Alle indlæg af Karsten Møller Hansen

Det er en pæn kirke

Det er en pæn kirke, vi har, Tårnby Kirke, men du behøver hverken i sind eller handling at være pæn for at komme ind.

Før jeg blev præst, gik jeg en del i kirke. Jeg kom oftest hos en præst, som nu ikke længere er præst. Det var i min daværende sognekirke i den pæne del af København. Han havde det med at falde ind og helt udenfor, hvad man normalt forestiller sig en præst skal være. Nogle gange sagde han ikke så meget, så lod han bare salmerne blive sunget og læsninger læses. Andre gange forkyndte han med mange ord. Han kunne både nævne sit ynglingshold Liverpool og filosoffen Levinas i samme sætning. Han kunne bande og svovle og han kunne citere Rilke på det smukkeste tysk, alt indenfor samme bibelske udlægning. Der var mange, som ikke kunne lide ham. Selv var jeg ofte uenig med ham, men jeg elskede hans gudstjenester, specielt når jeg var uenig.

Der sad altid nogle hattedamer og et par mænd med en medbragt bibel nede bag i og så meget forargede ud. Jeg ved ikke, hvorfor de sad der, hvis de nu hele tiden blev forargede. Han havde 3 glimrende kolleger, de kunne have gået til og to andre kirker længere nede ad gaden. Præsten er ikke lig med kirken. Kirken er ikke lig med kristendommen. Og kristendommen er ikke lig med Gud. Han tillod sig også at være morsom. Der måtte godt grines i kirken. Han hentydede til at Jesus aldrig sagde noget om, at der ikke måtte grines og Gud havde vel humor, siden han havde skabt os. De rystede på hovedet og mente ikke at han hørte hjemme i en kirke. En dag fra prædikestolen kom han med denne skønne sætning; det er en mærkelig form for kristentro at mene at andre ikke er kristelige nok, der er vel ikke noget mere ukristeligt end se sig selv mere kristelig end andre.

I alt hvad han lavede var der lidenskab og alt han gik op i var tro, og så var han autentisk, han var sig selv. Han rykkede ved kirkeforestillingen, fordi han altid lod forstå, at over kirken findes troen. Det var så Kierkegaards som det kunne være, han som ikke kunne fordrage, at vi tog vores egen moral med ind i kirken og den samme med ud.

Kirken er ikke et opdragelsesorgan. Siden middelalderen er der nok sendt mange børn hen i kirke for at lære om god opdragelse. Når forældrene ikke kunne mere, og mente at samfundets institutioner havde svigtet, var det kirken som skulle opdrage; sid stille, tag huen af, tal pænt, opfør dig ordentligt, bed en bøn, ær din fader, vær en god borger.

Det er gode ting at kunne, og blive, og man kan sagtens argumentere for at vores samfund har brug for mere af det, men det har ikke meget med kristentro at gøre og det er heller ikke kirkens primære opgave at opdrage folket. Vi er nok en folkekirke, støttet af staten, men vi er ikke statens tjener.

At tro på Gud er ikke en dyd og det handler ikke om dyder.

Man skal vel passe på, at man ikke forveksler god tone, takt og opdragelse med kristendom. Det er ikke fordi, kirken skal det modsatte, opføre sig dårligt, men kirken er ikke en søndagsskole, det handler ikke om moral. Der er ikke noget korrekt over troen og der er ikke noget pænt at sige om den. Den handler om frelse, om tilgivelse. Tro handler om liv, om troen på mere liv, hvis pænheden og korrektheden hindrer denne livsudfoldelse, så må troen bryde igennem.

Man taler ofte om kristne værdier. Dem er jeg med på. Men kristendom er ikke lig med værdier. Kristendom er ikke kun en måde at indrette et samfund på. Det er noget mere. Tro er ikke en værdi. Den har ikke en værdi for samfundet. Det er det enkelte menneskes forhold til Gud, og det forhold kan et samfund ikke værdisætte, selv kirken kan ikke værdisætte det, det overstiger alt fælles, alt det vi kan stille op.

Samfundet som retter os ind med kirken. Sådan noget med for meget pænhed og hvad er korrekt og dydigt. Min gamle præst var altid ligeglad med form, den skulle man bare bruge og tilpasse til indholdet og dem som skulle høre det, og så ville han have sat en tyk streg under Lindhardts ord; evangeliet er for syndere, og han ville have nævnt Desmond Tutus ord; for meget kirke, for lidt tro, måske også lidt Nietzsche; ingen er tættere på Gud end djævlen.

Jeg synes ikke, vi har for meget kirke i Danmark, slet ikke, vi må gerne have mere, bare vi ikke får en kirke som går mere op i pænhed og korrekthed end det levede liv med alt hvad det indeholder.

Ordene er mine egne, ikke nødvendigvis kirkens, og ikke mere kristelige end dine.

Karsten M. Hansen

Et forsvarsskrift

Hvordan får man folk i kirke et globaliseret, sekulariseret, individualiseret samfund? Sådan lyder underteksten til mange af de foredrag, jeg bliver indbudt til. Jeg bliver helt træt bare ved titlen. For 8 år siden begyndte jeg på pastoralseminariet. Det første fag blevet indledt med; hvordan bygger man en menighed op? De to spørgsmål er omtrent det samme spørgsmål, de har i hvert fald det samme udgangspunkt; folk kommer ikke i kirke, hvordan får vi dem i kirke?

Siden jeg blev præst, og sikkert også da mine kolleger blev og dem før dem, har det været noget, der er blevet talt og skrevet om. Man kan vel se det om søndagen og man kan se det i statistikken. Der er en del ledige pladser og medlemsprocenten er nedadgående, og det har den været i lang tid, lige så stille år for år tikker den et hak ned imod det punkt, hvor det ikke længere er folkets kirke.

Umiddelbart er der to muligheder: enten siger vi som den gamle landsbykirke på Lolland, hvor ingen kommer, folk er dumme, de ved ikke, hvad de går glip af, vi synger bare videre og lader Jesus genopstå igen, så kan de tage i Silvan i Nykøbing, eller også, og kløften er meget dyb, siger vi, vi må gøre noget, og det prøver vi så og forsøger at gøre os konkurrencedygtige i tiden, som den moderne og aktivistiske nykirke på Herningegnen. Vi skal have pr folk i folkekirken, fordi samtlige indslag omkring folkekirken, skrevne eller viste, er negative indslag.

Vi har fået et nyt logo. Se det på nettet. Vi er på nettet. Der er præster på facadebogen. For at have kontakt med folk. For at synliggøre os. Vi holder gudstjenester om aftenen, så folket kan sove længe eller tage til biking om søndagen. Vi serverer en gang pasta med kødsovs, så folk slipper for at lave mad, og der skal altid være en kop kaffe og en billig småkage, og til vores arrangementer skal der være en god frokost, for det samler folk, der skal være gospel, for det kan folk lide, og vi skal noget med børn, for så kommer bedsteforældrene med og vupti så har vi mange i kirke.

Jeg står vel selv i stampe i den dybe kløft. Dog også nogle gange på den første bred og andre gange på den anden. Det veksler, men det er ikke det, jeg vil sige, for så er jeg i gang med at forsvare mig igen, og det gider jeg ikke, men det er det, kirken bliver lokket til at gøre. Hvilken bred den end står på, står den klar til at forsvare sig. Den forstår sig som fremtidig undergang. Den tager det, den tror, folk tror om den, med ind i sin egen selvforståelse, og så bliver det hele så akavet, så desperat, i kirkedøren, tusind tak fordi du kom, et andet sted, folk siger kirken er kedelig, jeg ved det godt, men nu skal vi lave noget sjovt.

Nu kunne I være ligeglade med, hvordan kirken ser ud, hvis man går rundt i sort kjole, men det smitter. En dag, måske er den allerede kommet, føler I, at I skal forsvare jer overfor dem, I kender, fordi I har lyst til at gå i kirke. Globalisering og sekularisering. Sikkert. Prøv nogle nye ord. Individualisering. Den siger sig selv. Mangel på ånd. Den tager vi en anden gang. Dalende medlemstal. Jep. Ledige pladser om søndagen. Har der ikke altid været sådan. Var der ikke bare noget, der hed kirketvang.

Men tag og vend den om. Lad os ikke kæmpe for at komme op på bredden. Lad os stå der allerede. Tag en almindelig uge i Tårnby Kirke eller en anden kirke. 7-8 bisættelser/begravelser. Dåbsgudstjeneste om lørdagen. Søndagshøjmesse med dåb. Konfirmandgudstjeneste torsdag aften. Aftengudstjeneste. Ældregudstjeneste onsdag. Netværksgruppe og mødested. Hele sommeren 5-6 vielser hver lørdag. Konfirmander og minikonfirmander i kirken. Babysalmesang. Flere hold. I henhold til statistikken går der vel et sted mellem 1000 og 2000 mennesker hver uge gennem døren til Tårnby Kirke. Det er mere end Kastrup Boldklub og AB Tårnby kan samle til sammen ovre på stadion.

Når et menneske på 78 dør, kan man ofte høre, at der manglede nogle år. Man kan vel også vende den om og sige der var 78. Det kan man også sige om kirken. Trods det der bliver sagt, trods tidens tendenser og den åbenbart evige religionsforskrækkelse, ligger den der endnu og folk kommer her stadig. Folk har dømt kirken død så mange gange, at vi selv tror, vi er døde, men 20 ud af 23 i Tårnby bliver konfirmeret, 8 ud af 10 forældrepar vil have deres barn døbt og kæresterne spørger stadig pænt om de kan få lov til at blive viet, og snart er det juleaften og vi kunne fylde kirken 8 gange. Sådan er det ikke hver søndag men kirken er ikke lig med søndag og ingen burde forsvare, at de tror på Gud og har tænkt sig at gå i kirke.

Mit forsvarsskrift, for ikke at skulle forsvare mig,

Karsten M. Hansen

På den melankolske bakke

Jeg har altid været mest interesseret i det der går i stykker. Der er vel ikke noget smukkere end det, der ikke kan blive til noget. Det er det eneste, man ikke kan blive berøvet. Evigt ejes kun det tabte.

Det værste er det glade. Det bedste er det triste. På den bakke kan man kun trille ned. Det er lidt ligesom med film. Det er næsten umuligt at lave en god kærligheds film. De bliver så hurtigt så banale, så endimensionelle. Det bliver så lyserødt. Det er derfor de fleste kærligheds film bliver fremført som komedier. Filmen kan ikke vise kærligheden frem uden at man også skal grine af den.

Har I nogensinde set en god kærligheds film? Nok ikke, og dog, det er lidt ligesom forsangeren fra Depeche Mode engang udtalte, da intervieweren spurgte til, hvorfor de altid kredsede om synd og skam, det gør vi kun for at nå kærligheden. Enhver sang er en kærligheds sang. Det kan bare være svært at nå derhen. Der er mange omveje og ting man skal gå igennem. De fleste film er også film om kærlighed. Det er bare ofte, at kærligheden ikke kan komme frem, den må beskrives negativt, man ser den i dens modsætning, og hvis den viser sig, viser den sig i tabet.

Alle sange og film jeg kan lide er sorte, men det er ikke det sorte, jeg vil have, det er bare sådan, at man kun kan se lyset i mørket. Som I kan høre har den her sommer været for meget for mig. Det har været for varmt og solen har skinnet for meget. Skal vi ikke snart have lidt regn og blæst og mørke. Det er det bedste, efter så mange dage med mørke, man helt har glemt at solen findes, og så en dag er den der, og man holder fast i den, som man aldrig holdt fast i den, da den var der hele tiden.

Vi har haft nogle virkelig gode søndage med Kierkegaard. Det har været en stor fornøjelse. Vi har dog kredset om det, man vil kalde det negative. Vi har diskuteret fortvivlelse og angst og synd. Det har vi gjort, fordi det fylder meget hos os, men det har også fyldt meget hos Kierkegaard og dog er det sådan, at han nok har skrevet så præcist og dybt om angsten, men det var egentlig ikke angsten han ville frem til eller interesserede sig for men troen og kærligheden.

Man kan måske sige at kærligheden kun eksisterer i randen, at man skal gennem det negative for at nå det positive, men så er det i hvert fald sådan, at det er det positive, som har bestemt det negative, man starter med. Kærligheden er der på forhånd, men man når først hen til den til sidst.

Det er som evangelierne. Jesus kom af kærlighed. Han kom, fordi der ikke var kærlighed og den mangel korsfæstede ham. Han måtte dø for at genopstå. Evangeliet vil hen til påskemorgen, men der er både skærtorsdag og langfredag før.

Jeg tænker, at vi nu er kommet til kærligheden. Kierkegaard kredser hele tiden om den og vil have os derhen og han har skrevet en bog; Kærlighedens Gerninger. Den skal vi se på.

Jeg er også parat. Det er jo snart efterår.

Karsten