Menu Luk

Hvis Bendtner havde været med havde vi vundet

Jeg ved ikke, om I har haft ferie. Jeg har haft min, og godt den er overstået. Jo, jo det var fint, rigtig fint faktisk, hele familien var med 2 uger til Spanien, ikke en sky på himlen, glade børn, men det er nu også meget godt, at den er overstået.

Jeg ved ikke, om I ved det, men der er noget som hedder sæsonbetinget affektiv lidelse. En vinterdepression er sådan en sæsonbetinget lidelse. Der findes også en sommerdepression.

Det lyder måske mærkeligt, solen skinner, der er varmt, vi har fri, vi skal holde ferie, vi skal være sammen med dem vi holder mest af, alt er godt, livet skal leves, alle ting er samlet for at det kan blive godt. Men det er netop alle disse gode ting som får sommerdepressionen frem.

Forventningen. Nu skal det være. Alt det gode som nu skal ske. Man har set frem til det siden ferien sluttede sidste år. Ens egne forventninger, og alle de andres. Hvilken frygtelig kamp. Og det er derfor,
man kan blive lidt glad, når sommeren er slut, så er man lovlig undskyldt for at sætte sig indenfor i mørket og ikke skulle noget, så er man fri for forventning, for forventninger har det med at avle noget
frygt, frygt for at det ikke lykkes, det lever ikke op til forventningerne. Jeg vil sige, at jeg er et troende menneske.
Om sommeren ser det bare ud til at jeg glemmer det.

Tro er, og læs det langsomt, en fast tillid til Guds Nåde. Tillid, tillid til at det nok skal gå, at Gud er med os i alt, også når man tager til Spanien. Tillid er ikke noget, man kan beslutte sig for at have eller lægge fra sig. Det er enten noget man har eller ikke har alt efter hvad livet har bragt en. Før man er klar over det, har man stillet sig tillidsfuldt eller fuld af mistillid.

Som med selvtillid. Nogle gør den fejl at de siger; du skal bare tro på dig selv, men man kan ikke beslutte sig for at få mereselvtillid. Tillid, også til en selv, kommer af at andre har haft tillid til dig. Langt de fleste mennesker kan kun have tillid til dem selv, hvis andre har haft tillid til dem.

Tro er fast tillid til det man håber på, tillid til at det nok skal gå, tillid til at Gud er med os. Derfor er tro ikke noget, man har, tro er noget, man er.

Frygt ikke. Det er de to vigtigste ord i biblen. Det vigtigste Gud har fortalt os. Og det bedste vi kan fortælle andre. De to ord står mange steder i evangelierne. Jesus siger det mange gange. Til hyrderne
på marken uden for Betlehem ved juletid, til de spedalske, til de udstødte, det var også det han sagde til røveren på korset ved siden af, frygt ikke, i dag skal du være med mig i paradis. Her har vi den bedste beskrivelse af paradis i hele biblen; der hvor der ikke er frygt.

Jo, frygt kan også være nyttig, den kan gøre dig opmærksom på en fare, du skal vige udenom. Frygt fortæller dig, at nu skal du passe på. Det kan være godt atpasse på. I enkelte tilfælde. Men ikke for livet.

Frygt er vores fjende. Modsætningen til tro er ikke ikke-tro, ateisme ellersekularisme eller Islam. Modsætningen til tro er frygt, men der er ikke grund til at frygte, ikke fordi der ikke også for os vil ske dårlige ting, det vil der, sygdom, tab, ondskab, vi vil ikke altid gøre det gode, der vil være smerte og død, Gud vil ikke kunne forhindre det, det har han aldrig lovet. Men han vil være med os hele vejen. Det har han lovet. Og da der intet er, du kan gøre for at forhindre at det dårlige på et tidspunkt vil ske, så er der ingen grund til at frygte det.

Jeg må have glemt at tage i kirke lige inden jeg tog på ferie, for jeg havde ikke stor tillid til, at det skulle blive også godt, jeg frygtede som altid, at flyet var forsinket, at jeg havde glemt passet, hvilket jeg altid frygter til trods for at jeg aldrig har glemt det, sådan er frygten, helt irrationel, den bygger ikke på erfaring og fakta, den bygger på mangel på tillid til Gud, til livet, jeg frygtede, at børnene skulle blive syge, at lejebilen ville bryde sammen på en øde landevej, at Nicolai Jørgensen ville brænde det straffespark (jeg siger bare, hvad jeg sagde inden de tog til Rusland; hvor er Bendtner), i 2 uger holdt jeg ferie og i 2 uger holdt jeg vejret og pustede først ud, da jeg stod i Tårnby igen.

Sådan kan man være dum nok til at holde ferie. Men værre; sådan kan man også være dum nok til at leve. Med vejret holdt og til sidst helt udmattet; jeg klarede den.

Prøv at hør Tårnby. Du kan på ingen måde kontrollere dit liv, du kan ikke forudse det, og du kan stort set ikke kun selv bestemme, hvordan det vil gå dig. Jo man kan gøre meget, ansvaret for livet er dit, og ikke Guds, det er dig, der skal leve det, så man kan gøre en del, spis lidt sundere, dyrk noget motion, sov, drik vand, og så er der nogle steder i verden man skal afholde sig fra at holde ferie, men tro ikke, fordi du selv kan en del, så kan du det hele. Tro ikke du kan bestemme over livet. Du vil ikke bare blive slemt skuffet, hvis du gør. Du vil også opleve en stigende frygt for at det ikke bliver som du har bestemt det til at være. Jo, jeg frygter også døden, men jeg frygter mest min frygt for ikke at turde leve, for det er dog det dummeste i verden, allerede at være død mens man lever. Læg livet i Guds hænder og lev det med den frihed og det ansvar som Gud har givet dig, uden tanke på i morgen, som du alligevel ikke bestemmer om kommer.

Gud er med dig. Fortsat glædelig sommer. Og god ferie hvis I endnu ikke har holdt den.


Karsten M. Hansen