Kor- koncert


Søndag den 7. april kl. 15
LILLE MUKO-VETERANERNE
Dirigent: Jesper Grove Jørgensen
Jens E. Christensen, orgel

Lille MUKO-veteranerne er et kor af meget rutinerede sangere, som oprindelig har
mødt hinanden i universitetskoret Lille MUKO
Dirigenten Jesper Grove Jørgensen har siden debuten i 1975 givet koncerter med alle
professionelle danske orkestre og undervist på en lang række konservatorier i
Danmark og Norge. Herudover skal man også nævne hans arbejde for den danske
kormusik ikke mindst med Lille MUKO, som han har været dirigent for siden 1985.
Jens E. Christensen er organist ved Vor Frelsers Kirke i København og har gennem
årtier været en af vore fremmeste orgelspillere
Koncertens hovedprogrampunkt er Franz Liszts (1811-1886) “Via Crucis” (Korsets vej)
for kor og orgel, herunder solosatser for orgel. Værket består af 14 satser, der hver – i
henhold til katolsk tradition – skildrer en situation fra Jesu korsvandring. Her benytter
Liszt mange forskellige virkemidler, blandt andet en meget avanceret harmonik. I
øvrigt anvender den på dette tidspunkt (1866-78) katolsk præsteviede Liszt også et
par lutherske koraler.
Herudover synger koret en række romantiske korværker, bl.a. af Edward Elgar (Ave
verum), Joseph Rheinberger (Abendlied), Reger (Vexila regis) og Tjaikovski (The
Crown of Roses)
Programmet indeholder endvidere danske passionssalmer, dels sunget af koret, dels
som fællessalmer.

Der er gratis adgang til alle koncerter i Tårnby Kirke.

Foto: “Scener fra Jesu lidelseshistorie” (Duccio di Buoninsegna, 1308).

Fejlen er min

Til et bryllup for nogle år siden dukkede bruden op i verdens mest gennemsigtige brudekjole, med dyb nedskæring og virkeligt store bryster, hun var vist helt klar over opmærksomheden hun fik, det var vist meningen, man skulle se det hele, og det gjorde menigheden vist, me too. Jeg prøvede at holde tonen og lægge vægten på ordene og ikke på….men så knælede brudeparret ved alteret og jeg foldede hænderne lige foran dem, og kiggede som man jo gør, når man beder, ned, lige ned.
Det gik ok til vi nåede til giv os i dag vort daglige brød, det blev til i min mund, giv os i dag vort daglige bryst. Aldrig har min hvide præstekrave været skærm for så rødt et ansigt, og sjældent er jeg blevet grint så godt af, også af brudeparret.
Det var et godt bryllup.
Det var også et godt bryllup, dengang da bruden snublede og faldt ned i skødet på forloveren, med hovedet først, og det hvor brudgommen besvimede og vi måtte smide alterbuketvandet i hovedet på ham. Det var også en fremragende begravelse dengang afdødes bror var så fuld men stadig insisterede på at holde tale. Det var den sjoveste tale, jeg har hørt i en kirke. Alle endte rundt omkring kisten og vi drak gammel dansk og skålede for afdøde, og afdødes bror.
Fejl er godt. Ikke dem som ødelægger livet. Men alle de andre. Når Lars Von Trier laver film, har han et motto stående på sit arbejdsbord; husk og sjusk. Det kan jeg godt lide. Det minder om Jørgen Leths ord; det eneste perfekte er det uperfekte. Og om Murakami som et sted skriver; der findes ikke en perfekt sætning såvel som der ikke findes en perfekt fortvivlelse. En sætning som p6 beat radiovært Mikael Simpsons må have gjort til sit motto om aldrig at være forberedt. Et motto jeg mener, han har stjålet fra mig. Hvis alt går som vi har planlagt det, kommer vi aldrig til at sige noget nyt, så kommer jo kun det frem, vi i forvejen havde forberedt os på at sige. Nick Cave siger meget klogt et sted, at når han
virkelig forstår en sang, mister han interesse for den. Min gamle praktikpræst inde fra København var en virkelig god præst. Jeg skylder hende en stor tak. Jeg var meget betaget af, hvordan enhver
gudstjeneste forløb som den skulle. Jeg tænkte, det kommer jeg aldrig til at lære. Men jeg lærte så
også, hvordan hun planlagde alt ned til mindste detalje. Selv regibemærkninger så som velkommen og nu skal vi til dåben havde hun lært sig. Det skal bare køre, sagde hun. Vi må ikke lave fejl. Senere fortalte hun mig hvor stort et pres, hun synes det var med de kirkelige handlinger. Hun havde ikke længere en glæde ved dem. Og endte med at være træt af sit arbejde.
Kontrol er egentlig et forsøg på at frigive energi og glæde. Hvis man har så meget styr på tingene,
kan man bedre være fri i dem. Bilder man sig ind. Men kontrol avler ikke andet end mere kontrol.
Til sidst i hendes embede stod min praktikpræst med ritualbogen og læste velsignelsen. Hun havde sagt den flere tusinde gange, kunne den i søvne, en dag kludrede hun i den, derefter hang hun fast ved bogen i frygt for at begå samme fejl.
Det kan være I er uenige, men jeg holder mere af tilstedeværelse med fejl end en fraværende optagethed af at undgå fejl.

Vi skal lave nogle flere fejl (du er godt i gang, må I gerne tænke om denne retfærdiggørelse af mig selv) men er det ikke rigtigt; frygten for at fejle dræber al glæde? Jeg synes, vi bør give hinanden en hel parkeringsplads til at fejle. Gud åbenbarede sig ikke på jorden for at lykønske os med vores fejlfrie præstation men for at tilgive os vores fejl.
Det er menneskeligt at fejle. Det skrev allerede Cicero. Jeg vil sige, at hvis vi ikke giver andre plads
til at lave fejl, gør vi det umuligt for dem at være menneske.
Og nu er det snart forår. Og som I har lært; forår er en øvelse i udødelighed (Thoreau), sig lige den sætning højt, og Vor Herre har indskrevet opstandelsens løfte, ikke kun i bøger, men på hvert eneste af forårets blade (Luther). Det bliver godt. Det kommer til at stikke af som Nørlund så smukt synger og en nat bliver det også sommer (Love Shop), og det hele får mig til at tænke på et digt af Strunge. Det handler så vidt jeg kan se om at åbne sig for livet ved at give slip på sig selv, (en passede øvelse her i foråret der bliver til sommer);
Du træder gennem søvnen og åbner en dør til solen, dér, ikke i dit eget lys, bærer du kroppen strømmet igennem af blod dér er du menneske nu og du går for at finde din tid.

Vi ses i foråret,
Karsten M. Hansen

taarnbykirke@mail.dk