Et Tilbageblik:

En gang imellem kan det være på sin plads at tænke tilbage over sit liv. Har man nået det man ville? eller synes man, at alt for meget gik ikke, som man have ventet?

Den 13.maj 2013 havde jeg været præst i 40 år, hvoraf de 32 har været her i Tårnby Sogn. Jeg blev ordineret i Københavns Domkirke den 10.maj 1973 og indsat som residerende kapellan ved Korsvejskirken den dag, at kirken blev indviet, altså den 13.maj 1973.

40 år synes lang tid og det har da også betydet, at det at være præst er en livsstil – det, man i ”gamle” dage kaldte et kald. Siden jeg i 1961 begyndte på studenterkursus som klassisk sproglig, har det været mit mål at blive præst, og den 21.december 1972 blev jeg cand. theol. fra Københavns Universitet.

Nu skal dette ikke være en levnedsbeskrivelse, som næppe vil interessere mange, men være en refleksion over de 40 år, som nu er gået.

Beslutningen om at blive præst har sin grund i, at jeg er overbevidst om, at det at tro på en Gud og stole på Ham er livsnødvendig, hvis vort menneskeliv skal have indhold og mening. Den erkendelse, føler jeg, er min livsopgave at give videre til hjælp og trøst for mennesker, der har svært ved at takle livet.

Det er – for mig at se – en nødvendighed at have nogen at henvende sig til og søge støtte og hjælp fra, når livet arter sig på en måde, som vi ikke evner at klare alene.

Jeg har – i de år, jeg har været præst – efter bedste evne søgt at forkynde Kristus opstanden og dermed også Syndernes forladelse, idet vi gennem Jesu død og opstandelse har fået del i hans sejr over døden og børnekår hos Gud, idet Jesus evnede det, vi ikke kunne, at forlige os med Gud og derved få tilgivelse for, hvad vi har forbrudt i vores liv.

Når jeg altså ser tilbage på 40 år, så føler jeg, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at leve op til det krav, som valget af at blive præst stiller en over for.

Om jeg har levet op til kravene ved kun Gud og det er dybest set en sag mellem Ham og mig. Tilbage er bøn om, at jeg også det sidste år, jeg virker som præst her i Tårnby, må være til gavn og glæde for Tårnby Sogn. Dertil hjælpe mig Gud.

Andreas Woller

…Kun den, der var i angst, finder hvile…

Der sad en kvinde et sted i Kastrup. Hun boede i en rød opgang. Dem var der mange af i Kastrup. Hun kom ikke særlig ofte ud, og når hun gjorde, var det altid, når andre havde tid til at følge hende. Hun kunne godt gå ned af trapperne alene. Hun kunne også gå ud på gaden alene. Derefter havde hun brug for hjælp. Der skulle være én til at samle hende op, hvis hun faldt til jorden. Kvinden havde angst og det har hun stadig.

Det anslås at 200.000 danskere lider af angst i dag og 750.000 vil komme til det. Du har måske angst. Du kender nok én der har. Der er helt sikkert én, der har angst, som bare ikke har fortalt dig det, måske én du kender rigtig godt. Det er den hurtigst voksende folkesygdom og den er snedig, for man opdager den sjældent med det samme, den sniger sig ind på én og selv når man opdager den, vil den fortælle dig, at du ikke har den.

Der er heldigvis stor fokus på angst. Der er hjælp at hente. Lægevidenskaben siges at være langt fremme på området. Du kan komme til psykolog. Du kan blive henvist til en psykiater. Du kan gå på angstskole og læse en ængstelig masse bøger om, hvordan man ændrer sit liv og kommer af med angsten.

Kvinden i Kastrup har prøvet det hele gennem 20 år.

Søren Kierkegaard mente, at vi alle lider af angst. De fleste af os har bare ikke indset det, eller som han skriver, vi prøver at fastholde vores enhed med vores naturlighed. Den kommer dog, fordi vi mennesker på et tidspunkt vil vokse os frem til at forholde os til fremtiden, men da fremtiden endnu ikke er virkelighed men kun mulighed, så er fremtiden for så vidt intet, og det er det, der føder angsten, angst er nemlig angst for intet, det som blot er mulighed og endnu ikke virkelighed og dog som mulighed en virkelig mulighed. Angst er en fremmed magt, der griber mennesket. Det vil hun også sige, kvinden fra Kastrup. Hun ved i det hele taget meget om angst, også fra et sundhedsvidenskabeligt perspektiv.

Det gør jeg ikke, og derfor er det ikke min pointe at modsige mig sundhedsvidenskaben. Jeg har ved selvsyn set, hvad en god psykolog og den rette medicin kan gøre godt for et menneske. Grunden til at jeg skriver det her om angsten er ikke for at komme med endnu en opfordring til selvhjælp, det er ikke noget med, at du blot skal tro nok, så hjælper Gud dig, men det er Kierkegaard år, og ingen har bestemt angsten som ham. Det er ikke så meget de snævre analyser af angsten, som også befinder sig på tredje semester af psykologstudiet og i pjecer der er til at finde på psykiatriske hospitaler, det er hans betoning af, at angsten også er en mulighed for noget godt. Angst er ikke kun et minus, den er også et plus, eller som altid hos Kierkegaard, den er begge dele på samme tid. Angst er noget af det værste, der kan ramme dig, men angst er også muligheden for at blive dig selv, et vidnesbyrd om at du ikke er dig selv men derfor kan blive det og for så vidt er angst ikke noget man skal blive fri af, men et vilkår man skal gå igennem for kun den der lærte at ængstes ret, kunne lære at leve ret.

Kvinden fra Kastrup siger, hun kommer til mit foredrag om Søren Kierkegaards bog; Begrebet Angst.

Du er også velkommen. Den 2. juni. Med eller uden angst.

Karsten

Konfirmand Aktion 2013

Lørdag 9. marts var der Konfirmand Aktion i Tårnby Kirke.

Konfirmand Aktion er et landsdækkende arrangement, hvor pengene går til nogle af verdens fattige lande. I år var det Myanmar og Sierra Leone.

Meningen med projektet er selvfølgelig at støtte de pågældende lande, men også at give konfirmanderne en fornemmelse af, hvad kristendom vil sige i praksis. For ord gør det ikke alene, og selv om de unge mennesker i dag er rigtig gode til selv at blande sig i undervisningen med spørgsmål og kommentarer, så er og bliver det en passiv tilgang til stoffet.

Det råder Konfirmand Aktion bod på. Her bruger de unge mennesker både tid og penge på at lave ting og bage kager, der kan sælges. Og de får en fornemmelse af, hvor få penge, der i virkeligheden skal til for at sikre en ung mad og skolegang i verdens fattigste lande.

Når pengene denne gang gik til Myanmar og Sierra Leone, var det med den begrundelse, at landene længe har været i en opslidende borgerkrig. Her kan kirken have en særlig rolle som formidler af fred og forsoning. For uanset hvor svært det kan være at leve side om side med tidligere fjender, så kan samfundet kun bygges op, hvis tidligere tiders fjendskab heles. Her kan det kristne budskab hjælpe. Derfor støtter Konfirmand Aktion de kristne kirker i de to lande.

Tak til alle konfirmander, forældre, de der har doneret ting til loppemarked, og de, der mødte op på dagen for at støtte salget.

Ida Nielsen

taarnbykirke@mail.dk