Et forsvarsskrift

Hvordan får man folk i kirke et globaliseret, sekulariseret, individualiseret samfund? Sådan lyder underteksten til mange af de foredrag, jeg bliver indbudt til. Jeg bliver helt træt bare ved titlen. For 8 år siden begyndte jeg på pastoralseminariet. Det første fag blevet indledt med; hvordan bygger man en menighed op? De to spørgsmål er omtrent det samme spørgsmål, de har i hvert fald det samme udgangspunkt; folk kommer ikke i kirke, hvordan får vi dem i kirke?

Siden jeg blev præst, og sikkert også da mine kolleger blev og dem før dem, har det været noget, der er blevet talt og skrevet om. Man kan vel se det om søndagen og man kan se det i statistikken. Der er en del ledige pladser og medlemsprocenten er nedadgående, og det har den været i lang tid, lige så stille år for år tikker den et hak ned imod det punkt, hvor det ikke længere er folkets kirke.

Umiddelbart er der to muligheder: enten siger vi som den gamle landsbykirke på Lolland, hvor ingen kommer, folk er dumme, de ved ikke, hvad de går glip af, vi synger bare videre og lader Jesus genopstå igen, så kan de tage i Silvan i Nykøbing, eller også, og kløften er meget dyb, siger vi, vi må gøre noget, og det prøver vi så og forsøger at gøre os konkurrencedygtige i tiden, som den moderne og aktivistiske nykirke på Herningegnen. Vi skal have pr folk i folkekirken, fordi samtlige indslag omkring folkekirken, skrevne eller viste, er negative indslag.

Vi har fået et nyt logo. Se det på nettet. Vi er på nettet. Der er præster på facadebogen. For at have kontakt med folk. For at synliggøre os. Vi holder gudstjenester om aftenen, så folket kan sove længe eller tage til biking om søndagen. Vi serverer en gang pasta med kødsovs, så folk slipper for at lave mad, og der skal altid være en kop kaffe og en billig småkage, og til vores arrangementer skal der være en god frokost, for det samler folk, der skal være gospel, for det kan folk lide, og vi skal noget med børn, for så kommer bedsteforældrene med og vupti så har vi mange i kirke.

Jeg står vel selv i stampe i den dybe kløft. Dog også nogle gange på den første bred og andre gange på den anden. Det veksler, men det er ikke det, jeg vil sige, for så er jeg i gang med at forsvare mig igen, og det gider jeg ikke, men det er det, kirken bliver lokket til at gøre. Hvilken bred den end står på, står den klar til at forsvare sig. Den forstår sig som fremtidig undergang. Den tager det, den tror, folk tror om den, med ind i sin egen selvforståelse, og så bliver det hele så akavet, så desperat, i kirkedøren, tusind tak fordi du kom, et andet sted, folk siger kirken er kedelig, jeg ved det godt, men nu skal vi lave noget sjovt.

Nu kunne I være ligeglade med, hvordan kirken ser ud, hvis man går rundt i sort kjole, men det smitter. En dag, måske er den allerede kommet, føler I, at I skal forsvare jer overfor dem, I kender, fordi I har lyst til at gå i kirke. Globalisering og sekularisering. Sikkert. Prøv nogle nye ord. Individualisering. Den siger sig selv. Mangel på ånd. Den tager vi en anden gang. Dalende medlemstal. Jep. Ledige pladser om søndagen. Har der ikke altid været sådan. Var der ikke bare noget, der hed kirketvang.

Men tag og vend den om. Lad os ikke kæmpe for at komme op på bredden. Lad os stå der allerede. Tag en almindelig uge i Tårnby Kirke eller en anden kirke. 7-8 bisættelser/begravelser. Dåbsgudstjeneste om lørdagen. Søndagshøjmesse med dåb. Konfirmandgudstjeneste torsdag aften. Aftengudstjeneste. Ældregudstjeneste onsdag. Netværksgruppe og mødested. Hele sommeren 5-6 vielser hver lørdag. Konfirmander og minikonfirmander i kirken. Babysalmesang. Flere hold. I henhold til statistikken går der vel et sted mellem 1000 og 2000 mennesker hver uge gennem døren til Tårnby Kirke. Det er mere end Kastrup Boldklub og AB Tårnby kan samle til sammen ovre på stadion.

Når et menneske på 78 dør, kan man ofte høre, at der manglede nogle år. Man kan vel også vende den om og sige der var 78. Det kan man også sige om kirken. Trods det der bliver sagt, trods tidens tendenser og den åbenbart evige religionsforskrækkelse, ligger den der endnu og folk kommer her stadig. Folk har dømt kirken død så mange gange, at vi selv tror, vi er døde, men 20 ud af 23 i Tårnby bliver konfirmeret, 8 ud af 10 forældrepar vil have deres barn døbt og kæresterne spørger stadig pænt om de kan få lov til at blive viet, og snart er det juleaften og vi kunne fylde kirken 8 gange. Sådan er det ikke hver søndag men kirken er ikke lig med søndag og ingen burde forsvare, at de tror på Gud og har tænkt sig at gå i kirke.

Mit forsvarsskrift, for ikke at skulle forsvare mig,

Karsten M. Hansen

Kom som du er

I sidste måned var det jo den 7/9 13. En dato rigtig mange landet over havde valgt at blive gift på. Flere rådhuse havde da også sat ekstra giftefogeder i sving, så man kunne komme direkte ind fra gaden og blive gift.

I sommer, da jeg var i Stockholm på ferie, så jeg lidt det samme fænomen, bare med dåb.
Selvfølgelig var der en forudgående samtale med præsten, ligesom der blev valgt faddere.
Men man kunne alligevel meget hurtigt få arrangeret en dåb, hvor kun de nærmeste var til stede.

Nu er det selvfølgelig ikke fordi, der er noget i vejen med store familiefester.
Set fra et kristent synspunkt er det vel netop livets mening, at vi deler det med hinanden.
Men det er bare ikke alle, der er gearet til det.
Hos nogen kradser krisen. Hos andre er der bare så meget at se til, at man har svært ved at få taget sig sammen.
Og det er nu ærgerligt.

For hvad bryllup angår, så er det jo en tryghed at få papirerne i orden, og det er også en dejlig dag at give hinanden,
at bekræfte kærligheden over for hinanden, også selv om der ikke er andre end de to involverede parter til stede.
Men jo længere tid, der går, jo mere etableret, man bliver, jo sværere bliver det nok at tage sig sammen.
Og hvad dåben angår, så er det heller ikke altid, så let at udskyde den. For også her tager den ene dag jo den anden,
og ikke alle er lige glade for at være i centrum på den måde.

Vi præster møder i hvert fald rigtig mange, der er kede af ikke at være blevet døbt som små, men som alligevel har lidt
svært ved at tage sig sammen til det som voksne.
Så skal der noget særligt til som den 7/9 13 eller at man gerne vil være fadder.

Men det behøver ikke at være sådan.
Kirken står altid til rådighed for lige netop det bryllup og den dåb, i har lyst til.

Velkommen
Ida Nielsen

Kalenderen viser, at det snart er efterår

Den 22.september holder kirken Høstgudstjeneste. Det betyder, at vi snart begynder på efteråret. Vi har haft den varmeste sommer i mands minde og nu kan vi så håbe på ”Indian sommer” i september, selvom haverne i den grad mangler vand.
Det er som om, at de fleste regnbyger går uden om Amager.
Lidt regn vil få træer og blomster til endnu et stykke tid at bevare den friske grønne farve. Men derefter kommer så efterårets farvepragt, hvor træernes blade viser et sand farveflor til glæde for mange.

Ja, på en eller anden måde er det næsten den smukkeste årstid – farvemæssigt.
Ligesom kalenderen snart viser efterår og senere vinter, sådan kan et menneskeliv også deles op. Når man – som jeg – kan se tilbage på mere end 40 års præstegerning, deraf de godt 32 her i Tårnby sogn, kan det ikke undgås, at man føler sig i sit livs efterår, vel sær fordi man i marts næste år fylder 70 og så forlanges det, at man går på pension med udgangen af den måned, hvor man fylder 70.
Det kan ikke undgås, at man synes, at det er lidt uretfærdigt, at man – som kun gælder få tjenestemænd – skal gå på pension, når ens dåbsattest viser, at man er 70 år. Og det gælder uanset ens helbred.

Nu skal denne artikel ikke være en ”jammerkommode”, thi det kan også have sin fordel, at man er åndsfrisk og derfor bliver bedre i stand til at dyrke de interesser, som man har forsømt lidt i sin præstetid, fordi arbejdet dér altid kom i første række.
Som det for mange ikke længere er tilfældet, har jeg altid betragtet præstegerningen som et kald. Der betyder, at man hele sit liv skal forkynde Kristus som opstanden og vor eneste vej til frelse. Om det er lykkedes for mig, er dybest set en sag mellem Gud og undertegnede, men det er min bøn, at det er lykkes for mig.

Læserne ønskes et velsignet efterår, hvor man nyder naturens farvepragt.

Andreas Woller

taarnbykirke@mail.dk