Kære Tårnby

Mit navn er Louise Rosenberg. Jeg er jeres nye præst. Efter to år som sognepræst i to små landsogne på Fyn, er jeg vendt hjem til København, hvor jeg er født og opvokset. Jeg blev indsat den 1. marts, og jeg vil gerne sige tak til alle, der deltog. Det var en festlig og fin indsættelse, og det er så rart at blive taget godt imod, når man skal starte et nyt sted.

Jeg nåede knap nok at komme i gang, før Danmark blev lukket ned af Coronavirussen, og det blev så begyndelsen på mit nye virke. En tom kirke, samtaler over Skype eller med mindst 3 afsprittede borde mellem os, bisættelser, hvor kun 13 gæster må deltage, og hvor de pårørende kun må sidde sammen i husstande med 3-4 bænkerækker mellem hver husstand.

Coronakrisen bragte en alt omsiggribende ændring af vores måde at være sammen på. Og jeg kan kun tale ud fra mit eget perspektiv. Som sognepræst så jeg en stor udfordring i, hvordan jeg skulle kunne bevare og værne om det nære og sårbare rum, som vi præster ofte bevæger os i, når vi møder mennesker i kriser. For pludselig kom der restriktioner på det rum. Rummet blev bestemt udefra. Et rum, hvor det nære og sårbare skal kunne udfoldes, skabes ved at indbyde til fortrolighed. Men fortrolighed kræver, at stemmen kan tale stille, ja endda, få lov at hviske, om alt det, der bevæger sig inderst inde. Men med to meters afstand til hinanden, er det rigtig svært at høre, hvad der bliver sagt, hvis det hviskes. Med to meters afstand bliver stemmeføringen nød til at være højere og tydeligere, og lige der så jeg en stor udfordring i at skabe det fortrolige rum, som en efterladt har brug for, og hvor jeg som præst kan passe på og værne om de sagte og hviskede ord. Det er faktisk en enorm smertelig tid på så mange planer, men i det daglige arbejde ser jeg smerten tage en ny og sær form ved bisættelserne: Bl.a. at den nærmeste familie skal vælge familie, venner og bekendte fra og som ikke må deltage ved handlingen, og at se, den familie, som kunne samles omkring afdøde ikke må give hinanden det kram, som bare skriger stille til himlen om at blive givet og modtaget i en sådan situation. Der er meget i mit arbejde, jeg før gjorde uden at tænke over det, men som nu har fået så vigtig og betydelig værdi og mening. F.eks. min højre hånd, der hilser, som jeg ikke længere må give, når jeg møder de pårørende. Den føles som den symbolske håndsrækning, jeg som præst vil give til det sørgende menneske. Det er en håndsrækningen der siger; ”at jeg er her med dig/jer. Jeg vil lytte og gå med i noget som er rigtig svært”. Og det har været rigtig svært, ikke at måtte give hånd i hvert enkelt møde – det føles helt forkert.

-Det er barske tider, for farvel!
Men! Mens Coronakrisens bølger banker ind over landet og vi må lukke os om os selv, så sker det lige midt i en påske. Påsken der manifesterer og fejrer, at der altid er et nyt nu, at fremtiden altid bringer en ny begyndelse på trods. Det eneste konstante er forandringen, og håbet for fremtiden må altid læne sig ind i visheden om at, morgendagen altid bringer en ny begyndelse med sig: Alt er muligt og alt bliver godt igen!

På trods af situationen, så er det en fornøjelse at være kommet til Tårnby Kirke. Jeg glæder mig til at møde jer, og jeg glæder mig til alt det nye som
vil komme, og som jeg skal opleve sammen med jer. Og på trods af afstand og restriktioner på vores kirkerum, det fortrolige samtalerum, ja, alle vores sociale, velkendte og trygge rum – så er vi præster stadig til rådighed for en samtale om alt, hvad der rører sig mellem himmel og jord; mellem os mennesker i tiderne, der konstant forandrer os, vores rum og vores verden.

Vi ses på et tidspunkt lige her i Tårnby.

Louise Husted Rosenberg