25 år i Tårnby

I slutningen af august var det 25 år siden, jeg første gang blev indsat i Tårnby Kirke. Dengang var 30 % af mit arbejde at betjene det daværende Sankt Elisabeth Hospital, der var et hospital med døgnåben skadestue og 6 afdelinger med både kirurgiske og medicinske patienter.

Selv om der var mange barske oplevelser for en nyuddannet præst, så var det nogle virkelig gode år for mig, ikke mindst fordi, der var et godt sammenhold mellem alle grupper af ansatte, og i de senere år havde jeg meget glæde af at være en del af den tværfaglige smerteklinik. Af patienterne lærte jeg meget om livet og døden. Så dagene føltes ikke så lange, som de
rent faktisk ofte blev. Jeg husker særlig en jul, hvor julefrokosten blev noget med kylling og vindruer, fordi de fleste varer for længst var udsolgt, inden jeg var blevet færdig på hospitalet.

Men tiden løb desværre fra det lille hospital, og derfor besluttede jeg i 99, da der blev mulighed for det, at søge en fuldtidsstilling i Tårnby, hvor jeg jo i 10 år havde været 70 % af tiden, og derfor efterhånden kendte en del til sognet, som jeg altid har opfattet som en charmerende blanding af gamle bondetraditioner og moderne forstad.

Mit primære arbejdsområde blev, med den nye stilling, at tage mig af børnearbejdet. Og det har været en stor glæde for mig at møde de mange børn og deres forældre, der er kommet både til babysang og børnegudstjenester. Ligesom det også altid er sjovt at få besøg af børneinstitutionerne til højtiderne.

Minikonfirmander fra 3. klassetrin er blevet indført i de år, jeg har været præst og det er dejligt at få en chance for at møde børnene og lege lidt kristendom ind i dem og på den måde give dem et fortroligt forhold til kirken, før de skal konfirmeres.

Når jeg ser tilbage på de 25 år, jeg har været præst, forekommer det mig, at der er blevet meget større interesse for kirken og dens arbejde. Børnefamilierne støtter i langt højere grad op om børnegudstjenesterne og konfirmanderne er meget mere interesserede, så jeg går glad til timerne og ofte endnu gladere derfra, fordi vi har lært noget af hinanden.

Til slut en stor tak til den netværksgruppe, som i næsten alle de 25 år har været ved kirken. Det er blevet til mange hyggelige timer over kaffen, der, for mig at se, er en vigtig afslutning på gudstjenesten. Jeg synes først for alvor, man bliver kirke og menighed, når man tager gudstjenestens budskab med sig ud af kirken og også deler livet med hinanden der. For selv den smukkeste gamle kirke er intet uden en menighed.

Tak for 25 gode år. Da jeg er bortrejst på dagen, holdes jubilæet søndag den 14. september kl. 10.00, efter gudstjenesten er menighedsrådet vært ved en reception i konfirmandstuerne.

Ida Nielsen

Cykeltur, kirketårne og ”Hvor blev lykken af”

Mange af landsbykirkerne har ligget der næsten lige så længe som Tårnby Kirke, som er én af Københavns ældste kirker, hvor den oprindelige kirke dateres tilbage til 11-1200-tallet. Vi får øje på kirketårnene som rager op. De har fungeret som pejlemærker – men også som udkigs- og vagtposter.

Fra glughullerne i Store Magleby Kirke havde modstandsfolk f.eks. godt udsyn over flyvebanen. For tiden spørger nogen, hvad vi skal med kirkerne. Alligevel bliver der et ramaskrig, når biskoppen truer med at lukke sognets kirke. Af en eller anden grund hænger vi ved. Og det hænger måske sammen med, at kirken – så længe den og vi overhovedet trækker vejret – har sin betydning. Også når vi ikke går ind.

Der er forskellige holdninger til kristendom. Helt enige bliver vi måske aldrig. Alene det, at vi har 4 evangelier/beretninger om Jesus med forskellige vinkler, er en kilde til samtale. Men hvis kirken ikke var her, hvor skal vi så gå hen, når vi får brug for højt til loftet og et større perspektiv på vores liv?

Hvor skal vi gå hen for at fejre kærligheden eller for at sige tak?
Hvor skal vi gå hen for at høre ordene til trøst om en større barmhjertighed og om et stædigt håb om mening, når livet går i stykker? Ord, tanker og musik, der meget gerne skulle give os nyt mod til at gå ud igen..
Vi ville savne et sted som kirken.

Sidste sommer indledte digteren Søren Ulrik Thomsen en tale på Statens Museum for Kunst med at sige: ”Hvor tit har man ikke stået over for en skulptur eller lyttet til et stykke musik, hvis hensigt man umuligt kunne gøre rede for, men hvorfra der ikke desto mindre, hver eneste gang man vendte tilbage, blev ved med at strømme ny betydning?”
Måske kan digterens ord også gælde for kirkebygningen? Det hus, der har stået her i over 800 år, hvor folk er kommet gennem generationer.

Søndagens bibeltekst handlede om et ungt menneske, som kom til Jesus for at spørge om, hvordan han selv kunne sørge for at få sig et evigt liv. I dag havde han måske spurgt om, hvordan han kunne blive verdens lykkeligste mand? Jesus svarer den ifølge ham selv moralsk perfekte unge mand med et syret svar: ”Det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje” ( .. ) ”Kun én er den gode”… En af pointerne er, at til trods for at målinger fortæller os, at vi er
verdens lykkeligste folk, vil det aldrig lykkes os at opnå fuldstændig perfektion.

Kun én er den gode, dvs. Gud. Vi andre må finde os i at være noget mindre end perfekte – og holde op med at lade som om, vi har magt over liv, død og kærlighed…
I kirken sætter Guds ord en dagsorden, der er anderledes end den vi er vant til… Dåben handler om, at vi skal hvile i Guds kærlighed. Og det kan vi sagtens – selvom vi i det personlige/ i samfundet og hvor vi nu færdes – ikke lever op til alle lykkeparametrene eller er fuldkomne…

Det hele begynder med kærlighedens øjne… Det er dét alle kirketårnene på vores vej – cykelvej eller veje i det hele taget – skal minde os om! Og derfor er det godt, at de tårne rager op i landskabet. Glædelig sensommer til alle!

Sognepræst Rikke Bjerregaard Bertelsen

Selvtillid på den gode måde

Det er altid underligt, når konfirmationerne er overstået. Dels bliver man selvfølgelig som præst grebet af de unge menneskers forventninger i tiden op til den store dag. Dels savner man dem jo også, når det hele er forbi.

Vi har kendt hinanden i næsten et år, det er underligt ikke at vide, hvordan det kommer til at gå dem. De har stadig et år tilbage i skolens trygge rammer, men senere er det jo en uvis fremtid, de går i møde. Mange fra en ungdomsårgang får aldrig en uddannelse. Andres gør, men får måske ikke af den grund noget job.

Det er trist at tænke på. Og jeg synes, det er et underligt samfund, hvor der ikke er råd til at ældre, trætte mennesker går på efterløn, men åbenbart godt råd til at unge, frisk kræfter går tabt. Men nu er jeg jo ikke politiker, så det har jeg jo ikke forstand på.

Jeg må nøjes med at give de unge så god en ballast med i livet i den korte tid, jeg kender dem. Derfor er noget af det, der for mig er vigtigst ved konfirmationen også, at de unge får en tro på sig selv. At de hører, at det at være Guds barn betyder, at de altid skal udnytte alle muligheder og give livet en chance, også når alt ser mest håbløst ud.

Man skal altid kæmpe, og det kan man også, hvis man har selvtillid på den gode måde. Ikke sådan at man fremhæver sig selv på bekostning af andre, men sådan at man ved med sig selv, at man ER god nok til at kunne klare sig i livet. Det får man at vide, når man går til præst, og det er der desværre rigtig mange, der har brug for at høre.

Jeg håber, de tager det med sig, alle dem jeg har sagt farvel til nu, og jeg glæder mig allerede til at fortælle det til de nye hold, der starter til september.

Indtil da, god sommer til alle.

Ida Nielsen

taarnbykirke@mail.dk