Den stille uge – palmesøndag

Den stille uge
Den uge vi går ind i nu kaldes for den stille uge og tæller dagene fra palmesøndag til påskemorgen.
Det er en uge med tid til eftertænksomhed og stilhed. En tid, hvor vi øver os i at tage imod, og hvor vi vender os mod det guddommelige.
De sidste uger har været mere end usædvanligt stille over vort land og hele verden. Det er som om hele universet er blevet stille. Måske har du taget imod den stilhed med taknemmelighed, måske var det en kærkommen mulighed for at stoppe op. Måske førte karantænens stilhed bekymringer og udfordringer med sig, som har givet dig mere uro og ængstelse end godt er. Hverdagen er med ét blevet forandret.
Og nu venter helligdagene, der heller ikke ligner sig selv. For mange er ugen op til påske en tid, hvor familie og venner mødes til sammenkomster og påskefrokoster. Det er dage uden arbejde,
med tid til nærvær og ro i selskab med vores nærmeste. I år bliver anderledes. Vi kan ikke mødes som vi plejer. Heller ikke i kirken.
I kirken vil påsken være anderledes stille uden dens gudstjenester:
Som denne Palmesøndag, hvor vi forbereder os på stilheden, der leder os mod påskens mysterium.
Eller Skærtorsdag, hvor vi plejer at samles og fejre nadvermåltidet med påskelam, og ihukomme Jesu sidste nadver med sine disciple.
Og Langfredag, som med sin knugende sorg og håbløshed, da Jesus korsfæstes og dør, minder os om vort eget livs langfredagsmørke. Alteret ryddes og lysene slukkes.
Eller ved vores største fejring Påskemorgen, hvor solen atter står op og forkynder os at mørket for altid må fly, fordi Kristus er opstanden. Håbet om evigt liv og påskens smukke salmer fylder hjertet, lungerne og kirkerummet.
Og når vi samles 2. påskedag skal det høres, at påskens håb er med os hver dag.
Her på kirkens hjemmeside vil der i hver af påskens dage lægges lidt ord op, og der vil være forslag til en salme man kan synge. Ugen bevæger sig frem mod påskesøndag, hvor man kan gå en tur forbi kirkegården og hente et blomsterløg som hilsen og billede på at livet – ligesom påskeblomsten – gennembryder den mørke jord. De små blomster, der skal vokse frem i din altan, på en grav eller hjemme i din have vil blive sat i kasser rundt om kirkens mure fra søndag kl.10.00.
Vi skal ses igen. Og vi glæder os til at se jer alle sammen. Kirken står også til den tid. Heldigvis begrænser Gud sig ikke til de gamle mursten og kirkebænke. Gud er med os – både i liv og død og i denne tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for håb for morgendagen.
Det guddommelige er i selve livet du er blevet givet, så gør dit hjem og dit hjerte til det sted, hvor bøn, ro og eftertænksomhed kan finde en plads.
Hold gudstjeneste derhjemme, på en gåtur i skoven, alene eller med andre. Gud kommer til dig.
Påsken venter os.

Palmesøndag
Palmesøndag fejrer vi Jesu indtog i Jerusalem, da han modtages som konge og Herre med palmegrene og Hosianna-råb. Hosianna betyder ”frels dog” og er en bøn om hjælp. Da folkeskarerne råbte Hosianna var det som en hyldest til Jesus og et udtryk for det håb han bragte
dem. Et håb om frelse.
Dagens salme er skrevet af Kingo, og bruges ofte i Tårnby kirke som nadversalme. I dag kan den lyde som bøn:

Skriv dig, Jesus, på mit hjerte,
du min konge og min Gud!
at ej lyst, ej heller smerte
dig formår at slette ud!
Denne indskrift på mig sæt:
Jesus udaf Nazaret,
den korsfæsted, er min ære
og min salighed skal være!

Melodien kan høres på http://www.dendanskesalmebogonline.dk ,
salme 208 i Den Danske Salmebog

Sognepræst, Desirée Risum