Skynd jer ud af døren, konfirmander!

Det var knapt efterår første gang I satte jer i den støvede konfirmandstue. Det blev vinter alt imens I traskede henover gårdpladsen for at komme dertil. Og da foråret kom fulgte sommerfuglene i maven. Sommeren stod på spring før I kom i skjorter, hvide kjoler, iført sneakers, med vandkæmmet hår.

Aldrig har I været mere nervøse, sjældent har I set smukkere ud, mere end nogensinde følte I faktisk at I havde hjemme på den gamle matrikel.

Nu var lidt af kirken blevet din.

På bænken bag søjlen til højre, og dér hvor lyset falder ind på knæfaldet. Pladsen bagerst i konfirmandlokalet med stribede gardiner og en grøn tavle. Så mange eftermiddage gik med overvejelser, ord og kage. Søndag formiddage med musik og bønner. Og så alt det usynlige. Alt det som tiden som konfirmand gav dig med, som ikke har ord endnu. Det lyder flot, men jeg tror det er sådan det er. At der sker noget med os, når vi kommer i kirke, noget som vi ikke helt har ord for. Som lever i os og som vi aldrig glemmer. Det har noget med Ånd at gøre.

I konfirmander bliver ofte beskyldt for kun at være der for festens og gavernes skyld.
De siger, at I ikke tager stilling, og at der ikke længere er nogen, der tror på Gud. I hvert fald ikke unge mennesker. I øvrigt er det håbløst umoderne at blive konfirmeret. Og det ville da sikkert også have været nemmere bare at holde en fest.

Men de undervurderer jer. I unge, der konfirmeres i dag, er unge mennesker med holdninger, meninger, tro og overbevisninger. Også med tvivl og masser af spørgsmål, men I er unge mennesker, der tør vade ud i det ukendte og se hvad der sker.

Og det er lige præcis det tro er. At springe ud på de 70.000 favne i tillid til det man håber på. Og opleve at man bliver grebet, at man ikke er alene. Det er først når man slipper alt det sikre og kendte at livet åbner sig op på ny. Og der er så meget mere endnu, der venter os.

Det var godt, at I kom. Kirken er jeres, ikke min, ikke de andre præsters eller kun for nogle særlige. Den er jeres, den er vores. Vi har nydt hver eneste gang I kom. Og vi håber at vi ses igen en dag.

I ved jo hvor døren er – kirkedøren. I skyndte jer ud igennem den, ud i livet, ud til festen, til jeres mennesker – præcis som I skulle. Og det var sikkert en festligt dag, helt som det skulle være.

Og når I en dag trænger til at komme igen, så ved I hvor den samme dør er. Så kan I altid komme ind, lægge jer på en bænk. Høre en sang. Bede en bøn. Finde det sted i verden, hvor der himmelhøjt til loftet, og en, der vil lytte til jer.

Fra Tårnby Kirke, Ida, Karsten og mig:

Tillykke med konfirmationen, og Gud velsigne jer.

Desirée Risum