Kære Tårnby

Mit navn er Louise Rosenberg. Jeg er jeres nye præst. Efter to år som sognepræst i to små landsogne på Fyn, er jeg vendt hjem til København, hvor jeg er født og opvokset. Jeg blev indsat den 1. marts, og jeg vil gerne sige tak til alle, der deltog. Det var en festlig og fin indsættelse, og det er så rart at blive taget godt imod, når man skal starte et nyt sted.

Jeg nåede knap nok at komme i gang, før Danmark blev lukket ned af Coronavirussen, og det blev så begyndelsen på mit nye virke. En tom kirke, samtaler over Skype eller med mindst 3 afsprittede borde mellem os, bisættelser, hvor kun 13 gæster må deltage, og hvor de pårørende kun må sidde sammen i husstande med 3-4 bænkerækker mellem hver husstand.

Coronakrisen bragte en alt omsiggribende ændring af vores måde at være sammen på. Og jeg kan kun tale ud fra mit eget perspektiv. Som sognepræst så jeg en stor udfordring i, hvordan jeg skulle kunne bevare og værne om det nære og sårbare rum, som vi præster ofte bevæger os i, når vi møder mennesker i kriser. For pludselig kom der restriktioner på det rum. Rummet blev bestemt udefra. Et rum, hvor det nære og sårbare skal kunne udfoldes, skabes ved at indbyde til fortrolighed. Men fortrolighed kræver, at stemmen kan tale stille, ja endda, få lov at hviske, om alt det, der bevæger sig inderst inde. Men med to meters afstand til hinanden, er det rigtig svært at høre, hvad der bliver sagt, hvis det hviskes. Med to meters afstand bliver stemmeføringen nød til at være højere og tydeligere, og lige der så jeg en stor udfordring i at skabe det fortrolige rum, som en efterladt har brug for, og hvor jeg som præst kan passe på og værne om de sagte og hviskede ord. Det er faktisk en enorm smertelig tid på så mange planer, men i det daglige arbejde ser jeg smerten tage en ny og sær form ved bisættelserne: Bl.a. at den nærmeste familie skal vælge familie, venner og bekendte fra og som ikke må deltage ved handlingen, og at se, den familie, som kunne samles omkring afdøde ikke må give hinanden det kram, som bare skriger stille til himlen om at blive givet og modtaget i en sådan situation. Der er meget i mit arbejde, jeg før gjorde uden at tænke over det, men som nu har fået så vigtig og betydelig værdi og mening. F.eks. min højre hånd, der hilser, som jeg ikke længere må give, når jeg møder de pårørende. Den føles som den symbolske håndsrækning, jeg som præst vil give til det sørgende menneske. Det er en håndsrækningen der siger; ”at jeg er her med dig/jer. Jeg vil lytte og gå med i noget som er rigtig svært”. Og det har været rigtig svært, ikke at måtte give hånd i hvert enkelt møde – det føles helt forkert.

-Det er barske tider, for farvel!
Men! Mens Coronakrisens bølger banker ind over landet og vi må lukke os om os selv, så sker det lige midt i en påske. Påsken der manifesterer og fejrer, at der altid er et nyt nu, at fremtiden altid bringer en ny begyndelse på trods. Det eneste konstante er forandringen, og håbet for fremtiden må altid læne sig ind i visheden om at, morgendagen altid bringer en ny begyndelse med sig: Alt er muligt og alt bliver godt igen!

På trods af situationen, så er det en fornøjelse at være kommet til Tårnby Kirke. Jeg glæder mig til at møde jer, og jeg glæder mig til alt det nye som
vil komme, og som jeg skal opleve sammen med jer. Og på trods af afstand og restriktioner på vores kirkerum, det fortrolige samtalerum, ja, alle vores sociale, velkendte og trygge rum – så er vi præster stadig til rådighed for en samtale om alt, hvad der rører sig mellem himmel og jord; mellem os mennesker i tiderne, der konstant forandrer os, vores rum og vores verden.

Vi ses på et tidspunkt lige her i Tårnby.

Louise Husted Rosenberg

Lidt musik i påsketiden

Lidt musik i påsketiden

(Tiden mellem påske og pinse)

https://youtu.be/bsH538zvFxA

Jeg spiller her (klik på ovenstående link) Johann Andreas Taschenbachs orgelkoral over melodien til Brorsons “Du er, opstandne Sejershelt”.

Salmen, der er en oversættelse fra tysk af en salme af Just Henning Böhmer (trykt 1705), står i salmebogen i en version på syv vers af originalens 14.

Jeg gengiver her nogle vers fra salmen fra “Troens rare Klenodie” (1739) med den originale ortografi: (Bemærk i øvrigt, at hverken Böhmer på tysk eller Brorson på dansk bruger stort begyndelsesbogstav i navneord.)

1. Du est, opstandne seyers helt,
Opstandelsen og livet,
Som fører fred fra gravens telt,
Og har dig selv os givet,
Før varst du død
I gravens skiød,
Nu har du, seyers kiempe,
Dog døden vidst at dæmpe.

2. Du var i vredens baand og bast
Og dødens haarde krige,
Du stridde til dit hierte brast
For hele verdens rige,
Nu er jeg fri
Fra slaverie,
Som før mig havde fangen,
Imens du est undgangen.

3. Nu bryder solen deylig ud
Igiennem alle vinde,
Der, som det syntes, før gik ud,
Og lod sin straale svinde,
Nu staaer du glad
Ved dødens rad
Og har ham overvunden,
Ja traadt ham ned i grunden.

Det er først i den nyeste danske salmebog, at salmen er kommet til at stå under ”Jesu opstandelse”, dvs. påske. I den tidligere (fra 1953) stod den i afsnittet ”Kamp”, sikkert fordi den jo også handler om det ”i os selv”, som lader sig aflede af forskellige ting i denne verden, så vi ikke kommer til at leve, som det var meningen, jf. Böhmers og Brorsons vers 11:

11. Den lyst-pragt-penge-syge aand
Os alt tilbage rykker,
Den pharisæisk hykle-haand
For graven seglet trykker,
Hvo velter af
Fra denne grav
Den svare steen og hinder,
Som jeg i veyen finder.

”Den lyst-pragt-penge-syge aand” er et noget mere originalt udtryk end det tilsvarende i Böhmers salme ”Die wohllust, sorge, neid und geld”. Stenen, der var sat for graven, bliver metafor for de førnævnte ting i verden, der afleder mig fra det egentlge. I det hele taget opererer salmen så meget på grænsen mellem det dennesidige og det hinsidige, at jeg ikke altid er sikker på, hvor vi er, men det er nok, fordi vi er begge steder; jvf. begyndelsen af sidste vers, som Brorson har oversat meget direkte fra Böhmers ””Ach! lass das rechte auferstehn/auch uns in uns erfahren””:

14. Lad, hvad det er, ret at opstaae,
Os i os selv erfare,
Ved Aanden ud af graven gaae
Og denne skat bevare,
Det dyre pant,
Som du saa grandt
Til seyren os har givet,
Saa gaae vi ind til livet.

Melodien ”Was Gott tut, das ist wohlgetan” [Hvad Gud gør, er vel gjort] anføres af Brorson selv i førstetrykket, og jeg synes, at den passer overordentlig godt til teksten, faktisk bedre end til ”Was Gott tut..”, som er en salme om forsynet i almindelighed, og Taschenbachs orgelkoral tolker efter min mening meget fint det glædelige følelsesindhold.

taarnbykirke@mail.dk