Hej Verden!

Velkommen til Tårnby Sogn & Kirkes websted

Tårnby Sogns hjemmeside får nyt udseende. Arbejdet med tilpasning og opdatering er ikke helt afsluttet, men det er rimelig tæt på, hvorfor den udgives allerede nu.
Der vil i den kommende tid fortsat blive ændret og tilpasset
– både i indhold og udseende. Besøg os ofte.
Udover at Tårnby Sogn & Kirke bliver “iklædt” et nyt og mere tidsvarende udseende,  bliver webstedet også Læs videre Hej Verden!

Den gode historie findes

Mandag den 22. december faldt jeg, som nogle af jer ved, ned af min trappe og beskadigede et ledbånd. Det var selvfølgelig et uheldigt tidspunkt, både på arbejde og privat.

Alligevel kom der nu også noget godt ud af det. Dagen efter, den 23., var jeg nemlig hos min egen læge, og det er altid en god oplevelse. Han sendte mig videre til røntgenafdelingen på Amager Hospital, som igen sendte mig til Akut Klinikken. Alle steder blev jeg godt modtaget: Jeg kom hurtigt til, blev behandlet venligt og fik en fin information.

Det er værd at bemærke, fordi man jo hører og læser så meget andet.

Det er ofte de negative historier, der er flest af, og jeg siger ikke, at de ikke er rigtige, for det er de selvfølgelig, men de står ikke alene.

Ligesom historierne om de tomme kirker heller ikke gør det. Hvad mange af jer nok har bemærket, når I har været i Tårnby Kirke.

Selvfølgelig er der dage, hvor der ikke kommer så mange, men der er også dage, hvor der er ret godt fyldt op. Og det er langt de fleste.

Så de gode historier findes. Det skal vi huske, og vi skal huske at dele dem. Ligesom vi selvfølgelig også skal af med vores frustrationer over de dårlige.

Det er vigtigt, men lige så vigtigt at huske de gode historier. Og fortælle om dem.

For livet bliver først for alvor rigtigt og sandt, når det bliver delt med andre.

Så en stor tak for den gode behandling, jeg mødte på Amager Hospital.

Og tak til alle jer, der efterfølgende har spurgt til mit helbred. Det gør det – næsten – til en god historie at komme galt af sted.

Ida Nielsen

Året er skiftet. Nu skriver vi 2015 i stedet for 2014

Udklip Som med megen anden forandring, så tager det gerne lidt tid før det giver sig selv at skrive det nye årstal, uden at tænke sig om. Lidt ligesom med alderen – det flyver ikke nødvendigvis ud af munden på en, hvor gammel man er. Man skal lige tænke sig om – hvor langt er man egentlig nået med årene… Man skal ligesom finde sig selv i det nye.

Sådan kan det også være, når man står over for et nyt kalenderår. Hvad skal man stille op med det?
Hvor skal man stille sig i livet?
Hvor er man nået til?

For mange af os kan et nytår indikere en tid, og en ny mulighed for at hanke op i sig selv og rette sig ind på den kurs, man har lagt for sig selv. Om det er med ambitionen om et nyt job, mere tid med børnene eller fem kilo mindre på vægten, så er nytåret en anledning til at ”få gjort noget ved det”.

For nogen af os er nytåret også en tid til at se på det forgangne år, og gøre status over hvad livet bragte os. Og hvad vi selv gav. Og det tilbageblik gøres ikke altid med lige så stor begejstring, som med synet fremad mod det kommende. For i mødet med sin egen historie og fortid, så skal man også tage imod sig selv.

Nytåret er nemlig ikke blot en frisk start eller en ny begyndelse. Det er også en mulighed for at standse op, og reflektere over og forsone sig med det, der allerede er en del af ens historie. Den historie som blev påbegyndt eller fortsat i 2014. Både de glædelige og smertelige historier: Fortællingen om et nyt familiemedlem, og nye bekendtskaber. Sandheden om den sygdom man fik konstateret og slås med. Historien om de rejser og minder man fik med i 2014. Og måske også sporene af sorg og smerte over dem, vi ikke har med os ind i det kommende år.

Alt sammen skal med. Hvor let eller tungt det end måtte være. På den måde er nytåret en mulighed for at pakke bagagen om, så der kan blive plads til nye oplevelser og erfaringer. Nye historier. Og en mulighed for at tænke over hvordan man bærer de gamle med sig.

I kirken bærer vi på en ældgammel historie. Det er som om den sidder i selve stenene. De levende sten i hvert fald. Det er historien om Gud, der elsker menneskene, og sender sin egen søn for at fortælle os det. Den historie fortælles over ethvert lille barns liv, når vi bærer dem til dåben. Og over ethvert levet liv, når vi skal herfra. Den historie, tror jeg, er sandheden om vores liv: At der er en Gud, der vil os, og som elsker ethvert menneske. Det lyder måske banalt. Men det betyder dybest set, at der altid er en Far, Gud, som vi kan komme til med al vores bagage. Alle historierne, sorgerne, glæderne, håbet og frygten. Og når det er for tungt at bære på, så kan vi lægge det over i Guds hænder. Jeg er ikke så god til det med nytårsfortsæt.

Jeg er ikke så god til at holde dem. Men sidste år på dette tidspunkt satte jeg mig for at få en fast stilling, og at være mere modig. Og måske også noget med at deltage i et motionsløb. Jeg løb ingen vegne, og jeg minder stadig mig selv om at være mere modig. Men jeg fik jeg mig et job, som jeg er rigtig glad og taknemmelig for. Så har jeg nemlig fortsat mulighed for at fortælle verdens bedste historie! Og dermed glæder jeg mig til at påbegynde et nyt kalenderår, som sogne-og sygehuspræst i Tårnby Kirke.

Glædeligt nytår!

Desireé Risom

taarnbykirke@mail.dk