Menu Luk

Hjertets nullermænd


Foråret er endelig hos os med sit fine lys og spirende liv allevegne. Også solstrålerne,
der kravler ind af de beskidte vinterruder og afslører støv og nullermænd i alle
afskygninger. Og som så mange andre har jeg været inspireret af den store
oprydningstrend. Metoden er simpel, ifølge det japanske oprydningsfænomen
Marie Kondo: Fokuser ikke på, hvad der skal smides ud, men hvad der skal beholdes.
Alt hvad du ejer skal gennemgås – lige fra skuffen med sokker til flyttekasserne du
lykkeligt har fortrængt og gemt væk i kælderen eller garagen. Tanken er at hvis en
genstand vækker glæde, så beholdes den. Og resten sendes ud i verden efter at
være blevet takket for sin indsats. Jeg kan ret godt lide det med at det takkes. Det
har resulteret i en del ture til den lokale Mødrehjælpen og genbrugsbutik. Når jeg
åbner skabene nu, så er lidt mere luft og det er virkelig rart at tingene har fået en
plads. Der er kommet orden.

Men hvorfra kommer oprydningstrangen? Trangen til at skabe orden i kaos er ældgammel. Det er faktisk lige præcis der vi begynder i Biblen, med Gud der rydder op i kaos. Himlen foroven og havet forenden, landet her og vandet der. Lys til at
skille nat fra dag. Alting får sin plads.
Eksperter har påstået at denne verdensomspændende oprydningstrang i høj grad
hænger sammen med en følelse, som mange af os kender: At verden er så
overvældende og kompleks at det kan føles som om vi er omgivet af kaos.
Det ydre kaos – bekymringen for klimaet og klodens fremtid. Vores børns fremtid.
Bevidstheden om krige og ufred, som vi hører om i nyhederne dagligt.

Eller det indre kaos – det, som holder os vågne om natten, mens vi vender og drejer os, til lyset rammer igen. Når ulykken rammer os eller nogen vi elsker. Når relationer går i stykker. Når vi mister noget godt, måske helbredet. Eller modet. Eller håbet.

Kender vi følelsen af at miste kontrollen og overblikket over verden?

Ja? Så er det tid til at rydde op! For hvis man ikke kan tæmme det ydre kaos, så kan man få ro og balance af at rydde op i det nære – sit eget rod og sine ting. Det giver en lillebitte følelse af kontrol over kaosmagterne, når man står og ser på bestikket, der ligger velordnet og ryddet i skuffen, og tøjet, der ligger pænt foldet og stablet i
skabet. Men uanset hvor meget vi rydder ud og hvor nydeligt vi folder tøjet, så kan vi ikke kontrollere kaos. Vi kan ikke styre verden ved at inddele den i kategorier. Vi kan ikke putte mennesker i kasser og sige ”sådan en er du”, værsgo, på plads. Ikke uden at vi gør både verden og mennesker til mindre end de er. ”Alting har en plads”
virker måske fint når det kommer til køkkengrej og værktøj og lego, men den fulde kontrol over verdens gang må vi leve med at vi aldrig kan vinde.
Jeg ved da også, at uanset hvor meget jeg pudser vinduerne nu, så kommer skidtet igen. Hvis jeg skynder mig at pudse vinduerne igen – for tænk nu hvis andre også så alt det skidt, som forårssolen skinner på og opdager at jeg ikke har styr på verden! – ja, så glemmer jeg helt at glædes over lyset og varmen.
Så lad os pudse vinduerne, velvidende at det kaster lys os nullermændene i
hjørnerne af stuen. Og i hjørnerne af os selv. Luk lyset ind, selvom vi ved, at når vi
lukker op for lyset, så afsløres vi. Afsløres som det, der ikke kun er pænt. Den skyld, der ikke må ses. Det vi ikke fik gjort. Smerten vi ikke vil vise. Det håb vi ikke tør dele.
Hjertets nullermænd, som en klog veninde af mine kaldte det.

Forårslyset gør noget ved os og gør noget ved verden. Det kommer til os og giver os ny energi. Får os til glemme at vinteren var kold og mørk, og viser os hvor
vidunderlig en verden vi også lever i. Kalder os ud af vores hi og kalder nyt liv frem.
Meget lig lyset vi skal høre om i påsken, som vi bevæger os frem mod her i april.
Endelig vælter lyset ud – jeg lukker det ind.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum