Gode ting bliver bedre, når de bliver brugt

Der bygges en masse nye lejlighedskomplekser. Måske ikke lige her i Tårnby men rundt omkring os, ude ved stranden, ovre i Ørestaden. Dejligt at der er flere, der har lyst til at bo i verdens centrum; Amager. Det er da her det hele starter ikke? Pænt eller ikke pænt, det skal en præst ikke afgøre. Men jeg vil sige, at jeg har boet i sådan en helt ny moderne funktionel lejlighed i nogle år, inden jeg flyttede ind i præstegården fra 1781.

Jeg kunne ikke finde ud af det. Det kunne jeg virkelig ikke. Det var ligesom for firkantet, for rent, for fint. Og så havde jeg nok for meget, jeg prøvede at presse ind i en lejlighed som mest bestod af et kæmpe rum. Det er vist ikke meningen, man skal eje noget i sådan en lejlighed ud over nogle store malerier, der ofte kan skiftes ud og en masse elektronik, der kan pakkes væk i en skuffe.
Enhver ting der står fremme er synlig og enhver plet kan ses. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med det, jeg havde arvet fra min mormor, og hvor stiller man børnenes grimme gummisko, så man ikke falder over dem, når man kommer hjem, og hvad med de beskidte stinkende fodboldstøvler.
Der er jo slet ikke plads til det, som man skal bruge. Som Klodshans på slottet.

Jeg tror, det er meningen med de lejligheder, at man ikke skal have noget med, når man flytter ind i dem. De købes som en ny start.

Den her sommer har det også været som om, at man har ønsket sig et land med en ny start, ja en ny verden. Kun den historie som passer ind i nutiden må tages med. Tanken må være, at først når der bliver ryddet helt op, kan alle starte samme sted. En ny start som alles lighed. Hvor ingen tager gnoget med. Så vi vælter statuer og ændre vejnavne, vi hiver sætninger ud af bøger og sletter film som om de aldrig er blevet vist. Vi smider ord og betegnelser på bålet. Vi skærer alt det fra fortiden fra som ikke kan stå i lejligheden.

Egentlig forstår jeg godt tanken om en ny bedre verden. Hvem vil ikke have en bedre verden? Den burde være bedre. Den burde være mere lige. Ingen burde have færre muligheder end andre. I hvert fald ikke hvis man kan gøre noget ved det. Og det kan man ofte.

Det var omtrent med samme tanke, jeg flyttede ind i den nye moderne lejlighed, som ingen havde boet i før, og som jeg helt selv kunne sætte mit præg på. At starte på noget nyt, endelig få smidt væk, et simpelt liv. Det kender I måske også fra de gange I er flyttet. Man kan endelig få ryddet op.

Det var også ret rart et stykke tid. Det var det. Des mere kaos i ens eget hoved des mere behov for renhed og overskuelighed omkring én. Men det varede ikke længe med den nye start. For nok kan omgivelserne indvirke på dig, den nye start give dig overskud, men der var stadig kaosset i mit hoved, det forblev, og hurtigt var der for stor uoverensstemmelse mellem den ordentlige verden, jeg havde indrettet, og de uordentlige tanker jeg sad med. Og så kunne jeg ikke holde ud at bo der.

Mine manglende evner som menneske var en beskidt plet på en hvid væg, som jeg blev ved med at sidde og glo på.

Det er også min frygt ved ønsket om en ny verden, at man tror, at man kan gøre verden neutral, at man tror, man kan skabe verden efter sit hoved, som om verden ikke fandtes før dig, som om du ikke selv er en del af det som har været, som om historien ikke er kollektiv. Man tager jo altid noget med, når man stiller op til start. Man flytter altid ind med sig selv.

Måske er nogle af jer bedre til det, det håber jeg, men jeg kan ikke bo i en ren ny lejlighed. Jeg har svært ved at bo i en verden, der er blevet renset. For hvad gør jeg med alt det beskidte i mit hoved, med mine fejl, mine manglende evner? En syndfri verden bliver et helvede at bo i.

Nogle gange får vi muren ud imod Englandsvej kalket. Der ser fint ud. I ca. en måneds tid. Så begynder det hele at krakelere lidt, revner opstår; heldigvis. Kirken gør sig bedst, når den bliver slidt. Så indbyder den til liv, til levet liv. Kirken er ikke et palæ. Ikke et moderne rent hjem. Men det
sted hvor vi synderne kan komme med alle vores fejl. I behøver ikke komme med jeres fine tøj.
Kom som I er.

Det pæneste ved Tårnby Kirke er, hvor slidt den er, hvor sammensat den er af forskellige sten fra forskellige tider, hvor brugt den er blevet af generationer efter generationer, – og så at den ligger der endnu og vil ligge her længe efter vi ikke er her mere.

Karsten.

Info:
Jeg er i den lykkelige situation, at jeg har fået studieorlov i 3. mdr.
Det betyder, at jeg går fra den 17. september og først kommer tilbage til
kirkegerningen den 17. december. Sikker på, at jeg til den tid vil glæde mig til at komme tilbage.
Som vikar under mit fravær vil Susanne Skovhus træde til. Hun har været præst i mange år og mange steder bl.a. Kastrup Kirke og St. Magleby Kirke.