Mørket/Lyset/Morrissey

Julen kommer på et godt tidspunkt. Når her er mest mørkt. Det falder ned fra himlen. Det stiger op fra jorden under asfalten. Mørket. Og så kommer det, lyset.

Vi tænder det og han sang, ham den tynde med det sorte hår; Skub skyen væk, vi bliver nødt til at skubbe skyerne væk.

Det er det, vi prøver på, skubbe skyen væk, så lyset kan lyse sig frem.

Jeg tror, det er det, vi prøver på hver eneste dag.

Jeg så engang en film. Det var dengang jeg mindst skulle se to film om dagen. En om formiddagen inden undervisning og en sent om aftenen. Så skulle de anmeldes. Så skulle vi se Bogart. Det er stadig det bedste program jeg nogensinde har set i fjernsynet. Morricones musik fik mig til at låne The Mission i den gamle Playtime Video på Nørrebrogade lige ved Elmegade. Det var en fantastisk film, syntes jeg dengang. Jeg genså den for et par år siden. Rimelig træt men alligevel, nu er den ikke lige så god. Selv Morricones musik er her for meget. Men den sidder stadig i mig, den film, og det for slutscenen. De spanske imperialister har overfaldet indianerbyen i regnskoven, grådigt, selvretfærdigt og helt uden menneskelighed. Alt er blevet slagtet. Også missionærerne. Og dog, et par børn har overlevet, og da imperialisterne forlader det de har brændt ned, sejler børnene ud på en hjemmelavet tømmerflåde i en flod fyldt med ligene af deres egne. Morricones musik og så til sidst teksten fra Johannes Evangeliet; lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.

Kristendom er mange ting og ikke sådan at samle til et enkelt billede, men skulle vi finde et, må det være dette; at lyset skinner i mørket.

I julen tænder vi lys. For os selv. For hinanden. Vi prøver. Også på Jubilee Street. Men hvis der er nogle af jer som ikke synes, I har lys nok, som ikke kan finde en lighter, som synes en plastik julemand med lys i er rimelig til grin, som synes at det hele er så blændet op med for meget kunstigt lys, eller som ikke har nogen at tænde lys for og som synes, det er for ensomt at tænde et lys kun for een selv, så skal I vide, at der er en som en gang for alle har tændt et lys for jer.

Julen er at Gud tændte et lys som aldrig vil gå ud. Det er også dit lys.

De bedste linjer jeg nogensinde har hørt i en sang er af mit indbildte alterego, Morrissey. Jeg tror ikke, han bryder sig om kirken, og jeg tror ikke han tror på andet end sig selv og sin kamp imod hotdogs til koncerter og det britiske kongehus til eftermiddagste, og han er blevet lidt bamset og håret står kun med det yderste af spidserne, men han er stadig skøn og det er ham som engang sang; there is a light that never goes out.

Et lys som aldrig går ud. Det er sådan, det er.

Måske nogle af jer har fulgt med i True Detective. Den der besynderlige kanal DR3 fandt på at sende noget godt om søndagen. Brøndby havde tabt så jeg trængte til at se fjernsyn. Baudelaire kunne ikke få mig på andre tanker. Efter de to detektiver har oplevet den rene depravation, den endelige undergang i et forsumpet Sydstats USA fuld af Sodoma og hvad Edgar Allan Poe ville kalde at jorden begynder at spise sine egne med en tunge som en slange, da siger den ene; det ser ud til at det bliver mørkere og mørkere, hvortil den anden siger, at det godt kan se sådan ud, men så ser han på det på en forkert måde, så glemmer han, at mørket var her først.

Det er ikke mørket som spreder sig. Det er lyset, som spreder sine vinger. Det er Gud som i 1. Mosebog stikker sit hoved ud af mørket og den første dag begyndte. Det er lyset i mørket og mørket kan aldrig gøre det af med lyset.

Glædelig jul.

Karsten Møller Hansen