Alle indlæg af Poul Anders Lyngberg-Larsen

Lidt musik i påsketiden

Lidt musik i påsketiden

(Tiden mellem påske og pinse)

https://youtu.be/bsH538zvFxA

Jeg spiller her (klik på ovenstående link) Johann Andreas Taschenbachs orgelkoral over melodien til Brorsons “Du er, opstandne Sejershelt”.

Salmen, der er en oversættelse fra tysk af en salme af Just Henning Böhmer (trykt 1705), står i salmebogen i en version på syv vers af originalens 14.

Jeg gengiver her nogle vers fra salmen fra “Troens rare Klenodie” (1739) med den originale ortografi: (Bemærk i øvrigt, at hverken Böhmer på tysk eller Brorson på dansk bruger stort begyndelsesbogstav i navneord.)

1. Du est, opstandne seyers helt,
Opstandelsen og livet,
Som fører fred fra gravens telt,
Og har dig selv os givet,
Før varst du død
I gravens skiød,
Nu har du, seyers kiempe,
Dog døden vidst at dæmpe.

2. Du var i vredens baand og bast
Og dødens haarde krige,
Du stridde til dit hierte brast
For hele verdens rige,
Nu er jeg fri
Fra slaverie,
Som før mig havde fangen,
Imens du est undgangen.

3. Nu bryder solen deylig ud
Igiennem alle vinde,
Der, som det syntes, før gik ud,
Og lod sin straale svinde,
Nu staaer du glad
Ved dødens rad
Og har ham overvunden,
Ja traadt ham ned i grunden.

Det er først i den nyeste danske salmebog, at salmen er kommet til at stå under ”Jesu opstandelse”, dvs. påske. I den tidligere (fra 1953) stod den i afsnittet ”Kamp”, sikkert fordi den jo også handler om det ”i os selv”, som lader sig aflede af forskellige ting i denne verden, så vi ikke kommer til at leve, som det var meningen, jf. Böhmers og Brorsons vers 11:

11. Den lyst-pragt-penge-syge aand
Os alt tilbage rykker,
Den pharisæisk hykle-haand
For graven seglet trykker,
Hvo velter af
Fra denne grav
Den svare steen og hinder,
Som jeg i veyen finder.

”Den lyst-pragt-penge-syge aand” er et noget mere originalt udtryk end det tilsvarende i Böhmers salme ”Die wohllust, sorge, neid und geld”. Stenen, der var sat for graven, bliver metafor for de førnævnte ting i verden, der afleder mig fra det egentlge. I det hele taget opererer salmen så meget på grænsen mellem det dennesidige og det hinsidige, at jeg ikke altid er sikker på, hvor vi er, men det er nok, fordi vi er begge steder; jvf. begyndelsen af sidste vers, som Brorson har oversat meget direkte fra Böhmers ””Ach! lass das rechte auferstehn/auch uns in uns erfahren””:

14. Lad, hvad det er, ret at opstaae,
Os i os selv erfare,
Ved Aanden ud af graven gaae
Og denne skat bevare,
Det dyre pant,
Som du saa grandt
Til seyren os har givet,
Saa gaae vi ind til livet.

Melodien ”Was Gott tut, das ist wohlgetan” [Hvad Gud gør, er vel gjort] anføres af Brorson selv i førstetrykket, og jeg synes, at den passer overordentlig godt til teksten, faktisk bedre end til ”Was Gott tut..”, som er en salme om forsynet i almindelighed, og Taschenbachs orgelkoral tolker efter min mening meget fint det glædelige følelsesindhold.