Kategoriarkiv: Gudstjenester

2. påskedag

2. Påskedag
Påsken er den største og vigtigste fejring i kirkens år. Herfra vælter lyset ud over resten vort liv, så vi tør gå videre, selvom det føles mørkt i og omkring os. Påsken rummer nemlig både skærtorsdags glæde og vemod, langfredags stilhed og mørke og påskemorgens sol og evige liv. Hver for sig får dagene lov at stå i sig selv. Og vores liv rummer hver af dem.

Opstandelsen er både påskemorgen, da Kristus opstod, men opstandelsen er også her.
I dag.
Opstandelsen er lige her.

Som når opstandelsen er ude på kirkegården, hvor en mor i februar satte de knapt spirende blomsterløg i jorden på sin søns grav. Han døde alt for ung. Hun trodsede blæst og sneen, der uventet væltede ned fra himlen netop den formiddag, da hun stod dér i kulden. Hun var nødt til at stå der. Hun var nødt til at tage derud den dag. Og mange andre dage. Og den dag plantede hun frø. Med en skrøbelig, men livgivende tro på at frøet en dag vil spire op igennem den mørke jord og give nyt liv. Hun gjorde det med håbet om, at livet ikke blot slutter ved graven, men at der er
mere. En opstand mod døden.

Opstandelsen er i foråret, hvor to menneskers blikke møder hinanden. Den ene smiler genert til den anden, den anden løfter blikket og ser det. Der sker noget. Noget ordløst, der måske får mange ord siden. For et øjeblik står tiden stille, og så bliver den fælles. Begge bærer de historier
med glæder og sorger, forventninger og skuffelser, men i dette øjeblik opstår noget nyt. Og deres historie bliver fælles.

Opstandelsen er ved sygelejet, hvor en mand passer sin syge hustru. Sygdommen er ved at tage livet af hende og hun forsvinder mere og mere. Han sover dårligt om natten, spiser næsten ikke.
Han er ved at miste hende. Men han er der trofast og passer på hende. De er der sammen. I medgang og modgang. Sagte vandrer han ved siden af sin største kærlighed på hendes livs rejse.

Opstandelsen er svær at få øje på for den unge mand i hjørnet af sengestuen. Hænderne ligger tungt i skødet. Når han ikke ligger sammenkrøllet i fosterstilling på gulvet. Når angsten larmer
mest. Han er tom. Angstgrå. Han mangler livsmod og lyst. Ved ikke hvorfor. Kun én ting holder ham oppe. Det er som om stærke arme holder under ham. Og han ved indeni, at andre har lidt før ham og at de lever endnu. Måske er tomheden ikke tom, men åben. En dag rejser han sig, men det ikke ham selv, der gør det. En dag fortrænges det grå af lysvæld bag ved lysvæld.

Opstandelsen ér også her. Den er også lige her midt i livet.

Bøn:
Dagens bøn er lånt fra den stærke salme Hil dig, Frelser og Forsoner:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold.

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!
Amen

Læs dagens tekst: Dagens evangelium er fortællingen om Marias møde med den opstandne Kristus. Salme 241 i salmebogen Tag det sorte kors af graven passer godt til dagens evangelium.
Hvis du vil læse bibelteksten til 2. påskedag kan du læse Johannesevangeliet kapitel 20, vers 1-18 her:
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/20

Dagens salme er skrevet af Grundtvig: Påskeblomst! hvad vil du her?
Melodien og teksten kan bl.a. findes på https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/236
salme 236.

Påskedag

Hver dag er en opstandelse
Kirken vil stå tom. For første gang i 1000 år kan man ikke komme til gudstjeneste i dag. Det er ellers den smukkeste dag på året for en præst. Har jeg ikke selv gudstjenesten tager jeg altid til en kollegas. Også den bedste dag at være kirkegænger. Svært uden. Men sådan bliver det i år.

Mon ikke det går alligevel. Den tomme kirke er ikke udtryk for at vi har forladt Gud eller at Gud har forladt os. Det er mere det, at omsorgen for vores næste er større end vores eget trosliv. Man går i kirke for én selv. At blive væk denne påske er for de andre. Men bare rolig, Gud finder os alligevel.
Det har Gud altid gjort.

Du har måske biblen derhjemme. Salmerne kan også synges andre steder end i kirken. Og evangeliet om opstandelsen har spredt sig ud over vore liv og vores historie og viser sig mange steder. Du kan også sidde derhjemme og læse Dostojevskij, studere William Blake, lytte til Nick Cave. Du kan også gå en tur i skoven, langs vandet, sætte dig i haven, holde dit barn i hånden, se Rectify på Netflix med din kæreste, besøge dine forældre i tankerne. Gud viser sig mange steder som i at der er andre der i deres søgen efter Gud leder dig samme vej.

Kristus er opstanden om vi kommer i kirke eller ej. Gud findes også uden for kirken og hver dag er en opstandelse. Det er min opfattelse, at opstandelsen ligger dybt i dig. Om du tror den eller ej er ikke det vigtigste, det er; at du lever den. Kierkegaard tog fejl; tro er ikke et valg. Men en måde at leve på. Tro er ikke noget, man kan, men noget man er. Man er tro imod hinanden. Tro imod sig selv. Tro imod det liv Gud har givet dig at leve. Hver dag står vi op til det.

Derude et sted ligger døden. Det har vi vidst hele tiden. Den kommer kun nærmere. Alligevel står vi op hver dag, – som en opstand imod døden. Evangeliet handler ikke om døden men om livet.
Nogle har brug for at ligge noget længere. Nogle kan ikke stå op rent fysisk. Nogle kommer aldrig op. For dem bestemmer døden allerede for meget midt i livet. Men langt de fleste af os står op
hver i dag i håb om noget mere. Det er ikke et valg, men et håb. Hvis du mener, at det er noget, du selv valgte, var det nok fordi du håbede det først. Det håb har Gud lagt i os. Han gav os det i
Kristus. Og han gav os det i skabelsen. Og han giver os det i hinanden. Hvis du ikke selv tror på den slags, vil jeg mene, at du har hørt om det, og det, du har hørt, har lagt sig i dig.

Verden er ikke neutral. Verden er god. God som i at verden er liv og liv er godt. Stå med et nyfødt barn i dine arme. Bliv forelsket på fortovet. Liv er altid det gode. Og det første. Sorgen, smerten,
døden kommer altid først efter. Livet går imod døden. Det kan ikke være anderledes. Det er dets natur. Men inden man dør, har man levet og evangeliet er så meget liv, at det knap nok dør før det tre dage efter opstår til liv igen.

Luften er forurenet. Virusser spreder sig. Der skal træffes valg. Af mig og af dig. For at fastholde det gode. Jeg ved ikke særlig meget om de overvejelser der ligger bag de sværeste valg. Men jeg ved der findes mange dygtige fagfolk og politikere som ved meget mere end de fleste af os andre.
At være præst er lettere end at skulle træffe beslutninger for hele landet. Præsten kender det onde men skal bare fast i det gode. Dem der skal træffe beslutninger ved, at det gode også er et regnestykke; hvor meget af det gode kan vi få?

Måske kan vi mennesker ikke altid finde ud af at passe på livet, hverken vores eget eller andres.
Måske træffer vi beslutninger som mere handler om os selv end om det liv vi skal passe på. Måske forstår vi kun liv, når de andres liv har direkte indflydelse på vores eget. Måske har vi bygget for
meget asfalt og beton, døde metaller på en levende jord. Men når højhusene en dag skal rives ned, vil jorden under med tiden igen skabe liv. Det ligger i jorden selv. Som det ligger i os mennesker.

Det er ikke vores statsminister eller sundhedsminister eller alle de gode vejledninger som vækker livet igen. Det er heller ikke fællesskabet eller de værdier, du har. Her er det ligegyldigt, hvad du stemmer på, også hvad du tror på. Det bliver heller ikke de mange tusinder anbefalinger til, hvordan vi nu får en bedre verden som kommer til at gøre det. Det er livet selv som vil vække livet igen. Og få verden til at leve videre. Livet som findes før dig, i dig, og som vil findes lang tid efter dig. Livet som Gud gav dig.

Så det skal nok gå. Du behøver ikke gøre noget. Det kommer af sig selv. Livet. Du skal sådan set bare tage imod det, når du møder det. Kristus viste dig vejen. Gud er med dig.

Glædelig opstandelse. Og god påske.

Karsten