Alle indlæg af Karsten Møller Hansen

Kirken er et bedehus

Det er en af de smukkeste ting, at give til et andet menneske. Kristendom er at gøre noget for en anden. Men for at kunne give og gøre skal man først modtage. Det er en af de smukkeste ting, at kunne tage imod. Ingen kan give noget, hvis ikke der er en anden til at modtage. Man kan sige, at det at give i al sin gode gerning, også er en måde at fastholde sig selv på. Når man giver, bestyrker man sin kontrol. Den der giver står med tingen, kan selv vælge hvor meget man giver og hvornår. Det er noget modsat at modtage. Her får man pludselig en ting man ikke har indflydelse på. Det er nemmere at gøre end at modtage, såvel som det er lettere at tale end at lytte. Fordi i det første er du i kontrol, i det andet overladt til en anden og derfor udenfor kontrol. Verden bliver et bedre sted, hvis alle giver mere end de modtager. Det er der nok noget rigtigt i. Men i vores smukke forsøg på at give mere end vi modtager, bliver vi virkelig dårlige til at modtage. Det er som om at alt hvad vi er, hænges op på det vi gør. Det kan godt være, at der er nogen som ikke laver et hak, men de fleste af os har meget travlt med at gøre og lave en masse og prøve at give. Vi har fået et produktionsbatteri indopereret. Der er blevet sat en regnetavle fast i frontallappen. Set herfra har vi en eksistentiel angst, en indre uro, som vi prøver at gøre træt ved at gøre en masse. At være aktiv er det største plusord. Fint nok at være aktiv, man kan også nemt blive for inaktiv, men det ville virkelig også være godt for dig ikke hele tiden desperat at være i gang afløst af at slappe af. Alt det bedste i dit liv er noget du har modtaget. Ved du ikke det? Dit liv. Dine forældre. Hvis du har søskende. Dine venner. Da du blev forelsket. Da en anden gav dig kærligheden. Et smil. En berøring. En gave. Havet. Solen. Månen. Og dine børn, hvis du har. Intet af det har du gjort eller skabt eller givet. Det er alt sammen noget, du har fået. Og oplever du nogle gange en følelse af mening eller lykke eller salighed eller hvad man nu skal kalde den følelse, du ved, jeg taler om, så er det fordi, at det, du blev givet, var du i stand til at modtage. At gå i kirken er at modtage noget. Det er ikke at gøre noget. Drop aktivismen for en time. Tag blot imod. Se hvad der sker. Se hvor vinden tager dig hen. Det er også derfor, at kirken aldrig må blive så aktivistisk, at man glemmer, at det er et sted, hvor den handlende altid er Gud. Der må godt være liv i kirken, og der må godt være aktiviteter, men mere end noget andet skal der også være fred og ro, så lidt aktivitet, at man ikke bliver distraheret. Et sted hvor verden udenfor forsvinder, og alt det du kan og gør er lige meget. Så du kan være modtagelig for det største der kan gives dig, og grunden til at der findes en kirke, Guds Nåde. Kirken er et bedehus, siger Jesus et sted. At bede er netop at stille sig sådan, at man er klar til at tage imod. Når man beder, beder man ikke om noget, man selv kan. Det er der jo ingen grund til at bede om. Det kan man jo bare gøre. Når man beder, beder man om noget som ligger udenfor ens kontrol og magt. Man åbner sig for det som er større end en. Jeg har også på en frisøndag været i træningscenteret. Det var fint at få rørt sig. Men det stak nu alligevel lidt, at der var så mange flere end i kirken. Jeg har også været en tur i Silvan. Dér fandt jeg menigheden nede ved grilludstyret. Og i det der planteland længere ude på Englandsvej, kunne jeg ikke engang få en parkeringsplads en søndag morgen. Det er ikke fordi, vi ikke har tid, vi vælger bare at være i gang og lave noget, men dermed bliver vi også dårligere og dårligere til at kunne modtage noget. Gad vide om det også er derfor, at vi ikke er så mange i kirke, for det at skulle sidde stille en time uden at lave noget og uden at det handler om dig, er langt vanskeligere end at udbygge garagen. At lytte og være åben for noget andet end det du kom med, at stille sig til rådighed for muligheden af noget nyt, det er den smukkeste egenskab. Det er her, du vokser og smelter sammen med verden, her kan du høre sangen og blive forelsket. Må vi øve os på at blive bedre til bare at tage imod. Så kom som du er forandret. See you.

Karsten M. Hansen

Og de læste Norwegian Wood helt af dem selv

Det er noget af det bedste ved at være præst; at have konfirmander. At få lov til at være en lille del af deres unge liv, høre om deres tanker og drømme, se dem stråle en dag i maj. For mig smitter det at møde mennesker med så meget liv i sig og foran sig. Det er ikke sådan, at jeg misunder dem. Faktisk er jeg decideret lettet over ikke at være 15 år igen og skulle konfirmeres. For mig var det en svær tid, og billederne af mig selv med rød butterfly som passede til mine røde bumser i panden som passede til min konstante rødmen over at være i centrum til konfirmationen og ikke ane, hvordan jeg skulle være, om jeg skulle drikke colaen eller rødvinen, dem har jeg
smidt ud.
Og jo, sådan er de vel også.
Jeg spurgte dem; hvad drømmer du om? Svaret; en pizza med ananas.
Hvad tror du på? Og han tegnede en tegning af nogle absurd store bryster og en cociomælk (50 cl).
Hvad håber du på? Hun svarede slet ikke, hun sad bare i skjul og tog billeder af sig selv. Trutmund og et bedrøvet udtryk. I kender billedet ik!
Udover det, og deres generelt dårlige smag, og ja selvfølgelig også den kendsgerning at de er teenagere, og så det faktum, at jeg ofte tager mig til hovedet over mig selv og mine manglende undervisningsevner, synes jeg de unge mennesker kan en masse, og vil en masse. Hvordan skal det gå med vores ungdom? Det skal jeg fortælle jer; det bliver endnu bedre. De er ikke bare søde og positive. De er begavede og ansvarsfulde. De er behagelig at være omkring. De giver mere af dem selv. De tør også mere. De tør at sige, at de tror på Gud. Og de tør at sige det højt, hvis de ikke gør. Måske kunne jeg både trosbekendelsen og fadervor bedre end dem dengang, jeg kunne vist også mere bibelhistorie, men jeg fattede aldrig, at tro ikke
er viden om noget, men en åbenhed for livet, og det er den åbenhed de kom med.
Konfirmanderne kan en masse, men om de kan hele biblen udenad og synge med på samtlige salmer, så vil jeg bytte det hele for at de bare for et øjeblik lod deres længsel komme til syne og åbnede sig for det som er større end dem selv.
En længsel,- det er den, de kommer med.

Jeg tror, vi alle har en længsel i os, inde i os er der en eller anden dør, en dør ind til noget man ikke rigtig kan forklare, men som man ikke er i tvivl om man gik igennem, når man gør det.
En dør ind til en selv, en dør ind til Gud. Noget i den retning.
Følg lige med;
Det er noget over os, noget uden for os, noget i os.
Det som er i os, det er os, inde i os findes vi som dem vi er. Men det som er inde i os skal leve sammen med det som er uden for os. Det er det smukkeste, at leve sammen med andre. Men det er også det sværeste. For det som er uden for os, andre mennesker, skolen, arbejdet, sporten, familien, kommer til at bestemme meget af hvem vi er inde i. Når jeg ser på konfirmanderne ser jeg, at det uden for
dem næsten bestemmer dem helt. Hvem de er inde i, har ingen chance for at komme frem. De opløser sig selv for at være sammen med de andre som de tror andre vil have dem til at være. Man bliver på den måde kun et aftryk af sine omgivelser, og andre mennesker bliver kun nogle man sammenligner sig med, og det er her i den sammenligning, de får deres plads, som den urolige dreng, som den
skoletrætte pige, som nørden, som festtøsen, som 12 tals pigen, fodbolddrengen og den sjove. Det er som om, at den de er, bliver låst inde i en skattekiste som langsomt falder til bunds. Oppe på overfladen svømmer de så rundt som den rolle de er blevet tildelt og som de langsomt også føler de kun er. Man skulle så tro, at løsningen var, at de med al viljens kræft dykkede ned på bunden og hentede dem selv op. Men det tror jeg ikke man kan. I stedet tror jeg meget mere på, at man kan åbne sig op for det som er over en, det som er større end en. Måske kender i det som at blive forelsket. Pludseligt åbner alt sig ved et andet menneskes kærlighed.
Pludseligt med en anden i hånden dukker skattekisten op på overfladen og man åbner den som det letteste i verden. En film kan også gøre det, en bog, en underviser, en ven, en sang på 3 min og 41 sekunder. Og Gud. Man bliver fortalt på en ny måde. Og alt åbner sig. Nu vil man gerne give.
Det kræver altid en ting; at kunne modtage.
Alt godt er noget man modtager; kærligheden, venskab, troen.
Det lyder nemt, men det er i virkeligheden det sværeste i livet, at kunne modtage det som er noget andet end dig. Man kan ikke modtage noget, hvis man svømmer rundt på overfladen og kun holder øje med hvad de andre laver, og man kan heller ikke modtage noget, hvis man har så travlt med at dykke ned for at finde sig selv i
sin skattekiste, og det hjælper heller ikke at sætte sig foran skærmen, at skære i sig selv, at tabe sig, at bruge al sin tid på sport, at se youtube, at se hvad de andre gør, at købe nye sko, at hele tiden distrahere sig selv så meget, at man tror, man kan fortrænge ens længsel.
Jeg vil sige, at det er det, som er så smukt ved at have konfirmanderne, et øjeblik, lige dér, der dukker der et ungt menneske op, jeg vil mene, at det er det, de så gerne vil,- at det er deres længsel, at modtage, og jeg vil holde fast i, at det er det, som er
kirkens fineste opgave; at give dem et sted hvor det kan ske.
Et sted hvor man ikke skal noget, ikke evalueres, ikke sammenlignes, ikke præstere noget, hvor man er elsket som man er. Det er ordene til enhver konfirmation her i kirken, landet over, til hver eneste gang man kommer i kirke; du er elsket, som du er, du behøver ikke blive noget andet, og det er de ord, jeg håber, de har hørt, og det er netop de ord, som kan give dem mod til at åbne døren.
Et guddommeligt rum. En dør inde i dem selv. Hvor alt åbner sig. Hvor det som er større end dem, kan bryde ned gennem overfladen og hente det som de er op fra bunden. På bunden af natten. Er det ikke rigtigt Victoria? Her bliver livet smukt. Og her kan man møde andre mennesker, modtage, give, dele.

Konfirmander, på Tårnby kirkes vegne, tak for i år.
Må Gud være med jer.
Og må I vide at døren altid er åben for jer.

Kh Karsten

Fejlen er min

Til et bryllup for nogle år siden dukkede bruden op i verdens mest gennemsigtige brudekjole, med dyb nedskæring og virkeligt store bryster, hun var vist helt klar over opmærksomheden hun fik, det var vist meningen, man skulle se det hele, og det gjorde menigheden vist, me too. Jeg prøvede at holde tonen og lægge vægten på ordene og ikke på….men så knælede brudeparret ved alteret og jeg foldede hænderne lige foran dem, og kiggede som man jo gør, når man beder, ned, lige ned.
Det gik ok til vi nåede til giv os i dag vort daglige brød, det blev til i min mund, giv os i dag vort daglige bryst. Aldrig har min hvide præstekrave været skærm for så rødt et ansigt, og sjældent er jeg blevet grint så godt af, også af brudeparret.
Det var et godt bryllup.
Det var også et godt bryllup, dengang da bruden snublede og faldt ned i skødet på forloveren, med hovedet først, og det hvor brudgommen besvimede og vi måtte smide alterbuketvandet i hovedet på ham. Det var også en fremragende begravelse dengang afdødes bror var så fuld men stadig insisterede på at holde tale. Det var den sjoveste tale, jeg har hørt i en kirke. Alle endte rundt omkring kisten og vi drak gammel dansk og skålede for afdøde, og afdødes bror.
Fejl er godt. Ikke dem som ødelægger livet. Men alle de andre. Når Lars Von Trier laver film, har han et motto stående på sit arbejdsbord; husk og sjusk. Det kan jeg godt lide. Det minder om Jørgen Leths ord; det eneste perfekte er det uperfekte. Og om Murakami som et sted skriver; der findes ikke en perfekt sætning såvel som der ikke findes en perfekt fortvivlelse. En sætning som p6 beat radiovært Mikael Simpsons må have gjort til sit motto om aldrig at være forberedt. Et motto jeg mener, han har stjålet fra mig. Hvis alt går som vi har planlagt det, kommer vi aldrig til at sige noget nyt, så kommer jo kun det frem, vi i forvejen havde forberedt os på at sige. Nick Cave siger meget klogt et sted, at når han
virkelig forstår en sang, mister han interesse for den. Min gamle praktikpræst inde fra København var en virkelig god præst. Jeg skylder hende en stor tak. Jeg var meget betaget af, hvordan enhver
gudstjeneste forløb som den skulle. Jeg tænkte, det kommer jeg aldrig til at lære. Men jeg lærte så
også, hvordan hun planlagde alt ned til mindste detalje. Selv regibemærkninger så som velkommen og nu skal vi til dåben havde hun lært sig. Det skal bare køre, sagde hun. Vi må ikke lave fejl. Senere fortalte hun mig hvor stort et pres, hun synes det var med de kirkelige handlinger. Hun havde ikke længere en glæde ved dem. Og endte med at være træt af sit arbejde.
Kontrol er egentlig et forsøg på at frigive energi og glæde. Hvis man har så meget styr på tingene,
kan man bedre være fri i dem. Bilder man sig ind. Men kontrol avler ikke andet end mere kontrol.
Til sidst i hendes embede stod min praktikpræst med ritualbogen og læste velsignelsen. Hun havde sagt den flere tusinde gange, kunne den i søvne, en dag kludrede hun i den, derefter hang hun fast ved bogen i frygt for at begå samme fejl.
Det kan være I er uenige, men jeg holder mere af tilstedeværelse med fejl end en fraværende optagethed af at undgå fejl.

Vi skal lave nogle flere fejl (du er godt i gang, må I gerne tænke om denne retfærdiggørelse af mig selv) men er det ikke rigtigt; frygten for at fejle dræber al glæde? Jeg synes, vi bør give hinanden en hel parkeringsplads til at fejle. Gud åbenbarede sig ikke på jorden for at lykønske os med vores fejlfrie præstation men for at tilgive os vores fejl.
Det er menneskeligt at fejle. Det skrev allerede Cicero. Jeg vil sige, at hvis vi ikke giver andre plads
til at lave fejl, gør vi det umuligt for dem at være menneske.
Og nu er det snart forår. Og som I har lært; forår er en øvelse i udødelighed (Thoreau), sig lige den sætning højt, og Vor Herre har indskrevet opstandelsens løfte, ikke kun i bøger, men på hvert eneste af forårets blade (Luther). Det bliver godt. Det kommer til at stikke af som Nørlund så smukt synger og en nat bliver det også sommer (Love Shop), og det hele får mig til at tænke på et digt af Strunge. Det handler så vidt jeg kan se om at åbne sig for livet ved at give slip på sig selv, (en passede øvelse her i foråret der bliver til sommer);
Du træder gennem søvnen og åbner en dør til solen, dér, ikke i dit eget lys, bærer du kroppen strømmet igennem af blod dér er du menneske nu og du går for at finde din tid.

Vi ses i foråret,
Karsten M. Hansen