Alle indlæg af Ida Nielsen

Dialog

Da jeg var barn var det almindeligt, at man hjalp til derhjemme.
F.eks. med at tørre af efter opvasken.
Det var selvfølgelig møg irriterende, når man nu altid havde noget bedre at tage sig til, men alligevel fik man jo ofte en god voksensnak, man måske ellers ikke ville have fået.
Da jeg blev ældre skulle jeg også ofte købe ind.
Og mange af mine kammerater skulle ind imellem passe deres mindre søskende.
Det syntes jeg, der ingen søskende havde, var sjovt, men selvfølgelig kan jeg – i dag – godt se, at det nok ikke var så sjovt for dem, der var bundet af det i det daglige.
Men det var så sådan, det var – dengang.
Men ikke i næste generation.
Min mand og jeg har kun sjældent krævet huslige pligter af vores datter.
Og sådan var det også for mange af hendes venner.
Det giver jo heller ikke rigtig nogen mening med hjælp til opvasken, når man har opvaskemaskine.
En anden ting, der også er blevet slækket på mange stedet ( nu ikke hos os ) er reglerne, hvornår man skal være hjemme o.s.v.
Det er en naturlig følge af, at børn og unge har fået mere medbestemmelse i deres liv.
Det er sikkert også godt nok, men det kan bare ikke nytte noget, at vi så pludselig forlanger, at de skal vise samfundssind og rette ind efter nogle regler, som de måske ikke engang forstår.
Jeg tænker selvfølgelig her på den meget omtale af unges dårlige opførsel i forbindelse med corona pandemien, som jo desværre også har resulteret i et meget stort smittetal hos de unge.
Og ja, selvfølgelig er det forkert, at de unge ikke tænker på, at de- med deres festkultur- kan komme til at udsætte andre for fare.
Men der er også forkert af os ”voksne” at vi pludselig tror, vi kan komme og stille krav til dem, som vi aldrig har forlangt noget rigtig af før.
Så i stedet for at skamme de unge ud, må vi gribe i egen barm og tænke på, hvad vi måske selv kunne have gjort anderledes.
Og så må vi begynde at tale sammen på tværs af generationerne.
For de unge er helt sikkert også kede af, når de bliver syge og når de skader dem, de holder af.

Måske skulle vi benytte hele den dårlige corona tid til at tænke nyt.
Så vi i højere grad tænker over både, hvordan vi selv og vores børn kan blive en del af et samfund, der tager hensyn til hinanden.
Det kan bruges også, når corona forhåbentlig snart er fortid.

Ida Nielsen

Lev længe og godt!

Der har igennem tiden været lavet mange undersøgelser om religionens betydning for den troende.

Og der tegner sig et billede af, at det troende menneske lever længere. Hvorfor, er man ikke altid kommet ind på, ud over at det må hænge sammen med, at det troende menneske lever et tryggere liv. Et liv i tillid til, at Gud er med en, og så er der altid håb. Håb om, at Gud er der som sparringspartner gennem problemerne. Og håb om, at Gud er der, også den dag, livet er forbi.

Lever man med det håb, så lever man tryggere og gladere, og måske derfor også længere, og i hvert fald helt sikkert bedre.

Nu er der imidlertid kommet en ny irsk undersøgelse, der har undersøgt sammenhængen mellem aktiv udlevelse af religion og mental sundhed.

Den undersøgelse har vist, at specielt aktive udøvere af religion er mindre udsat for depression, har større velvære og lavere dødelighed.

Her er det altså ikke kun troen, men det at være aktivt praktiserende, altså at gå i kirke, der er vigtig.

Undersøgelsen lægger vægt på, at det bedre liv dels er afhængig af deltagelsen i gudstjenesten, salmesangen og forkyndelsen.

Simpelthen fordi man bliver glad i låget af det.

Og også af selve det netværk, det giver at være aktiv kirkegænger.

Her kan der være tale om netværk på så mange måder.

Det kan være en kop kaffe efter gudstjenesten, at deltage i forskellige aktiviteter med andre kirkegængere, og det kan også bare være en hurtig snak hen over bænken, som gør, at man får en øget kontakt til andre mennesker.

Måske følges ad på vejen hjem, eller ses på andre tidspunkter i uges løb.

Uanset hvad, så er der tale om et samvær, som giver øget velvære, og vel at mærke på en anden måde end samværet ved andre aktiviteter, som banko, sport eller foredrag.

Simpelthen fordi man her er fælles om noget, der er større, uanset hvor meget man end holder af de føromtalte aktiviteter.

Så gå i kirke, du lever ikke alene længere (hvad der måske i sig selv ikke er det vigtigste) du får det bedre, mens du er her.

Ida Nielsen

Drop in vielse

Drop in dåb er efterhånden blevet almindelig mange stedet. Her kan man komme ind fra gaden, få en samtale med en præst, og så blive døbt efterfølgende. Noget mange efterhånden har benyttet sig af.
I sommer var der så også nogle kirker, der forsøgte sig med drop in vielser efter samme princip.
Og også godt besøgt.

At der er mange, der ønsker en kirkelig vielse, uden måske at være gearet til den store fest, blev jeg gjort opmærksom på af et brudepar jeg viede i sommer.
De ønskede nemlig ikke noget stort bryllup, men alligevel ville de gerne have et kirkebryllup.
De var bare lidt i tvivl, om man overhovedet kunne det.
For det er jo altid det andet, vi hører om:
Det store bryllup med mange gæster, og efterfølgende middag.

Kirken egner sig jo også godt som begyndelse på den store fest. Det er et smukt rum at samles i, og der er plads til mange mennesker, 260 i Tårnby Kirke.

Men mindre kan også gøre det.

Det tænker vi bare ikke altid over, når det altid er de store bryllupper, vi ser i pressen eller måske selv inviteres til.

Sådan havde det pågældende brudepar det i hvert fald.

Og de var meget glade for at høre, at de også var velkomne, selv om de kun var fire til vielsen. Og de mente så, at flere ville ønske at blive gift i kirken, hvis de vidste det.

Så kære kommende brudepar, tænker I på at sikre hinanden, og vil I også gerne lidt mere end det, men kender I ikke så mange mennesker, eller har I måske ikke lyst til at bruge alt for mange penge på et bryllup, eller vil I bare gerne have det store øjeblik helt for jer selv, så kan I trygt kontakte os.
Man skal ikke være et bestemt antal for at komme i kirken.

At komme i kirken er altid et møde mellem den enkelte/det enkelte par og Gud.
Og vil I gerne have Gud med i jeres liv og jeres ægteskab, så skal I være velkomne. I behøver ikke engang at have vidner med, vores kirkepersonale stiller gerne op og bevidner, at I bliver rette ægtefolk.

Hvor lidt eller meget, der ellers skal ske er helt op til jer, så I får lige den dag, I drømmer om.

Ida Nielsen