Alle indlæg af Karsten Møller Hansen

Gode ting bliver bedre, når de bliver brugt

Der bygges en masse nye lejlighedskomplekser. Måske ikke lige her i Tårnby men rundt omkring os, ude ved stranden, ovre i Ørestaden. Dejligt at der er flere, der har lyst til at bo i verdens centrum; Amager. Det er da her det hele starter ikke? Pænt eller ikke pænt, det skal en præst ikke afgøre. Men jeg vil sige, at jeg har boet i sådan en helt ny moderne funktionel lejlighed i nogle år, inden jeg flyttede ind i præstegården fra 1781.

Jeg kunne ikke finde ud af det. Det kunne jeg virkelig ikke. Det var ligesom for firkantet, for rent, for fint. Og så havde jeg nok for meget, jeg prøvede at presse ind i en lejlighed som mest bestod af et kæmpe rum. Det er vist ikke meningen, man skal eje noget i sådan en lejlighed ud over nogle store malerier, der ofte kan skiftes ud og en masse elektronik, der kan pakkes væk i en skuffe.
Enhver ting der står fremme er synlig og enhver plet kan ses. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med det, jeg havde arvet fra min mormor, og hvor stiller man børnenes grimme gummisko, så man ikke falder over dem, når man kommer hjem, og hvad med de beskidte stinkende fodboldstøvler.
Der er jo slet ikke plads til det, som man skal bruge. Som Klodshans på slottet.

Jeg tror, det er meningen med de lejligheder, at man ikke skal have noget med, når man flytter ind i dem. De købes som en ny start.

Den her sommer har det også været som om, at man har ønsket sig et land med en ny start, ja en ny verden. Kun den historie som passer ind i nutiden må tages med. Tanken må være, at først når der bliver ryddet helt op, kan alle starte samme sted. En ny start som alles lighed. Hvor ingen tager gnoget med. Så vi vælter statuer og ændre vejnavne, vi hiver sætninger ud af bøger og sletter film som om de aldrig er blevet vist. Vi smider ord og betegnelser på bålet. Vi skærer alt det fra fortiden fra som ikke kan stå i lejligheden.

Egentlig forstår jeg godt tanken om en ny bedre verden. Hvem vil ikke have en bedre verden? Den burde være bedre. Den burde være mere lige. Ingen burde have færre muligheder end andre. I hvert fald ikke hvis man kan gøre noget ved det. Og det kan man ofte.

Det var omtrent med samme tanke, jeg flyttede ind i den nye moderne lejlighed, som ingen havde boet i før, og som jeg helt selv kunne sætte mit præg på. At starte på noget nyt, endelig få smidt væk, et simpelt liv. Det kender I måske også fra de gange I er flyttet. Man kan endelig få ryddet op.

Det var også ret rart et stykke tid. Det var det. Des mere kaos i ens eget hoved des mere behov for renhed og overskuelighed omkring én. Men det varede ikke længe med den nye start. For nok kan omgivelserne indvirke på dig, den nye start give dig overskud, men der var stadig kaosset i mit hoved, det forblev, og hurtigt var der for stor uoverensstemmelse mellem den ordentlige verden, jeg havde indrettet, og de uordentlige tanker jeg sad med. Og så kunne jeg ikke holde ud at bo der.

Mine manglende evner som menneske var en beskidt plet på en hvid væg, som jeg blev ved med at sidde og glo på.

Det er også min frygt ved ønsket om en ny verden, at man tror, at man kan gøre verden neutral, at man tror, man kan skabe verden efter sit hoved, som om verden ikke fandtes før dig, som om du ikke selv er en del af det som har været, som om historien ikke er kollektiv. Man tager jo altid noget med, når man stiller op til start. Man flytter altid ind med sig selv.

Måske er nogle af jer bedre til det, det håber jeg, men jeg kan ikke bo i en ren ny lejlighed. Jeg har svært ved at bo i en verden, der er blevet renset. For hvad gør jeg med alt det beskidte i mit hoved, med mine fejl, mine manglende evner? En syndfri verden bliver et helvede at bo i.

Nogle gange får vi muren ud imod Englandsvej kalket. Der ser fint ud. I ca. en måneds tid. Så begynder det hele at krakelere lidt, revner opstår; heldigvis. Kirken gør sig bedst, når den bliver slidt. Så indbyder den til liv, til levet liv. Kirken er ikke et palæ. Ikke et moderne rent hjem. Men det
sted hvor vi synderne kan komme med alle vores fejl. I behøver ikke komme med jeres fine tøj.
Kom som I er.

Det pæneste ved Tårnby Kirke er, hvor slidt den er, hvor sammensat den er af forskellige sten fra forskellige tider, hvor brugt den er blevet af generationer efter generationer, – og så at den ligger der endnu og vil ligge her længe efter vi ikke er her mere.

Karsten.

Info:
Jeg er i den lykkelige situation, at jeg har fået studieorlov i 3. mdr.
Det betyder, at jeg går fra den 17. september og først kommer tilbage til
kirkegerningen den 17. december. Sikker på, at jeg til den tid vil glæde mig til at komme tilbage.
Som vikar under mit fravær vil Susanne Skovhus træde til. Hun har været præst i mange år og mange steder bl.a. Kastrup Kirke og St. Magleby Kirke.

#radiopræsten

Jeg er godt nok taget på ferie, men hvis du midt i varmen ikke gider høre Radio Voice, men har lyst til at høre lidt lokal radio med mig (I kommer aldrig af med mig), så kan du tune ind på Amager Radio 103.4 fm eller amagerradio.dk og høre mig tale med radiovært Mette Hoffmeyer. Vi taler om kirken, om troen, om Brøndby selvfølgelig, og en hel del om Johnny Cash, som der også spilles sange af. 

Fredag den 26.6 kl. 10.00
Lørdag den 27.6 kl. 10.00
Søndag den 28.6 kl. 17.00 

Karsten

Åbent

Det er længe siden. Da vi forsvandt ind i vores hjem, blev kirkedøren også lukket.
Ikke fordi Gud lukkede sig inde. Han findes ikke kun i kirken. Så Gud lukkede sig ikke inde. Det var mere sådan, at dér hvor vi kan mødes og høre Guds ord, var vi bange for, at vi også kunne blive smittet. Nu ser det bedre ud. Vi har taget alle vores forholdsregler. Og vi skal nok
tage hensyn til jer. Kirken er åben igen.
Og gudstjenesten kan begynde.
Alt godt. Sådan da. Fremtiden starter. Og på et eller andet tidspunkt ses vi i den.
Kom. Men inden du kommer så hold lige fast i et par overvejelser. Følg lige med i nogle tanker, som ikke kun angår dig, som kan komme i kirke, og os som åbner kirken for dig. Følg lige med her:
Hvis man blev syg, vil man kalde på en læge. Mister man sit job, vil et nyt job være det bedste, man kan få. Er man træt, vil man sove. Er man sulten, vil man spise. Det mest nødvendige for at leve, er det vigtigste at have. Det jordiske før det åndelige, vil jeg sige. Selvom Jesus siger det modsatte. Men hvor har han ret, når han siger, at uden ånd er mennesket
ikke menneske.
At have ånd vil sige, at kunne forholde sig til noget som ikke er en selv. Ånd er at sætte sammen, det som ikke hører sammen. Som to mennesker. Kærlighed er ånd. Kunst er ånd. For i kunsten bliver du sat sammen med noget uden for dig selv. Man ser på et maleri. Det har intet med én selv at gøre. Man kender ikke den, der har malet det, og ved ikke
hvorfor det blev malet sådan. Men i det ser man noget, som man ikke kan se ved at se på sig selv. Man bevæger sig ind i noget, som ikke er én selv.
Jeg vil sige, at det først er her, vi bliver en del af hinanden.
Samfundssind og fællesskab og omsorg for hinanden kan ikke dikteres politisk ovenfra. Der kan sættes nogle rammer.
Der kan skrives noget ned. Og forhandles en portion penge. Men det skal komme fra den enkelte og det kan kun komme til den enkelte fra den anden. At være sammen med andre i noget, man ikke kun selv har skabt, er kultur. At opdage, at den anden deler noget med dig, der samtidig peger ud over dig, og hen imod noget uforståeligt større, er kunst. At tro
på, at vi alle har del i det, som er endnu større end det hele, er religion.
Jeg kan huske min farfar fortælle om dengang, han efter en lang uge som
murer i Sønderjylland søndag aften nogle gange havde råd til en tur i
biografen. Han glædede sig hele ugen, og han kunne huske alle de film, han havde set. Gid han havde set nogle flere. Det var tiderne ikke til dengang for en murer. Men det burde de være nu. For helt grundlæggende er kultur, kunst og religion noget meget mere end noget,
man kan vælge til hen på aftenen – det er en del af det, du er, og det du er, er du hele dagen og hele ugen.
Alt det kultur man nogensinde har oplevet sidder i én. Det kan godt være, at man ikke kan huske så meget af det.
Dengang børnehaven tog én med på Nationalmuseet. Filmen man så, kan
man ikke huske titlen på. Bogen man læste, kan man ikke engang huske,
man har læst. Og prædiken i kirken …….hvad sagde præsten? Jeg har sunget Altid Frejdig over 1000 gange vil jeg tro.
En hemmelighed; jeg kan den stadig ikke. Men det hele sidder alligevel i
én. Det tror jeg. Alt det man har været omgivet af, og gik ind i, sidder i én,
det er en del af én, og det er med til at bestemme, hvordan man ser verden. Så når man står op om morgenen, er det med kunst og kultur i sig, og når man går ud af døren, tager man også sin kultur med sig. Det kan godt være ens arbejde ikke ligefrem kalder kulturen frem i én, men man har den med. Man har også altid sin tro med. Den kan man ikke
hænge i våbenhuset. Den er dig.
Der har ikke været meget kultur og kunst og kirke de sidste 8 uger. Det tror jeg, vi har mærket, og savnet. Men jeg sidder med et klart indtryk af, at kultur og kunst og kirke bliver betragtet som en lørdag aften i byen, man godt kan undvære, eller en søndag morgen, hvor man ikke havde noget at lave. Som en luksusting man kan læse om i et flot magasin. Eller når det handler om kirke, kun kan finde noget om i Kristeligt Dagblad. Jeg er helt med på, at de helt basale ting i livet skal være der; et sted at
bo, tryghed, et arbejde, sundhed, familieforhåbentligt. Det skal være der først.
Der er ikke meget ved at sidde i teatret, hvis man er syg eller gå til koncert, hvis man er i tvivl, om man har et arbejde næste dag. Der er heller ikke noget ved at gå i kirke, hvis man er bange for at blive smittet i den. Selvfølgelig kan man overleve uden kultur, kunst og kirkegang.
Man kan bare ikke være det menneske,man er.
At være menneske er at kunne spørge, hvad et menneske er. Dyr er dyr.
Mennesker spørger, hvad et menneske er. Kultur, kunst og religion er stederne, hvor man kan stille det spørgsmål – og prøve at fange noget der minder om et svar. Har vi ikke de steder, har vi ingen steder at stille spørgsmålene og så kan man spørge, hvor meget menneske, vi er.
Det her er min påstand; vi mennesker deler en længsel, en længsel imod eller efter det uendelige. Jeg vil kalde det Gud. En længsel efter at mærke at man er helt og fuldstændigt del af alt det der findes.
En fred. En samhørighed. Mens vi lever.
Kunst, meget kultur og religion deler det samme; de er forsøg på at udtrykke eller nærme sig det afsindigt gådefulde i os, omkring os og over os. Hvis den her længsel ikke får næring, ikke får lov til at udfolde sig, så dør den langsomt hen. Og så forsvinder fornemmelsen af, at vi hører
sammen.
Fjern kulturministeriet og der vil stadig være kultur. Der vil altid være kultur. Den er der før dig. Lukkede kirken for altid, vil der stadig være kristen tro.
Længslen efter Gud vil vi altid have i os. Men spørgsmålet er, hvor meget der er af den. Bliver der mindre og mindre af den, snævrer den sig ind? Eller får den lov at mødes et sted og blive delt med andre? Bliver den hele tiden ny og levende i os? Kan vi mødes i kirken og stille de spørgsmål, vi har i os? Nu kan vi igen.
Du er så velkommen. See you.

Karsten M. Hansen