Og de læste Norwegian Wood helt af dem selv

Det er noget af det bedste ved at være præst; at have konfirmander. At få lov til at være en lille del af deres unge liv, høre om deres tanker og drømme, se dem stråle en dag i maj. For mig smitter det at møde mennesker med så meget liv i sig og foran sig. Det er ikke sådan, at jeg misunder dem. Faktisk er jeg decideret lettet over ikke at være 15 år igen og skulle konfirmeres. For mig var det en svær tid, og billederne af mig selv med rød butterfly som passede til mine røde bumser i panden som passede til min konstante rødmen over at være i centrum til konfirmationen og ikke ane, hvordan jeg skulle være, om jeg skulle drikke colaen eller rødvinen, dem har jeg
smidt ud.
Og jo, sådan er de vel også.
Jeg spurgte dem; hvad drømmer du om? Svaret; en pizza med ananas.
Hvad tror du på? Og han tegnede en tegning af nogle absurd store bryster og en cociomælk (50 cl).
Hvad håber du på? Hun svarede slet ikke, hun sad bare i skjul og tog billeder af sig selv. Trutmund og et bedrøvet udtryk. I kender billedet ik!
Udover det, og deres generelt dårlige smag, og ja selvfølgelig også den kendsgerning at de er teenagere, og så det faktum, at jeg ofte tager mig til hovedet over mig selv og mine manglende undervisningsevner, synes jeg de unge mennesker kan en masse, og vil en masse. Hvordan skal det gå med vores ungdom? Det skal jeg fortælle jer; det bliver endnu bedre. De er ikke bare søde og positive. De er begavede og ansvarsfulde. De er behagelig at være omkring. De giver mere af dem selv. De tør også mere. De tør at sige, at de tror på Gud. Og de tør at sige det højt, hvis de ikke gør. Måske kunne jeg både trosbekendelsen og fadervor bedre end dem dengang, jeg kunne vist også mere bibelhistorie, men jeg fattede aldrig, at tro ikke
er viden om noget, men en åbenhed for livet, og det er den åbenhed de kom med.
Konfirmanderne kan en masse, men om de kan hele biblen udenad og synge med på samtlige salmer, så vil jeg bytte det hele for at de bare for et øjeblik lod deres længsel komme til syne og åbnede sig for det som er større end dem selv.
En længsel,- det er den, de kommer med.

Jeg tror, vi alle har en længsel i os, inde i os er der en eller anden dør, en dør ind til noget man ikke rigtig kan forklare, men som man ikke er i tvivl om man gik igennem, når man gør det.
En dør ind til en selv, en dør ind til Gud. Noget i den retning.
Følg lige med;
Det er noget over os, noget uden for os, noget i os.
Det som er i os, det er os, inde i os findes vi som dem vi er. Men det som er inde i os skal leve sammen med det som er uden for os. Det er det smukkeste, at leve sammen med andre. Men det er også det sværeste. For det som er uden for os, andre mennesker, skolen, arbejdet, sporten, familien, kommer til at bestemme meget af hvem vi er inde i. Når jeg ser på konfirmanderne ser jeg, at det uden for
dem næsten bestemmer dem helt. Hvem de er inde i, har ingen chance for at komme frem. De opløser sig selv for at være sammen med de andre som de tror andre vil have dem til at være. Man bliver på den måde kun et aftryk af sine omgivelser, og andre mennesker bliver kun nogle man sammenligner sig med, og det er her i den sammenligning, de får deres plads, som den urolige dreng, som den
skoletrætte pige, som nørden, som festtøsen, som 12 tals pigen, fodbolddrengen og den sjove. Det er som om, at den de er, bliver låst inde i en skattekiste som langsomt falder til bunds. Oppe på overfladen svømmer de så rundt som den rolle de er blevet tildelt og som de langsomt også føler de kun er. Man skulle så tro, at løsningen var, at de med al viljens kræft dykkede ned på bunden og hentede dem selv op. Men det tror jeg ikke man kan. I stedet tror jeg meget mere på, at man kan åbne sig op for det som er over en, det som er større end en. Måske kender i det som at blive forelsket. Pludseligt åbner alt sig ved et andet menneskes kærlighed.
Pludseligt med en anden i hånden dukker skattekisten op på overfladen og man åbner den som det letteste i verden. En film kan også gøre det, en bog, en underviser, en ven, en sang på 3 min og 41 sekunder. Og Gud. Man bliver fortalt på en ny måde. Og alt åbner sig. Nu vil man gerne give.
Det kræver altid en ting; at kunne modtage.
Alt godt er noget man modtager; kærligheden, venskab, troen.
Det lyder nemt, men det er i virkeligheden det sværeste i livet, at kunne modtage det som er noget andet end dig. Man kan ikke modtage noget, hvis man svømmer rundt på overfladen og kun holder øje med hvad de andre laver, og man kan heller ikke modtage noget, hvis man har så travlt med at dykke ned for at finde sig selv i
sin skattekiste, og det hjælper heller ikke at sætte sig foran skærmen, at skære i sig selv, at tabe sig, at bruge al sin tid på sport, at se youtube, at se hvad de andre gør, at købe nye sko, at hele tiden distrahere sig selv så meget, at man tror, man kan fortrænge ens længsel.
Jeg vil sige, at det er det, som er så smukt ved at have konfirmanderne, et øjeblik, lige dér, der dukker der et ungt menneske op, jeg vil mene, at det er det, de så gerne vil,- at det er deres længsel, at modtage, og jeg vil holde fast i, at det er det, som er
kirkens fineste opgave; at give dem et sted hvor det kan ske.
Et sted hvor man ikke skal noget, ikke evalueres, ikke sammenlignes, ikke præstere noget, hvor man er elsket som man er. Det er ordene til enhver konfirmation her i kirken, landet over, til hver eneste gang man kommer i kirke; du er elsket, som du er, du behøver ikke blive noget andet, og det er de ord, jeg håber, de har hørt, og det er netop de ord, som kan give dem mod til at åbne døren.
Et guddommeligt rum. En dør inde i dem selv. Hvor alt åbner sig. Hvor det som er større end dem, kan bryde ned gennem overfladen og hente det som de er op fra bunden. På bunden af natten. Er det ikke rigtigt Victoria? Her bliver livet smukt. Og her kan man møde andre mennesker, modtage, give, dele.

Konfirmander, på Tårnby kirkes vegne, tak for i år.
Må Gud være med jer.
Og må I vide at døren altid er åben for jer.

Kh Karsten