Den gode historie findes

Mandag den 22. december faldt jeg, som nogle af jer ved, ned af min trappe og beskadigede et ledbånd. Det var selvfølgelig et uheldigt tidspunkt, både på arbejde og privat.

Alligevel kom der nu også noget godt ud af det. Dagen efter, den 23., var jeg nemlig hos min egen læge, og det er altid en god oplevelse. Han sendte mig videre til røntgenafdelingen på Amager Hospital, som igen sendte mig til Akut Klinikken. Alle steder blev jeg godt modtaget: Jeg kom hurtigt til, blev behandlet venligt og fik en fin information.

Det er værd at bemærke, fordi man jo hører og læser så meget andet.

Det er ofte de negative historier, der er flest af, og jeg siger ikke, at de ikke er rigtige, for det er de selvfølgelig, men de står ikke alene.

Ligesom historierne om de tomme kirker heller ikke gør det. Hvad mange af jer nok har bemærket, når I har været i Tårnby Kirke.

Selvfølgelig er der dage, hvor der ikke kommer så mange, men der er også dage, hvor der er ret godt fyldt op. Og det er langt de fleste.

Så de gode historier findes. Det skal vi huske, og vi skal huske at dele dem. Ligesom vi selvfølgelig også skal af med vores frustrationer over de dårlige.

Det er vigtigt, men lige så vigtigt at huske de gode historier. Og fortælle om dem.

For livet bliver først for alvor rigtigt og sandt, når det bliver delt med andre.

Så en stor tak for den gode behandling, jeg mødte på Amager Hospital.

Og tak til alle jer, der efterfølgende har spurgt til mit helbred. Det gør det – næsten – til en god historie at komme galt af sted.

Ida Nielsen

Året er skiftet. Nu skriver vi 2015 i stedet for 2014

Udklip Som med megen anden forandring, så tager det gerne lidt tid før det giver sig selv at skrive det nye årstal, uden at tænke sig om. Lidt ligesom med alderen – det flyver ikke nødvendigvis ud af munden på en, hvor gammel man er. Man skal lige tænke sig om – hvor langt er man egentlig nået med årene… Man skal ligesom finde sig selv i det nye.

Sådan kan det også være, når man står over for et nyt kalenderår. Hvad skal man stille op med det?
Hvor skal man stille sig i livet?
Hvor er man nået til?

For mange af os kan et nytår indikere en tid, og en ny mulighed for at hanke op i sig selv og rette sig ind på den kurs, man har lagt for sig selv. Om det er med ambitionen om et nyt job, mere tid med børnene eller fem kilo mindre på vægten, så er nytåret en anledning til at ”få gjort noget ved det”.

For nogen af os er nytåret også en tid til at se på det forgangne år, og gøre status over hvad livet bragte os. Og hvad vi selv gav. Og det tilbageblik gøres ikke altid med lige så stor begejstring, som med synet fremad mod det kommende. For i mødet med sin egen historie og fortid, så skal man også tage imod sig selv.

Nytåret er nemlig ikke blot en frisk start eller en ny begyndelse. Det er også en mulighed for at standse op, og reflektere over og forsone sig med det, der allerede er en del af ens historie. Den historie som blev påbegyndt eller fortsat i 2014. Både de glædelige og smertelige historier: Fortællingen om et nyt familiemedlem, og nye bekendtskaber. Sandheden om den sygdom man fik konstateret og slås med. Historien om de rejser og minder man fik med i 2014. Og måske også sporene af sorg og smerte over dem, vi ikke har med os ind i det kommende år.

Alt sammen skal med. Hvor let eller tungt det end måtte være. På den måde er nytåret en mulighed for at pakke bagagen om, så der kan blive plads til nye oplevelser og erfaringer. Nye historier. Og en mulighed for at tænke over hvordan man bærer de gamle med sig.

I kirken bærer vi på en ældgammel historie. Det er som om den sidder i selve stenene. De levende sten i hvert fald. Det er historien om Gud, der elsker menneskene, og sender sin egen søn for at fortælle os det. Den historie fortælles over ethvert lille barns liv, når vi bærer dem til dåben. Og over ethvert levet liv, når vi skal herfra. Den historie, tror jeg, er sandheden om vores liv: At der er en Gud, der vil os, og som elsker ethvert menneske. Det lyder måske banalt. Men det betyder dybest set, at der altid er en Far, Gud, som vi kan komme til med al vores bagage. Alle historierne, sorgerne, glæderne, håbet og frygten. Og når det er for tungt at bære på, så kan vi lægge det over i Guds hænder. Jeg er ikke så god til det med nytårsfortsæt.

Jeg er ikke så god til at holde dem. Men sidste år på dette tidspunkt satte jeg mig for at få en fast stilling, og at være mere modig. Og måske også noget med at deltage i et motionsløb. Jeg løb ingen vegne, og jeg minder stadig mig selv om at være mere modig. Men jeg fik jeg mig et job, som jeg er rigtig glad og taknemmelig for. Så har jeg nemlig fortsat mulighed for at fortælle verdens bedste historie! Og dermed glæder jeg mig til at påbegynde et nyt kalenderår, som sogne-og sygehuspræst i Tårnby Kirke.

Glædeligt nytår!

Desireé Risom

Mørket/Lyset/Morrissey

Julen kommer på et godt tidspunkt. Når her er mest mørkt. Det falder ned fra himlen. Det stiger op fra jorden under asfalten. Mørket. Og så kommer det, lyset.

Vi tænder det og han sang, ham den tynde med det sorte hår; Skub skyen væk, vi bliver nødt til at skubbe skyerne væk.

Det er det, vi prøver på, skubbe skyen væk, så lyset kan lyse sig frem.

Jeg tror, det er det, vi prøver på hver eneste dag.

Jeg så engang en film. Det var dengang jeg mindst skulle se to film om dagen. En om formiddagen inden undervisning og en sent om aftenen. Så skulle de anmeldes. Så skulle vi se Bogart. Det er stadig det bedste program jeg nogensinde har set i fjernsynet. Morricones musik fik mig til at låne The Mission i den gamle Playtime Video på Nørrebrogade lige ved Elmegade. Det var en fantastisk film, syntes jeg dengang. Jeg genså den for et par år siden. Rimelig træt men alligevel, nu er den ikke lige så god. Selv Morricones musik er her for meget. Men den sidder stadig i mig, den film, og det for slutscenen. De spanske imperialister har overfaldet indianerbyen i regnskoven, grådigt, selvretfærdigt og helt uden menneskelighed. Alt er blevet slagtet. Også missionærerne. Og dog, et par børn har overlevet, og da imperialisterne forlader det de har brændt ned, sejler børnene ud på en hjemmelavet tømmerflåde i en flod fyldt med ligene af deres egne. Morricones musik og så til sidst teksten fra Johannes Evangeliet; lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.

Kristendom er mange ting og ikke sådan at samle til et enkelt billede, men skulle vi finde et, må det være dette; at lyset skinner i mørket.

I julen tænder vi lys. For os selv. For hinanden. Vi prøver. Også på Jubilee Street. Men hvis der er nogle af jer som ikke synes, I har lys nok, som ikke kan finde en lighter, som synes en plastik julemand med lys i er rimelig til grin, som synes at det hele er så blændet op med for meget kunstigt lys, eller som ikke har nogen at tænde lys for og som synes, det er for ensomt at tænde et lys kun for een selv, så skal I vide, at der er en som en gang for alle har tændt et lys for jer.

Julen er at Gud tændte et lys som aldrig vil gå ud. Det er også dit lys.

De bedste linjer jeg nogensinde har hørt i en sang er af mit indbildte alterego, Morrissey. Jeg tror ikke, han bryder sig om kirken, og jeg tror ikke han tror på andet end sig selv og sin kamp imod hotdogs til koncerter og det britiske kongehus til eftermiddagste, og han er blevet lidt bamset og håret står kun med det yderste af spidserne, men han er stadig skøn og det er ham som engang sang; there is a light that never goes out.

Et lys som aldrig går ud. Det er sådan, det er.

Måske nogle af jer har fulgt med i True Detective. Den der besynderlige kanal DR3 fandt på at sende noget godt om søndagen. Brøndby havde tabt så jeg trængte til at se fjernsyn. Baudelaire kunne ikke få mig på andre tanker. Efter de to detektiver har oplevet den rene depravation, den endelige undergang i et forsumpet Sydstats USA fuld af Sodoma og hvad Edgar Allan Poe ville kalde at jorden begynder at spise sine egne med en tunge som en slange, da siger den ene; det ser ud til at det bliver mørkere og mørkere, hvortil den anden siger, at det godt kan se sådan ud, men så ser han på det på en forkert måde, så glemmer han, at mørket var her først.

Det er ikke mørket som spreder sig. Det er lyset, som spreder sine vinger. Det er Gud som i 1. Mosebog stikker sit hoved ud af mørket og den første dag begyndte. Det er lyset i mørket og mørket kan aldrig gøre det af med lyset.

Glædelig jul.

Karsten Møller Hansen

taarnbykirke@mail.dk