Håb for morgendagen

Vi er tomme for ord, kirkerne er tomme, hylderne med gær er tomme, Kastrup Lufthavns bagagebånd er tomt. Jeg er tom for ord som jeg sidder her og skal skrive næste måneds kirkeblad. Det skulle helt sikkert ikke have handlet om coronavirus, hvis du havde spurgt
mig for to uger siden.
Den rungende tomhed, du måske også oplever, står mål med de sidste ugers udvikling i vores land, i Europa, over hele verden. Jo mere tid der går, jo mere tomt bliver det.
Gaderne, fodboldbanerne og Torvet har aldrig været så affolket. Man tager sig selv i at mangle ord for tingenes tilstand. Måske fordi der allerede har været så uendeligt mange ord – nyhedsmediernes konstante strøm af ord, der varsler, advarer, inddæmmer, opfordrer.
Det er ikke svært at lade sig overrumple af de mange skrækscenarier og frygten for hvad der kommer til at ske. Og så bliver man tavs. Ordene slipper op, selvom hylderne fyldes
med dagligvarer og vi forsikres om at supermarkedets lagre bugner.

Vi har oplevet det før. Ikke sådan her. Men vores verden har før oplevet at blive truet på sin eksistens. Jo flere år, der lægges til årstallet på sygesikringskortet, jo flere af sådanne øjeblikke i historien man kan mindes at have været vidne til det. De der nedfaldspunkter, som vores børn og børnebørn en dag vil spørge til: ”Hvordan var det dengang Danmark lukkede ned og man ikke kunne gå i skole eller ikke måtte få besøg af sine venner og familie?” Det at verden har oplevet det før tager ikke alvoren fra dette særlige øjeblik i verdenshistorien, i din livshistorie.

Jeg tror tomhed har været der før og har meldt sig før, når verden blev truet. Tomheden har vist sig i skikkelse af en afmagt, som en tavshed, et skrig eller som uvished og manglende håb for morgendagen.
Jeg tænker sommetider på Tranströmers ord i et af hans digte:
Og det tomme vender sit ansigt mod os og hvisker
”Jeg er ikke tom, jeg er åben”.
Tomheden er ikke et absolut, men en åbning for at lade noget nyt komme til. Så dér hvor der vi selv kommer til kort, der hvor ordene er sluppet op, der hvor landet ligger tomt hen, dér kan noget nyt opstå. Noget, som vi ikke selv kunne fylde ind eller skabe. For er det ikke sådan det altid viser sig? At livet kommer igen. Kærligheden opstår også selvom hjertet var knust. Mennesker forsones trods konflikter og brud. Anemoner gror frem af vinterhiet og babyer bliver født hver eneste dag. Jeg tænker sådan set at mirakler hele tiden opstår, for at sige det kristent. Og det er helt uden vores indvirkning. Livet sker.

Det er også de ord jeg gerne vil have lov at dele, når nu de andre ord lader vente på sig:
Hold fast i håbet. Livet kommer igen. Gud er med os.
Påsken er på vej. Snart skal påskens budskab nå os, om at livet sejrer over døden og at
lyset overvinder mørket. Påskeliljerne vil bryde frem med deres gule livshoveder og både
kirken, sportshallen og Travbaneparken vil snart blive fyldt igen med mennesker, som
holder i hånd og møder hinanden med et kram og kys på kinden. Fordi livet altid vender
tilbage.
Det er påskens budskab. Graven var tom og livet opstod på ny.

Så, ven, hør det her – og fyld dig med håbet, om at det er rigtigt: verden går ikke under i dag. Heller ikke i morgen. Livet kommer altid igen. Verden som vi kender den er brast sammen før, men livet har altid vist sig at sejre. Og det kommer det også til nu.

Plant et løg og fejr påskens håb
Påskens fejringer i kirken bliver nok ikke som de plejer i år. Måske er døren stadig låst, når påskesolen står op. Men livet vandrer gennem både kirkemure og stuer og op gennem den sorte muld. Påskens budskab om at livet opstår på ny finder andre veje for at nå os.
Vil du være med til at markere påsken og alt det gode, der kommer os i møde, så kig forbi Tårnby Kirkegård påskemorgen.
Søndag d.12. april fra kl.10.00 sætter vi nogle kasser med blomsterløg frem nær
kirkedøren (med forbehold for ændring i myndighedernes anbefaling.)
Du er velkommen til at hente et blomsterløg og plante det på din elskedes grav, hjemme i
haven eller i altankassen.
Lige så stille bryder livet frem gennem mørket.

På kirkens vegne Desirée Risum