Det er en pæn kirke

Det er en pæn kirke, vi har, Tårnby Kirke, men du behøver hverken i sind eller handling at være pæn for at komme ind.

Før jeg blev præst, gik jeg en del i kirke. Jeg kom oftest hos en præst, som nu ikke længere er præst. Det var i min daværende sognekirke i den pæne del af København. Han havde det med at falde ind og helt udenfor, hvad man normalt forestiller sig en præst skal være. Nogle gange sagde han ikke så meget, så lod han bare salmerne blive sunget og læsninger læses. Andre gange forkyndte han med mange ord. Han kunne både nævne sit ynglingshold Liverpool og filosoffen Levinas i samme sætning. Han kunne bande og svovle og han kunne citere Rilke på det smukkeste tysk, alt indenfor samme bibelske udlægning. Der var mange, som ikke kunne lide ham. Selv var jeg ofte uenig med ham, men jeg elskede hans gudstjenester, specielt når jeg var uenig.

Der sad altid nogle hattedamer og et par mænd med en medbragt bibel nede bag i og så meget forargede ud. Jeg ved ikke, hvorfor de sad der, hvis de nu hele tiden blev forargede. Han havde 3 glimrende kolleger, de kunne have gået til og to andre kirker længere nede ad gaden. Præsten er ikke lig med kirken. Kirken er ikke lig med kristendommen. Og kristendommen er ikke lig med Gud. Han tillod sig også at være morsom. Der måtte godt grines i kirken. Han hentydede til at Jesus aldrig sagde noget om, at der ikke måtte grines og Gud havde vel humor, siden han havde skabt os. De rystede på hovedet og mente ikke at han hørte hjemme i en kirke. En dag fra prædikestolen kom han med denne skønne sætning; det er en mærkelig form for kristentro at mene at andre ikke er kristelige nok, der er vel ikke noget mere ukristeligt end se sig selv mere kristelig end andre.

I alt hvad han lavede var der lidenskab og alt han gik op i var tro, og så var han autentisk, han var sig selv. Han rykkede ved kirkeforestillingen, fordi han altid lod forstå, at over kirken findes troen. Det var så Kierkegaards som det kunne være, han som ikke kunne fordrage, at vi tog vores egen moral med ind i kirken og den samme med ud.

Kirken er ikke et opdragelsesorgan. Siden middelalderen er der nok sendt mange børn hen i kirke for at lære om god opdragelse. Når forældrene ikke kunne mere, og mente at samfundets institutioner havde svigtet, var det kirken som skulle opdrage; sid stille, tag huen af, tal pænt, opfør dig ordentligt, bed en bøn, ær din fader, vær en god borger.

Det er gode ting at kunne, og blive, og man kan sagtens argumentere for at vores samfund har brug for mere af det, men det har ikke meget med kristentro at gøre og det er heller ikke kirkens primære opgave at opdrage folket. Vi er nok en folkekirke, støttet af staten, men vi er ikke statens tjener.

At tro på Gud er ikke en dyd og det handler ikke om dyder.

Man skal vel passe på, at man ikke forveksler god tone, takt og opdragelse med kristendom. Det er ikke fordi, kirken skal det modsatte, opføre sig dårligt, men kirken er ikke en søndagsskole, det handler ikke om moral. Der er ikke noget korrekt over troen og der er ikke noget pænt at sige om den. Den handler om frelse, om tilgivelse. Tro handler om liv, om troen på mere liv, hvis pænheden og korrektheden hindrer denne livsudfoldelse, så må troen bryde igennem.

Man taler ofte om kristne værdier. Dem er jeg med på. Men kristendom er ikke lig med værdier. Kristendom er ikke kun en måde at indrette et samfund på. Det er noget mere. Tro er ikke en værdi. Den har ikke en værdi for samfundet. Det er det enkelte menneskes forhold til Gud, og det forhold kan et samfund ikke værdisætte, selv kirken kan ikke værdisætte det, det overstiger alt fælles, alt det vi kan stille op.

Samfundet som retter os ind med kirken. Sådan noget med for meget pænhed og hvad er korrekt og dydigt. Min gamle præst var altid ligeglad med form, den skulle man bare bruge og tilpasse til indholdet og dem som skulle høre det, og så ville han have sat en tyk streg under Lindhardts ord; evangeliet er for syndere, og han ville have nævnt Desmond Tutus ord; for meget kirke, for lidt tro, måske også lidt Nietzsche; ingen er tættere på Gud end djævlen.

Jeg synes ikke, vi har for meget kirke i Danmark, slet ikke, vi må gerne have mere, bare vi ikke får en kirke som går mere op i pænhed og korrekthed end det levede liv med alt hvad det indeholder.

Ordene er mine egne, ikke nødvendigvis kirkens, og ikke mere kristelige end dine.

Karsten M. Hansen

Babuscha dør aldrig

Babuscha dør aldrig, sådan sagde sognepræst ved Getsemane kirke, Lissy Christensen engang hun blev spurgt om det ikke foruroligede hende, at der kom så mange ældre i kirken.

Og dermed mente hun selvfølgelig, at det gjorde det ikke, for der ville altid komme nye generationer af ældre. Det er selvfølgelig også rigtigt, men måske tog hun alligevel fejl. I hvert fald er Getsemane en af de lukningstruede kirker i København. For noget har ændret sig!

Selvfølgelig er der stadig babuschaer, men de kommer ikke så meget i kirken mere, de tilhører nemlig en generation, der gjorde oprør mod alt det bestående, deriblandt også kirken.

Nogle genopdage kirken, måske på en trist måde, fordi de mistede et menneske, de holdt af, og på den måde opdagede, hvor meget kirken kan hjælpe i den situation.

Alligevel må vi nok se i øjnene, at den kommende generation af babuschaer ikke har det samme naturlige forhold som tidligere tiders havde. Det er selvfølgelig trist, men der er lys forenden af tunnelsen. For i dag kan vi, i kirken, lave stort set alt for børn og unge, og der kommer rigtig mange mennesker, næsten flere end vi kan rumme.

Se bare på det nye fænomen babysalmesang, der har stor succes også i kirker, der traditionelt ikke har den store menighed. Hos os kan vi samle rigtig mange både til arrangementer som babysalmesang og til gudstjenester, bare det er for børn, så det lover jo rigtig godt for fremtiden.

Med ønsket om at se alle, børn, unge og gamle i kirken i 2014 ønsker jeg alle et godt nytår.

Ida Nielsen

Jul!

Som en stadig tilbagevendende fest er julen nok den højtid, der engagerer de fleste mennesker. Selvom kirken har 3 store højtider, er det som om, at mange glemmer de 2 og det til trods for, at de hænger sammen. Uden jul ingen påske – uden påske ingen pinse – uden pinse ingen kristen kirke.

Man kan undres over, at kun den første af kirkens store fester har fundet grobund hos så mange mennesker, medens følgefesterne ikke har fået den sammen tilslutning, selvom de begge er basis for, at der findes en kristen kirke overalt på jorden.

Det kan måske hænge sammen med, at den verdslige del af samfundet har fundet ud af kommercielt at udnytte julen ved at opfordrer til at købe nisser, pynte med granguirlander, give mange gaver m.m. Ind imellem fristes der ligeledes med kirkelige symboler som engle, julekrybber m.m.

Det må ikke opfattes, som om jeg er modstander af at pynte til jul og ikke kan lide nisser og julepynt, men meget af det hører bare ikke hjemme i kirkelige sammenhænge.

Der er dog forsøgt også at gøre påsken kommerciel ved at knytte til ved verdslige traditioner, som f.eks. påskeharer, påskeæg, og ved at spise lam, som er at indføje en kirkelig tradition i al påskefestivitassen.

En tidligere biskop har forsøgt at markere pinsen ved at udnævne en fisk til at være pinsens fisk, som man så spiser til pinse. Ikke en tradition, som har haft den største succes.

Det er nu adventstid. Med en adventskrans med fire lys – et lys pr. søndag – forbereder vi os på julen. Uden tanken for, at det er Kristi fødselsdag, vi forbereder os på at fejre. Det er en smuk og god tradition. Lad os beholde alle de gode juletraditioner, men lad os ikke glemme, hvorfor vi fejrer jul.

Lad ikke gaveræset og de store økonomiske krav, juletraditionerne stiller til os, dræbe den gode tradition, at julen er hjerternes fest, hvilket betyder, at vi i juletid giver os tid til at være der for hinanden – noget, vi skulle dyrke hele året og ikke kun i julen. Uden at lade økonomien bestemme.

Glædelig Jul!

Andreas Woller

taarnbykirke@mail.dk