Kategoriarkiv: Sogneposten

Gode ting bliver bedre, når de bliver brugt

Der bygges en masse nye lejlighedskomplekser. Måske ikke lige her i Tårnby men rundt omkring os, ude ved stranden, ovre i Ørestaden. Dejligt at der er flere, der har lyst til at bo i verdens centrum; Amager. Det er da her det hele starter ikke? Pænt eller ikke pænt, det skal en præst ikke afgøre. Men jeg vil sige, at jeg har boet i sådan en helt ny moderne funktionel lejlighed i nogle år, inden jeg flyttede ind i præstegården fra 1781.

Jeg kunne ikke finde ud af det. Det kunne jeg virkelig ikke. Det var ligesom for firkantet, for rent, for fint. Og så havde jeg nok for meget, jeg prøvede at presse ind i en lejlighed som mest bestod af et kæmpe rum. Det er vist ikke meningen, man skal eje noget i sådan en lejlighed ud over nogle store malerier, der ofte kan skiftes ud og en masse elektronik, der kan pakkes væk i en skuffe.
Enhver ting der står fremme er synlig og enhver plet kan ses. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med det, jeg havde arvet fra min mormor, og hvor stiller man børnenes grimme gummisko, så man ikke falder over dem, når man kommer hjem, og hvad med de beskidte stinkende fodboldstøvler.
Der er jo slet ikke plads til det, som man skal bruge. Som Klodshans på slottet.

Jeg tror, det er meningen med de lejligheder, at man ikke skal have noget med, når man flytter ind i dem. De købes som en ny start.

Den her sommer har det også været som om, at man har ønsket sig et land med en ny start, ja en ny verden. Kun den historie som passer ind i nutiden må tages med. Tanken må være, at først når der bliver ryddet helt op, kan alle starte samme sted. En ny start som alles lighed. Hvor ingen tager gnoget med. Så vi vælter statuer og ændre vejnavne, vi hiver sætninger ud af bøger og sletter film som om de aldrig er blevet vist. Vi smider ord og betegnelser på bålet. Vi skærer alt det fra fortiden fra som ikke kan stå i lejligheden.

Egentlig forstår jeg godt tanken om en ny bedre verden. Hvem vil ikke have en bedre verden? Den burde være bedre. Den burde være mere lige. Ingen burde have færre muligheder end andre. I hvert fald ikke hvis man kan gøre noget ved det. Og det kan man ofte.

Det var omtrent med samme tanke, jeg flyttede ind i den nye moderne lejlighed, som ingen havde boet i før, og som jeg helt selv kunne sætte mit præg på. At starte på noget nyt, endelig få smidt væk, et simpelt liv. Det kender I måske også fra de gange I er flyttet. Man kan endelig få ryddet op.

Det var også ret rart et stykke tid. Det var det. Des mere kaos i ens eget hoved des mere behov for renhed og overskuelighed omkring én. Men det varede ikke længe med den nye start. For nok kan omgivelserne indvirke på dig, den nye start give dig overskud, men der var stadig kaosset i mit hoved, det forblev, og hurtigt var der for stor uoverensstemmelse mellem den ordentlige verden, jeg havde indrettet, og de uordentlige tanker jeg sad med. Og så kunne jeg ikke holde ud at bo der.

Mine manglende evner som menneske var en beskidt plet på en hvid væg, som jeg blev ved med at sidde og glo på.

Det er også min frygt ved ønsket om en ny verden, at man tror, at man kan gøre verden neutral, at man tror, man kan skabe verden efter sit hoved, som om verden ikke fandtes før dig, som om du ikke selv er en del af det som har været, som om historien ikke er kollektiv. Man tager jo altid noget med, når man stiller op til start. Man flytter altid ind med sig selv.

Måske er nogle af jer bedre til det, det håber jeg, men jeg kan ikke bo i en ren ny lejlighed. Jeg har svært ved at bo i en verden, der er blevet renset. For hvad gør jeg med alt det beskidte i mit hoved, med mine fejl, mine manglende evner? En syndfri verden bliver et helvede at bo i.

Nogle gange får vi muren ud imod Englandsvej kalket. Der ser fint ud. I ca. en måneds tid. Så begynder det hele at krakelere lidt, revner opstår; heldigvis. Kirken gør sig bedst, når den bliver slidt. Så indbyder den til liv, til levet liv. Kirken er ikke et palæ. Ikke et moderne rent hjem. Men det
sted hvor vi synderne kan komme med alle vores fejl. I behøver ikke komme med jeres fine tøj.
Kom som I er.

Det pæneste ved Tårnby Kirke er, hvor slidt den er, hvor sammensat den er af forskellige sten fra forskellige tider, hvor brugt den er blevet af generationer efter generationer, – og så at den ligger der endnu og vil ligge her længe efter vi ikke er her mere.

Karsten.

Info:
Jeg er i den lykkelige situation, at jeg har fået studieorlov i 3. mdr.
Det betyder, at jeg går fra den 17. september og først kommer tilbage til
kirkegerningen den 17. december. Sikker på, at jeg til den tid vil glæde mig til at komme tilbage.
Som vikar under mit fravær vil Susanne Skovhus træde til. Hun har været præst i mange år og mange steder bl.a. Kastrup Kirke og St. Magleby Kirke.

Bliv frivillig i Tårnby Kirke

Tårnby kirke er din kirke

Du kommer med din elskede, når I skal giftes. Når den nye kærlighed skal
forblive en evig kærlighedshistorie under de gamle kirkehvælvinger. Hånd i hånd går I ud i livet sammen med en velsignelse.
Du kommer til den gamle døbefont, når dit barn skal velsignes og det lille liv fejres af sin familie og menigheden. I kirkens rum runger taknemmeligheden i takt med hjerteslaget.
Du kommer når dine kære skal følges den sidste vej. Håbet og kærligheden slår følgeskab med sorgen. På kirkegården stedes de til hvile, du besøger gravstedet og hvisker ”vi ses igen”.
Du kommer, når din datter og søn vil konfirmeres. Håret er sat, tøjet nystrøget og stoltheden vil ingen ende tage over de unge mennesker. De skal have at vide at de hører hjemme, at døren altid er åben for dem.
I Tårnby Kirke kommer du til julegudstjeneste for fulde huse og til
Allehelgensgudstjeneste, når hjertet er fyldt med sorg.

Det foregår alt muligt godt og spændende i din kirke. I hverdagene fyldes sognegården med undervisning af børn og unge, korøvelse med sognets
børnefamilier, socialt værested for sognets ældre, foredrag og kulturtilbud, og kirken holder koncerter, hverdags- og aftengudstjenester.
Søndag ringer det ind til gudstjeneste og ordene fra Bibelen fortæller eksistensen frem i nyt lys. I din kirke er der rum for alt det, som livet er spændt ud mellem og fyldt af.

Folkekirken er folkets kirke. Med andre ord: Det er folket, der er med til at skabe det liv, som kirken er gjort af. Uden mennesker, ingen kirke.
Det er nemlig ikke blot et smukt gammelt hus med fine hvidkalkede mure. Vi elsker de mure, og de fleste af os kan være enige om, at vi gerne vil have at de skal blive stående til kommende generationer, så de også kan komme med deres små i armene, deres elskede i hånden, og når de skal lægge deres døde i jorden.
Men kirke er så meget mere og andet end mursten. Det er livsfællesskaber, det er mening og håb, det er ansvar og medejerskab. Og meget andet og mere end det.
Det er et frirum til at komme anonymt og sætte sig, og det er muligheden for at komme og udfylde en plads og præge det daglige liv. Kirken er for alle siger vi altid, og det er sandt. Og sådan skal det blive ved at være.

Det er derfor kirken har brug for dig. Vi har brug for frivillige, som gerne vil være med til at skabe og udvikle Tårnby Kirkes liv og plads i sognet.
Til efteråret skal vi have menighedsrådsvalg. I Tårnby Kirke skal vi stille et menighedsråd med en del nye medlemmer.

Vi vil gerne have nogle medlemmer, som synes det kunne være spændende at involvere sig i kirkens dagligdag.
Vi håber at få nogle mennesker i rådet, som er drømmere. Nogen, som er
optaget af ånd og mening og tro og kultur. Nogle der har visioner for hvad vi kan sammen som kirke. Og som er interesseret i at lægge nogle kræfter i, at nogle af mulighederne bliver til virkelighed.
Vi har brug for nogle, som gerne vil tage udfordringen op og prøve kræfter med at få en arbejdsplads med mange personalegrupper til fortsat at trives.
Og vi har brug for mennesker, som er interesseret i hvordan vi passer godt på vores bygninger, så de også står om 100 år.

Kunne du overveje at gå med i menighedsrådet?
Så kom forbi til opstillingsmødet eller kontakt en af kirkens præster.
Vi ses.

Desirée

Kære Tårnby

Mit navn er Louise Rosenberg. Jeg er jeres nye præst. Efter to år som sognepræst i to små landsogne på Fyn, er jeg vendt hjem til København, hvor jeg er født og opvokset. Jeg blev indsat den 1. marts, og jeg vil gerne sige tak til alle, der deltog. Det var en festlig og fin indsættelse, og det er så rart at blive taget godt imod, når man skal starte et nyt sted.

Jeg nåede knap nok at komme i gang, før Danmark blev lukket ned af Coronavirussen, og det blev så begyndelsen på mit nye virke. En tom kirke, samtaler over Skype eller med mindst 3 afsprittede borde mellem os, bisættelser, hvor kun 13 gæster må deltage, og hvor de pårørende kun må sidde sammen i husstande med 3-4 bænkerækker mellem hver husstand.

Coronakrisen bragte en alt omsiggribende ændring af vores måde at være sammen på. Og jeg kan kun tale ud fra mit eget perspektiv. Som sognepræst så jeg en stor udfordring i, hvordan jeg skulle kunne bevare og værne om det nære og sårbare rum, som vi præster ofte bevæger os i, når vi møder mennesker i kriser. For pludselig kom der restriktioner på det rum. Rummet blev bestemt udefra. Et rum, hvor det nære og sårbare skal kunne udfoldes, skabes ved at indbyde til fortrolighed. Men fortrolighed kræver, at stemmen kan tale stille, ja endda, få lov at hviske, om alt det, der bevæger sig inderst inde. Men med to meters afstand til hinanden, er det rigtig svært at høre, hvad der bliver sagt, hvis det hviskes. Med to meters afstand bliver stemmeføringen nød til at være højere og tydeligere, og lige der så jeg en stor udfordring i at skabe det fortrolige rum, som en efterladt har brug for, og hvor jeg som præst kan passe på og værne om de sagte og hviskede ord. Det er faktisk en enorm smertelig tid på så mange planer, men i det daglige arbejde ser jeg smerten tage en ny og sær form ved bisættelserne: Bl.a. at den nærmeste familie skal vælge familie, venner og bekendte fra og som ikke må deltage ved handlingen, og at se, den familie, som kunne samles omkring afdøde ikke må give hinanden det kram, som bare skriger stille til himlen om at blive givet og modtaget i en sådan situation. Der er meget i mit arbejde, jeg før gjorde uden at tænke over det, men som nu har fået så vigtig og betydelig værdi og mening. F.eks. min højre hånd, der hilser, som jeg ikke længere må give, når jeg møder de pårørende. Den føles som den symbolske håndsrækning, jeg som præst vil give til det sørgende menneske. Det er en håndsrækningen der siger; ”at jeg er her med dig/jer. Jeg vil lytte og gå med i noget som er rigtig svært”. Og det har været rigtig svært, ikke at måtte give hånd i hvert enkelt møde – det føles helt forkert.

-Det er barske tider, for farvel!
Men! Mens Coronakrisens bølger banker ind over landet og vi må lukke os om os selv, så sker det lige midt i en påske. Påsken der manifesterer og fejrer, at der altid er et nyt nu, at fremtiden altid bringer en ny begyndelse på trods. Det eneste konstante er forandringen, og håbet for fremtiden må altid læne sig ind i visheden om at, morgendagen altid bringer en ny begyndelse med sig: Alt er muligt og alt bliver godt igen!

På trods af situationen, så er det en fornøjelse at være kommet til Tårnby Kirke. Jeg glæder mig til at møde jer, og jeg glæder mig til alt det nye som
vil komme, og som jeg skal opleve sammen med jer. Og på trods af afstand og restriktioner på vores kirkerum, det fortrolige samtalerum, ja, alle vores sociale, velkendte og trygge rum – så er vi præster stadig til rådighed for en samtale om alt, hvad der rører sig mellem himmel og jord; mellem os mennesker i tiderne, der konstant forandrer os, vores rum og vores verden.

Vi ses på et tidspunkt lige her i Tårnby.

Louise Husted Rosenberg