Tak

Det sker sommetider, at der lyder et stille tak oppe ved alterskranken, når brødet og vinen bliver delt ud og modtaget. Ligesom ”tak for mad”.
Vinen og brødet, Ånden og livet. Tak for det daglige brød.
Taknemmeligheden får ofte ord og rum i kirken. Hver gang vi kommer med vores barn for at lade det døbe og for at sige tak, fordi det blev til og findes. Når vi kommer for at sige farvel til vores elskede og sorgen synger så højt at intet andet i denne verden kan høres, så kommer vi for at lade kærlighedshistorien om det menneske fortælle. Lade det blive fortalt hvor meget de betyder for os og har præget vores liv, og udtrykke en tak for alt det vi fik lov at dele sammen.
Og når vi kommer hånd i hånd for at fortælle hinanden og verden at vi elsker hinanden, at kærligheden altid skal være det største imellem os, så er det med en dyb taknemmelighed over at man har fået lov at møde sin hjertes udkårne.
Livet er fyldt med undere, der kalder på tak.

I september fejrede vi høstgudstjeneste i Tårnby Kirke. Det strømmede ganske vist ikke ind med afgrøder fra markerne, æblehøst fra præstens have eller grøntsager fra de lokale køkkenhaver.
Sådan var det ellers før i tiden – alle kom til kirken med en del af årets korn, frugt og grønt, alt det som naturen rigt have skænket. Og så sagde man tak – for livet, for maden, tak for alt det som vi ikke kan frembringe udelukkende ved egen indsats.

I høstfejringen blev det meget tydeligt, at vi mennesker ikke kun grunder i os selv. Vi er forbundet med både Gud, mennesker og naturen, som er omkring os. Som sagt, der var ingen afgrøder, der blev båret frem til alteret. Der var dog næstformandens hjemmedyrkede tomater til kirkefrokosten. Men selvom vi ikke længere kommer med årets høst, så giver det god mening at komme ind i kirken med det vi så har. Alt det vi er og bærer på kan vi altid komme til Gud med. Kirken er et bedehus. Og i bøn kan vi komme både med det, som er svært og ubærligt, det som vi skal have hjælp til, og det vi længes efter og håber på. Men også en takkebøn for det vi allerede har.

I bibelen er der fortællingen om ti syge, der blev helbredt. Der var kun den én, der kom tilbage og sagde tak. Hvem ved, måske de andre bare var så glade at de rent glemte at sige tak. Livet går bare og man glemmer helt hvordan det kom til en. Pointen er bare: vi skal netop huske dét at sige tak. Tak til en god ven, der er stillede op igen. Til far, der lappede cyklen. Til kollegaen, der tog en for holdet. Til kassedamen, der tålmodigt bakser med varerne fredag eftermiddag i Netto henne på torvet. Til naboen, der kom ind med avisen. Til ægtefællen for endnu en dag sammen. Tak for en plads i toget. Det hænder ofte at vi glemmer at sige tak. Men det gør en verden til forskel at vi forstår og husker at det hele ikke kommer af os selv.

Tak. I det lille ord spejles det store liv.

Sogne- og hospitalspræst Desirée Risum