Kærlighed…

Vi har rigtig mange bryllupper i Tårnby Kirke.
Gang på gang fyldes kirken med brudepar og deres gæster for at fejre kærligheden. Og vi præster synes, det er en fornøjelse.
For det er livsbekræftende, hver gang vi mennesker kommer til kirken – hvad enten det er hånd i hånd for at blive velsignet. Eller med de små børn i armene for at få dem døbt.
Selv når vi kommer for at tage afsked med vores afdøde, fordi vi sørger over det menneske, som var liv for os. Det har alt sammen med kærlighed at gøre. Og kærlighed og liv hænger uløseligt sammen.

Når det er sagt kan vi i grunden godt undre os over, hvad kærlighed og ægteskab har med hinanden at gøre… Vi forudsætter jo at de hænger sammen.
Jeg har endnu ikke selv mødt et par, der kom fordi det var et arrangeret ægteskab, og de ikke kendte hinanden. Eller et par, der gav udtryk for, at de dybest set ikke brød sig om hinanden. De fleste siger, at det er af kærlighed de vil vies. Eller fordi det er på tide efter 10 års samliv.
Men så er den ikke meget længere…samtalen altså. Eller det kan i hvert fald være en svær samtale at have. Sådan oplever vi det ofte som præster. At det er svært at sætte ord på, hvad vi egentlig forventer at ægteskabet skal være ramme om. Og hvorfor det er så vigtig en ramme. Og vi har endnu sværere ved at sætte ord på hvad, kærligheden rummer. Om dén skal have en ramme.

”Kærligheden tror alt, udholder alt, håber alt. Kærligheden hører aldrig op.”

Hvordan kan det være, at ægteskabet har det så svært i det senmorderne Danmark, når ”kærligheden aldrig hører op”? Hvad er kærlighed? Og tror vi på den i en sådan grad, at vi tør satse på den til døden os skiller?

Vi kunne godt tænke os at byde ind til en åben samtale om, hvad kærlighed er. Og vi kunne særligt godt tænke os at indbyde årets brudepar til denne samtale. Måske det giver mulighed for at starte samtalen et andet sted, når I kommer forbi os inden jeres vielse…

Måske kan det skabe rum for refleksion, og mulighed for at tænke parforhold, ægteskab og familie ud fra et andet udgangspunkt.
Samtalen skal ikke begrænse sig til brudeparrene. Der er altid brug for at tænke større, bredere og dybere om kærligheden, og hvor er bedre end i det hus, hvor der er himmelhøjt til loftet og plads til de store tanker og følelser.

Vi kalder det ”Kærlighedslørdag”, og det er lørdag d. 22. April 2016 kl.10.00 – 14.00 i Tårnby Kirke.
Dagen starter i sognegårdens konfirmandstuer, hvor vi skal møde to oplægsholdere med hver deres bud på hvad kærlighed er. Turen går også forbi kirkerummet, hvor løftet om kærlighed altid lyder.
Tilmeld jer inden 7.april til dr@km.dk. Vi byder på let frokost.

”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”

På vegne af kirkens præster,

Desirée Risum