Du lever allerede evigt

Det evige liv tager ikke sin begyndelse den dag vi dør. Det lever allerede i os.

”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.”

At troen er et mysterium har jeg altid tænkt. Vi mennesker prøver på alle mulige måder at nærme os det guddommelige, det hellige, det uforklarlige. Men vi kommer aldrig bag om det. Heldigvis. For det betyder at det, som bliver ved at være dragende – det vi længes efter – dét bliver vi ved med at længes mod og søge. Ikke som noget, der slet ikke kan nås eller erkendes eller erfares. Tværtimod, som noget, vi ikke bliver færdig med at erfare og vil opfyldes af.
Tro er i den forstand en stadig bevægelse – en tillid til Gud, og et behov og en længsel efter at være Gud nærmere.
Sagt på en anden måde: Vi er kaldet til at være Gud nær – det er det, som længslen i os vil fortælle os.

At troen er et mysterium støder forstanden og ånden hurtigt på.
Et af de stærke billeder i bibelen er det med hvedekornet, der skal lægges i jorden blot for at bryde op igennem jorden igen, og sætte ny blomst, nyt korn, give nyt liv.
Det er et stærkt billede, som bruges gang på gang i bibelen.
Det at noget må dø eller ofres, for at noget nyt kan få liv.
Stærkest bruges billedet om Jesus selv. Han er som det korn, der må dø for at give liv til mange.

Det er et billede vi kender.
De fleste af os har prøvet at plante noget i haven eller en altankasse, og set det spire og vokse op. Som barn lagde jeg forventningsfuld kernerne fra et æblehus ned i jorden, og tænkte at der inden den kommende sommer måtte komme et godt æbletræ ud af det. Det var i grunden ret magisk – at den lille brune glatte æblekerne kunne
blive til et stort træ, med hvide blomster og saftige æbler på dets tunge grene.
Det samme tænker man med hvedekornet, som Jesus taler om. Det kan da ikke være meget værd! Skulle det kunne blive til korn, som så blev brugt til at bage det brød, der vil kunne mætte os? Men det er sådan det er.
Frøene må dø, må ned i jorden, for at de kan sætte nyt liv og bryde op igennem den sorte jord på ny.

Det er straks sværere for at forstå, at vi en dag selv skal lægges i jorden, når døden har taget sit, og det livløse legeme skal blive til jord. Den jord vi selv er kommet af.
Det er en abstrakt tanke, samtidig med at det er det mest naturlige. Naturligvis skal vi dø, naturligvis vil vores børn og børnebørn leve videre efter os, det er livets cyklus. Alt i vores verden går fra liv til død. Hele vores erfaring tilsiger os, at detmå være sådan. Blomsterne vokser, blomstrer og visner. Kornet spirer, gror og skæres af. Dyr og mennesker vokser op, lever, bliver gamle, hvis de da når dertil, og dør så. Men for alvor at sande at det samme skal vi, den tanke udholder vi sjældent mere end i flygtige øjeblikke.

Strofen i salmen Dejlig er jorden rammer det så fint med ordene: slægt skal følge slægters gang. En dag er vi her ikke længere. Nye fodskridt skal betræde jorden og vores efterkommere vil leve her, mens vi selv vil være borte. Jeg holder meget af den linje – slægt skal følge slægters gang – fordi den fastholder mig på, at der er en lang række forfædre, som er gået før mig, at jeg er del af den række, og at livet fortsætter efter at jeg forlader denne jord.
Og det er godt, for døden er svær at forholde sig til. Vores egen død er den grænse, vi ikke kan tænke; fordi vi ikke kan tænke den verden, i hvilken vi ikke selv er en del.
Endnu sværere er det at forestille sig en virkelighed, som vi skal være en del af for evigt. For evigheden er en svimlende tanke, som forstanden ikke kan gribe. Vi må have det i små dryp. Som hemmeligheder, der åbenbares – et mysterium vi nærmer os langsomt.

Nu handler den kristne tro jo ikke blot om det hinsides – det ved vi i virkeligheden meget lidt om. Troen skal slå rødder i vores liv nu og her, i dag, i det liv, som vi er sat her for at leve. Og derfor er tanken om det evige liv ikke noget, der først gør sig gældende den dag vi tager herfra.

Det evige liv fornemmer vi, når noget vokser op uden forventning, pludseligt. Vi er endnu i vinterens koldeste og mest grå dage her i februar. Det ser jo ikke ligefrem ud som om det bliver forår på et
tidspunkt. Jeg sidder og kigger ud i præstegårdshaven, og den er ligeså trøstesløs som afkørslen fra motorvejen. At der om få måneder vil gro små hvide vintergækker på græsplænen er utroligt. At træerne vil være fyldt med hyldeblomster i sensommeren er ufatteligt. At min kollegas børn skal hoppe på trampolinen i deres bare fødder er svært at forestille sig. Men det kommer til at ske. Foråret vil komme igen. Solen vil bryde igennem. Lyset vil varme din
pande, når du cykler gennem Amager Fælled. Livet bryder gennem det kolde mørke.

Hvad har det så med Jesus og Gud at gøre? Ligger det ikke i
livet selv, at planterne vokser op på ny, at vi en dag skal komme til at smile igen, selvom vi er ramt af sorg? Det tænker vi, fordi det ligger indlejret i livet selv – at skabelsen sker hele tiden, hvert sekund. Jeg vil så sige, at det gør den, fordi Gud er den, der giver livet.
Det evige liv var allerede, Jesus var allerede dét liv. Jesus bragte
ikke billedet om hvedekornet først og så blev det virkeligt.
Livet var før Jesus gik på jorden, han var hos os fra skabelsens morgen. Men Jesus blev billedet på den opstandelse, der sker hver gang foråret bryder frem af den kolde vinterjord. Samtidig ér han opstandelsen.
Jesus er den, der rækker os nyt liv den dag, vi ikke skal leve flere dage her på jord. Jesus er den, der rækker os det evige liv
i dag. I brødet, i vinen, i Ordet, i kærligheden. Jesus peger hen på det liv, som Gud har givet os – det lever i os som et lille hvedekorn.

Verdenshistorien begyndte ikke i går, den slutter ikke i dag. Der
var liv før dig, der kommer liv efter dig. Og du er skænket det evige liv.

Sogne- og sygehuspræst
Desirée Risum