælles. Begge bærer de historier med glæder og sorger, forventninger og skuffelser, men i dette øjeblik opstår noget nyt. Og deres historie bliver fælles.

Opstandelsen er ved sygelejet, hvor en mand passer sin syge hustru. Sygdommen er ved at tage livet af hende og hun forsvinder mere og mere. Han sover dårligt om natten, spiser næsten ikke. Han er ved at miste hende. Men han er der trofast og passer på hende. De er der sammen. I medgang og modgang. Sagte vandrer han ved siden af sin største kærlighed på hendes livs rejse.

Opstandelsen er svær at få øje på for den unge mand i hjørnet af sengestuen. Hænderne ligger tungt i skødet. Når han ikke ligger sammenkrøllet i fosterstilling på gulvet. Når angsten larmer mest. Han er tom. Angstgrå. Han mangler livsmod og lyst. Ved ikke hvorfor. Kun én ting holder ham oppe. Det er som om stærke arme holder under ham. Og han ved indeni, at andre har lidt før ham og at de lever endnu. Måske er tomheden ikke tom, men åben. En dag rejser han sig, men det ikke ham selv, der gør det. En dag fortrænges det grå af lysvæld bag ved lysvæld.

Opstandelsen ér også her. Den er også lige her midt i livet.

Sogne- og sygehuspræst Desirée Risum

Året er skiftet. Nu skriver vi 2015 i stedet for 2014

Udklip Som med megen anden forandring, så tager det gerne lidt tid før det giver sig selv at skrive det nye årstal, uden at tænke sig om. Lidt ligesom med alderen – det flyver ikke nødvendigvis ud af munden på en, hvor gammel man er. Man skal lige tænke sig om – hvor langt er man egentlig nået med årene… Man skal ligesom finde sig selv i det nye.

Sådan kan det også være, når man står over for et nyt kalenderår. Hvad skal man stille op med det?
Hvor skal man stille sig i livet?
Hvor er man nået til?

For mange af os kan et nytår indikere en tid, og en ny mulighed for at hanke op i sig selv og rette sig ind på den kurs, man har lagt for sig selv. Om det er med ambitionen om et nyt job, mere tid med børnene eller fem kilo mindre på vægten, så er nytåret en anledning til at ”få gjort noget ved det”.

For nogen af os er nytåret også en tid til at se på det forgangne år, og gøre status over hvad livet bragte os. Og hvad vi selv gav. Og det tilbageblik gøres ikke altid med lige så stor begejstring, som med synet fremad mod det kommende. For i mødet med sin egen historie og fortid, så skal man også tage imod sig selv.

Nytåret er nemlig ikke blot en frisk start eller en ny begyndelse. Det er også en mulighed for at standse op, og reflektere over og forsone sig med det, der allerede er en del af ens historie. Den historie som blev påbegyndt eller fortsat i 2014. Både de glædelige og smertelige historier: Fortællingen om et nyt familiemedlem, og nye bekendtskaber. Sandheden om den sygdom man fik konstateret og slås med. Historien om de rejser og minder man fik med i 2014. Og måske også sporene af sorg og smerte over dem, vi ikke har med os ind i det kommende år.

Alt sammen skal med. Hvor let eller tungt det end måtte være. På den måde er nytåret en mulighed for at pakke bagagen om, så der kan blive plads til nye oplevelser og erfaringer. Nye historier. Og en mulighed for at tænke over hvordan man bærer de gamle med sig.

I kirken bærer vi på en ældgammel historie. Det er som om den sidder i selve stenene. De levende sten i hvert fald. Det er historien om Gud, der elsker menneskene, og sender sin egen søn for at fortælle os det. Den historie fortælles over ethvert lille barns liv, når vi bærer dem til dåben. Og over ethvert levet liv, når vi skal herfra. Den historie, tror jeg, er sandheden om vores liv: At der er en Gud, der vil os, og som elsker ethvert menneske. Det lyder måske banalt. Men det betyder dybest set, at der altid er en Far, Gud, som vi kan komme til med al vores bagage. Alle historierne, sorgerne, glæderne, håbet og frygten. Og når det er for tungt at bære på, så kan vi lægge det over i Guds hænder. Jeg er ikke så god til det med nytårsfortsæt.

Jeg er ikke så god til at holde dem. Men sidste år på dette tidspunkt satte jeg mig for at få en fast stilling, og at være mere modig. Og måske også noget med at deltage i et motionsløb. Jeg løb ingen vegne, og jeg minder stadig mig selv om at være mere modig. Men jeg fik jeg mig et job, som jeg er rigtig glad og taknemmelig for. Så har jeg nemlig fortsat mulighed for at fortælle verdens bedste historie! Og dermed glæder jeg mig til at påbegynde et nyt kalenderår, som sogne-og sygehuspræst i Tårnby Kirke.

Glædeligt nytår!

Desireé Risom