Tag-arkiv: Påskedag

Påskedag

Hver dag er en opstandelse
Kirken vil stå tom. For første gang i 1000 år kan man ikke komme til gudstjeneste i dag. Det er ellers den smukkeste dag på året for en præst. Har jeg ikke selv gudstjenesten tager jeg altid til en kollegas. Også den bedste dag at være kirkegænger. Svært uden. Men sådan bliver det i år.

Mon ikke det går alligevel. Den tomme kirke er ikke udtryk for at vi har forladt Gud eller at Gud har forladt os. Det er mere det, at omsorgen for vores næste er større end vores eget trosliv. Man går i kirke for én selv. At blive væk denne påske er for de andre. Men bare rolig, Gud finder os alligevel.
Det har Gud altid gjort.

Du har måske biblen derhjemme. Salmerne kan også synges andre steder end i kirken. Og evangeliet om opstandelsen har spredt sig ud over vore liv og vores historie og viser sig mange steder. Du kan også sidde derhjemme og læse Dostojevskij, studere William Blake, lytte til Nick Cave. Du kan også gå en tur i skoven, langs vandet, sætte dig i haven, holde dit barn i hånden, se Rectify på Netflix med din kæreste, besøge dine forældre i tankerne. Gud viser sig mange steder som i at der er andre der i deres søgen efter Gud leder dig samme vej.

Kristus er opstanden om vi kommer i kirke eller ej. Gud findes også uden for kirken og hver dag er en opstandelse. Det er min opfattelse, at opstandelsen ligger dybt i dig. Om du tror den eller ej er ikke det vigtigste, det er; at du lever den. Kierkegaard tog fejl; tro er ikke et valg. Men en måde at leve på. Tro er ikke noget, man kan, men noget man er. Man er tro imod hinanden. Tro imod sig selv. Tro imod det liv Gud har givet dig at leve. Hver dag står vi op til det.

Derude et sted ligger døden. Det har vi vidst hele tiden. Den kommer kun nærmere. Alligevel står vi op hver dag, – som en opstand imod døden. Evangeliet handler ikke om døden men om livet.
Nogle har brug for at ligge noget længere. Nogle kan ikke stå op rent fysisk. Nogle kommer aldrig op. For dem bestemmer døden allerede for meget midt i livet. Men langt de fleste af os står op
hver i dag i håb om noget mere. Det er ikke et valg, men et håb. Hvis du mener, at det er noget, du selv valgte, var det nok fordi du håbede det først. Det håb har Gud lagt i os. Han gav os det i
Kristus. Og han gav os det i skabelsen. Og han giver os det i hinanden. Hvis du ikke selv tror på den slags, vil jeg mene, at du har hørt om det, og det, du har hørt, har lagt sig i dig.

Verden er ikke neutral. Verden er god. God som i at verden er liv og liv er godt. Stå med et nyfødt barn i dine arme. Bliv forelsket på fortovet. Liv er altid det gode. Og det første. Sorgen, smerten,
døden kommer altid først efter. Livet går imod døden. Det kan ikke være anderledes. Det er dets natur. Men inden man dør, har man levet og evangeliet er så meget liv, at det knap nok dør før det tre dage efter opstår til liv igen.

Luften er forurenet. Virusser spreder sig. Der skal træffes valg. Af mig og af dig. For at fastholde det gode. Jeg ved ikke særlig meget om de overvejelser der ligger bag de sværeste valg. Men jeg ved der findes mange dygtige fagfolk og politikere som ved meget mere end de fleste af os andre.
At være præst er lettere end at skulle træffe beslutninger for hele landet. Præsten kender det onde men skal bare fast i det gode. Dem der skal træffe beslutninger ved, at det gode også er et regnestykke; hvor meget af det gode kan vi få?

Måske kan vi mennesker ikke altid finde ud af at passe på livet, hverken vores eget eller andres.
Måske træffer vi beslutninger som mere handler om os selv end om det liv vi skal passe på. Måske forstår vi kun liv, når de andres liv har direkte indflydelse på vores eget. Måske har vi bygget for
meget asfalt og beton, døde metaller på en levende jord. Men når højhusene en dag skal rives ned, vil jorden under med tiden igen skabe liv. Det ligger i jorden selv. Som det ligger i os mennesker.

Det er ikke vores statsminister eller sundhedsminister eller alle de gode vejledninger som vækker livet igen. Det er heller ikke fællesskabet eller de værdier, du har. Her er det ligegyldigt, hvad du stemmer på, også hvad du tror på. Det bliver heller ikke de mange tusinder anbefalinger til, hvordan vi nu får en bedre verden som kommer til at gøre det. Det er livet selv som vil vække livet igen. Og få verden til at leve videre. Livet som findes før dig, i dig, og som vil findes lang tid efter dig. Livet som Gud gav dig.

Så det skal nok gå. Du behøver ikke gøre noget. Det kommer af sig selv. Livet. Du skal sådan set bare tage imod det, når du møder det. Kristus viste dig vejen. Gud er med dig.

Glædelig opstandelse. Og god påske.

Karsten