Menu Luk

Imorgen er alt muligt

Lige om lidt konfirmeres alle vores smukke, unge mennesker i Tårnby Kirke, som vi har fået lov at slå følgeskab med i de sidste 8 måneder.
Og alt er muligt. Livet venter dem. Det er som om, at livet selv står med åbne arme for at tage imod dem og fortælle dem, at alt godt venter.
Det er i hvert fald det vi gerne lade dem ane: at der er en fremtid og et håb.
For er der noget man hurtig kan komme til at glemme, så er det netop det. At der altid er en mulighed.

Jeg ved, at man taler om at mulighedernes buffet stresser og presser de unge. For hvis der virkelig er så mange muligheder – bør man så ikke gribe dem alle, og hvad hvis man vælger noget forkert?
Men det er ikke den slags mulighed jeg taler om.
Naturligvis kan alt ikke lade sig gøre for alle. Jeg kunne eksempelvis ikke blive balletdanser på det kongelige. Det var ellers en pigedrøm – så kunne man gå i balletskørt evigt og altid. Men min mor
havde luret af, at med mine store fødder ville jeg formentlig ikke blive en lille net sag, som man kunne kaste op i luften. Det gjorde ikke så meget – jeg dansede videre på livet løs uanset.

Når jeg taler om at alt er muligt, så grunder det i en grundlæggende tillid til, at der er noget, der griber ind i min virkelighed, og kan forandre det, som jeg ikke selv kan se mig ud af. Når man
fanges af angstens og bekymringens cirkler, så ser man ikke andet end det man frygter. Og man paralyseres af håbløshed og sine egne tanker om hvad livet vil bringe én.
Det er her, at man har brug for at blive revet ud af sit eget. Få løftet den sky, som har lagt sig over sindet og tilværelsen, og opleve at der atter er luft, blå himmel. Muligheder.
En vej lidt længere ude end øjet kan se.

Der er med andre ord en større virkelighed end min egen. Og det er Guds virkelighed. En virkelighed, som ikke først venter i et hinsides, men som er lige nu og her. Den manifesterer sig dér hvor kærligheden råder, og væver sig ustandseligt ind i vores liv og hverdag. Usynlig for den, der nægter at se det.
Det er en kraft, som kan bringe glæde midt i det sorgfulde. Vende håbløshed til nyt håb. Løsne angsten, og gøre det muligt at trække vejret frit igen.
I den forstand er der altid en forventning om alt godt.

Det bliver tidligt sent

”Man skal faktisk nyde livet, mens man er i øjeblikket, og ikke gå og vente på de ting som måske kommer til at ske”. Sådan havde nogle af mine konfirmander skrevet det i deres prædiken til en
fyraftensgudstjeneste i april. Og det er nemlig rigtigt.
Man skal ikke gå og vente på at livet går i gang. Virkeligheden er sådan set allerede i fuld gang – livet venter ikke på nogen. Det er om at kaste sig frimodigt ud i det.

Sandheden er, at det man betragter som forstyrrelser eller bump på vejen i tilværelsen, jo faktisk er ens liv. Man kan ikke hele tiden vente på, at det hele skal falde på plads før man kan leve. Det er ikke først når man er færdig med huset eller når man har skiftet job eller når man er færdig med gymnasiet at livet går i gang. Det er det sådan set allerede. Det er lige nu. Hvis man altid venter på at det rette skal indfinde sig, så venter man livet væk.
Og så bliver det for tidligt sent. Sent i livet.
Men mon ikke det er sådan, at man først for alvor tør kaste sig ud i tilværelsen og vover at være i nuet, når man har tillid at alt godt kan ske?
I morgen er alt muligt.

Sogne- og sygehuspræst Desirée Risum