Susanne

Fra midten af september frem til 17. december vil jeg være en del af præsteholdet i Tårnby Kirke, som vikar for kbf. Sognepræst Karsten Møller Hansen.
Som præst har jeg blandt andet været i Vridsløselille Statsfængsel, Skagen og Den Danske Kirke i London. Siden jeg kom hjem fra London har jeg været vikar i Københavns stift og nu altså her i Tårnby Kirke.
Jeg er oprindeligt uddannet sagsbehandler på et socialcenter på Vesterbro i København, siden arbejdede jeg med film og reklame og i nogle år drev jeg en delikatesseforretning.
Så hvorfor nu præst! Det korte svar er, at det har jeg ønsket at blive, fra jeg var ganske ung. Kristendommen har i min familie føjet til både hverdag og fest og minder os til stadighed om, at tilværelsen er langt større end vi måske umiddelbart antager.
Min mand Lars og jeg bor i Sankt Pauls Gade nær Nyboder og har tilsammen 3 voksne døtre og fem børnebørn, som bor i henholdsvis København, England og Jamaica. Min drivkraft i livet er en oprigtig ’nysgerrighed’ i relation til de mennesker jeg træffer. Nu ser
jeg ser frem til at møde mennesker i og omkring Tårnby kirke og udveksle livs- og troserfaringer. Og så glæder jeg mig især til at være sammen med tre hold konfirmander fra Løjtegårdsskolen; vi er allerede godt i gang. Tak for at blive taget godt imod af kolleger og menighedsråd.

Gode hilsner, Susanne Fredin Skovhus