Kategoriarkiv: Sidste Nyt

til brug for bloggen – standard

Vil jeg

Jul er længe siden. Og det er nytår også. Heldigvis. Jeg tror ikke på nytårsforsæt. Jeg tror ikke på viljen. Jeg ved godt, at vi siger, at man bare skal ville det nok, så sker det.
Det har vi lagt ud som det helt store mantra, de vise ord; man kan, hvad man vil,
man skal bare ville det nok. Så står der en vinder og siger netop det, og vi andre
sidder og beundres over vedkommendes stærke vilje. Se, det er rigtigt. Men hvad
med de andre flere hundrede som stillede op. De sagde det jo også. Ville de det ikke nok?

Måske sidder du også og tænker; nu skal det være. I år. Jeg vil bare fortælle dig, at der er mange ting, man ikke kan presse igennem, selvom man så gerne vil. Og det er din fred, hvis du indser det.

Det er den vestlige filosofis store diskussion, hvor fri er vores vilje? Og hvor sidder viljen? Det er en evig lang diskussion, men overordnet hænger vi stadig fast i den antikke forestilling, at viljen er vores bevidste evne til at handle i overensstemmelse med vores foregående analyse. Som var viljen en indre kraft, en evne til kontrol over egne evner. Modsat dyrene der handler ud fra instinkter og behov, handler vi ud fra fornuft. Det var Kant skrev; vores fornuftsbestemte vilje er vores handlende fornuft.

Jeg er slet ikke ude på at ophæve viljen, fornuften og valget. Erasmus havde ret; har vi ikke et valg, er der ikke muligheder for at sætte os ind på den ene ting frem for den anden, kan vi ikke gøres ansvarlige. Har vi ikke et valg, er vi ikke frie, og er vi ikke frie, kan vi ikke gøres ansvarlige. Spørgsmålet er bare, om vi har glemt den
anden side i diskussionen om den frie vilje; at den slet ikke er så fri, som vi tror. Den lutherske tanke, at vores vilje altid er på forhånd bundet, trælbundet, enten til Gud eller til djævlen, er den yderste markering af en ufri vilje. Det er tætvævet
determinisme; alt hvad der sker, er ikke noget, vi er herre over, den frie vilje er en
illusion, en ønsketænkning. Samme determinisme finder vi også i psykoanalysen; det er de indre drifter og konflikter som bestemmer vores handlinger og ikke vores fornuftige vilje. En anden determinisme er naturlovene, altså hele diskussionen om arv og miljø. Her afgøres hvem vi er heller ikke på af vi vil, men det som vi er blevet til uden at ville det. Kierkegaard hægtede sig på her, alt er givet, bestemt, men tilføjede så; vi har stadig en frihed, et frit valg, ikke til at vælge, hvem du skal være, men frihed som indsigt i nødvendigheden. Vi har et valg; vi kan vælge at være den, vi allerede er. Jævnfør Nietzsche; man skal elske sin skæbne.

Personligt ser jeg gode ting i en art mellemting mellem total fri vilje og trælbundet vilje. Man kalder det vist kompatibilisme. Det er sådan her; der er masser ting du selv kan gøre anderledes. Hvis din læge har sagt, at du bliver nødt til at træne din ryg, og dine kone siger det samme, og det gør din ryg også, så gør det. Vil du arbejde mindre, er det kun dig selv som ligesom kan gøre noget ved det. Vil du starte med at løbe, så løb. Vil du gøre noget for klimaet, gør det. Dit valg. Alle er startet et sted.
Man kan sagtens disciplinere sig selv. Ikke at du kommer til at ville det, have lyst til at træne, men du gør det, fordi der er noget andet du også gerne vil; have det
bedre. Hvis du kender en som elsker at træne, så startede vedkommende ganske
sandsynligt samme sted som dig; de gad ikke. Vores samfund opløses, hvis vi ikke har et ansvar for det. Vi har også et ansvar overfor os selv. Det er ikke
prædestineret, at man skal ryge. Det er ikke Gud, som har købt cigaretterne.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at mens der er mange af os, som godt kan tage
mere ansvar for vores liv, så er der flere som skal lade være med at tro, at de kan og skal alt. Vi overanstrenger det vi tror er vores vilje, og den knækker. Den knækker, og så sidder vi en dag og vil ingenting.

Vilje kommer af at ville. Vi mennesker vil altid noget. Viljen kommer ikke ind efter
nogle overvejelser. Den kommer ind før noget andet. Det var det Schopenhauer
påpegede. Vi er ikke først og fremmest fornuftige og viljen et resultat af hvor meget fornuft vi har, nej – det vi er, er det, vi vil. Det er viljen som kommer først. Det er den som fører os frem, ikke fornuften. I os ligger den irrationelle vilde vilje. Viljen til livet.
Det er viljen, som gør, at vi vil noget. Bagefter kan de fornuftige overvejelser
begynde. Bagefter kan vi kontrollere vores villen, vi kan disciplinere os selv, vi kan
rationalisere og hylde vores fornuft, det er vel også det, vi omtrent kalder kultur.
Men bag ligger viljen stadig, den er vores energi, den fører os frem, viljen til liv, har du været nede og ligge, og har du rejst dig igen, var det ikke din viljesbeslutning, der gjorde det, men livet i dig som ville mere. Bilder du dig ind, at det var din viljesbeslutning, så er du allerede igen i gang med at overanstrenge dig. Viljen til livet må vi ikke bryde, den må vi ikke overkontrollere, tage patent på. Viljen til livet skal vi prøve at lade komme til os, også når den viser sig vred, vild, og alt for meget.

Om det bliver et godt år vi er i gang med, kan du selv gøre noget ved, men mest kan du måske turde lade livet og viljen til det strømme igennem dig uden at kæmpe for at kontrollere det, at turde lade livet føre dig afsted, at overgive dig til det, du vil, er at have tillid til Gud. Gud har givet os livet. Selvfølgelig er det noget godt i vente. Det vil han os. Det ligger dybt i dig.

Karsten Møller Hansen