På den melankolske bakke

Jeg har altid været mest interesseret i det der går i stykker. Der er vel ikke noget smukkere end det, der ikke kan blive til noget. Det er det eneste, man ikke kan blive berøvet. Evigt ejes kun det tabte.

Det værste er det glade. Det bedste er det triste. På den bakke kan man kun trille ned. Det er lidt ligesom med film. Det er næsten umuligt at lave en god kærligheds film. De bliver så hurtigt så banale, så endimensionelle. Det bliver så lyserødt. Det er derfor de fleste kærligheds film bliver fremført som komedier. Filmen kan ikke vise kærligheden frem uden at man også skal grine af den.

Har I nogensinde set en god kærligheds film? Nok ikke, og dog, det er lidt ligesom forsangeren fra Depeche Mode engang udtalte, da intervieweren spurgte til, hvorfor de altid kredsede om synd og skam, det gør vi kun for at nå kærligheden. Enhver sang er en kærligheds sang. Det kan bare være svært at nå derhen. Der er mange omveje og ting man skal gå igennem. De fleste film er også film om kærlighed. Det er bare ofte, at kærligheden ikke kan komme frem, den må beskrives negativt, man ser den i dens modsætning, og hvis den viser sig, viser den sig i tabet.

Alle sange og film jeg kan lide er sorte, men det er ikke det sorte, jeg vil have, det er bare sådan, at man kun kan se lyset i mørket. Som I kan høre har den her sommer været for meget for mig. Det har været for varmt og solen har skinnet for meget. Skal vi ikke snart have lidt regn og blæst og mørke. Det er det bedste, efter så mange dage med mørke, man helt har glemt at solen findes, og så en dag er den der, og man holder fast i den, som man aldrig holdt fast i den, da den var der hele tiden.

Vi har haft nogle virkelig gode søndage med Kierkegaard. Det har været en stor fornøjelse. Vi har dog kredset om det, man vil kalde det negative. Vi har diskuteret fortvivlelse og angst og synd. Det har vi gjort, fordi det fylder meget hos os, men det har også fyldt meget hos Kierkegaard og dog er det sådan, at han nok har skrevet så præcist og dybt om angsten, men det var egentlig ikke angsten han ville frem til eller interesserede sig for men troen og kærligheden.

Man kan måske sige at kærligheden kun eksisterer i randen, at man skal gennem det negative for at nå det positive, men så er det i hvert fald sådan, at det er det positive, som har bestemt det negative, man starter med. Kærligheden er der på forhånd, men man når først hen til den til sidst.

Det er som evangelierne. Jesus kom af kærlighed. Han kom, fordi der ikke var kærlighed og den mangel korsfæstede ham. Han måtte dø for at genopstå. Evangeliet vil hen til påskemorgen, men der er både skærtorsdag og langfredag før.

Jeg tænker, at vi nu er kommet til kærligheden. Kierkegaard kredser hele tiden om den og vil have os derhen og han har skrevet en bog; Kærlighedens Gerninger. Den skal vi se på.

Jeg er også parat. Det er jo snart efterår.

Karsten

Det er ved dåb, man bliver medlem af folkekirken

dato april 2013 ???

Hvert år på Korsvejsmarkedet har jeg min egen lille stand. Jeg sælger ikke noget, men jeg får mange gode samtaler i løbet af dagen.

Der er dem, man kender rigtig godt. Dem man ser hvert år netop på Korsvejsmarkedet, og så er der også dem,
man aldrig har set før, og måske heller aldrig ser igen.

På min have parasol, som er god både i sol og regn, har jeg slået forskellige oplysninger op. Det kan være nogle ting, der foregår i kirken, som f.eks. Babysang eller Ældermøder.

Det kan også være en oplysning som overskriften her: Det er ved dåb, man bliver medlem af Folkekirken”. Og hvert år fanger netop denne sætning opmærksomheden hos nogle.
Sætningen blev formuleret af en af mine kolleger i Skelgårdskirken, i forbindelse med en oplysningskampagne for nogle år siden.

Og oplysningen kan være nyttig begge vej. Både hvis man gerne vil være medlem, og hvis man ikke vil. Det er nemlig en almindelig opfattelse, at man er født medlem, og altså aktivt må melde sig ud, hvis man ikke ønsker medlemskabet.

Men sådan er det ikke.
Og godt det samme for alle de mange, der i dag har en anden religion. Den eneste måde at blive medlem på er ved at blive døbt.
Det kan man til gengæld blive til hver en tid og i hver en alder.

Bare ring og hør nærmere.
Ida Nielsen

Et Tilbageblik:

En gang imellem kan det være på sin plads at tænke tilbage over sit liv. Har man nået det man ville? eller synes man, at alt for meget gik ikke, som man have ventet?

Den 13.maj 2013 havde jeg været præst i 40 år, hvoraf de 32 har været her i Tårnby Sogn. Jeg blev ordineret i Københavns Domkirke den 10.maj 1973 og indsat som residerende kapellan ved Korsvejskirken den dag, at kirken blev indviet, altså den 13.maj 1973.

40 år synes lang tid og det har da også betydet, at det at være præst er en livsstil – det, man i ”gamle” dage kaldte et kald. Siden jeg i 1961 begyndte på studenterkursus som klassisk sproglig, har det været mit mål at blive præst, og den 21.december 1972 blev jeg cand. theol. fra Københavns Universitet.

Nu skal dette ikke være en levnedsbeskrivelse, som næppe vil interessere mange, men være en refleksion over de 40 år, som nu er gået.

Beslutningen om at blive præst har sin grund i, at jeg er overbevidst om, at det at tro på en Gud og stole på Ham er livsnødvendig, hvis vort menneskeliv skal have indhold og mening. Den erkendelse, føler jeg, er min livsopgave at give videre til hjælp og trøst for mennesker, der har svært ved at takle livet.

Det er – for mig at se – en nødvendighed at have nogen at henvende sig til og søge støtte og hjælp fra, når livet arter sig på en måde, som vi ikke evner at klare alene.

Jeg har – i de år, jeg har været præst – efter bedste evne søgt at forkynde Kristus opstanden og dermed også Syndernes forladelse, idet vi gennem Jesu død og opstandelse har fået del i hans sejr over døden og børnekår hos Gud, idet Jesus evnede det, vi ikke kunne, at forlige os med Gud og derved få tilgivelse for, hvad vi har forbrudt i vores liv.

Når jeg altså ser tilbage på 40 år, så føler jeg, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at leve op til det krav, som valget af at blive præst stiller en over for.

Om jeg har levet op til kravene ved kun Gud og det er dybest set en sag mellem Ham og mig. Tilbage er bøn om, at jeg også det sidste år, jeg virker som præst her i Tårnby, må være til gavn og glæde for Tårnby Sogn. Dertil hjælpe mig Gud.

Andreas Woller

© tårnby sogns menighedsråd