Alle indlæg af Karsten Møller Hansen

Allehelgen. Det er dig.

Stop alle kirkeklokker, tænd solen, tryk på repeat
Skæve atomer fylder mit vand, gæster fra flyvende skyer,
de kom fra de dødes land, henlagt til de lysende byer,
På stierne udenfor faldt der sten ned, træer og rosenrøde blade
Foran gravstenen, der hvor de blev gravet ned
men de er ikke der, de er lige der, hvor du er,
også i det her øjeblik, er det ikke rigtigt?

Vi så jer engang. Der så ikke ud til at der var liv i jer. I kunne næsten ikke
sige noget. Det var en af de dage men beder til ikke kommer. Det så ud til,
at livet var blevet taget fra jer. Men I er her endnu. I lever stadig. Det lyser
stadig i jer, måske langt væk, måske kun i et lillebitte glimt.
Jeg er ret sikker på, at der er dage, hvor I vil sige; Nej, der er intet liv i mig,
hvor I bare vil blive liggende, aldrig vågne, aldrig igen vågne op til
visheden om, I skal ikke så ham eller hende i live igen. Hvor I bare vil
forsvinde, til der hvor han er, eller til der hvor hun er. Det må I godt, blive
liggende. Hvis nogen fortæller jer, at nu må I snart komme videre, så bed
dem pænt om at holde kæft. Hvis nogen siger, at der er mange andre fisk
i vandet, så sig I ikke fisker. Tro ikke på sorgfaser og 4 led til at komme
over døden.
Min farfar sagde altid; Livet skal jo gå videre. Det lød som en remse han
ikke selv troede på. Det havde været bedre, om han havde blevet
siddende i sofaen til livet selv kom tilbage til ham i stedet for at presse sig
selv ud i det.

Dem I kender mener det nok godt. Selvfølgelig. De vil bare have jer
tilbage til livet for de elsker jer. Fortæl dem, det håber I også I kommer,
men at I venter på at livet bringer jer tilbage til livet.
Det bliver ofte sagt, at den som tror på Gud må have det nemmere med
døden. Det kan jeg ikke se. Jeg tror ikke Gud er en trøst og jeg tror ikke
kirken kan trøste jer. Der står ingen steder noget om at Jesus trøstede
nogen. Trøst er rart, men også misforstået, for den ændrer ikke noget.
Det gør vores klogskabstanker heller ikke. Vi kan finde på at sige, at det
var godt, hun fik fred, at det er den vej, vi alle skal, at hun havde haft et
godt liv. Vi prøver vel at skabe en form for mening med vores tab, at stille
det op så det giver mening.
Jeg forstår alle ordene. Jeg kan også finde på at sige dem, men livet kan
ikke forstås gennem klogskabstanker. Livet er altid større end det, vi kan
tænke om det. Der er ikke nogen mening med døden. Det vil være
meningsløst at sige der er. Vi kan stille det op på alle måder, men vi
sidder stadig tilbage og savner. Det kan selv den stærkeste tro på Gud
ikke ændre.
I ved det godt. Man kan ikke gå tilbage. Vi kommer aldrig over det. Man
kommer kun over det, man er ligeglade med.
Jeg er bange for at det her er livet. Verden som pludseligt bryder
sammen. Alt synker. Alt er intet.
Kristendom er at forstå at livet ikke skal ses i dets livsbaner. Livet er ikke
godt, fordi vi levede det godt, og nu ondt fordi det blev ondt. Livet er godt
i sig selv. Den I elskede havde et liv som var lige så godt som jeres. De var
en del af livet med jer. Blev det kort. Blev det langt. Det blev sammen
med jer og det var liv.
Kristendommen er hverken at man med Gud finder mening, hvor der
ingen er eller med Gud passivt at vente på at han tager os hjem.
Kristendom er når alt bliver til intet at håbe at intet også kan blive til alt.

Kristendom er at kunne leve i en verden, hvor vi mister dem vi elsker.
Kristendom er opstandelse. Engang, men først og fremmest nu. Hver dag
er en opstandelse. En opstand imod døden.
Det er snart Allehelgen. Vi håber I kommer forbi. Ikke for at mindes. At
mindes er at blive i fortiden. Troen og håbet er altid for fremtiden. Og det
er dem, vi har mistet, som kommer til at hjælpe os, for den kærlighed, de
gav os, og den vi gav dem, den som nu holder os lukket fast om os selv og
i vores savn, – fordi vi ikke kan give den tilbage, – den vil forhåbentlig en
dag fylde så meget, at vi bliver nødt til at finde nogen at give den til.
Den kærlighed vi har, den Gud gav os, den kærlighed vi har til dem, vi har
mistet, skal vi give videre, – kun sådan hører kærligheden aldrig op. Den
kærlighed vi har fået, er den vi skal give videre, og sådan tager vi de døde
med ind i livet igen. Og derfor skal vi aldrig komme videre, men holde fast
og tage med.
Hold jer i live.
Hold fast i håbet Tårnby.
Det er jo stadig os som skal danse,
det er tiden som skal standse,
tag vores tanker,
lige når de banker
flyv dem fra Kastrup Lufthavn,
til sorgens violette afsavn
det er morgenlyset som river os afsted,
elsk videre

Godt og ondt

I uge 43, mandag den 22-søndag den 28 okt., slår vi os sammen med Korsvejens Kirke og Kastrup Kirke for
at holde, hvad vi som overskrift kalder en Godt og Ondt Festival. Planen er forsøge at se om vi ikke får
noget godt ud af at slå vores evner sammen og komme tæt på en forståelse af det gode og det onde.
Nu er der skel og grænser alle steder. Ethvert hus har brug for en væg ellers er det ikke et hus. Et land har
også brug for en grænse ellers er det grænseløst og ikke et land. Så kan man altid diskutere om hvor tyk
den mur skal være og hvem der må gå over grænsen. Men at der skal være sognegrænser ved Amager
Landevej og Kastrupvej er vel praktisk på papiret men i praksis er det begrænsende uden at behøve at være
det. Der er mange kirker i Danmark men kun en folkekirke. De fleste mennesker har en kirke de særlig godt
kan lide. Her kom deres farmor. Her er deres forældre gift. Her er de selv døbt. Her er den præst de bedst
kan lide. Disse forankringer er slet ikke uvæsentlige. Men over enhver kirke er evangeliet, og det er det
samme evangelie som ligger på alterbordet i Kastrup, Tårnby og Korsvejens Kirke, så vi håber, du vil være
med, hvilken kirke du end plejer at komme i.
Teodice-problemet hedder det, retfærdiggørelsen af Gud; hvordan kan noget ondt findes, når Gud er god
og almægtig.
Irenaus fra Lyon mente, at det onde var et redskab for Gud til at træne mennesket til at blive godt.
Den græske filosof Epikur formulerede problemet sådan her;
Enten vil Gud afskaffe det onde og kan ikke, eller han kan, men vil ikke, eller han hverken vil eller kan, eller
han både vil og kan. Hvis han vil, men ikke kan, er han svag, og det kan man ikke sige om Gud. Hvis han kan,
men ikke vil, er Gud ond, hvilket Gud ikke kan være for så er Gud ikke Gud. Hvis han hverken kan eller vil, er
han både svag og ond og derfor ikke Gud. Hvis han både vil og kan, hvilket er det eneste rigtige for Gud,
hvor kommer så det onde fra, og hvorfor afskaffer han det ikke?
Hvor kommer det onde fra?
Gnostikerne mente det onde var en dæmon.
Augustin mente, at det onde kom fra mennesket selv, fordi mennesket havde tilsluttet sig den faldne engel
Satan.
Karl Barth mente, at Gud hverken havde skabt ondskaben som et redskab eller som en frister som Satan.
Det onde er ikke en person, men mennesket vælger det onde, når det vender sig bort fra Gud, og vælger
intetheden.
Kan I huske Job fra det Gamle Testamente; han prøvede at finde en rationel forklaring på det onde, men
fandt ingen.
Paulus forstod det som at det onde har taget magten i menneskets liv, det eneste vi kan er at tro på Guds
tilgivelse, selv kan vi ikke gøre noget. I husker vel ordene; det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det
onde som jeg ikke vil, det gør jeg. Hvilket vil sige; der er intet andet at gøre at håbe at Gud vil gøre det.
Senere er det omtrent det samme Luther mener, mennesket er indkroget i sig selv, det vil selv, sig selv, og
når først den djævelske hest rider afsted med dig, kan kun Gud redde dig.

En mere psykologisk analyse af det onde vil sige, at det onde er det som holder dig fanget og gør at du ikke
kan komme fri. Det onde bliver til. Det er ikke. Det bliver til. Når det gode ikke bliver mødt. Og det bliver til
som det som ikke kunne være anderledes. Man var tvunget til det. Ingen gør ondt vidende, at det er ondt.
Selv det ondeste gøres fordi man mener man er tvunget til det, fordi man forsøger at gøre noget godt for
noget andet. Ingen går i krig for at gøre ondt alene, men for at gøre godt for nogen ved at gøre ondt mod
andre.
I dag tror jeg man kan sige, at det onde nærmest er afskaffet, i hvert fald afskaffet for den som taler om det
onde. Den som taler om det onde taler nemlig om det, som noget de ikke er selv. Det onde findes udenfor
os, i biologien når vi bliver syge, i det tilfældige når vi rammes af ulykker, i naturen når den vælter over os, i
retssalen når dommen skal falde og i de andre, når de vil noget andet end os. I dag er det onde de andre og
det andet. Men spørgsmålet er om det er sandt, om ikke vi ved at se det onde som noget, vi ikke er, giver
det meget mere magt til at tage livet af det gode.
Vi håber med Godt og Ondt Festivalen at komme rundt om det som er godt og det som er ondt. For at få
mest af det første.
Se programmet på både Korsvejens Kirke, Kastrup Kirke og Tårnby Kirkes hjemmeside. Der vil være flere
foredrag, der vil være koncert, og det hele vil slutte med en fælles gudstjeneste. Hvis der er en ting som må
være godt, må det være sammen med andre at prøve at finde ud af, hvad der er godt.

På kirkernes vegne,
Karsten M. Hansen