Mørket/Lyset/Morrissey

Julen kommer på et godt tidspunkt. Når her er mest mørkt. Det falder ned fra himlen. Det stiger op fra jorden under asfalten. Mørket. Og så kommer det, lyset.

Vi tænder det og han sang, ham den tynde med det sorte hår; Skub skyen væk, vi bliver nødt til at skubbe skyerne væk.

Det er det, vi prøver på, skubbe skyen væk, så lyset kan lyse sig frem.

Jeg tror, det er det, vi prøver på hver eneste dag.

Jeg så engang en film. Det var dengang jeg mindst skulle se to film om dagen. En om formiddagen inden undervisning og en sent om aftenen. Så skulle de anmeldes. Så skulle vi se Bogart. Det er stadig det bedste program jeg nogensinde har set i fjernsynet. Morricones musik fik mig til at låne The Mission i den gamle Playtime Video på Nørrebrogade lige ved Elmegade. Det var en fantastisk film, syntes jeg dengang. Jeg genså den for et par år siden. Rimelig træt men alligevel, nu er den ikke lige så god. Selv Morricones musik er her for meget. Men den sidder stadig i mig, den film, og det for slutscenen. De spanske imperialister har overfaldet indianerbyen i regnskoven, grådigt, selvretfærdigt og helt uden menneskelighed. Alt er blevet slagtet. Også missionærerne. Og dog, et par børn har overlevet, og da imperialisterne forlader det de har brændt ned, sejler børnene ud på en hjemmelavet tømmerflåde i en flod fyldt med ligene af deres egne. Morricones musik og så til sidst teksten fra Johannes Evangeliet; lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.

Kristendom er mange ting og ikke sådan at samle til et enkelt billede, men skulle vi finde et, må det være dette; at lyset skinner i mørket.

I julen tænder vi lys. For os selv. For hinanden. Vi prøver. Også på Jubilee Street. Men hvis der er nogle af jer som ikke synes, I har lys nok, som ikke kan finde en lighter, som synes en plastik julemand med lys i er rimelig til grin, som synes at det hele er så blændet op med for meget kunstigt lys, eller som ikke har nogen at tænde lys for og som synes, det er for ensomt at tænde et lys kun for een selv, så skal I vide, at der er en som en gang for alle har tændt et lys for jer.

Julen er at Gud tændte et lys som aldrig vil gå ud. Det er også dit lys.

De bedste linjer jeg nogensinde har hørt i en sang er af mit indbildte alterego, Morrissey. Jeg tror ikke, han bryder sig om kirken, og jeg tror ikke han tror på andet end sig selv og sin kamp imod hotdogs til koncerter og det britiske kongehus til eftermiddagste, og han er blevet lidt bamset og håret står kun med det yderste af spidserne, men han er stadig skøn og det er ham som engang sang; there is a light that never goes out.

Et lys som aldrig går ud. Det er sådan, det er.

Måske nogle af jer har fulgt med i True Detective. Den der besynderlige kanal DR3 fandt på at sende noget godt om søndagen. Brøndby havde tabt så jeg trængte til at se fjernsyn. Baudelaire kunne ikke få mig på andre tanker. Efter de to detektiver har oplevet den rene depravation, den endelige undergang i et forsumpet Sydstats USA fuld af Sodoma og hvad Edgar Allan Poe ville kalde at jorden begynder at spise sine egne med en tunge som en slange, da siger den ene; det ser ud til at det bliver mørkere og mørkere, hvortil den anden siger, at det godt kan se sådan ud, men så ser han på det på en forkert måde, så glemmer han, at mørket var her først.

Det er ikke mørket som spreder sig. Det er lyset, som spreder sine vinger. Det er Gud som i 1. Mosebog stikker sit hoved ud af mørket og den første dag begyndte. Det er lyset i mørket og mørket kan aldrig gøre det af med lyset.

Glædelig jul.

Karsten Møller Hansen

At leve med de døde, tanker til Allehelgen

Prøv at gå en tur forbi Tårnby Kirkegård en tidlig morgen eller en skumringsaften, hvor solen går ned. Der er fredfyldt og stille, mens byen larmer videre udenfor kirkegårdsmuren. Tit møder man mennesker på kirkegården. Vi hilser på hinanden med et høfligt nik. Mange besøger nemlig de døde til jul, til fødselsdag og nogle kommer forbi et par gange om ugen… Vi lever videre med vore døde. Det er et udtryk for trofasthed og for sammenhæng i vores liv.

Det har digteren Søren Ulrik Thomsen også erfaret:

Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus for at besøg din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
Og taler som på enhver anden dag
Indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
Og alligevel finder sted
Må det være af største betydning.

På søndag – den første søndag i november – er alle velkomne til gudstjeneste, hvor vi fejrer Alle helgen og mindes de døde, vi hver især har mistet. Ved skumringstid er der blevet tradition for, at nogle tænder lys på gravene.

Sorg går nemlig ikke altid over. I en god mening taler vi om at ”Give slip” – men det er ikke altid det, vi oplever. Det er en myte, at sorg altid forløses gennem smerte til forsoning (Tony Walter, UK).

Sorg ændrer sig. Nogle ting i vores liv forsvinder: Smerte kan forsvinde. Men savn og sorg går ikke over. Det bliver noget andet.

Og det er vel bl.a. det, sorgen handler om: At blive en anden. At vi bevæger os mod noget andet / et nyt liv/ en ny virkelighed, hvor vi bærer sorgen med. Og også ud af det mest forfærdelige mørke fødes der en fremtid.

Rikke Bertelsen

Et jubilæumsegern uden ord

I begyndelsen var ordet og vi holder meget af ord i kirken, både ordet og ordene om ordet. Hvad ville der være, hvis ikke ordet var blevet kød? Og hvad skulle vi gøre uden ord, selv den som ikke kan tale tænker i ord.

Med den tyske filosof Karl- Otto Pel i tankerne, ord konstruerer virkeligheden, gengiver den ikke bare, sproget er skabende, hvilket vel passer meget godt med de bibelske ord; i begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud og ordet var Gud.

Men der kan også være for mange ord, så man helt taber ordet. Vi taler og taler i kirken, jeg har ofte følt mig som en karikatur af mig selv, som nu, så i denne måned får I ikke særlig mange ord, i stedet får I nogle billeder fra den sidste måned. De siger vist mere end ord.

Vi har haft nogle store dage ved vores kirke i årets løb. Store begivenheder. Først takkede Pastor Woller af efter et helt livs tjeneste i foråret. Søndag den 31. august var dagen så kommet til at jeg skulle indsættes i det kirkebogsførende embede som Woller havde efterladt.

Det var provsten over Amagerland Provsti Poul Bo Sørensen som kom forbi og indsatte mig med kloge ord. Min ældste søn var så begejstret over mine ord fra prædikestolen, at han var helt tom for ord, han måtte sidde med tungen hængende udenfor. Den næstældste søn havde så svært ved at finde de rigtige ord, at han måtte gemme sig i præstegårdshaven stortudende.

Søndag den 14. sept. holdt vi Idas 25 års jubilæum, hvilket var en stor dag med rigtig mange i kirke. Provsten kom endnu engang forbi, han må nu være løbet tør for ord i retning af Tårnby.

Der er altid noget at fejre. Dejligt også at fejre sig selv og selvom det kun er et lille ord, tak fordi I ville være med. Vi har i sandhed og ord fejret både det 3. og 4. sakramente i folkekirken, kirkekaffen og frokosten, indtaget i omvendt rækkefølge.

Til vi ses ved ordet.
Karsten M. Hansen

taarnbykirke@mail.dk