Kategoriarkiv: Sogneposten

Nytår: En ny begyndelse

Der findes øjeblikke i livet, hvor vi på en ganske særlig måde indbydes til at starte forfra. Nytår er sådan et øjeblik. Et privilegeret øjeblik, hvor vi fornemmer det hemmelighedsfulde, der sker, når et gammelt år afsluttes og et nyt begynder. 

Lidt ligesom den bevægelse, der går fra død til opstandelse. ”Se, jeg gør alting nyt!”, siger Gud. For den kristne betyder nytåret derfor også mere end at tilønske hinanden et Godt Nytår! Det er også at bevæge sig ind i det nye år i tro på og et håb om, at Gud holder fremtiden. 

Vi kan have en masse forventninger til os selv og hvad skal ske i den nærmeste fremtid, og drømme for det kommende årti. Derfor holder mange af at lave nytårsfortsæt. De skal holde os til opfyldelsen af voresmål for den nye tid. Eksempelvis målet om at blive færdig med carporten, tabe de ekstra kilo på sidebenet, starte til yoga, huske at tjekke Aula bare en gang i mellem, eller stoppe med at tjekke arbejdsmails om aftenen. 

Det er ingen hemmelighed, at jeg har det rimelig sløjt med nytårsfortsæt på egne vegne. Det er efterhånden mange år siden jeg lavede dem og endnu længere siden, at jeg overholdt et eneste. 

At lægge året over i Guds hænder er derfor ikke bare det, der fordres af mig som troende menneske. For mig er det en decideret aflastning af risikoen for endnu en gang ikke at kunne leve op til egne krav og forventninger. Og en øvelse i at stole på at Gud er med mig og os.

Når det er sagt, så blev jeg udfordret på min vrangvillighed mod de der nytårsfortsæt i år. 

En af mine venner skrev 20 gode råd til 2020. Alt for mange gode råd, det var min første tanke. Men der var et par gode opfordringer imellem. 

Og nytårsdag sidst på eftermiddagen sad jeg på kirkebænken i Vor Frue Kirke, hvor jeg blev mindet om at bede mit Fadervor dagligt. Det glemmer jeg sjældent, men det var godt at høre. 

Der var alligevel noget over det med at blive udfordret på noget andet end de klassiske nytårsfortsæt. 

Jeg vil derfor lade et par tanker drysse ud her mellem linjerne i Tårnbybladet, opfordringer, som jeg selv vil lade mig tiltale og udfordre af i det kommende år og årti. 1. Gå i kirke. Er du troende, tvivlende, søgende, hvad end dit hjerte er fyldt af, så kom hen i kirken. Er du åben, nysgerrig og opmærksom, vil du ikke gå uforandret derfra. Gudstjenesten er en øvelse i at se på verden med Guds øjne.2. Bed for dig selv og andre. Brug hver dag nogle minutter på at finde ro gennem stille bøn og meditation. Ikke for siden at være mere effektiv, men for at få det rette perspektiv på livet: at livet er helligt. Når samfundet siger dig, at du skal præstere mere, så lyt til det, der i grunden handler om at præstere mindre.3. Når frygten for verdens gang og angsten for alt det, der fylder i nyhederne overmander dig, så hold fast i, at det ikke er dig, der frelser verden. Det er Guds projekt. Gud forsoner sig med sit skaberværk, og vi er blevet givet et håb om at Gud også har hånd om vores jordklode. Flyt blikket fra det angstfulde og hen på de mennesker og den verden, der omgiver dig. Dér kan du forandre livet og bære håbet frem. 

I al sin enkelhed, stol på at Gud giver dig nye muligheder og viser nye veje. Det er stort og smukt, at intet i livet behøver at være stereotypt og en gentagelse af gamle mønstre. Dit liv kan blive fornyet, og fornys uophørligt om og om igen. Ikke fordi de ydre omstændigheder forandrer sig, for du forbliverformentlig i de samme ydre livsbetingelser, med samme ægtefælle, i samme land, på samme folkeregisteradressemåske. Det er ikke de ydre omstændigheder, der er afgørende, men måden vi reagerer på dem, hvordan vi forholder os til vores omgivelser. 

At Gud lader dig begynde på et nyt år, er en opfordring til fornyelse – at du tager imod livet og det, som Gud vil dig, på en ny måde. Du skal ikke være en anden end den du er, men vov at lade noget nyt blive vigtigt. 

Déri er noget af det hemmelighedsfulde – at det vi håber på kan blive virkeligt, og at håbets virkelighed altid overgår vores forstand.

Godt nytår fra Tårnby Kirke.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum

Det er snart jul

Men det behøver jeg vel ikke at fortælle dig. Jeg glæder mig fint. Min familie glæder sig nok mere. Men jeg glæder mig fint. Synes ikke der har været alt for meget overstadig forbrugerisme og ikke alt for mange billige pedernødder og æbleskiver fra en pose. Måske har jeg bare ikke lagt mærke til det. Jeg ved ikke, hvor du er henne i det der jul. Nogle kan ikke få nok. Nogle tager til Thailand og tager en tur i poolen.

Jeg tænker dog på en ting; hvad end du skal, kan du så ikke prøve at gøre julen til noget, du kan være i, så det ikke sovser til i karamelsmag, glitter eller du bliver nødt til at stikke af fra den?

Nogle gange er det som om julen er en græsk tragedie. Man kan slet ikke gøre noget, man kan ikke sige at man ikke vil være med, man skal bare gennemleve det. Sidste år tog jeg mig selv i at stå i Fields sammen med alle jer andre en lørdag op til dagen. Min pande var våd af sved. Mine øjne kørte rundt i hovedet. Jeg var minutter fra et panikanfald. Min tilstand blev feber men jeg kunne ikke engang overskue at tage jakken af. Heldigvis dejsede jeg om lige foran Bolia, og de havde en fin sofa. Som jeg efter lidt tid begyndte at overveje om den ikke kunne stå godt derhjemme. Hjemme igen tog jeg mig til hovedet og tænkte; hvordan endte jer der? Hvorfor gjorde jeg det? Det var jo ikke andres skyld end min egen at jeg allerede inden jul var træt af den. Det er som julen bare kører og man ikke kan gøre noget. Et eller andet teaterstykke som skal gennemspilles med dig selv i en rolle, du ikke selv har valgt, ikke vil have og ikke tør skifte ud med en anden.

Jeg har lovet mig selv i år, at det skal være roligere, der skal være mere tid. Traditioner er virkelig en god ting. Det er at tage de elskede som ikke er her mere med til jul. Det er alt det andet udenom man skal skære ned på.

Julen er en højtid. Det vil sige en tid man holder høj. Ikke lav. Ikke hverdag. Men høj. Det er kombinationen af noget meget nært og så noget højtideligt, som jeg godt kan lide ved julen. Den har alle forudsætninger for en højtid, julen. Og vi giver den også tid, vi tager fri, vi køber ind, vi forbereder, vi inviterer, vi bruger flere penge end vi har, vi gør alt for at leve op til den. Men man kan godt stille sig selv det spørgsmål: hvordan vil jeg gerne have den skal være.

Det nytter ikke noget, at du allerede nu siger du ikke kan komme i kirke juleaften, fordi du skal forberede anden. Så spis lidt senere. And er min livret men man behøver ikke bruge 3 dage på at gøre middagen klar. Så vigtigt er det ikke. Stress ikke. Det er bare mad. Et samfund hvor maden fylder så meget er et samfund i forfald sagde en kok. Børnene behøver ikke få alle de gaver. Giv dem et par stykker. Julen er børnenes fest, siger man. Jo, jo. Men det er vel også vores andres fest. Børnene har ikke godt af at det hele skal handle om dem og jeg har en formodning om, at det hele bliver bedre, hvis også vi andre har en jul, vi ikke bare ser frem til er overstået.

Det bedste vi mennesker overhovedet kan give hinanden er vores tid. Og giver vi hinanden tid til at nyde tiden sammen bliver det en højtid. Giv hinanden jeres tid til jul. I behøver ikke så meget mere. Det koster næsten ikke noget, og det er den bedste gave du kan give.

Og så kom i kirke op til jul. Kom juleaften. Kom juledagene. Kan du ikke komme, fordi du har travlt, har du prioriteret forkert, så har du taget fejl af det uvæsentlige og det væsentlige. Har du ikke lyst til at komme, så er det helt fint, så er du i det mindste ærlig. Der er også andre måder at holde tiden høj på. Se Love actually igen siger min kollega. Sæt Nick Caves nye album på. Gå en tur i skoven. Tænd et lys i mørket. Tag fotoalbummet frem. Besøg din mormor på plejehjemmet. Læg en krans på kirkegården. Sæt dig i mørket og tænd et stearinlys for alle dem du savner. Kan du intet af det du plejede at kunne, så lad andre gøre noget for dig. Det er smukt at give. Det er lige så smukt at give andre muligheden for at give noget til dig. Jer der kan komme, vi glæder os til at se jer. Lad os holde noget sammen. Vi tænder lys for dig. Synger med dig. Dejlig er jorden. Holder tiden høj med dig. Fred på jorden. Guds velsignelse.

Glædelig jul.

Fra Karsten M. Hansen og resten af Tårnby Kirke

Tak

Det sker sommetider, at der lyder et stille tak oppe ved alterskranken, når brødet og vinen bliver delt ud og modtaget. Ligesom ”tak for mad”.
Vinen og brødet, Ånden og livet. Tak for det daglige brød.
Taknemmeligheden får ofte ord og rum i kirken. Hver gang vi kommer med vores barn for at lade det døbe og for at sige tak, fordi det blev til og findes. Når vi kommer for at sige farvel til vores elskede og sorgen synger så højt at intet andet i denne verden kan høres, så kommer vi for at lade kærlighedshistorien om det menneske fortælle. Lade det blive fortalt hvor meget de betyder for os og har præget vores liv, og udtrykke en tak for alt det vi fik lov at dele sammen.
Og når vi kommer hånd i hånd for at fortælle hinanden og verden at vi elsker hinanden, at kærligheden altid skal være det største imellem os, så er det med en dyb taknemmelighed over at man har fået lov at møde sin hjertes udkårne.
Livet er fyldt med undere, der kalder på tak.

I september fejrede vi høstgudstjeneste i Tårnby Kirke. Det strømmede ganske vist ikke ind med afgrøder fra markerne, æblehøst fra præstens have eller grøntsager fra de lokale køkkenhaver.
Sådan var det ellers før i tiden – alle kom til kirken med en del af årets korn, frugt og grønt, alt det som naturen rigt have skænket. Og så sagde man tak – for livet, for maden, tak for alt det som vi ikke kan frembringe udelukkende ved egen indsats.

I høstfejringen blev det meget tydeligt, at vi mennesker ikke kun grunder i os selv. Vi er forbundet med både Gud, mennesker og naturen, som er omkring os. Som sagt, der var ingen afgrøder, der blev båret frem til alteret. Der var dog næstformandens hjemmedyrkede tomater til kirkefrokosten. Men selvom vi ikke længere kommer med årets høst, så giver det god mening at komme ind i kirken med det vi så har. Alt det vi er og bærer på kan vi altid komme til Gud med. Kirken er et bedehus. Og i bøn kan vi komme både med det, som er svært og ubærligt, det som vi skal have hjælp til, og det vi længes efter og håber på. Men også en takkebøn for det vi allerede har.

I bibelen er der fortællingen om ti syge, der blev helbredt. Der var kun den én, der kom tilbage og sagde tak. Hvem ved, måske de andre bare var så glade at de rent glemte at sige tak. Livet går bare og man glemmer helt hvordan det kom til en. Pointen er bare: vi skal netop huske dét at sige tak. Tak til en god ven, der er stillede op igen. Til far, der lappede cyklen. Til kollegaen, der tog en for holdet. Til kassedamen, der tålmodigt bakser med varerne fredag eftermiddag i Netto henne på torvet. Til naboen, der kom ind med avisen. Til ægtefællen for endnu en dag sammen. Tak for en plads i toget. Det hænder ofte at vi glemmer at sige tak. Men det gør en verden til forskel at vi forstår og husker at det hele ikke kommer af os selv.

Tak. I det lille ord spejles det store liv.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum