Babuscha dør aldrig

Babuscha dør aldrig, sådan sagde sognepræst ved Getsemane kirke, Lissy Christensen engang hun blev spurgt om det ikke foruroligede hende, at der kom så mange ældre i kirken.

Og dermed mente hun selvfølgelig, at det gjorde det ikke, for der ville altid komme nye generationer af ældre. Det er selvfølgelig også rigtigt, men måske tog hun alligevel fejl. I hvert fald er Getsemane en af de lukningstruede kirker i København. For noget har ændret sig!

Selvfølgelig er der stadig babuschaer, men de kommer ikke så meget i kirken mere, de tilhører nemlig en generation, der gjorde oprør mod alt det bestående, deriblandt også kirken.

Nogle genopdage kirken, måske på en trist måde, fordi de mistede et menneske, de holdt af, og på den måde opdagede, hvor meget kirken kan hjælpe i den situation.

Alligevel må vi nok se i øjnene, at den kommende generation af babuschaer ikke har det samme naturlige forhold som tidligere tiders havde. Det er selvfølgelig trist, men der er lys forenden af tunnelsen. For i dag kan vi, i kirken, lave stort set alt for børn og unge, og der kommer rigtig mange mennesker, næsten flere end vi kan rumme.

Se bare på det nye fænomen babysalmesang, der har stor succes også i kirker, der traditionelt ikke har den store menighed. Hos os kan vi samle rigtig mange både til arrangementer som babysalmesang og til gudstjenester, bare det er for børn, så det lover jo rigtig godt for fremtiden.

Med ønsket om at se alle, børn, unge og gamle i kirken i 2014 ønsker jeg alle et godt nytår.

Ida Nielsen

Jul!

Som en stadig tilbagevendende fest er julen nok den højtid, der engagerer de fleste mennesker. Selvom kirken har 3 store højtider, er det som om, at mange glemmer de 2 og det til trods for, at de hænger sammen. Uden jul ingen påske – uden påske ingen pinse – uden pinse ingen kristen kirke.

Man kan undres over, at kun den første af kirkens store fester har fundet grobund hos så mange mennesker, medens følgefesterne ikke har fået den sammen tilslutning, selvom de begge er basis for, at der findes en kristen kirke overalt på jorden.

Det kan måske hænge sammen med, at den verdslige del af samfundet har fundet ud af kommercielt at udnytte julen ved at opfordrer til at købe nisser, pynte med granguirlander, give mange gaver m.m. Ind imellem fristes der ligeledes med kirkelige symboler som engle, julekrybber m.m.

Det må ikke opfattes, som om jeg er modstander af at pynte til jul og ikke kan lide nisser og julepynt, men meget af det hører bare ikke hjemme i kirkelige sammenhænge.

Der er dog forsøgt også at gøre påsken kommerciel ved at knytte til ved verdslige traditioner, som f.eks. påskeharer, påskeæg, og ved at spise lam, som er at indføje en kirkelig tradition i al påskefestivitassen.

En tidligere biskop har forsøgt at markere pinsen ved at udnævne en fisk til at være pinsens fisk, som man så spiser til pinse. Ikke en tradition, som har haft den største succes.

Det er nu adventstid. Med en adventskrans med fire lys – et lys pr. søndag – forbereder vi os på julen. Uden tanken for, at det er Kristi fødselsdag, vi forbereder os på at fejre. Det er en smuk og god tradition. Lad os beholde alle de gode juletraditioner, men lad os ikke glemme, hvorfor vi fejrer jul.

Lad ikke gaveræset og de store økonomiske krav, juletraditionerne stiller til os, dræbe den gode tradition, at julen er hjerternes fest, hvilket betyder, at vi i juletid giver os tid til at være der for hinanden – noget, vi skulle dyrke hele året og ikke kun i julen. Uden at lade økonomien bestemme.

Glædelig Jul!

Andreas Woller

Et forsvarsskrift

Hvordan får man folk i kirke et globaliseret, sekulariseret, individualiseret samfund? Sådan lyder underteksten til mange af de foredrag, jeg bliver indbudt til. Jeg bliver helt træt bare ved titlen. For 8 år siden begyndte jeg på pastoralseminariet. Det første fag blevet indledt med; hvordan bygger man en menighed op? De to spørgsmål er omtrent det samme spørgsmål, de har i hvert fald det samme udgangspunkt; folk kommer ikke i kirke, hvordan får vi dem i kirke?

Siden jeg blev præst, og sikkert også da mine kolleger blev og dem før dem, har det været noget, der er blevet talt og skrevet om. Man kan vel se det om søndagen og man kan se det i statistikken. Der er en del ledige pladser og medlemsprocenten er nedadgående, og det har den været i lang tid, lige så stille år for år tikker den et hak ned imod det punkt, hvor det ikke længere er folkets kirke.

Umiddelbart er der to muligheder: enten siger vi som den gamle landsbykirke på Lolland, hvor ingen kommer, folk er dumme, de ved ikke, hvad de går glip af, vi synger bare videre og lader Jesus genopstå igen, så kan de tage i Silvan i Nykøbing, eller også, og kløften er meget dyb, siger vi, vi må gøre noget, og det prøver vi så og forsøger at gøre os konkurrencedygtige i tiden, som den moderne og aktivistiske nykirke på Herningegnen. Vi skal have pr folk i folkekirken, fordi samtlige indslag omkring folkekirken, skrevne eller viste, er negative indslag.

Vi har fået et nyt logo. Se det på nettet. Vi er på nettet. Der er præster på facadebogen. For at have kontakt med folk. For at synliggøre os. Vi holder gudstjenester om aftenen, så folket kan sove længe eller tage til biking om søndagen. Vi serverer en gang pasta med kødsovs, så folk slipper for at lave mad, og der skal altid være en kop kaffe og en billig småkage, og til vores arrangementer skal der være en god frokost, for det samler folk, der skal være gospel, for det kan folk lide, og vi skal noget med børn, for så kommer bedsteforældrene med og vupti så har vi mange i kirke.

Jeg står vel selv i stampe i den dybe kløft. Dog også nogle gange på den første bred og andre gange på den anden. Det veksler, men det er ikke det, jeg vil sige, for så er jeg i gang med at forsvare mig igen, og det gider jeg ikke, men det er det, kirken bliver lokket til at gøre. Hvilken bred den end står på, står den klar til at forsvare sig. Den forstår sig som fremtidig undergang. Den tager det, den tror, folk tror om den, med ind i sin egen selvforståelse, og så bliver det hele så akavet, så desperat, i kirkedøren, tusind tak fordi du kom, et andet sted, folk siger kirken er kedelig, jeg ved det godt, men nu skal vi lave noget sjovt.

Nu kunne I være ligeglade med, hvordan kirken ser ud, hvis man går rundt i sort kjole, men det smitter. En dag, måske er den allerede kommet, føler I, at I skal forsvare jer overfor dem, I kender, fordi I har lyst til at gå i kirke. Globalisering og sekularisering. Sikkert. Prøv nogle nye ord. Individualisering. Den siger sig selv. Mangel på ånd. Den tager vi en anden gang. Dalende medlemstal. Jep. Ledige pladser om søndagen. Har der ikke altid været sådan. Var der ikke bare noget, der hed kirketvang.

Men tag og vend den om. Lad os ikke kæmpe for at komme op på bredden. Lad os stå der allerede. Tag en almindelig uge i Tårnby Kirke eller en anden kirke. 7-8 bisættelser/begravelser. Dåbsgudstjeneste om lørdagen. Søndagshøjmesse med dåb. Konfirmandgudstjeneste torsdag aften. Aftengudstjeneste. Ældregudstjeneste onsdag. Netværksgruppe og mødested. Hele sommeren 5-6 vielser hver lørdag. Konfirmander og minikonfirmander i kirken. Babysalmesang. Flere hold. I henhold til statistikken går der vel et sted mellem 1000 og 2000 mennesker hver uge gennem døren til Tårnby Kirke. Det er mere end Kastrup Boldklub og AB Tårnby kan samle til sammen ovre på stadion.

Når et menneske på 78 dør, kan man ofte høre, at der manglede nogle år. Man kan vel også vende den om og sige der var 78. Det kan man også sige om kirken. Trods det der bliver sagt, trods tidens tendenser og den åbenbart evige religionsforskrækkelse, ligger den der endnu og folk kommer her stadig. Folk har dømt kirken død så mange gange, at vi selv tror, vi er døde, men 20 ud af 23 i Tårnby bliver konfirmeret, 8 ud af 10 forældrepar vil have deres barn døbt og kæresterne spørger stadig pænt om de kan få lov til at blive viet, og snart er det juleaften og vi kunne fylde kirken 8 gange. Sådan er det ikke hver søndag men kirken er ikke lig med søndag og ingen burde forsvare, at de tror på Gud og har tænkt sig at gå i kirke.

Mit forsvarsskrift, for ikke at skulle forsvare mig,

Karsten M. Hansen

taarnbykirke@mail.dk