Alle indlæg af Karsten Møller Hansen

Og de læste Norwegian Wood helt af dem selv

Det er noget af det bedste ved at være præst; at have konfirmander. At få lov til at være en lille del af deres unge liv, høre om deres tanker og drømme, se dem stråle en dag i maj. For mig smitter det at møde mennesker med så meget liv i sig og foran sig. Det er ikke sådan, at jeg misunder dem. Faktisk er jeg decideret lettet over ikke at være 15 år igen og skulle konfirmeres. For mig var det en svær tid, og billederne af mig selv med rød butterfly som passede til mine røde bumser i panden som passede til min konstante rødmen over at være i centrum til konfirmationen og ikke ane, hvordan jeg skulle være, om jeg skulle drikke colaen eller rødvinen, dem har jeg
smidt ud.
Og jo, sådan er de vel også.
Jeg spurgte dem; hvad drømmer du om? Svaret; en pizza med ananas.
Hvad tror du på? Og han tegnede en tegning af nogle absurd store bryster og en cociomælk (50 cl).
Hvad håber du på? Hun svarede slet ikke, hun sad bare i skjul og tog billeder af sig selv. Trutmund og et bedrøvet udtryk. I kender billedet ik!
Udover det, og deres generelt dårlige smag, og ja selvfølgelig også den kendsgerning at de er teenagere, og så det faktum, at jeg ofte tager mig til hovedet over mig selv og mine manglende undervisningsevner, synes jeg de unge mennesker kan en masse, og vil en masse. Hvordan skal det gå med vores ungdom? Det skal jeg fortælle jer; det bliver endnu bedre. De er ikke bare søde og positive. De er begavede og ansvarsfulde. De er behagelig at være omkring. De giver mere af dem selv. De tør også mere. De tør at sige, at de tror på Gud. Og de tør at sige det højt, hvis de ikke gør. Måske kunne jeg både trosbekendelsen og fadervor bedre end dem dengang, jeg kunne vist også mere bibelhistorie, men jeg fattede aldrig, at tro ikke
er viden om noget, men en åbenhed for livet, og det er den åbenhed de kom med.
Konfirmanderne kan en masse, men om de kan hele biblen udenad og synge med på samtlige salmer, så vil jeg bytte det hele for at de bare for et øjeblik lod deres længsel komme til syne og åbnede sig for det som er større end dem selv.
En længsel,- det er den, de kommer med.

Jeg tror, vi alle har en længsel i os, inde i os er der en eller anden dør, en dør ind til noget man ikke rigtig kan forklare, men som man ikke er i tvivl om man gik igennem, når man gør det.
En dør ind til en selv, en dør ind til Gud. Noget i den retning.
Følg lige med;
Det er noget over os, noget uden for os, noget i os.
Det som er i os, det er os, inde i os findes vi som dem vi er. Men det som er inde i os skal leve sammen med det som er uden for os. Det er det smukkeste, at leve sammen med andre. Men det er også det sværeste. For det som er uden for os, andre mennesker, skolen, arbejdet, sporten, familien, kommer til at bestemme meget af hvem vi er inde i. Når jeg ser på konfirmanderne ser jeg, at det uden for
dem næsten bestemmer dem helt. Hvem de er inde i, har ingen chance for at komme frem. De opløser sig selv for at være sammen med de andre som de tror andre vil have dem til at være. Man bliver på den måde kun et aftryk af sine omgivelser, og andre mennesker bliver kun nogle man sammenligner sig med, og det er her i den sammenligning, de får deres plads, som den urolige dreng, som den
skoletrætte pige, som nørden, som festtøsen, som 12 tals pigen, fodbolddrengen og den sjove. Det er som om, at den de er, bliver låst inde i en skattekiste som langsomt falder til bunds. Oppe på overfladen svømmer de så rundt som den rolle de er blevet tildelt og som de langsomt også føler de kun er. Man skulle så tro, at løsningen var, at de med al viljens kræft dykkede ned på bunden og hentede dem selv op. Men det tror jeg ikke man kan. I stedet tror jeg meget mere på, at man kan åbne sig op for det som er over en, det som er større end en. Måske kender i det som at blive forelsket. Pludseligt åbner alt sig ved et andet menneskes kærlighed.
Pludseligt med en anden i hånden dukker skattekisten op på overfladen og man åbner den som det letteste i verden. En film kan også gøre det, en bog, en underviser, en ven, en sang på 3 min og 41 sekunder. Og Gud. Man bliver fortalt på en ny måde. Og alt åbner sig. Nu vil man gerne give.
Det kræver altid en ting; at kunne modtage.
Alt godt er noget man modtager; kærligheden, venskab, troen.
Det lyder nemt, men det er i virkeligheden det sværeste i livet, at kunne modtage det som er noget andet end dig. Man kan ikke modtage noget, hvis man svømmer rundt på overfladen og kun holder øje med hvad de andre laver, og man kan heller ikke modtage noget, hvis man har så travlt med at dykke ned for at finde sig selv i
sin skattekiste, og det hjælper heller ikke at sætte sig foran skærmen, at skære i sig selv, at tabe sig, at bruge al sin tid på sport, at se youtube, at se hvad de andre gør, at købe nye sko, at hele tiden distrahere sig selv så meget, at man tror, man kan fortrænge ens længsel.
Jeg vil sige, at det er det, som er så smukt ved at have konfirmanderne, et øjeblik, lige dér, der dukker der et ungt menneske op, jeg vil mene, at det er det, de så gerne vil,- at det er deres længsel, at modtage, og jeg vil holde fast i, at det er det, som er
kirkens fineste opgave; at give dem et sted hvor det kan ske.
Et sted hvor man ikke skal noget, ikke evalueres, ikke sammenlignes, ikke præstere noget, hvor man er elsket som man er. Det er ordene til enhver konfirmation her i kirken, landet over, til hver eneste gang man kommer i kirke; du er elsket, som du er, du behøver ikke blive noget andet, og det er de ord, jeg håber, de har hørt, og det er netop de ord, som kan give dem mod til at åbne døren.
Et guddommeligt rum. En dør inde i dem selv. Hvor alt åbner sig. Hvor det som er større end dem, kan bryde ned gennem overfladen og hente det som de er op fra bunden. På bunden af natten. Er det ikke rigtigt Victoria? Her bliver livet smukt. Og her kan man møde andre mennesker, modtage, give, dele.

Konfirmander, på Tårnby kirkes vegne, tak for i år.
Må Gud være med jer.
Og må I vide at døren altid er åben for jer.

Kh Karsten

Fejlen er min

Til et bryllup for nogle år siden dukkede bruden op i verdens mest gennemsigtige brudekjole, med dyb nedskæring og virkeligt store bryster, hun var vist helt klar over opmærksomheden hun fik, det var vist meningen, man skulle se det hele, og det gjorde menigheden vist, me too. Jeg prøvede at holde tonen og lægge vægten på ordene og ikke på….men så knælede brudeparret ved alteret og jeg foldede hænderne lige foran dem, og kiggede som man jo gør, når man beder, ned, lige ned.
Det gik ok til vi nåede til giv os i dag vort daglige brød, det blev til i min mund, giv os i dag vort daglige bryst. Aldrig har min hvide præstekrave været skærm for så rødt et ansigt, og sjældent er jeg blevet grint så godt af, også af brudeparret.
Det var et godt bryllup.
Det var også et godt bryllup, dengang da bruden snublede og faldt ned i skødet på forloveren, med hovedet først, og det hvor brudgommen besvimede og vi måtte smide alterbuketvandet i hovedet på ham. Det var også en fremragende begravelse dengang afdødes bror var så fuld men stadig insisterede på at holde tale. Det var den sjoveste tale, jeg har hørt i en kirke. Alle endte rundt omkring kisten og vi drak gammel dansk og skålede for afdøde, og afdødes bror.
Fejl er godt. Ikke dem som ødelægger livet. Men alle de andre. Når Lars Von Trier laver film, har han et motto stående på sit arbejdsbord; husk og sjusk. Det kan jeg godt lide. Det minder om Jørgen Leths ord; det eneste perfekte er det uperfekte. Og om Murakami som et sted skriver; der findes ikke en perfekt sætning såvel som der ikke findes en perfekt fortvivlelse. En sætning som p6 beat radiovært Mikael Simpsons må have gjort til sit motto om aldrig at være forberedt. Et motto jeg mener, han har stjålet fra mig. Hvis alt går som vi har planlagt det, kommer vi aldrig til at sige noget nyt, så kommer jo kun det frem, vi i forvejen havde forberedt os på at sige. Nick Cave siger meget klogt et sted, at når han
virkelig forstår en sang, mister han interesse for den. Min gamle praktikpræst inde fra København var en virkelig god præst. Jeg skylder hende en stor tak. Jeg var meget betaget af, hvordan enhver
gudstjeneste forløb som den skulle. Jeg tænkte, det kommer jeg aldrig til at lære. Men jeg lærte så
også, hvordan hun planlagde alt ned til mindste detalje. Selv regibemærkninger så som velkommen og nu skal vi til dåben havde hun lært sig. Det skal bare køre, sagde hun. Vi må ikke lave fejl. Senere fortalte hun mig hvor stort et pres, hun synes det var med de kirkelige handlinger. Hun havde ikke længere en glæde ved dem. Og endte med at være træt af sit arbejde.
Kontrol er egentlig et forsøg på at frigive energi og glæde. Hvis man har så meget styr på tingene,
kan man bedre være fri i dem. Bilder man sig ind. Men kontrol avler ikke andet end mere kontrol.
Til sidst i hendes embede stod min praktikpræst med ritualbogen og læste velsignelsen. Hun havde sagt den flere tusinde gange, kunne den i søvne, en dag kludrede hun i den, derefter hang hun fast ved bogen i frygt for at begå samme fejl.
Det kan være I er uenige, men jeg holder mere af tilstedeværelse med fejl end en fraværende optagethed af at undgå fejl.

Vi skal lave nogle flere fejl (du er godt i gang, må I gerne tænke om denne retfærdiggørelse af mig selv) men er det ikke rigtigt; frygten for at fejle dræber al glæde? Jeg synes, vi bør give hinanden en hel parkeringsplads til at fejle. Gud åbenbarede sig ikke på jorden for at lykønske os med vores fejlfrie præstation men for at tilgive os vores fejl.
Det er menneskeligt at fejle. Det skrev allerede Cicero. Jeg vil sige, at hvis vi ikke giver andre plads
til at lave fejl, gør vi det umuligt for dem at være menneske.
Og nu er det snart forår. Og som I har lært; forår er en øvelse i udødelighed (Thoreau), sig lige den sætning højt, og Vor Herre har indskrevet opstandelsens løfte, ikke kun i bøger, men på hvert eneste af forårets blade (Luther). Det bliver godt. Det kommer til at stikke af som Nørlund så smukt synger og en nat bliver det også sommer (Love Shop), og det hele får mig til at tænke på et digt af Strunge. Det handler så vidt jeg kan se om at åbne sig for livet ved at give slip på sig selv, (en passede øvelse her i foråret der bliver til sommer);
Du træder gennem søvnen og åbner en dør til solen, dér, ikke i dit eget lys, bærer du kroppen strømmet igennem af blod dér er du menneske nu og du går for at finde din tid.

Vi ses i foråret,
Karsten M. Hansen

Vil jeg

Jul er længe siden. Og det er nytår også. Heldigvis. Jeg tror ikke på nytårsforsæt. Jeg tror ikke på viljen. Jeg ved godt, at vi siger, at man bare skal ville det nok, så sker det.
Det har vi lagt ud som det helt store mantra, de vise ord; man kan, hvad man vil,
man skal bare ville det nok. Så står der en vinder og siger netop det, og vi andre
sidder og beundres over vedkommendes stærke vilje. Se, det er rigtigt. Men hvad
med de andre flere hundrede som stillede op. De sagde det jo også. Ville de det ikke nok?

Måske sidder du også og tænker; nu skal det være. I år. Jeg vil bare fortælle dig, at der er mange ting, man ikke kan presse igennem, selvom man så gerne vil. Og det er din fred, hvis du indser det.

Det er den vestlige filosofis store diskussion, hvor fri er vores vilje? Og hvor sidder viljen? Det er en evig lang diskussion, men overordnet hænger vi stadig fast i den antikke forestilling, at viljen er vores bevidste evne til at handle i overensstemmelse med vores foregående analyse. Som var viljen en indre kraft, en evne til kontrol over egne evner. Modsat dyrene der handler ud fra instinkter og behov, handler vi ud fra fornuft. Det var Kant skrev; vores fornuftsbestemte vilje er vores handlende fornuft.

Jeg er slet ikke ude på at ophæve viljen, fornuften og valget. Erasmus havde ret; har vi ikke et valg, er der ikke muligheder for at sætte os ind på den ene ting frem for den anden, kan vi ikke gøres ansvarlige. Har vi ikke et valg, er vi ikke frie, og er vi ikke frie, kan vi ikke gøres ansvarlige. Spørgsmålet er bare, om vi har glemt den
anden side i diskussionen om den frie vilje; at den slet ikke er så fri, som vi tror. Den lutherske tanke, at vores vilje altid er på forhånd bundet, trælbundet, enten til Gud eller til djævlen, er den yderste markering af en ufri vilje. Det er tætvævet
determinisme; alt hvad der sker, er ikke noget, vi er herre over, den frie vilje er en
illusion, en ønsketænkning. Samme determinisme finder vi også i psykoanalysen; det er de indre drifter og konflikter som bestemmer vores handlinger og ikke vores fornuftige vilje. En anden determinisme er naturlovene, altså hele diskussionen om arv og miljø. Her afgøres hvem vi er heller ikke på af vi vil, men det som vi er blevet til uden at ville det. Kierkegaard hægtede sig på her, alt er givet, bestemt, men tilføjede så; vi har stadig en frihed, et frit valg, ikke til at vælge, hvem du skal være, men frihed som indsigt i nødvendigheden. Vi har et valg; vi kan vælge at være den, vi allerede er. Jævnfør Nietzsche; man skal elske sin skæbne.

Personligt ser jeg gode ting i en art mellemting mellem total fri vilje og trælbundet vilje. Man kalder det vist kompatibilisme. Det er sådan her; der er masser ting du selv kan gøre anderledes. Hvis din læge har sagt, at du bliver nødt til at træne din ryg, og dine kone siger det samme, og det gør din ryg også, så gør det. Vil du arbejde mindre, er det kun dig selv som ligesom kan gøre noget ved det. Vil du starte med at løbe, så løb. Vil du gøre noget for klimaet, gør det. Dit valg. Alle er startet et sted.
Man kan sagtens disciplinere sig selv. Ikke at du kommer til at ville det, have lyst til at træne, men du gør det, fordi der er noget andet du også gerne vil; have det
bedre. Hvis du kender en som elsker at træne, så startede vedkommende ganske
sandsynligt samme sted som dig; de gad ikke. Vores samfund opløses, hvis vi ikke har et ansvar for det. Vi har også et ansvar overfor os selv. Det er ikke
prædestineret, at man skal ryge. Det er ikke Gud, som har købt cigaretterne.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at mens der er mange af os, som godt kan tage
mere ansvar for vores liv, så er der flere som skal lade være med at tro, at de kan og skal alt. Vi overanstrenger det vi tror er vores vilje, og den knækker. Den knækker, og så sidder vi en dag og vil ingenting.

Vilje kommer af at ville. Vi mennesker vil altid noget. Viljen kommer ikke ind efter
nogle overvejelser. Den kommer ind før noget andet. Det var det Schopenhauer
påpegede. Vi er ikke først og fremmest fornuftige og viljen et resultat af hvor meget fornuft vi har, nej – det vi er, er det, vi vil. Det er viljen som kommer først. Det er den som fører os frem, ikke fornuften. I os ligger den irrationelle vilde vilje. Viljen til livet.
Det er viljen, som gør, at vi vil noget. Bagefter kan de fornuftige overvejelser
begynde. Bagefter kan vi kontrollere vores villen, vi kan disciplinere os selv, vi kan
rationalisere og hylde vores fornuft, det er vel også det, vi omtrent kalder kultur.
Men bag ligger viljen stadig, den er vores energi, den fører os frem, viljen til liv, har du været nede og ligge, og har du rejst dig igen, var det ikke din viljesbeslutning, der gjorde det, men livet i dig som ville mere. Bilder du dig ind, at det var din viljesbeslutning, så er du allerede igen i gang med at overanstrenge dig. Viljen til livet må vi ikke bryde, den må vi ikke overkontrollere, tage patent på. Viljen til livet skal vi prøve at lade komme til os, også når den viser sig vred, vild, og alt for meget.

Om det bliver et godt år vi er i gang med, kan du selv gøre noget ved, men mest kan du måske turde lade livet og viljen til det strømme igennem dig uden at kæmpe for at kontrollere det, at turde lade livet føre dig afsted, at overgive dig til det, du vil, er at have tillid til Gud. Gud har givet os livet. Selvfølgelig er det noget godt i vente. Det vil han os. Det ligger dybt i dig.

Karsten Møller Hansen