Ny præst

Vi præster har det med at blive det samme sted virkelig længe. Min forgænger Woller var ved Tårnby Kirke i 34 år. Min nuværende kollega Ida tager snart rekorden. Jeg fik mit første embede ved Tårnby Kirke i sommeren 2006 og har personligt ingen andre planer. En gang i de 14 år har jeg fået en ny kollega. Desirée kom til for 5 år siden, og er her selvfølgelig endnu.

Det er vist ikke særligt normalt længere at blive så længe det samme sted.
Jeg har en ven i IT branchen, han skifter job ca. hvert andet år. Det er helt normalt, siger han. Jeg forstår det ikke, siger jeg til ham; hvem gider at skifte job? Det er da noget af det værste, de første mange måneder er jo en kavalkade af ting man endnu ikke forstår og mennesker man endnu ikke har mødt og derfor må fortælle den
samme historie om en selv til, at skifte job er at blive praktikant igen.
Min ven sagde i første omgang ikke noget, han viste mig bare hans gamle lønseddel og så hans nye, så forstod jeg.
Bagefter sagde han noget om, at det han lavede kunne han lave alle steder og med hvem som helst.
Det kan jeg sådan set godt forstå og hvis lønnen stiger hver gang han skifter job, så skifter man vel.

Lønnen stiger ikke i præstefaget ved at komme til en anden kirke, vi får næsten alle det samme i løn, men det er ikke grunden til at vi bliver det samme sted, det er de relationer vi med tiden opbygger.

Det vigtigste i livet er det, vi kan være for hinanden, det vi kan dele, det er en gave som præst at få lov til at dele så meget med jer. Den unge pige man konfirmerede engang, da man lige var startet. Hun kommer hvert år til jul, og man møder hende og hendes familie rundt omkring i byen og snakker lidt, så skriver hun om man vil døbe hendes barn en del år efter, man får også lov til at vie hende samme sommer og desværre begrave hendes gamle farfar lige efter.
Sådan er alle præsters arbejdsliv fyldt med mennesker som lagde afgørende øjeblikke i vores hænder og bad os om at hjælpe til.
Vi er aldrig de vigtigste, og vi redder ingen liv, men at få lov til at dele de største øjeblikke og hjælpe til i de sværeste fylder ens hjerte
med taknemlighed, det er alt arbejdet værd, langsomt og med årene
lærer man så mange mennesker at kende, vi deler en smule historie
sammen, den historie kan man ikke bare slutte, den må gå videre, og
derfor skifter man ikke bare job.

Det betyder så også at man sjældent får en ny kollega. Der er en som skal gå af først. Lige indtil biskop og provst ser, at vi i Tårnby Kirke har så mange historier at holde fast i, at vi ikke har tid til dem alle, så får man pludseligt at vide, at man skal have en ny kollega, og hverken jeg, Ida eller Desirée holder op.

Det er ikke så ofte længere, men jeg hørte den så sent som sidste søndag ovre på Gemmas Alle. Min ene dreng skulle spille kamp søndag formiddag. Jeg elsker at se mine drenge spille bold men søndag formiddag er ikke god. Den søndag havde jeg dog fri, og så kom den; men hvis du ikke er på arbejde om søndagen, hvad laver du så?
Godt spørgsmål, men søndag er den nemmeste dag, det er bare om at holde højmesse som man har gjort så mange gange. Det er alle de andre dage.

Hvis du ikke har lagt mærke til det ringer kirkeklokkerne hver dag, der går ikke en dag, hvor vi ikke har bisættelse og ikke en lørdag hvor vi ikke har flere dåbsgudstjenester og sommerlørdage med 6 vielser, der er 7 hold konfirmander, minikonfirmander, ældreeftermiddage, frokoster, aftengudstjenester, børnearrangementer, udflugter, foredrag, studiekredse.
Vi regnede engang på det; der går ca. 2000 gennem døren
til Tårnby Kirke hver uge. Det er i hvert fald flere end der kommer på ovre på Stadion (selvom de har gode pomfritter) og vi snakker Superliga hvis vi regner ud på hele året.
Og så det som enhver præst har mest af; samtaler.
Samtaler om liv og død, stort og småt. Det kan godt være man ikke
behøver at reservere plads om søndagen, men vi er virkelig glade for at I har brug for os så mange andre dage. Det tal er ikke faldende men stigende, og deraf den nye præst.

Den nye præst ved Tårnby Kirke hedder Louise Husted Rosenberg. Hun er 32 år og vokset op i København. Hun har været en tid som præst på Fyn, men nu ville hun gerne tilbage.

Louise bliver indsat ved kirken til højmessen søndag den 1. marts kl. 10.00. Du er meget velkommen. Kom, hør hende prædike, se hende blive indsat og byd hende velkommen. Hun er også din præst og hun kan ende med at være her hele sit arbejdsliv og en dag kan det være at livet gjorde, at du skal dele noget af din historie med hende.

På kirkens vegne Karsten M. Hansen