Menu Luk

Lama eller trillebør?

Jeg blev noget betænkelig, da jeg en uges tid før Bededag så en artikel om, at den sidste nye trend til konfirmationer var at leje en lama.
For jeg tænkte: ”Synd for dyret”. Og måske også for konfirmanden!
Så jeg var ret lettet, da der ikke mødte mig nogle lamaer op foran Tårnby Kirke den 27. maj. Hverken kl. 10.30 eller kl. 12.
Nu skal jeg selvfølgelig ikke bestride, at der har optrådt lamaer ved nogle kirker.
Men jeg tror nu alligevel, som det så ofte er tilfældet i pressen, at det er blevet blæst lidt op.
Det synes jeg er lidt ærgerligt, for jeg synes, det viser en anden side af konfirmationen en den, jeg kender til.
Og endnu mere ærgerligt synes jeg, det er, når en præst, som det også var tilfældet i avisen, hopper med på vognen, og benytter lejligheden til at tale om, at konfirmation er blevet overfladisk og et udstyrsstykke.
Jeg forstår slet ikke, at man kan se sådan på det.
Jeg har haft konfirmander i mange, mange år, og jeg synes de unge mennesker bliver mere og mere seriøse.
De interesserer sig for troen og mener noget med at blive konfirmeret.
Selvfølgelig for i dag, er der jo stort set ingen, der bliver pressede til det.
Det er så almindeligt at blive nonfirmeret, og nu også humanistisk konfirmeret.
Og de unge bestemmer meget mere over deres eget liv i dag, end tidligere.
De er meget mere vandt til at have meninger og holdninger og blive hørt.
Så de vælger selv. Og deres valg bunder ikke i lamaer eller andre udstyrsstykker.
Selvfølgelig kan vi godt mærke, at finanskrisen er forbi, og der er flere penge mellem hænder, så nogle bliver hentet i fine biler, men ligeså mange i trillebør.
For det er ikke det, det handler om.
Det handler om, at de unge har en tro, og ved hvad de vil i livet.
Det skal hverken journalister eller præster underkende.
Så fra os i Tårnby Kirke skal der lyde en tak fordi I har vist os det.

Tillykke med konfirmationen, vi håber, I har haft en god fest, det har I fortjent.
Og velkommen hos os en anden gang.

Ida Nielsen