Alle indlæg af Desirée Anastasia Pi Risum

Glædelig jul

Som barn blev man holdt på pinebænken, når årets julekalender dag
for dag afslørede at julen var i fare. Til alle tider har julen været truet.
I Jul på slottet bliver julen afskaffet, da kongen skal på skrump, så han kan betale sin vægt i guld i krigserstatning. Og det går jo ikke, når julen er fyldt med godter og regenten har en sød tand.
I Nissebanden mister julemanden sit gode humør.
Og julen er truet, da bogstaverne falder
ud af bøgerne i Rigsarkivets gamle bøger, fordi Pyrus tryller forkert. Snart er alle ord skrevet om julen forsvundet. Og hvem kan så huske hvad jul er?
Jeg husker ikke et år, hvor det gamle plot har føltes mere aktuelt end i år,
hvor det kniber med både godt humør og penge, og med meget af de vi kender og forbinder med julen. Mange af julens traditioner har måttet aflyses eller tænkes om. Sådan er det også i kirken. De mange julebesøg af store og små gennem december, og skolebørn der samles og ønsker hinanden god juleferie i kirkens rum, vil mangle. Duften af gran, når de
ældre laver juledekorationer, og rasler med terninger til pakkeleg i Mødestedet, udebliver. Selv juleaftens gudstjenester har vi måttet gentænke, så der nu holdes flere og kortere gudstjenester med færre
kirkegængere. Jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt som Kejser August i
julens evangeliefortælling. Det føles som om det hele handler om at tælle. Tælle mennesker, tælle kvadratmeter, tælle timer, og så håbe på at det hele går op.
Velvidende at der ikke er en løsning, hvor der er plads til det hele.
Tårnby Kirke er gerne fyldt til bristepunktet juleaften, når vi sidder
skulder om skulder eller står tæt i midtergangen. Børn og forældre sætter sig på knæfaldet, og præsten møver sig ned gennem menigheden for at komme op på prædikestolen.
I år vil der være mindre plads end nogensinde. Og det er ikke fordi kirken
er blevet mindre, men fordi vi ikke kan sidde knæ mod knæ på hattehylderne, og lige få plads til én ekstra på de smalle bænkerækker.
Når jeg går på prædikestolen for at tænde stearinlyset og læse juleevangeliet højt, så vil jeg savne den fyldte kirke.
Hvem skal redde julen for os? Julen er hverken glemt eller skal afskaffes,
alligevel føles det som om alt det velkendte er i fare.
Det første svar er, at det skal barnet i krybben. Der var ikke plads til den
højgravide Maria og Josef i herberget. Men der blev plads til miraklet og det lille barn kom som et klart lys i den mørke nat. Jul handler om det, der
allerede er sket, og som bliver ved at ske:
Gud kommer til os.
En julesalme jeg holder meget af lyder:

Mit hjerte altid vanker
i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum;
dér er min længsel hjemme,
dér har min tro s
in skat,
jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat.

Og det giver mig det andet svar: Det er os, der skal redde julen. For julen starter dér, hvor vores længsel bor. Håbet og glæden opstår, når vi lever i forventning. Som børn, der tæller ned hver dag med en julekalender. Som de vordende forældre, der drømmer og længes efter at holde den lille ny. Vi skal findejulestemningen midt i det stemningsløse. Ikke en forloren udgave af godt humør. Men en glæde over at der er noget, der
kommer til os, som vi ikke selv skal skabe. Ligesom juleglæden, der har
klangbund i julesorgen. Det glædelige budskab kommer til os, som har brug for at høre at der er godt nyt.

”En stor glæde som skal være for hele folket”,
som englen sagde.

I år har jeg ikke været træt af, at der blev spillet julemusik tidligt i november, jeg har ikke engang mugget over butikkernes julestads på hylderne i oktober. Og jeg har allerede spist en brunkage. Og det er, selvom vi præster og kirken virkelig godt kan lide at holde adventstiden i hævd og sige, at det først er jul, når det faktisk ér jul den 24. december. Men i år tror jeg at adventstiden skal bruges til at finde hver eneste lille gran af juleglæde og håb og forventning frem, og tyvstarte på julen.
Jul bliver det altid i julekalenderen.
Jul bliver det også i år. For hvert lys vi tænder i adventskransen, så nærmer vi os julen og det lys, som aldrig kan slukkes.

Glædelig adventstid. Og glædelig jul.

Fra Desirée Risum og resten af Tårnby Kirke.

Opdatering: Alle gudstjenester er aflyst frem til den 3. januar.

Bliv frivillig i Tårnby Kirke

Tårnby kirke er din kirke

Du kommer med din elskede, når I skal giftes. Når den nye kærlighed skal
forblive en evig kærlighedshistorie under de gamle kirkehvælvinger. Hånd i hånd går I ud i livet sammen med en velsignelse.
Du kommer til den gamle døbefont, når dit barn skal velsignes og det lille liv fejres af sin familie og menigheden. I kirkens rum runger taknemmeligheden i takt med hjerteslaget.
Du kommer når dine kære skal følges den sidste vej. Håbet og kærligheden slår følgeskab med sorgen. På kirkegården stedes de til hvile, du besøger gravstedet og hvisker ”vi ses igen”.
Du kommer, når din datter og søn vil konfirmeres. Håret er sat, tøjet nystrøget og stoltheden vil ingen ende tage over de unge mennesker. De skal have at vide at de hører hjemme, at døren altid er åben for dem.
I Tårnby Kirke kommer du til julegudstjeneste for fulde huse og til
Allehelgensgudstjeneste, når hjertet er fyldt med sorg.

Det foregår alt muligt godt og spændende i din kirke. I hverdagene fyldes sognegården med undervisning af børn og unge, korøvelse med sognets
børnefamilier, socialt værested for sognets ældre, foredrag og kulturtilbud, og kirken holder koncerter, hverdags- og aftengudstjenester.
Søndag ringer det ind til gudstjeneste og ordene fra Bibelen fortæller eksistensen frem i nyt lys. I din kirke er der rum for alt det, som livet er spændt ud mellem og fyldt af.

Folkekirken er folkets kirke. Med andre ord: Det er folket, der er med til at skabe det liv, som kirken er gjort af. Uden mennesker, ingen kirke.
Det er nemlig ikke blot et smukt gammelt hus med fine hvidkalkede mure. Vi elsker de mure, og de fleste af os kan være enige om, at vi gerne vil have at de skal blive stående til kommende generationer, så de også kan komme med deres små i armene, deres elskede i hånden, og når de skal lægge deres døde i jorden.
Men kirke er så meget mere og andet end mursten. Det er livsfællesskaber, det er mening og håb, det er ansvar og medejerskab. Og meget andet og mere end det.
Det er et frirum til at komme anonymt og sætte sig, og det er muligheden for at komme og udfylde en plads og præge det daglige liv. Kirken er for alle siger vi altid, og det er sandt. Og sådan skal det blive ved at være.

Det er derfor kirken har brug for dig. Vi har brug for frivillige, som gerne vil være med til at skabe og udvikle Tårnby Kirkes liv og plads i sognet.
Til efteråret skal vi have menighedsrådsvalg. I Tårnby Kirke skal vi stille et menighedsråd med en del nye medlemmer.

Vi vil gerne have nogle medlemmer, som synes det kunne være spændende at involvere sig i kirkens dagligdag.
Vi håber at få nogle mennesker i rådet, som er drømmere. Nogen, som er
optaget af ånd og mening og tro og kultur. Nogle der har visioner for hvad vi kan sammen som kirke. Og som er interesseret i at lægge nogle kræfter i, at nogle af mulighederne bliver til virkelighed.
Vi har brug for nogle, som gerne vil tage udfordringen op og prøve kræfter med at få en arbejdsplads med mange personalegrupper til fortsat at trives.
Og vi har brug for mennesker, som er interesseret i hvordan vi passer godt på vores bygninger, så de også står om 100 år.

Kunne du overveje at gå med i menighedsrådet?
Så kom forbi til opstillingsmødet eller kontakt en af kirkens præster.
Vi ses.

Desirée

2. påskedag

2. Påskedag
Påsken er den største og vigtigste fejring i kirkens år. Herfra vælter lyset ud over resten vort liv, så vi tør gå videre, selvom det føles mørkt i og omkring os. Påsken rummer nemlig både skærtorsdags glæde og vemod, langfredags stilhed og mørke og påskemorgens sol og evige liv. Hver for sig får dagene lov at stå i sig selv. Og vores liv rummer hver af dem.

Opstandelsen er både påskemorgen, da Kristus opstod, men opstandelsen er også her.
I dag.
Opstandelsen er lige her.

Som når opstandelsen er ude på kirkegården, hvor en mor i februar satte de knapt spirende blomsterløg i jorden på sin søns grav. Han døde alt for ung. Hun trodsede blæst og sneen, der uventet væltede ned fra himlen netop den formiddag, da hun stod dér i kulden. Hun var nødt til at stå der. Hun var nødt til at tage derud den dag. Og mange andre dage. Og den dag plantede hun frø. Med en skrøbelig, men livgivende tro på at frøet en dag vil spire op igennem den mørke jord og give nyt liv. Hun gjorde det med håbet om, at livet ikke blot slutter ved graven, men at der er
mere. En opstand mod døden.

Opstandelsen er i foråret, hvor to menneskers blikke møder hinanden. Den ene smiler genert til den anden, den anden løfter blikket og ser det. Der sker noget. Noget ordløst, der måske får mange ord siden. For et øjeblik står tiden stille, og så bliver den fælles. Begge bærer de historier
med glæder og sorger, forventninger og skuffelser, men i dette øjeblik opstår noget nyt. Og deres historie bliver fælles.

Opstandelsen er ved sygelejet, hvor en mand passer sin syge hustru. Sygdommen er ved at tage livet af hende og hun forsvinder mere og mere. Han sover dårligt om natten, spiser næsten ikke.
Han er ved at miste hende. Men han er der trofast og passer på hende. De er der sammen. I medgang og modgang. Sagte vandrer han ved siden af sin største kærlighed på hendes livs rejse.

Opstandelsen er svær at få øje på for den unge mand i hjørnet af sengestuen. Hænderne ligger tungt i skødet. Når han ikke ligger sammenkrøllet i fosterstilling på gulvet. Når angsten larmer
mest. Han er tom. Angstgrå. Han mangler livsmod og lyst. Ved ikke hvorfor. Kun én ting holder ham oppe. Det er som om stærke arme holder under ham. Og han ved indeni, at andre har lidt før ham og at de lever endnu. Måske er tomheden ikke tom, men åben. En dag rejser han sig, men det ikke ham selv, der gør det. En dag fortrænges det grå af lysvæld bag ved lysvæld.

Opstandelsen ér også her. Den er også lige her midt i livet.

Bøn:
Dagens bøn er lånt fra den stærke salme Hil dig, Frelser og Forsoner:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold.

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!
Amen

Læs dagens tekst: Dagens evangelium er fortællingen om Marias møde med den opstandne Kristus. Salme 241 i salmebogen Tag det sorte kors af graven passer godt til dagens evangelium.
Hvis du vil læse bibelteksten til 2. påskedag kan du læse Johannesevangeliet kapitel 20, vers 1-18 her:
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/20

Dagens salme er skrevet af Grundtvig: Påskeblomst! hvad vil du her?
Melodien og teksten kan bl.a. findes på https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/236
salme 236.