Kategoriarkiv: Sogneposten

Kære Tårnby

Mit navn er Louise Rosenberg. Jeg er jeres nye præst. Efter to år som sognepræst i to små landsogne på Fyn, er jeg vendt hjem til København, hvor jeg er født og opvokset. Jeg blev indsat den 1. marts, og jeg vil gerne sige tak til alle, der deltog. Det var en festlig og fin indsættelse, og det er så rart at blive taget godt imod, når man skal starte et nyt sted.

Jeg nåede knap nok at komme i gang, før Danmark blev lukket ned af Coronavirussen, og det blev så begyndelsen på mit nye virke. En tom kirke, samtaler over Skype eller med mindst 3 afsprittede borde mellem os, bisættelser, hvor kun 13 gæster må deltage, og hvor de pårørende kun må sidde sammen i husstande med 3-4 bænkerækker mellem hver husstand.

Coronakrisen bragte en alt omsiggribende ændring af vores måde at være sammen på. Og jeg kan kun tale ud fra mit eget perspektiv. Som sognepræst så jeg en stor udfordring i, hvordan jeg skulle kunne bevare og værne om det nære og sårbare rum, som vi præster ofte bevæger os i, når vi møder mennesker i kriser. For pludselig kom der restriktioner på det rum. Rummet blev bestemt udefra. Et rum, hvor det nære og sårbare skal kunne udfoldes, skabes ved at indbyde til fortrolighed. Men fortrolighed kræver, at stemmen kan tale stille, ja endda, få lov at hviske, om alt det, der bevæger sig inderst inde. Men med to meters afstand til hinanden, er det rigtig svært at høre, hvad der bliver sagt, hvis det hviskes. Med to meters afstand bliver stemmeføringen nød til at være højere og tydeligere, og lige der så jeg en stor udfordring i at skabe det fortrolige rum, som en efterladt har brug for, og hvor jeg som præst kan passe på og værne om de sagte og hviskede ord. Det er faktisk en enorm smertelig tid på så mange planer, men i det daglige arbejde ser jeg smerten tage en ny og sær form ved bisættelserne: Bl.a. at den nærmeste familie skal vælge familie, venner og bekendte fra og som ikke må deltage ved handlingen, og at se, den familie, som kunne samles omkring afdøde ikke må give hinanden det kram, som bare skriger stille til himlen om at blive givet og modtaget i en sådan situation. Der er meget i mit arbejde, jeg før gjorde uden at tænke over det, men som nu har fået så vigtig og betydelig værdi og mening. F.eks. min højre hånd, der hilser, som jeg ikke længere må give, når jeg møder de pårørende. Den føles som den symbolske håndsrækning, jeg som præst vil give til det sørgende menneske. Det er en håndsrækningen der siger; ”at jeg er her med dig/jer. Jeg vil lytte og gå med i noget som er rigtig svært”. Og det har været rigtig svært, ikke at måtte give hånd i hvert enkelt møde – det føles helt forkert.

-Det er barske tider, for farvel!
Men! Mens Coronakrisens bølger banker ind over landet og vi må lukke os om os selv, så sker det lige midt i en påske. Påsken der manifesterer og fejrer, at der altid er et nyt nu, at fremtiden altid bringer en ny begyndelse på trods. Det eneste konstante er forandringen, og håbet for fremtiden må altid læne sig ind i visheden om at, morgendagen altid bringer en ny begyndelse med sig: Alt er muligt og alt bliver godt igen!

På trods af situationen, så er det en fornøjelse at være kommet til Tårnby Kirke. Jeg glæder mig til at møde jer, og jeg glæder mig til alt det nye som
vil komme, og som jeg skal opleve sammen med jer. Og på trods af afstand og restriktioner på vores kirkerum, det fortrolige samtalerum, ja, alle vores sociale, velkendte og trygge rum – så er vi præster stadig til rådighed for en samtale om alt, hvad der rører sig mellem himmel og jord; mellem os mennesker i tiderne, der konstant forandrer os, vores rum og vores verden.

Vi ses på et tidspunkt lige her i Tårnby.

Louise Husted Rosenberg

Håb for morgendagen

Vi er tomme for ord, kirkerne er tomme, hylderne med gær er tomme, Kastrup Lufthavns bagagebånd er tomt. Jeg er tom for ord som jeg sidder her og skal skrive næste måneds kirkeblad. Det skulle helt sikkert ikke have handlet om coronavirus, hvis du havde spurgt
mig for to uger siden.
Den rungende tomhed, du måske også oplever, står mål med de sidste ugers udvikling i vores land, i Europa, over hele verden. Jo mere tid der går, jo mere tomt bliver det.
Gaderne, fodboldbanerne og Torvet har aldrig været så affolket. Man tager sig selv i at mangle ord for tingenes tilstand. Måske fordi der allerede har været så uendeligt mange ord – nyhedsmediernes konstante strøm af ord, der varsler, advarer, inddæmmer, opfordrer.
Det er ikke svært at lade sig overrumple af de mange skrækscenarier og frygten for hvad der kommer til at ske. Og så bliver man tavs. Ordene slipper op, selvom hylderne fyldes
med dagligvarer og vi forsikres om at supermarkedets lagre bugner.

Vi har oplevet det før. Ikke sådan her. Men vores verden har før oplevet at blive truet på sin eksistens. Jo flere år, der lægges til årstallet på sygesikringskortet, jo flere af sådanne øjeblikke i historien man kan mindes at have været vidne til det. De der nedfaldspunkter, som vores børn og børnebørn en dag vil spørge til: ”Hvordan var det dengang Danmark lukkede ned og man ikke kunne gå i skole eller ikke måtte få besøg af sine venner og familie?” Det at verden har oplevet det før tager ikke alvoren fra dette særlige øjeblik i verdenshistorien, i din livshistorie.

Jeg tror tomhed har været der før og har meldt sig før, når verden blev truet. Tomheden har vist sig i skikkelse af en afmagt, som en tavshed, et skrig eller som uvished og manglende håb for morgendagen.
Jeg tænker sommetider på Tranströmers ord i et af hans digte:
Og det tomme vender sit ansigt mod os og hvisker
”Jeg er ikke tom, jeg er åben”.
Tomheden er ikke et absolut, men en åbning for at lade noget nyt komme til. Så dér hvor der vi selv kommer til kort, der hvor ordene er sluppet op, der hvor landet ligger tomt hen, dér kan noget nyt opstå. Noget, som vi ikke selv kunne fylde ind eller skabe. For er det ikke sådan det altid viser sig? At livet kommer igen. Kærligheden opstår også selvom hjertet var knust. Mennesker forsones trods konflikter og brud. Anemoner gror frem af vinterhiet og babyer bliver født hver eneste dag. Jeg tænker sådan set at mirakler hele tiden opstår, for at sige det kristent. Og det er helt uden vores indvirkning. Livet sker.

Det er også de ord jeg gerne vil have lov at dele, når nu de andre ord lader vente på sig:
Hold fast i håbet. Livet kommer igen. Gud er med os.
Påsken er på vej. Snart skal påskens budskab nå os, om at livet sejrer over døden og at
lyset overvinder mørket. Påskeliljerne vil bryde frem med deres gule livshoveder og både
kirken, sportshallen og Travbaneparken vil snart blive fyldt igen med mennesker, som
holder i hånd og møder hinanden med et kram og kys på kinden. Fordi livet altid vender
tilbage.
Det er påskens budskab. Graven var tom og livet opstod på ny.

Så, ven, hør det her – og fyld dig med håbet, om at det er rigtigt: verden går ikke under i dag. Heller ikke i morgen. Livet kommer altid igen. Verden som vi kender den er brast sammen før, men livet har altid vist sig at sejre. Og det kommer det også til nu.

Plant et løg og fejr påskens håb
Påskens fejringer i kirken bliver nok ikke som de plejer i år. Måske er døren stadig låst, når påskesolen står op. Men livet vandrer gennem både kirkemure og stuer og op gennem den sorte muld. Påskens budskab om at livet opstår på ny finder andre veje for at nå os.
Vil du være med til at markere påsken og alt det gode, der kommer os i møde, så kig forbi Tårnby Kirkegård påskemorgen.
Søndag d.12. april fra kl.10.00 sætter vi nogle kasser med blomsterløg frem nær
kirkedøren (med forbehold for ændring i myndighedernes anbefaling.)
Du er velkommen til at hente et blomsterløg og plante det på din elskedes grav, hjemme i
haven eller i altankassen.
Lige så stille bryder livet frem gennem mørket.

På kirkens vegne Desirée Risum

Lev længe og godt!

Der har igennem tiden været lavet mange undersøgelser om religionens betydning for den troende.

Og der tegner sig et billede af, at det troende menneske lever længere. Hvorfor, er man ikke altid kommet ind på, ud over at det må hænge sammen med, at det troende menneske lever et tryggere liv. Et liv i tillid til, at Gud er med en, og så er der altid håb. Håb om, at Gud er der som sparringspartner gennem problemerne. Og håb om, at Gud er der, også den dag, livet er forbi.

Lever man med det håb, så lever man tryggere og gladere, og måske derfor også længere, og i hvert fald helt sikkert bedre.

Nu er der imidlertid kommet en ny irsk undersøgelse, der har undersøgt sammenhængen mellem aktiv udlevelse af religion og mental sundhed.

Den undersøgelse har vist, at specielt aktive udøvere af religion er mindre udsat for depression, har større velvære og lavere dødelighed.

Her er det altså ikke kun troen, men det at være aktivt praktiserende, altså at gå i kirke, der er vigtig.

Undersøgelsen lægger vægt på, at det bedre liv dels er afhængig af deltagelsen i gudstjenesten, salmesangen og forkyndelsen.

Simpelthen fordi man bliver glad i låget af det.

Og også af selve det netværk, det giver at være aktiv kirkegænger.

Her kan der være tale om netværk på så mange måder.

Det kan være en kop kaffe efter gudstjenesten, at deltage i forskellige aktiviteter med andre kirkegængere, og det kan også bare være en hurtig snak hen over bænken, som gør, at man får en øget kontakt til andre mennesker.

Måske følges ad på vejen hjem, eller ses på andre tidspunkter i uges løb.

Uanset hvad, så er der tale om et samvær, som giver øget velvære, og vel at mærke på en anden måde end samværet ved andre aktiviteter, som banko, sport eller foredrag.

Simpelthen fordi man her er fælles om noget, der er større, uanset hvor meget man end holder af de føromtalte aktiviteter.

Så gå i kirke, du lever ikke alene længere (hvad der måske i sig selv ikke er det vigtigste) du får det bedre, mens du er her.

Ida Nielsen