Skrevet af Karsten M. Hansen

Ellers går det sådan her; kirken må følge tiden. Du tænker det måske også. Den må følge med tiden. Så spørger vi lige; hvad for en tid. Nutiden? Virkelig! Den her åndløse innovativt fremmedgørende teknologisk optimerede udannede tid, den vil du gerne have kirken skal gøre til sin? Tre fladskærme og en elektrisk pil pegende til alteret. En prædiken i overskrifter, en portion masterchefpasta og velsignelsen på sms. Chat med præsten efter gudstjenesten og snappedisnap med kordegnen under uddelingen af kirkekiksene. Nu er jeg karikerende; Alt styret fra toppen af en bestyrelse sat sammen af kompetente erhvervsfolk og folk som har taget en efteruddannelse i ledelse. Et udvalg af fremsynede kirkefolk, et rengørings TEAM, en teologisk tænketank, en målrettet mediestrategi og et stort skilt med LOVE ud til
Englandsvej. Og en rapport med titlen; kirken på vej ind i fremtiden, hvorefter orglet begynder på Tak Gud for denne lyse morgen.

Den her artikel er ikke koordineret med resten af de ansatte ved kirken, så den er med mit navn nederst; jeg kan virkelig godt lide, at der er noget som ikke fungerer.
Det er ofte det som ikke fungerer som fungerer bedst. Det ville nu være en smule paradoksalt, om du kom til en fuldstændig opdateret og velfungerende kirke, når nu evangeliet er for os som ikke kan få det til at fungere særlig godt. Livet er noget helligt rod, som Inger C. skrev. Hvorfor skulle kirken være noget andet? Det hedder folkekirken, det er folkets kirke, og folket er selv i Tårnby ikke ens, det er en broget skare, men det er liv og tro er tro på liv og kirken bør også være liv, ikke et særligt liv, men det liv som der nu leves her. I Tårnby.
Jeg kan godt lide folkekirken. Med alle dens mangler. Folkekirken er omtrent det sidste store folkelige fællesskab vi har i Danmark.
Tager man sig til hovedet i kirken? Ja. Det går langsomt. Det går som det plejer.
Kunne gudstjenesten være bedre? Ja. Kunne prædiken være bedre? Altid. Ved folk overhovedet, hvad der foregår inde i kirken. Næh. Er det en luksusholdning jeg har?
Måske. Måske er der brug for at stramme op, få noget mere ud af det, når nu alle andre skal få mere ud af mindre, hvorfor skal kirken så ikke?

Kirken er lokalt styret af et menighedsråd. Menighedsrådet er lokale frivillige.
Sjældent har de arbejdet i en kirke før. Ofte er de bare nogle som kan lide at komme i kirke. Det må indebære en masse fejl og ting som ikke bliver. Men det må man tage med. Jeg vil gå meget langt for at holde kirken forbundet med folket. Hvad er alternativet? Som regel noget som langsomt taber forbindelsen til folket.
Vi har en lille artikel hængende i sakristiet. Vi tager den ned hvert år til julefrokosten og læser den højt. Bjørn Bredal har skrevet den i Politiken for nogle år siden. I den avis står der sjældent noget godt om folkekirken. Jeg er vild med det han skriver her.
Her har I noget af det i uddrag:

OVERSKRIFTEN; Velsignet Uorden.

Folkekirken er som en fabel fra forne tider, fyldt med gåder og urimeligheder.
Forkyndelsen stritter i alle retninger. Ingen kan udtale sig på alle vegne.
Mangfoldigheden grænser til anarki.  Alt hviler på urgamle, uafklarede sædvaner, men de samlede mærkværdigheder fungerer forbavsende godt og favner høj og lav i et fællesskab som ingen rigtig kan gennemskue eller se logikken i, det hele bliver ikke mere logisk af at 80% af folket er frivillige medlemmer uden de særlig ofte kommer i kirken. Alt muligt i folkekirken er utidssvarende, uafklaret og umoderne, men måske markerer disse u’er nogle kvaliteter som er værd at passe på. En effektiv management-folkekirke vil være alt for tidssvarende og aldrig blive halvt så moderne og modstandsdygtig som det gamle hus, der står om end tårnene falde.

Amen.

Skrevet af Karsten Møller Hansen