Menu Luk

Barnet der aldrig voksede op

At vente som et lille barn
Børn er verdensmestre i forventningens glæde. Min søn er lige fyldt år, og nedtællingen til hans
fødselsdag varede ikke bare dage, men uger. Han tænkte på hvordan dagen mon ville være, og
hvordan det ville være at blive et år ældre. Han spekulerede på om hans venner glædede sig ligeså
meget til at komme med i trampolinparken, som han selv. Og han glædede sig naturligvis til at
åbne gaverne. Han ventede og glædede sig, og da dagen endelig kom, så havde forventningen om
hans fødselsdag allerede bragt ham en masse godt.
I december venter og venter vi på en anden fødselsdag, som børn og barnlige sjæle over hele
jorden glæder sig til. Juleaften er som bekendt Jesu fødselsdag. I ugerne frem til juleaften
markeres ventetiden med adventslys, der tændes ét for ét. For hvert lys, der brænder, bliver
forventningen større og stærkere. Vi voksne glæder os også, i glimt som børn!

Barnet, der aldrig voksede op
Astrid Lindgren fyldte også år i november. Med sine fortællinger om Emil, Pippi og Brødrene
Løvehjerte er hun kendt for at forstå børn bedre end nogen anden. Hendes historier inviterer os
ind i børnenes rige.
Hun skrev om Pippi, der vendte alting på hovedet, og ikke var bange for at revse de voksne og alle
deres regler og logik. Pippi gav os krummelurpiller, så vi aldrig behøver at blive ”stur”, men kan
forblive barnlige og fyldt med fantasi. Børn har ganske vist ikke magt og position i verden og er
afhængige af voksne. Men den tillid, som børn møder mennesker og livet med, giver adgang til
Pippis paradis. I historien om juletræsplyndringen er det børnene, der inviteres ind til julefest og
får gaver.
Emil er drengen, der ud af sit hjertes godhed vil glæde sin næste, men det ender næsten altid med
at blive en skarnstreg. Det synes de voksne i hvert fald. Som dengang, da Emil inviterer alle
fattiglemmerne til julegilde, tænder lys og dækker op til det store gæstebud med sin mors julemad
fra forrådskammeret. De sultne mættes, og ingen sidder alene og isoleret, og det er som om Guds
rige selv bryder frem. Og hvor Guds rige er, har ondskab ikke hjemme.
Til trods for at Emils mor har kladdehæfter, der især er fyldt med optegnelser over hans
ugerninger, så erklærer hun om Emil: ”Vi elsker ham præcis, som han er”. Emil er barnet, som
elskes betingelsesløst, uanset hvad han får rodet sig ud i.
Astrid Lindgren skrev også om Brødrene Løvehjerte. Trods død og sygdom og skræmmende Tengil-
soldater fandt de altid hinanden og kæmpede sammen mod de mørke kræfter. For uanset hvor
bange og lille man er her i verden, så er man sommetider nødt til at gøre noget. ”Ellers er man
bare en lille skid”, som Jonathan siger til sin lillebror. Selv et lille barn kan gøre en verden til
forskel.

Julebarn
Lindgrens børn minder os voksne om noget. De minder os om livet, om fantasien, om
kærligheden. Der er ikke langt fra universet, hvor børnene er er størst, til historierne i bibelen.
Særligt fortællingen om julenat. Den nat, da himlen bøjede sig ned over jorden, og Gud lod et
himmelsk lys føde på den natmørke jord. Det er fortællingen om et lille barn, der bragte håb og
budskab om fred. Guds søn.

I julen fejrer vi Jesusbarnet i krybben. På en måde er Jesusbarnet det barn, som aldrig er vokset
op.
Jesus blev ganske vist voksen, for resten af året hører vi i kirken om hans liv, og det han talte om.
Men som Emil, Pippi, Tvebak og Jonathan Løvehjerte – så ér og bliver Jesus den, som lærer os
allermest om livet og kærligheden. Og om Gud. Jesus var den, som viste os, at det er børnene, der
er størst i Guds rige.
Jesus lærte os en ny måde at stave til Gud på: V-O-R F-A-R. For ingen er voksne, når det kommer til
Gud. Overfor Gud er vi alle hans børn.
Jesus inviterede altid alle med til måltid, og delte uforbeholdent af sit liv og sine ord. Ord, som
åbner øjnene for en anden virkelighed end den vi umiddelbart kan se. En virkelighed, som et barn
tør drømme den. Han kaldte det Guds rige.
Derfor kom Gud til os i det lille barn julenat. For at være hos os, for at vise os hvem han selv er. For
at fortælle os om hvad Guds rige handler om. At Guds rige er der, hvor himmel og jord mødes.
Guds rige er der, hvor kærlighed råder. Det er livet sammen med andre. Det er det menneske, du
sidder ved siden af på kirkebænken juleaften, eller som står foran dig i køen til indpakning af
gaverne i Magasin. Guds rige er mellem os.
I den forstand er det jul hver dag. Hver dag er Gud hos os. Men her i adventstiden glæder jeg mig
stadig til – og venter på – at igen i år høre det fortalt under kirkens hvælvinger juleaften.

Glædelig advent.

Desirée Risum