Bliv frivillig i Tårnby Kirke

Tårnby kirke er din kirke

Du kommer med din elskede, når I skal giftes. Når den nye kærlighed skal
forblive en evig kærlighedshistorie under de gamle kirkehvælvinger. Hånd i hånd går I ud i livet sammen med en velsignelse.
Du kommer til den gamle døbefont, når dit barn skal velsignes og det lille liv fejres af sin familie og menigheden. I kirkens rum runger taknemmeligheden i takt med hjerteslaget.
Du kommer når dine kære skal følges den sidste vej. Håbet og kærligheden slår følgeskab med sorgen. På kirkegården stedes de til hvile, du besøger gravstedet og hvisker ”vi ses igen”.
Du kommer, når din datter og søn vil konfirmeres. Håret er sat, tøjet nystrøget og stoltheden vil ingen ende tage over de unge mennesker. De skal have at vide at de hører hjemme, at døren altid er åben for dem.
I Tårnby Kirke kommer du til julegudstjeneste for fulde huse og til
Allehelgensgudstjeneste, når hjertet er fyldt med sorg.

Det foregår alt muligt godt og spændende i din kirke. I hverdagene fyldes sognegården med undervisning af børn og unge, korøvelse med sognets
børnefamilier, socialt værested for sognets ældre, foredrag og kulturtilbud, og kirken holder koncerter, hverdags- og aftengudstjenester.
Søndag ringer det ind til gudstjeneste og ordene fra Bibelen fortæller eksistensen frem i nyt lys. I din kirke er der rum for alt det, som livet er spændt ud mellem og fyldt af.

Folkekirken er folkets kirke. Med andre ord: Det er folket, der er med til at skabe det liv, som kirken er gjort af. Uden mennesker, ingen kirke.
Det er nemlig ikke blot et smukt gammelt hus med fine hvidkalkede mure. Vi elsker de mure, og de fleste af os kan være enige om, at vi gerne vil have at de skal blive stående til kommende generationer, så de også kan komme med deres små i armene, deres elskede i hånden, og når de skal lægge deres døde i jorden.
Men kirke er så meget mere og andet end mursten. Det er livsfællesskaber, det er mening og håb, det er ansvar og medejerskab. Og meget andet og mere end det.
Det er et frirum til at komme anonymt og sætte sig, og det er muligheden for at komme og udfylde en plads og præge det daglige liv. Kirken er for alle siger vi altid, og det er sandt. Og sådan skal det blive ved at være.

Det er derfor kirken har brug for dig. Vi har brug for frivillige, som gerne vil være med til at skabe og udvikle Tårnby Kirkes liv og plads i sognet.
Til efteråret skal vi have menighedsrådsvalg. I Tårnby Kirke skal vi stille et menighedsråd med en del nye medlemmer.

Vi vil gerne have nogle medlemmer, som synes det kunne være spændende at involvere sig i kirkens dagligdag.
Vi håber at få nogle mennesker i rådet, som er drømmere. Nogen, som er
optaget af ånd og mening og tro og kultur. Nogle der har visioner for hvad vi kan sammen som kirke. Og som er interesseret i at lægge nogle kræfter i, at nogle af mulighederne bliver til virkelighed.
Vi har brug for nogle, som gerne vil tage udfordringen op og prøve kræfter med at få en arbejdsplads med mange personalegrupper til fortsat at trives.
Og vi har brug for mennesker, som er interesseret i hvordan vi passer godt på vores bygninger, så de også står om 100 år.

Kunne du overveje at gå med i menighedsrådet?
Så kom forbi til opstillingsmødet eller kontakt en af kirkens præster.
Vi ses.

Desirée