Tro det; det hele skal nok gå

Det lyder som det samme, og de står ofte sideordnede, lige ved siden af kærligheden, men der er en forskel på håb og tro. Du kan næsten høre det, hvis du siger ordene højt. Jeg håber, det kommer til at gå bedre. Og; jeg tror, det kommer til at gå bedre. Bare et gæt: Da du sagde jeg håber, så blev din stemme sagte og dine øjne så ikke på noget bestemt, mens da du sagde jeg tror, så kom der et bestemt udtryk i dine øjne, måske flyttede du dig også en smule frem på stolen.

Håbet ligger dybt i os. Det er det sidste, der dør. Vi ser det tydeligst, når
du ikke længere kan gøre noget. Så er der kun tilbage at håbe. Troen er mere aktiv. Den gør noget. Du sidder ikke tilbage overladt til håbet, men bevæger dig frem i troen.

Jeg ved ikke, om I kan huske filmen ’En verden udenfor’ fra 1994. I den
film mødes de to livstidsfanger Red og Andy i fængslet. Red har været der så længe, at han har tabt troen på, at han nogensinde vil komme ud. Han har også tabt håbet. Håbet, siger han til Andy en dag, er en farlig ting. Andy hører ikke efter. Han ser mærkeligt smilende frem for sig. Han har et håb i sig, som hverken fængselsdirektøren eller ture i vaskeriet,
når det er lukket, kan tage fra ham. Da han opdager, at muren i cellen er blød og man kan skrabe i den, opstår der også en tro i ham. Det er troen, der mange år senere graver ham ud i friheden. Det er også Andys tro, der en dag får Red til at tro på, at han ved at tale for sig, kan møde Andy igen på en strand ved Stillehavet.

I den her våde grå restriktionstid, langt fra Stillehavet, og Dubai i øvrigt, må vi håbe, at det snart kommer til at gå bedre. Men det vil være endnu bedre, om vi også tror det. For når man selv kan gøre noget, skal man ikke kun håbe, så skal man tro. Og komme i gang med det, man tror på. Og derved give troen videre til nogle andre. Tårnby: Tro smitter hurtigere end corona.

Jeg har boet et par gange i USA. Det har været nogle af de bedste år i mit liv. Forstand på amerikansk historie har jeg ikke tilstrækkelig af, og inde i det politiske er jeg ikke nok til at komme med en dyb analyse omkring forholdene derovre. Så det her er bare, hvordan jeg lige ser det; mit andet hjemland har mistet troen på, at det hele nok bliver bedre. Håbet har de (måske) stadig. Men ikke troen. Har størstedelen af en befolkning en tro på, at det, de gør, gør det muligt, at det hele bliver en lille smule bedre, så kan et land klare alt. Ingen kriser eller krige kan helt ødelægge et land, som tror på det, de kan sammen. For så vidt kan man sætte enhver til at lede landet. Lederen kan fra magtens kontor ikke ødelægge
den grundlæggende tro på fremtiden ude i stuerne. Men er der ikke en største del, som tror på, at de med det, de kan, kan gøre det hele lidt bedre – for dem selv og andre – så ender man med at kæmpe for at holde fast i det, man har i forvejen. Det er forståeligt nok. Men dermed ryger også det, som landet er fælles om, nemlig troen på fremtiden. Og er man
først havnet her, har lederen på magtens kontor en enorm indflydelse på, om der kan bygges en tro op igen.

Man kan sige, at når et hold vinder, er det lige meget, hvem der er træner. Det er først, når holdet taber, at træneren bliver afgørende for om det kan vinde igen.

Jeg tror, at I tror. I Danmark er der stadig en samlet stor tiltro til hinanden. Jeg ser ikke kun et dybt håb i jer men også en stor tro. Nok ikke så meget på Guds nåde (den tager vi en anden gang). Men en grundlæggende tro på, at om vi er fra Kastrup eller Tårnby, højrefløj eller
venstrefløj, mand eller kvinde, rig eller fattig, ung eller ældre, ateist eller troende, så vil størstedelen af landet det samme; bevæge os sammen mod bedre tider.

Det går sgu nok, plejer vi at sige her til lands. Indrømmet: Det kan lyde lige lovligt bodegahyggeligt, som at skubbe ansvaret fra sig. Men man kan vel også sige, at sætningen er udtryk for, at vi har så stærk en tro på det, vi har bygget op, at vi ikke er i tvivl om, at det vil bestå.

I hvor mange lande rundt omkring i verden kan du finde folk, som siger, at
det nok skal gå? Jeg har lige talt med min amerikanske ven. Han siger, at det har de ikke sagt i USA i mange år.

Som barn, som ung, og nu – du vil ikke have kunnet fortælle mig noget
bedre end, at det nok skal gå. Det lyder som en meget banal halvdrukken
sætning, men der er så meget evangelie i den. Verden er god. Vi mennesker vil det samme. Og om lidt bliver det bedre. Vi er ikke i krig, og vi er ikke i en undtagelsestilstand. Proportionerne skal lige på plads, men ja det har da været en udfordret tid, og vi har mistet og vi er blevet testet – og vi bestod. Det vigtigste – troen – den har vi stadig. Ja, måske er den blevet stærkere.

Når man nu skal være hjemme, er det et meget godt land at være hjemme i.


Karsten M. Hansen

Opdaterede retningslinjer: Maksimum 26 personer i kirken.

De sidste nye instruktioner fra ministeriet med henblik på at bremse udbredelsen af coronasmitte betyder at der nu maksimalt må være 26 personer i kirkerummet under gudstjenester og kirkelige handlinger – hertil skal regnes præst, organist samt øvrigt personale.
Der må ikke synges, og der er fortsat krav om at man bærer visir eller maske, undtagen når man befinder sig på sin plads i kirken.

Dialog

Da jeg var barn var det almindeligt, at man hjalp til derhjemme.
F.eks. med at tørre af efter opvasken.
Det var selvfølgelig møg irriterende, når man nu altid havde noget bedre at tage sig til, men alligevel fik man jo ofte en god voksensnak, man måske ellers ikke ville have fået.
Da jeg blev ældre skulle jeg også ofte købe ind.
Og mange af mine kammerater skulle ind imellem passe deres mindre søskende.
Det syntes jeg, der ingen søskende havde, var sjovt, men selvfølgelig kan jeg – i dag – godt se, at det nok ikke var så sjovt for dem, der var bundet af det i det daglige.
Men det var så sådan, det var – dengang.
Men ikke i næste generation.
Min mand og jeg har kun sjældent krævet huslige pligter af vores datter.
Og sådan var det også for mange af hendes venner.
Det giver jo heller ikke rigtig nogen mening med hjælp til opvasken, når man har opvaskemaskine.
En anden ting, der også er blevet slækket på mange stedet ( nu ikke hos os ) er reglerne, hvornår man skal være hjemme o.s.v.
Det er en naturlig følge af, at børn og unge har fået mere medbestemmelse i deres liv.
Det er sikkert også godt nok, men det kan bare ikke nytte noget, at vi så pludselig forlanger, at de skal vise samfundssind og rette ind efter nogle regler, som de måske ikke engang forstår.
Jeg tænker selvfølgelig her på den meget omtale af unges dårlige opførsel i forbindelse med corona pandemien, som jo desværre også har resulteret i et meget stort smittetal hos de unge.
Og ja, selvfølgelig er det forkert, at de unge ikke tænker på, at de- med deres festkultur- kan komme til at udsætte andre for fare.
Men der er også forkert af os ”voksne” at vi pludselig tror, vi kan komme og stille krav til dem, som vi aldrig har forlangt noget rigtig af før.
Så i stedet for at skamme de unge ud, må vi gribe i egen barm og tænke på, hvad vi måske selv kunne have gjort anderledes.
Og så må vi begynde at tale sammen på tværs af generationerne.
For de unge er helt sikkert også kede af, når de bliver syge og når de skader dem, de holder af.

Måske skulle vi benytte hele den dårlige corona tid til at tænke nyt.
Så vi i højere grad tænker over både, hvordan vi selv og vores børn kan blive en del af et samfund, der tager hensyn til hinanden.
Det kan bruges også, når corona forhåbentlig snart er fortid.

Ida Nielsen

taarnbykirke@mail.dk