Langfredag

Langfredag
Langfredag er den mest sorgfulde gudstjeneste på året. Vi mindes Jesu død på korset.
I dag forbliver kirkens klokker tavse. Der står hverken friske blomster eller levende lys på det ryddede alter. Også nadverkalken og Bibelen er taget bort. Flaget vil være på halvt i flagstangen.

Langfredags mørke genkender vi hos os selv, når fortvivlelsen og følelsen af gudsforladthed strækker sig ind over vort eget liv.
Jesus råber med høj røst, da han hænger på korset: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?«
Det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
Et mørke falder over jorden og Jesus udånder med ordene:
Det er fuldbragt.

Døden tages alvorligt, når vi i dag mindes Langfredags mørke. Døden er vi i opstand og oprør mod alle andre dage kæmper vi mod den. Men Langfredag er den dag, hvor døden tilsyneladende vinder. For Gud dør på korset. Og der bliver så stille, da Jesus lægges i graven. Langfredag er som
at gå ind i en nat, hvor man ikke kan forestille at det bliver morgen igen.

I den gammeltestamentlige profeti fra Esajas Bog står der om Kristus:

Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én, man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
 
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.

Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.

Man gav ham grav blandt forbrydere
og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret,
der fandtes ikke svig i hans mund.
 
Han hengav sit liv til døden
og blev regnet blandt lovbrydere.
Men han bar de manges synd
og trådte i stedet for syndere.
(Uddrag af Esajas 53, 1-12)

I den gammeltestamentlige profeti fra Esajas Bog står der om Kristus:

Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én, man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
 
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.

Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.

 Man gav ham grav blandt forbrydere
og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret,
der fandtes ikke svig i hans mund.
 
Han hengav sit liv til døden
og blev regnet blandt lovbrydere.
Men han bar de manges synd
og trådte i stedet for syndere.
(Uddrag af Esajas 53, 1-12)

Bøn:
Dagens bøn kan begynde med nogle minutters stilhed. Derpå kan bedes første vers af Hil dig
Frelser og Forsoner, som er dagens salme:

Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!

Læs dagens tekst:
Hvis du vil læse dagens evangelietekster til Langfredag kan du læse om korsfæstelsen og
gravlæggelsen i Johannesevangeliet 19,17-37
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/19
og i Lukasevangeliet 23,26-49
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/23
på Bibelselskabets
hjemmeside.

Dagens salme er skrevet af Grundtvig: Hil dig Frelser og Forsoner.
Melodien og teksten kan findes på
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/
– salme 192
i Den Danske Salmebog.