Kategoriarkiv: Sogneposten

Svaret er ikke inde i dig selv

Jeg holder meget at sommerens lyse nætter, og derfor er det lidt særligt, at de ord du nu skal læse peger hen på december-mørkets kulde. Så langt som vi kan komme fra duftende hyldeblomster, nye kartofler fra haven og isvafler på Kastrup havn.
Men så igen. Jeg elsker også vinteren.
Børn bliver ofte spurgt ”hvad skal du være, når du bliver stor?”
Det regner vi med at det lille barn bliver, og når han eller hun så er blevet stor af vækst, så skal det også gerne blive til noget.
Men det kan komme til at lyde som om det ikke nok, at barnet bare er den, det er. Det skal ligesom blive til noget og helst også til noget stort, der rager op over middelmådigheden.
Det er bare sådan, at forventningerne til vores børn – og unge mennesker – kan blive så store, at enten revner barnet at stolthed og selvindbilskhed. Eller måske slås revner indeni, i sjælen og sindet, fordi det ikke kan leve op til de voksnes forventninger om storhed og forventningen om at de skal udrette noget stort her i verden.
Selvom jeg er voksen, kan jeg også genkende følelsen. At jeg burde udrette noget stort og leve op til en masse forventninger fra mig selv og fra omverden.
Vi har det svært ved at være små. Når vi bliver spurgt om hvem vi er, så vil vi helst svare med noget, der får os til at fremstå betydningsfulde og vigtige.

Jeg skal blive mindre
Der er en skikkelse i bibelen, som svarede på netop det spørgsmål: hvem er du?
Ved midsommer holder vi Sankt Hans aften, som er fejringen af Johannes Døbers fødselsdag. Præcis et halvt år før Jesu fødselsdag til jul. Et sted i bibelen bliver Johannes spurgt ”hvem er du?” Johannes kunne have svaret, at han var den, der fik folk til at omvende sig og lade sig døbe. En stor skikkelse. Han var nemlig ikke så lidt betydningsfuld. Men det var ikke sådan han svarede på spørgsmålet om hvem han var.
Han havde fanget et eller andet, Johannes – noget helt centralt. Mens Johannes var lillebitte, vidste han at der var en, der var større end ham selv.
På gamle malerier kan man se hvordan hans mor Elisabeth og hendes kusine Maria står med deres gravide maver, og indeni ligger de to små drenge, og Johannes peger hen på Jesus.
På spørgsmålet om hvem Johannes er, så fandt han ikke svaret indeni i sig selv. Han gjorde noget helt andet: Han pegede væk fra sig selv. Han sagde, ”jeg er bare den, der råber i ørkenen. Der skal komme en, som er langt større end mig. Han som er lyset, der skinner i mørket.”
Og så kom Han, der var større end Johannes. Og Johannes trådte til side, for hans tid var omme. Han havde gjort det han skulle, som ethvert menneske efter ham burde gøre: han så væk fra sig selv hen på Kristus. Han trådte til side for at Kristus kunne få hovedrollen.
Det drejer det sig stadigvæk om, også for os.
I kristendommen kommer det ikke an på, hvordan vi opfatter os selv, eller hvordan andre mennesker tænker om os. Men på, hvordan Gud ser os.
I forhold til Gud kan vi altid være små, og behøver ikke at udrette noget stort for at have værdi eller en identitet. Faktisk er det vores primære opgave: at være som børnene, for de har fattet noget. De kan se ind i en virkelighed vi har lidt svært ved med voksne rationelle øjne. De ser Gudsriget. Og det er derhen, der bliver peget midt i den lyse midsommerens liv: Der bliver peget hen på det lys, som kom til verden julenat.

Johannes sagde: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Johannesevangeliet 3,30).

God sommer!
Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

Og de læste Norwegian Wood helt af dem selv

Det er noget af det bedste ved at være præst; at have konfirmander. At få lov til at være en lille del af deres unge liv, høre om deres tanker og drømme, se dem stråle en dag i maj. For mig smitter det at møde mennesker med så meget liv i sig og foran sig. Det er ikke sådan, at jeg misunder dem. Faktisk er jeg decideret lettet over ikke at være 15 år igen og skulle konfirmeres. For mig var det en svær tid, og billederne af mig selv med rød butterfly som passede til mine røde bumser i panden som passede til min konstante rødmen over at være i centrum til konfirmationen og ikke ane, hvordan jeg skulle være, om jeg skulle drikke colaen eller rødvinen, dem har jeg
smidt ud.
Og jo, sådan er de vel også.
Jeg spurgte dem; hvad drømmer du om? Svaret; en pizza med ananas.
Hvad tror du på? Og han tegnede en tegning af nogle absurd store bryster og en cociomælk (50 cl).
Hvad håber du på? Hun svarede slet ikke, hun sad bare i skjul og tog billeder af sig selv. Trutmund og et bedrøvet udtryk. I kender billedet ik!
Udover det, og deres generelt dårlige smag, og ja selvfølgelig også den kendsgerning at de er teenagere, og så det faktum, at jeg ofte tager mig til hovedet over mig selv og mine manglende undervisningsevner, synes jeg de unge mennesker kan en masse, og vil en masse. Hvordan skal det gå med vores ungdom? Det skal jeg fortælle jer; det bliver endnu bedre. De er ikke bare søde og positive. De er begavede og ansvarsfulde. De er behagelig at være omkring. De giver mere af dem selv. De tør også mere. De tør at sige, at de tror på Gud. Og de tør at sige det højt, hvis de ikke gør. Måske kunne jeg både trosbekendelsen og fadervor bedre end dem dengang, jeg kunne vist også mere bibelhistorie, men jeg fattede aldrig, at tro ikke
er viden om noget, men en åbenhed for livet, og det er den åbenhed de kom med.
Konfirmanderne kan en masse, men om de kan hele biblen udenad og synge med på samtlige salmer, så vil jeg bytte det hele for at de bare for et øjeblik lod deres længsel komme til syne og åbnede sig for det som er større end dem selv.
En længsel,- det er den, de kommer med.

Jeg tror, vi alle har en længsel i os, inde i os er der en eller anden dør, en dør ind til noget man ikke rigtig kan forklare, men som man ikke er i tvivl om man gik igennem, når man gør det.
En dør ind til en selv, en dør ind til Gud. Noget i den retning.
Følg lige med;
Det er noget over os, noget uden for os, noget i os.
Det som er i os, det er os, inde i os findes vi som dem vi er. Men det som er inde i os skal leve sammen med det som er uden for os. Det er det smukkeste, at leve sammen med andre. Men det er også det sværeste. For det som er uden for os, andre mennesker, skolen, arbejdet, sporten, familien, kommer til at bestemme meget af hvem vi er inde i. Når jeg ser på konfirmanderne ser jeg, at det uden for
dem næsten bestemmer dem helt. Hvem de er inde i, har ingen chance for at komme frem. De opløser sig selv for at være sammen med de andre som de tror andre vil have dem til at være. Man bliver på den måde kun et aftryk af sine omgivelser, og andre mennesker bliver kun nogle man sammenligner sig med, og det er her i den sammenligning, de får deres plads, som den urolige dreng, som den
skoletrætte pige, som nørden, som festtøsen, som 12 tals pigen, fodbolddrengen og den sjove. Det er som om, at den de er, bliver låst inde i en skattekiste som langsomt falder til bunds. Oppe på overfladen svømmer de så rundt som den rolle de er blevet tildelt og som de langsomt også føler de kun er. Man skulle så tro, at løsningen var, at de med al viljens kræft dykkede ned på bunden og hentede dem selv op. Men det tror jeg ikke man kan. I stedet tror jeg meget mere på, at man kan åbne sig op for det som er over en, det som er større end en. Måske kender i det som at blive forelsket. Pludseligt åbner alt sig ved et andet menneskes kærlighed.
Pludseligt med en anden i hånden dukker skattekisten op på overfladen og man åbner den som det letteste i verden. En film kan også gøre det, en bog, en underviser, en ven, en sang på 3 min og 41 sekunder. Og Gud. Man bliver fortalt på en ny måde. Og alt åbner sig. Nu vil man gerne give.
Det kræver altid en ting; at kunne modtage.
Alt godt er noget man modtager; kærligheden, venskab, troen.
Det lyder nemt, men det er i virkeligheden det sværeste i livet, at kunne modtage det som er noget andet end dig. Man kan ikke modtage noget, hvis man svømmer rundt på overfladen og kun holder øje med hvad de andre laver, og man kan heller ikke modtage noget, hvis man har så travlt med at dykke ned for at finde sig selv i
sin skattekiste, og det hjælper heller ikke at sætte sig foran skærmen, at skære i sig selv, at tabe sig, at bruge al sin tid på sport, at se youtube, at se hvad de andre gør, at købe nye sko, at hele tiden distrahere sig selv så meget, at man tror, man kan fortrænge ens længsel.
Jeg vil sige, at det er det, som er så smukt ved at have konfirmanderne, et øjeblik, lige dér, der dukker der et ungt menneske op, jeg vil mene, at det er det, de så gerne vil,- at det er deres længsel, at modtage, og jeg vil holde fast i, at det er det, som er
kirkens fineste opgave; at give dem et sted hvor det kan ske.
Et sted hvor man ikke skal noget, ikke evalueres, ikke sammenlignes, ikke præstere noget, hvor man er elsket som man er. Det er ordene til enhver konfirmation her i kirken, landet over, til hver eneste gang man kommer i kirke; du er elsket, som du er, du behøver ikke blive noget andet, og det er de ord, jeg håber, de har hørt, og det er netop de ord, som kan give dem mod til at åbne døren.
Et guddommeligt rum. En dør inde i dem selv. Hvor alt åbner sig. Hvor det som er større end dem, kan bryde ned gennem overfladen og hente det som de er op fra bunden. På bunden af natten. Er det ikke rigtigt Victoria? Her bliver livet smukt. Og her kan man møde andre mennesker, modtage, give, dele.

Konfirmander, på Tårnby kirkes vegne, tak for i år.
Må Gud være med jer.
Og må I vide at døren altid er åben for jer.

Kh Karsten

Otto – en aktiv baby

Otto er en glad baby på ni måneder.
Ud over at have sine forældre og to søskende til at stimulere sig, går han også til
Babysang i Tårnby Kirke.
Her er han en gang om ugen sammen med andre babyer, der sammen med mor
eller far – nogle har også mormor eller oldemor med – synger, danser og leger sig igennem forskellige børnsange- og salmer.
Og da Otto er en meget udadvendt og livlig baby er han meget interesseret, når pop op englen kommer ud af kræmmerhuset, og også god til at håndtere et rasle æg.
Ligesom han selvfølgelig også har meget glæde af at møde sine jævnaldrende.
Men Otto har så også et arbejde.
Han er besøgsbaby i Oasen på plejehjemmet på Irlandsvej.
Her kommer han sammen med far, og det er virkelig til stor glæde.
Som en af beboerne, der kom ind i Oasen, mens Otto var der, sagde: Jeg har aldrig set dem grine alle sammen på en gang.
Men det er jo det, små børn gør ved os. Vi glemmer, at vi har ondt her og der, og ser kun det glade smil, der møder os.
Og glæden holder længe, for der snakkes meget om Otto, også når han ikke er der.
Alle husker ham, og glæder sig til hans næste besøg.
Så hvis du og din baby har lyst til at glæde nogen, er det en oplagt idé at blive
besøgsbaby på et plejehjem.
Det glæder både beboere og personale, babyerne har det fint med
opmærksomheden, og vi voksne har også glæde af at møde de ældre og få en snak med dem.
Så det er til glæde for alle.

Ida Nielsen