Alle indlæg af Mads Gravers Nielsen

Jul!

Som en stadig tilbagevendende fest er julen nok den højtid, der engagerer de fleste mennesker. Selvom kirken har 3 store højtider, er det som om, at mange glemmer de 2 og det til trods for, at de hænger sammen. Uden jul ingen påske – uden påske ingen pinse – uden pinse ingen kristen kirke.

Man kan undres over, at kun den første af kirkens store fester har fundet grobund hos så mange mennesker, medens følgefesterne ikke har fået den sammen tilslutning, selvom de begge er basis for, at der findes en kristen kirke overalt på jorden.

Det kan måske hænge sammen med, at den verdslige del af samfundet har fundet ud af kommercielt at udnytte julen ved at opfordrer til at købe nisser, pynte med granguirlander, give mange gaver m.m. Ind imellem fristes der ligeledes med kirkelige symboler som engle, julekrybber m.m.

Det må ikke opfattes, som om jeg er modstander af at pynte til jul og ikke kan lide nisser og julepynt, men meget af det hører bare ikke hjemme i kirkelige sammenhænge.

Der er dog forsøgt også at gøre påsken kommerciel ved at knytte til ved verdslige traditioner, som f.eks. påskeharer, påskeæg, og ved at spise lam, som er at indføje en kirkelig tradition i al påskefestivitassen.

En tidligere biskop har forsøgt at markere pinsen ved at udnævne en fisk til at være pinsens fisk, som man så spiser til pinse. Ikke en tradition, som har haft den største succes.

Det er nu adventstid. Med en adventskrans med fire lys – et lys pr. søndag – forbereder vi os på julen. Uden tanken for, at det er Kristi fødselsdag, vi forbereder os på at fejre. Det er en smuk og god tradition. Lad os beholde alle de gode juletraditioner, men lad os ikke glemme, hvorfor vi fejrer jul.

Lad ikke gaveræset og de store økonomiske krav, juletraditionerne stiller til os, dræbe den gode tradition, at julen er hjerternes fest, hvilket betyder, at vi i juletid giver os tid til at være der for hinanden – noget, vi skulle dyrke hele året og ikke kun i julen. Uden at lade økonomien bestemme.

Glædelig Jul!

Andreas Woller

Kalenderen viser, at det snart er efterår

Den 22.september holder kirken Høstgudstjeneste. Det betyder, at vi snart begynder på efteråret. Vi har haft den varmeste sommer i mands minde og nu kan vi så håbe på ”Indian sommer” i september, selvom haverne i den grad mangler vand.
Det er som om, at de fleste regnbyger går uden om Amager.
Lidt regn vil få træer og blomster til endnu et stykke tid at bevare den friske grønne farve. Men derefter kommer så efterårets farvepragt, hvor træernes blade viser et sand farveflor til glæde for mange.

Ja, på en eller anden måde er det næsten den smukkeste årstid – farvemæssigt.
Ligesom kalenderen snart viser efterår og senere vinter, sådan kan et menneskeliv også deles op. Når man – som jeg – kan se tilbage på mere end 40 års præstegerning, deraf de godt 32 her i Tårnby sogn, kan det ikke undgås, at man føler sig i sit livs efterår, vel sær fordi man i marts næste år fylder 70 og så forlanges det, at man går på pension med udgangen af den måned, hvor man fylder 70.
Det kan ikke undgås, at man synes, at det er lidt uretfærdigt, at man – som kun gælder få tjenestemænd – skal gå på pension, når ens dåbsattest viser, at man er 70 år. Og det gælder uanset ens helbred.

Nu skal denne artikel ikke være en ”jammerkommode”, thi det kan også have sin fordel, at man er åndsfrisk og derfor bliver bedre i stand til at dyrke de interesser, som man har forsømt lidt i sin præstetid, fordi arbejdet dér altid kom i første række.
Som det for mange ikke længere er tilfældet, har jeg altid betragtet præstegerningen som et kald. Der betyder, at man hele sit liv skal forkynde Kristus som opstanden og vor eneste vej til frelse. Om det er lykkedes for mig, er dybest set en sag mellem Gud og undertegnede, men det er min bøn, at det er lykkes for mig.

Læserne ønskes et velsignet efterår, hvor man nyder naturens farvepragt.

Andreas Woller

Et Tilbageblik:

En gang imellem kan det være på sin plads at tænke tilbage over sit liv. Har man nået det man ville? eller synes man, at alt for meget gik ikke, som man have ventet?

Den 13.maj 2013 havde jeg været præst i 40 år, hvoraf de 32 har været her i Tårnby Sogn. Jeg blev ordineret i Københavns Domkirke den 10.maj 1973 og indsat som residerende kapellan ved Korsvejskirken den dag, at kirken blev indviet, altså den 13.maj 1973.

40 år synes lang tid og det har da også betydet, at det at være præst er en livsstil – det, man i ”gamle” dage kaldte et kald. Siden jeg i 1961 begyndte på studenterkursus som klassisk sproglig, har det været mit mål at blive præst, og den 21.december 1972 blev jeg cand. theol. fra Københavns Universitet.

Nu skal dette ikke være en levnedsbeskrivelse, som næppe vil interessere mange, men være en refleksion over de 40 år, som nu er gået.

Beslutningen om at blive præst har sin grund i, at jeg er overbevidst om, at det at tro på en Gud og stole på Ham er livsnødvendig, hvis vort menneskeliv skal have indhold og mening. Den erkendelse, føler jeg, er min livsopgave at give videre til hjælp og trøst for mennesker, der har svært ved at takle livet.

Det er – for mig at se – en nødvendighed at have nogen at henvende sig til og søge støtte og hjælp fra, når livet arter sig på en måde, som vi ikke evner at klare alene.

Jeg har – i de år, jeg har været præst – efter bedste evne søgt at forkynde Kristus opstanden og dermed også Syndernes forladelse, idet vi gennem Jesu død og opstandelse har fået del i hans sejr over døden og børnekår hos Gud, idet Jesus evnede det, vi ikke kunne, at forlige os med Gud og derved få tilgivelse for, hvad vi har forbrudt i vores liv.

Når jeg altså ser tilbage på 40 år, så føler jeg, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at leve op til det krav, som valget af at blive præst stiller en over for.

Om jeg har levet op til kravene ved kun Gud og det er dybest set en sag mellem Ham og mig. Tilbage er bøn om, at jeg også det sidste år, jeg virker som præst her i Tårnby, må være til gavn og glæde for Tårnby Sogn. Dertil hjælpe mig Gud.

Andreas Woller